Fra grammofonens verden

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 06 - side 140-142

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Fra grammofonens verden

Fine indspilninger af dansk musik

Der findes adskillig dansk musik fra den musikalske romantiks guldalder, hovedsagelig orkesterværker, som ikke rigtig har mulighed for at holde sig på koncertprogrammerne. Dette betyder dog ikke, at al denne musik savner kvalitet, men det vil altid være begrænset, hvor meget af fortidens musik man kan holde levende i det almindelige koncertliv. Nutidens kunst har berettiget krav på at blive spillet, og skal de klassiske storværker fremføres progressivt, så må netop megen musik, der ikke kan »konkurrere« med de store mesterværker, udgå. På dette område har den danske radio med sine mange løbende musikudsendelser fra studierne gjort et prisværdigt arbejde for at genindsætte de værdier, vi som danske nødig vil undvære, og ikke mindre prisværdig er grammofonselskabernes bestræbelser for at udfylde hullerne i repertoiret af såvel den ældre som den nyere danske musik. Nedenfor omtales en del af de nyeste optagelser.

Niels W. Gade: Noveletter, op. 53. - Radio-Symfoniorkestrets strygere, dir. Erik Tuxen. - Polyphon 80045-46, autom.

Gade skrev to værker kaldet »Novelet-

ter« for strygere hhv. året 1874 og 1886; den foreliggende indspilning omfatter de første Noveletter, som er blevet til i hans modne skaberperiode, da han efter årene i Leipzig havde slået rod i Danmark. Det er et ualmindelig charmerende værk, hvori der lyser en egen veg, nordisk tone. Den velafbalancerede, så fuldkomne næsten akademiske form kan bringe en Mendelssohn i tankerne. Men Gade er også i dette værk ligesom lidt reservé; hans idéer synges ikke ud i stærke, barske eller prægnante motiver, og denne let kølige men fornemme atmosfære har Erik Tuxen truffet så smukt i sin gennemnuancerede interpretation. Det er måske også for at bevare dette præg, Tuxen giver afkald på meget af den store, fyldige rumklang, som han har opnået i indspilningen af Carl Nielsens strygersuite. Det giver optagelsen en intimt fortællende karakter men berøver til gengæld, strygertonen noget af dens charme og fylde; f. eks. kan klangen forekomme som på en radio, der er indstillet lige på randen af bølgeområdet, hvilket i teknisk henseende ikke er noget plus. Det er lidt upraktisk at sammenstille 2. og 3. pladeside på samme plade, når man er nødt til under alle omstændigheder at skære scherzoen over. Dem, der har pladeskifter, gavner det ikke, og for indehavere af dobbelt-pladespillere (bl. a. radiofonier) er det direkte ubehageligt, da man ikke kan opnå en uafbrudt gengivelse af satsen. Men det er en indspilning, der vil glæde mange udover de i (len danske romantiske musiks grand old man særligt interesserede.

C. F. E. Horneman: Musiken til dramaet »Gurre«. -- Radio-symfoniorkestret, dir. Erik Tuxen. - Polyphon I-IM 80047-48, autom.

Er ikke netop Horneman en af de komponister, der uforskyldt har været skudt i baggrunden. Med hans Aladdin- ouverture var det, radioorkestret begyndte sin glorværdige karriére som grammofonorkester, og det er da naturligt, at samme orkester under samme dirigent nu har indspillet instrumentalmusiken til Drachmanns drama »Gurre« (ouverturen og de tre forspil sammenstillet af komponisten til en suite, hvor vokalpartierne er udeladt). 11902, da værket kom frem på Det kgl., rørte der sig allerede,nye toner i dansk musik. Samme år blev såvel Carl Nielsens »fire temperamenter« som »Saul og David« førsteopført. På denne baggrund og i-ned den sene Wagner og nye navne som Rich. Strauss og Sibelius in mente, kunne Horneman -måske let for den nærmeste eftertid virke lidt passé. Men han var jo blot syv år yngre end Brahms, og han forholder sig til'Gade omtrent som Kuhlau til Weyse. I kraft af Gades urokkelige position i dansk musikliv, stod Horneman i skygge af ham, og det uagtet hans musik tindrer med en temperamentets glød, som Gade aldrig har haft, og det er ubestrideligt, at hans idéer i orkesterværkerne - ikke mindst i Gurremusiken - har en symfonisk nerve og prægnans, som Gade-romantiken ikke kan opvise. Horneman er kontinental på områder, hvor Gade altid var national. Men dette sprudlende temperament var også behersket af et kompositorisk håndværksmæssigt mesterskab, der ikke på nogen måde står tilbage for Gades. I forbindelse med ouverturen kunne man nævne Brahms, dog ikke blot sådan, at Horneman er påvirket af ham men sidestillet med ham i musikalsk karakter. Men Horneman er også dansk i sin lyrik som f. eks. i det fortryllende romantiske forspil til 2. akt »Volmer og Tove« eller i det yndefulde sceneri »I skoven ved Gurre«, men den danske tone er aldrig påtrængende, den er der blot som en gylden atmosfære om værket.

Lytter man sig ind til ouverturens, diærve tonesprog med dets rigdom på nuancer og overraskende stemningsskift, så mærker man,. at det er samme sprog, der blot af en anden personlighed tales i eksempelvis Carl Nielsens Aladdin-musik.

Tuxen har evner for at sætte denne musik i relief; det er en god indspilning, men ligesom i Gades noveletter er tekniken ikke helt på højden. Det er lidt synd, for netop denne musik kunne tåle en resonans som f. eks. den, der giver »Espansiva«- indspilningen en så tindrende klang.

Lange Milller: Af »Der var engang -« Serenade og Midsommervise. - Polyphon HM 80042. Af »Renaissance« Serenade. Pefer Heise: Af »Tornerose« Kongesønnens romance. - Polyphon HA 70042 (30 cm). Solist Erik Sjøberg med Radio-Symfoniorkestret, dir. Erik Tuxen.

Næppe nogen dansk scenemusik har slået så dybe rødder i folket som »Der var engang -«. Indspilningen - specielt af de to populære sange -- kan da næsten altid være sikker på sukees, men det er dog ikke anbefalelsesværdigt, at lade disse sange optage i instrumentaludgaver, som tilfældet var med Høebergs indspilning på Polyphon fornylig. Grammofonselskabet har dog gjort dette godt igen ved at lade Erik Sjøberg indsynge Serenaden og Midsommervisen. Hans lyse, voluminøse røst med det prægtige tenorsmæld har dog ikke helt den ubesværede romancekarakter og det inderligt fortællende i tonefaldet, der er så intimt forbundet med denne side af dansk lyrik, derfor kan gengivelsen med et ofte meget stort vibrato virke som en operakraftpræstation. Den fineste romancekunst viser Sjøberg i Serenaden af »Renaissance« og i Heises skønne romance. Optagelsen er teknisk jævnt god.

Carl Nielsen: Blæserkvintet op. 43. Kammerkvintetten. - Tono X25147-50, 4 pl. autm.

Så har den gamle HMV-indspilning af Carl Nielsens blæserkvintet fået en afløser, og - uden at forkleine »Blæserkvintetten«s indsats - en værdig afløser. Optagelsen fra 30'erne - en af de første betydelige Carl Nielsen- indspilninger - var af en for sin tid fornem kvalitet, og den vil altid have historisk betydning, forsåvidt som ensemblet, der dengang indspillede værket, er det I' som har inspireret Carl Nielsen til at skrive sin blæserkvintet. Gengivelsen er derfor så autentisk som tænkeligt, og der er næppe heller tvivl om, ~t Kammerkvintetten i den nye indspilning stort set har fulgt i forbilledets, mestrenes spor og søgt på det nøjeste at videreføre traditionen. F. eks. ville solofagotvariationen i Aage Bredahls gengivelse efter nodebilledets jævntflydende ottendedele at dømme næppe have fået den formulering, om ikke Knud Lassen med sin skønne tone og sit fuldkomne foredrag havde skabt tradition for denne form for frasering. Den nye optagelse betyder en væsentlig forbedret rum og totalklang (akustisk og teknisk) og dermed en ,skarpere profilering og understregning af enkeltheder. Bortset fra et par rytmiske uklarheder i præludiet er det en musikalsk mønsterpræstation, Kammerkvintetten her yder, ensemblet og dets læremester til ære. Ottende pladeside optager adagio af divertissement nr. 1, G-dur f. fl. og klaver op. 68 af Kuhlau, smukt indspillet af Erik Thomsen og Ester Vagning. Teknisk hører optagelsen til blandt de fineste, Tono har udsendt.

Knudåge Riisager: »Concerlino f. trompet og strygere«, op. 29. Solist George Eskda Ze. »Lille ouverture for strygeorkester«. Radio- Symfoniork-estret, dir. Thomas Jensen. - Tono X 25145-46.

Tonø benyttede lejligheden ved den berømte engelske trompetist George Eskdales besøg i Danmark til at lade hain indspille Riisagers trompetkoncert, og det må indrømmes, at mere teknisk fuldendt, blankpoleret og elegant kan den ikke gøres. Som instrumentalpræstation i idealt sammenspil med Thomas Jensen må det være en sand lækkerbidsken for alle blæsere og en perle i samlingen hos deml der ynder »Riisenlands slaraffenager-stil«. For værkets svaghed bærer Riisager selv skyl(len: han har villet genskabe baroktidens

concerto-grosso-princip på moderat moderne grund, men han har ikke rigtig kunnet finde balancen mellem stof og form, derfor er værket 'i anledning af -' dets drengekåde vidtløftigheder blevet en sand musikalsk marskandiserbutik. Mange glimrende indfald står side om side med banale strofer (mindende om visse engelske folkemelodier) hentet fra Slaraffenlands uudtømmelige fond af clichéer, der har en ubehagelig evne til at klæbe sig til ens bevidsthed, sådan at man - ligesom med visse døgnmelodier - med magt må drive dem ud af hovedet. Men på grund af bevidsthedens ukontrollable automatfunktioner finder stroferne i reglen en køkkentrappeadgang til det indre øre igen, og fortvivlet sætter man sig atter ved grammofonen, spillende trompetkoncerten og 4. pladesides »Lille ouverture for strygeorkester«, og kan ikke andet end konstatere, at disse værker er blændende dygtig gjort - hvad kunne der ikke blive af et sådan talent!

F. S. P.

Noter

Niels Viggo Bentzon skal i nærmeste fremtid for HMV (Skandinavisk Grammofon A/S) indspille sin 3. klaversonate samt Arnold Schdnbergs klaverstykker op. 19 og 25. 1 alle tilfælde drejer det sig om førsteoptagelser.

// På Columbia (Skandinavisk Grammofon A/S) skal Johan Bentzon, Else Marie Bruun og Julius Koppel indspille Beethovens serenade f. fl., vl. og vla. op. 25. Pianisten Bengt Johnsson vil for samme firma indspille en del af Carl Nielsens femtonige klaverstykker.

// Til efteråret vil - ligeledes på Columbia - den franske klarinetist Louis Cahuzae og pianisten Folmer Jensen indspille Brahms' klarinetsonate i f -moll op. 120 nr. I.

// »Det danske Selskab« har på engielsk udgivet en orientering om udvalgte danske grammof onindspilninger omfattende dansk musik gennem tiderne. Optagelserne er til dels gjort på selskabets foranledning. Det 40 siders hefte »Danish Music - From the Lur to the Vibraphone« er skrevet af Vagn Kappel, og heftet, der er rigt illustreret, er et led i bestræbelserne for at sprede kendskab til dansk musik i udlandet.

Årgang 24/1949, nr. 06