Nye musikalier

Nye musikalier

// Den hollandske komponist Henk Badings (f. 1907), hvis 6. klaversonate fik sin danske førsteopførelse af Niels Viggo Bentzon i marts måned Mar, har hos Wilh. Hansen udgivet sin klaversonate nr. 4. 1 modsætning til den 6. sonate, der

er uformelig i dimensioner, er denne et ganske enkelt værk, i hele sit anlæg nærmest af sonatinekarakter. Man behøver hverken en Bentzon'sk teknik eller dynamik for at arbejde sig igennem stoffet. Dens svaghed består i, at altfor mange klichéer eller stereotype vendinger, og

dermed megen tomgang i passagespillet

er fremtrædende. Nogen særlig original

komposition e ' r det ikke men - som for

eks. i finalen - ganske munter og pynte-

lig musik.

// Af »Samfundet til udgivelse af dansk musik«s levering for 1948, der består af partitur og stemmer til J. L. Emborgs »De tolv masker«, Kuhlaus ouverture til »Røverborgen«, Buxtehudes »Min Gud er med mig«, Emil Reesens »Gaucho- suite« og Jørgen Bentzons »Mikrofoni nr. 1«, er sidstnævnte sendt på markedet. Værket er oprindelig - som titlen siger det - skrevet specielt for radioen, og betegnelsen »nr. 1« siger noget om, at J. B. havde tænkt sig at fortsætte med kompositioner af denne art. Men radioen viste ikke nogen særlig forståelse for Bentzons bestræbelser og opmuntrede ham ikke i forsøget på evt. at finde ind til en intim kammermusikstil, der skulle blive specielt afpasset efter mikrofonens særlige krav, så nye numre er ikke tilkommet siden. »Mikrofoni« er en tresatset kvintet (nocturne, intermezzo og hymne) for fløjte, violin, cello,; baryton og klaver nied latinsk tekst til sangstemmen - et velklingende og for J.B.s kammermusikstil (Racconti) typisk værk, der meget vel lader sig høre i koncertsal uden mikrofon.

// 0. Lohses Forlag har udgivet »12 lette orgelpræludier over kendte salmemelodier« for harmonium ad lib. af Alfred Véerge (op. 1). Det er et helt igennem dilettantisk arbejde, der for musikstuderende kan tjene som eksempel på, hvor mange forskellige fejl man kan gøre i en bunden stil, eller hvordan man ikke skal løse sine teoretiske skoleopgaver.

// ATONAL MUSIK FOR BEGYNDERE. - Det er de fæ-rreste~ som af omtale kender begreberne »atonalisnie« og »12- tonemusik«, der har et personligt kendskab til denne tonekunst. Så godt som aldrig figurerer der slige værker på koncert-eller radioprogrammerne, og de få grammofonoptagelser, der findes, nar næppe indenfor Danmarks grænser. Nodematerialet - f. eks. til Schånbergs helt på 12-tonesystemet byggede atonale musik - kan ikke skaffes, og teknisk er det kun de færreste, der er i stand til at hamle op med disse værker, så de kan få udbytte deraf. Hvordan i alverden skal man så i praksis kunne orientere sig i denne omdiskuterede kunst? Tolvtonekomponisterne har vel selv mærket, at den er gal, og derfor har en fra inderkredsen i Wien på UNIVERSAL EDITION udgivet første hefte af et

»Zwålftonwerk« bestående af »Vier zweistimmige Inventionen«, i hvilke den her valgte 12-tonerække sukcessive kommer til anvendelse retvendt, bagvendt (krebsgang), omvendt og omvendingen bagvendt (- i krebsgang), beregnet for begyndere i faget. Kan man klare Bachs tostemmige inventioner, skulle disse fire stykker ikke volde større besvær - teknisk! Om mulighederne for det kunstnerisk musikalske udbytte vil jeg ikke gisne. Værkets første hefte, der er et led af en cyklus, i hvilken alle muligheder for 12-tonekomposition progressivt vil blive behandlet, har vakt opsigt ved den nylig afholdte 12-tone kongres i Milano. Det er skrevet »til brug for den udøvende«, »til fornøjelse for tilhøreren«, »til opmuntring for læreren«, »til instruktion for eleven«, og det er tilegnet alle 12-tonesystemets venner og liebhavere af Hanns Jelinek (op. 15).

Gammel musik i nyudgaver

Som en foreløbig krone på rækken af nyudgivelser af klassiske storværker har Wilhelm Hansen udgivet bd. 1 af Bachs samlede orgelværker i 9 bd. Medens f. eks. udgaverne af »Wohltemperiertes« og Mozarts violinsonater m. fl. alle har forelig~ get i ny revision i forlagets eget stik, så er der med Bachs orgelværker tale om en meget gammel revision: simpelthen den verdensberømte førsteudgave samlet af Friedrich Konrad Griepenkerl (1782

1849) og F. August Roitzsch (1805-89), dog affotograferet efter det nyeste stik i »Peters-udgaven«, der nu er fri af de bånd, som binder den til moderforlaget. Sjældent har en så gammel førsteudgave (fremkommet i 1844) befæstet sit ry så stærkt som denne, hvilket beror på den omstændighed, at de to udgivere formede deres storslåede værk med videnskabeligog ikke - som det ofte var tilfældet i romantiken - med subjektiv, følelsesbetonet indstilling til stoffet. Vel vidende, at eftertiden måske ville finde kilder, der nødvendiggjorde en revision af deres indsats, arbejdede udgiverne ofte efter forskellige af skrifter, hvor de ikke var i stand til at finde frem til originaler, der muligvis var gået tabt. Men eftertiden har ikke haft meget af virkelig betydning at føje til deres værk, derfor står det endnu uantastet i sin position. En sammenligning med Widor og Schweitzer's udgave (1913, nyudgivet 1941 hos Schirmer, New York) viser da også, at kun lidet er tilføjet i denne fornemme publikation, og med hensyn til retningslinjer for udførelsen står de vedføjelser, der er gjort af sidstnævnte (fraserings- og registreringsanvisninger), hovedsagelig for deres regning og er ikke egentlige historiske nyvindinger. Kunne man således i G. og R.s udgave have ønsket en mere direkte anvisning (særlig for frasering) i selve nodebilledet, hvad der af. historiske grunde er givet afkald på, så er derimod Griepenkerls »Vorrede« trods dens 105-årige alder stadig lige fortræffelig ikke mindst i sine krav til den ud

øvende om selv at arbejde sig gennem væ,rkernes kompositoriske struktur for dermed at vinde forståelse for deres udførelse. Foreliggende 1. bd. indeholder foruden de 6 orgelsonater den store cmoll passacaglia og pastorale i F-dur samt .som appendix en variant til mellenisatsen af 4. sonate. De ni bind af denne organisternes bibel vil udkomme i løbet af 2-3 måneder; efterhånden som bindene foreligger vil de blive omtalt i DM. F. S. P.