Musikfesten i Palermo

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 06 - side 128-131

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Musikfesten i Palermo

Af Johan Bentzon

ISCM, »det internationale selskab for

samtidens musik«, skal i 1950 afholde sin

25. m ' usikfest i Bruxelles; det skulle altså

være et foretagende, der var nået til den

alder, hvor det ikke er eksistensen, men

fornyelsen, der er det største problem.

Hvorvidt der er håb om fornyelse i de for-

slag, der på delegeretinøderne i Palermo,

blev fremsat til udvidelse af samarbejdet

mellem sektionerne, vil vise sig; derimod

var forhandlingerne så præget af eksisten-

tielle problemer, at man tør spå selskabet

endnu nogle sturm und drang år, selvom

den basis, man fandt ned til, vil vise sig

solid nok til at bygge på. Jeg skal ikke her

komme nærmere ind på disse problemer

men nævner dem blot for at forklare,

hvorfor jeg ikke kan give en så indgående

bedømmelse af de fremførte værker, som

den der er blevet de foregående musikfe-

ster til del; for når man har siddet 7 til

91/2 time til møde på tre sprog i dagens

løb, er ens analytiske evne ikke meget

værd; rent bortset fra, om det overhove-

det lykkedes at nå til koncerterne.

Operaaftenen var naturligvis for os danske af særlig interesse, fordi den bragte musikfestens eneste danske værk, Knudåge Riisagers ballet »Qarrtsiluni«. Hånden på hjertet, så er ens første interesse i ISCM at forsøge at bane vej for fremførelsen af danske værker og at høre, hvordan de hævder sig; i anden række kommer at finde værker til at fremføre herhjemme og at være med til at skabe en modus vivendi for det internationale samarbejde. Alfredo Casella's eenakts opera »Fablen om Orfeus« begyndte egentlig så godt med en velskrevet orkesterindledning, men man trættedes hurtigt; der var ikke rigtig bid i musikken, de dramatiske scener rev ikke med, og Orfeus' triumfsang, da han får lov til at føre Eurydike med tilbage, var af en så ubehagelig banal karakter, at man nærmest forstod, at hun frivilligt forlod ham igen.

Så var Jean Fran~aix's »Haltefanden« anderledes helstøbt; prægnant, karakteriserende i et maliciøst, vittigt tonesprog. Handlingen mimes på scenen og fortælles, hovedsagelig af en tenor, illustrerende underbygget af orkestret; det uhyre krævende tenorparti blev fremragende sunget af Hugues Cuenod. Jeg ved ikke, hvor svært det vilde være at oversætte teksten, men scenisk tror jeg det vilde have gode

muligheder for at gøre sig herhjemme. Det er måske ikke den slags musik, jeg længes mest efter, men den kunstneriske kvalitet var der ikke tvivl om. Elisabeth Lutyens -korte opera »Mineskakten« var på en måde vel disponeret, og den kunstneriske ide med spillet mellem de indespærrede minearbejdere og de ventende kvinders kor foroven kunne godt have givet tilstrækkelig spænding, trods den statiske handling; men musikken bar ikke, man blev ikke grebet, og skønt det hele vel næppe varede et kvarter længtes man hurtigt kun efter, at den alligevel uundgåelige død skulle forbarme sig over de indespærrede på begge sider af rampen. Takket ve)ere tre usandsynlig lange pauser nåede vi først til »Qarrtsiluni« lidt efter midnat (opera'en begyndte først kl. 21""). Det ville være uretfærdigt at foretage sammenligninger med den fortræffelige opførelse af balletten herhjemme; men det skal fremhæves, at der tydelig var gjort en anstrengelse for at gøre forestillingen til en kunstnerisk helhed og det lykkedes; »Qarrtsiluni« hævdede sig fint både scenisk og musikalsk og bifaldet var varmt og oprigtigt.

Da det altid er nemmest at overføre kammermusikveerkerne til de hjemlige programmer er det dobbelt trist, at der ikke var et virkelig slående godt værk at tage med hjem; bedst var to strygekvartetter, den ene af tjekkeren Pavel Borkovec, som tidligere har fået værker opført herhjemme, et velafbalanceret arbejde, hvoraf navnlig anden del gjorde indtryk på mig ved sin udtryksfulde melodik og ved det gode forhold mellem melodi og »akkompagnement« (et af moderne musiks almene problemer). Den anden kvartet var af svejtseren Armin Schibler (f. 1920); den bar præg af et umiskendeligt talent, skrevet i een sats, men med tydelig inddeling i fem perioder, en langsom indledning, som med en vel gennemført spænding førte over i en allegro bygget over første hovedtema ' efterfulgt af en rolig mellemdel, hvor et cantabilt tema gennemføres først i bratsch, senere i violin og cello; en kort urolig periode leder over til finalen, hvor det livlige tema på effektfuld måde kombineres med det espressive. Schibler er ikke banebry-. dende, han er enklere i sit tonesprog end de fleste af de fremførte komponister men virkede overbevisende på mig ved den syntese, der prægede strygekvartetten på en absolut særpræget måde.

Af den nylig afdøde hollandske komponist Willem Pijper spilledes en ufuldendt strygekvartet i to satser; det er et tiltalende værk, sorn kan anbefales til vore strygekvartetter, men det faldt lidt uden for rammerne ved en musikfest, hvor det er det fremadrettede, der interesserer, hvad enten det drejer sig om det eksperimenterende, revolutionerende eller det »reaktionære«, det der på grundlag af allerede indvundet stof forsøger at udtrykke noget nyt. Personlig mener jeg, at eksperimenter i sidstnævnte retning er ligeså nødvendige og banebrydende, som de forsøg der stadig gøres for at finde helt nye udtryksmidler. Charles Koechlin's »Primavera« for fløjte, harpe og tre strygere var også god behagelig musik fra en svunden tid, en ærbødig cadeau til fransk musiks nestor, som vil huskes fra musikfesten i København, da han soni 80-årig besteg Frelsers Kirkes tårn.

De øvrige værker, en strygekvartet af østrigeren Hans Erich Apostel, Sonetto a Dallapiccola for klaver af Wladimir Woronow (Belgien) og Notturni for alt og strygekvartet af den tyskfødte Koellreuter (nu Brasilien), viste mig hovedsagelig, at der også kan være forskel på tolvtonemusik, uden at jeg dog tør påstå, at nogen af dem gjorde større indtryk på ni.ig. Det er muligt, at tolvtonemusiktilhængere blev ligeså overbeviste af den megen tolvtonemusik, den florerede også til orkesterkoncerterne, at det er den.eneste vej fremad, som vi andre blev sikre på, at det er en kunstig måde at fremkalde og inddæmme kunstnerisk inspiration på. Lad mig nøjes med at notere, at Apostels kvartet syntes mig en endeløs pilgrinisgang, at Koell~ reuter virkede mere umiddelbar, samt at lian var prisværdig kort i sin tidtryksform og at Woronow havde megen klanglig fantasi og var mere udtryksfuld i sin melodik. For en ordens skyld skal jeg tilføje, at jeg på grund af programomlægninger ikke fik hørt Dutilleux' sonate for klaver og Gino Contillis »Canti di morte«.

I det hele taget skete der lovlig mange forandringer i det oprindelig meddelte program, samt to beklagelige udeladelser, den ene, af et værk af Hans Eisler (Østrig), hvorfor, lykkedes det mig ikke at få opklaret, den anden af en sinfonia for strygeorkester af Karl Amadeus Hartmann, (Mfinchen), der trak sit værk tilbage, fordi der ikke var tilstrækkelig prøvetid. At delegeretmøderne trak så

længe ud, at vi den ene dag gik glip af Humphrey Searles tolvtonefuga for orkester og den anden af det meste af Mihalovicis' orkestervariationer, skete der efter andres udtalelser ikke så meget ved, derimod var jeg alvorlig ked af, at en anden progranionilægning forhindrede mig i at høre kammerorkesterkoncerten, der så ud til at rumme flere interessante værker; men desværre var flyveselskabernes villighed til at forandre billetter omvendt proportional med sektionens tilbøjelighed til at flytte om på det oprindelige program.

Fra orkesterkoncerterne skal jeg nøjes med at omtale de værker, der syntes mig egnet til at fremføre herhjemme. Bedst syntes jeg om en symfoni af den tjekkiske komponist Miloslav Kabelac, der allerede skulle have været spillet ved musikfesten i Amsterdam. Det er et kraftigt og klart stykke musik, følelsesinæssigt bevæget, præget af sans for balance i form og midler; orkesterbehandlingen er fantasifuld tiden at forfalde til effekt. En nærmere gennemgang sats for sats synes mig overflødig, men det er absolut et værk som jeg gerne ville høre igen og som burde være selvskreven til at fremføres herhjemme. Det samme gælder belgieren Victor Legleys Symphonie miniature, et værk som på mange punkter er den absolutte modsætning til Kabelac' symfoni; som komponisten selv skriver: hver del er behandlet så kort som muligt, ethvert element reduceret til det absolut nødvendige; hvor Kabelac forlanger stort orkester, indskrænker Legley sig til det klassiske symfoniorkester, men skaber med det et tonebillede, der er varieret og som formidler en behagelig klar, optimistisk musik. Absolut hørev-,,ic~rdig var også Jean Louis Martinets symfoniske digtning »Orf eus«; jeg havde svært ved at fornemme hellieden i kompositionen, men (let var højst sandsynligt min skyld, den var det sidste nummer på programmet den aften, hvor vi havde siddet til inøde hele dagen. Den var i hvert fald fuld af interessante episoder og præget af fantasi og af den sædvanlige franske overlegenhed i orkesterbehandlingen. Jeg kan ikke se rettere, end at denne overlegenhed skyldes to ting, en medfødt sans for klang, og en dermed sammenhængende tilbøjelighed til at udtrykke sig i et tonesprog, der indbyder til klanglig behandling, samt en naturlig respekt for tradition; det sidste kunne vi uden tvivl lære af. Vi har herhjemme en overdreven trang til altid at ville påpege lighedspunkter bagud og til siden; enhver komponist må have en periode i sin udvikling, hvor det er naturligt udviklende, at der arbejdes ud fra mere eller mindre bevidste forbilleder, der på gavnlig måde er med til at formidle en solid teknisk kunnen; en kritik der overdrevent be.skæftiger sig med at finde lighedspunkter kan let virke hæmmende og føre til, at denne periode forkortes unaturligt, til skade for den beherskelse af det tekniske, på hvilken den udviklede personlighed skal bygge.

. De ved musikfesten optrædende kunstnere, hvoraf de fleste var italienere, var fortræffelige og gjorde en udmærket indsats i de mange vanskelige opgaver; det samme gælder Teatro, Massimos orkester der spillede til opera og ballet og Orche,stra di Radio Roma, der på overlegen måde var det lydige instrument i italienske og udenlandske dirigenters hænder.

Som antydet ovenfor kom delegeretmøderne til at tage en overvældende part af tid og kræfter, til skade for musikople.,velsen, forhåbentlig til gavn på anden måde. Når det samtidig er ens første rejse til Italien, kan det heller ikke undgås, at -oplevelsen af landet, af den vidunderlige natur kommer til at pr~ege ens erindringsbillede, tilmed da der var sørget i overvældende grad for os på dette område. Musikfesten var arrangeret i samarbejde med de stedlige turistforeninger, de delegerede blev indkvarteret på et vidunderligt hotel udenfor byen ved foden af den pragtfulde knold, Monte Pellegrino, med terrassehave ud til Middelhavet, appelsinog citrontræer med blomster og hel- og halvmodne frugter og bag det blå vand Palermo og bugtens rand af disede bjerge; ,desuden var der arrangeret ture til ,ilt s~eværdigt i by og omegn, en heldags tur tværs over Sicilien til de græske tempelruiner ved Agrigento og musikfesten afsluttedes, i Taormina med udflugt tilÆtna. Og selvom ikke alt klappede med nordisk praeelsion, så var det præget af ægte italiensk grandezza, der bidrog til at gøre festen til en uforglemmelig oplevelse for os begunstigede, der fik lov til at overvære den.

Efter at ovenstående var skrevet, har dagspressen beskæftiget sig med den tjekkiske -delegerede professor Alois Haba's stilling på delegeretmøderne, hvorfor redaktionen har bedt mig supplere min beretning med nogle oplysninger herom.

Ved det første delegeretmøde var den -tjekkiske sektion repræsenteret af komponisten Stefan Lucky og en musikreferent ved navn Stepanek; mødet handlede væsentligst om præsidentens beretning, gav kun anledning til ringe diskussion og så vidt jeg husker ikke til noget indlæg fra tjekkisk side. Ved næste møde kom professor Alois Haba og dr. Josef Urban som delegerede og Lucky og Stepanek satte sig bagved dem, hvilket der ikke var noget påfaldende ved, da der nemt kunne blive. tale om at referere til det foregående inødes drøftelser. Haba var indtil i fjor formand for den tjekkiske komponistforening, der udgør sektionen af ISCM, dr. Urban var sammen med Lucky delegeret i Amsterdam, hvor Haba var tilstede som medlem af »Presidents Council«. Desuden var Haba og Urban ledsaget af to mænd, som satte sig bagved, og som ikke blev præsenteret for forsamlingen førend på allersidste møde efter anmodning fra vor side. Jeg skal ikke lægge skjul på, at mit og de flestes indtryk var, at disse to »observatører«, som de blev kaldt fra tjekkisk side, mere skulle iagttage Haba end forhandlingerne. De var riæsten altid sammen med ham, men det var ikke umuligt at komme til at tale alene med ham, så det er overladt til enhvers skøn og følelser at kalde (let venskabeligt sammenhold eller forsøg på kontrol. Det er absolut ikke mit indtryk, at Haba gik ind for andre synspunkter end sine egne, jeg er endda overbevist om, at de på visse tidspunkter i diskussionen var positivt utilfredse med ham. Jeg grunder denne opfattelse ikke blot på deres iøjnefaldende nervøse holdning men også p4 den ejendommelighed, at dr. Urban, som i Amsterdam. fremførte (le tjekkiske indlæg på fransk, ikke en~ gang støttede Haba så meget, at han påtog sig den' nødvendige oversættelse men overlod det til andre. Derimod kan - jeg personlig bevidne, at det forslag til resolution om tilslutning til pariserfredskonferencens udtalelser, som (len polske delegerede fremførte på engelsk, var blevet skrevet af to »observatører« i forværelset kort forinden; men også dette kan have været en ren venskabelig hjælp.

Den første sag, der appellerede til østvest-modsætninger, var et forslag om at Aceptere en indbydelse fra Unesco til at indtræde i et »musikudvalg«. Haba stod formelt stærkt i sin afvisning af at tiltræde, uden at sagen var drøftet i sektionerne; ganske vist skal enhver delegeret være bemyndiget til at stemme for eller imod enhver sag, der bliver forelagt, men har naturligvis også ret til at stemme for, at bestemmelsen udskydes for at muliggøre en drøftelse i hver sektion. Reelt stod han mindre stærkt, dels fordi samarbejde med Unesco i en vagere form var blevet drøftet ved tidligeremusikfester,delsfordi hans sektion var så talrigt repræsenteret i Palermo. Det bl. a. fra dansk side fremsatte kompromisforslag, som blev vedtaget, gik ud på, at man udtalte sin principielle villighed til et sådant samarbejde, forsåvidt der i statutterne blev tilføjet en passus, der fastslog selskabets frie stilling i sager, hvor det ikke kunne tiltræde det øvrige udvalgs beslutninger. Den endelige vedtagelse blev dermed automatisk udskudt til næste år; selskabets repræsentanter skal dog stadig deltage i de tilrettelæggende drøftelser, hvilket fastsloges senere også med Haba's tilslutning. Baggrunden for fremsættelsen af vort kompromisforslag var, at vi følte os overbeviste om,

at den tjekkiske sektion måtte eller ville forlade ISCM, og antagelig flere med dem, hvis Unesco's indbydelse blev akeepteret på nuværende tidspunkt; Haba bekræftede bagefter personligt dette.

Det andet problem, der satte sindene i bevægelse, var føriiæ-viite forslag om en henvendelse til regeringerne i tilslutning til pariserkonferencens udtalelser. Haba's stærke indlæg i denne sag gik ud på praktisk at fastslå, at enhver sag skulle drøftes på demokratisk vis i en ånd, der viste vil~ jen, til at komme til gensidig forståelse. Resultatet i denne sag blev, at man, efter at 2 '3 forslag var blevet forkastet ved afstemning, enedes om en henvendelse til sektionerne om fortsat fredeligt samarbejde eller lignende, så langt som vel muligt frå nogen form, der kunne udlægges, politisk. Johan Bentzon.

Årgang 24/1949, nr. 06