Sangkunst, 2

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 06 - side 131-135

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Sangkunst, 2

Dens mål og midler saml træk af nye forskninger indenfor stemmemekanismens fysiologi

Af Svend Turning

(Sluttet)

Her er man standset i dag. Det er særlig franskmændene Jean Tarneaud og Husson, der har indlagt sig store fortjenester i moderne forskning af stemmefysiologi, og som har kommenteret denne opdagelse: Jean Tarneaud i sit glimrende værk: traité pratique de phonologie et de phoniatrie, Husson i en række artikler i »Revue francaise de la phoniatrie« fra 1933 til 1936. 1 mellemtiden havde tyskerne D. Weiss og Wilhelm Trendelenburg forsøgt sig med nogle hypoteser om hvirvelstrømme, der dannedes lige ovenfor stemmelæben i ventriklerne(2), og som slog stemmelæben ned, efter at den af luften var presset op.

Medens man således i dag mener, at tonehøjdemekanismen bestemmes af øret, der gennem hjernen rejser en nerveimpuls af ønsket hastighed, som igen overføres til musklen i stemmelæben, der må stå under et luftpres (luftkompression), har man som følge heraf erkendt, at toneomfanget beror på musklens evne til at følge med i nerveimpulsens svingninger. Man kalder denne evne musklens cronaix, og evnen er afhængig af træning, oplagthed, den kemisk-biologiske tilstand i muskelcellerne. Teoretisk skulle enhver stemme kunne synge fra bas til sopran register, og det ejendommelige er, at nogle stemmer kan, andre ikke. Hvorfor ved man intet om. Kun er man klar over - og det er det, der narrede ældre forskere -, at det er lettere at synge høje toner med udtyndede stemmelæber (hovedstemme, randstemme) end med hele stemmelæbens masse (brysteller fuldstemme). Normalen er dog den, at bassen med sine 25 mm lange stemmelæber må blive i sit register, som sopranen med sine 18 mm lange stemmelæber må holde sig fra.

Man er dog klar over, at stemmelæbens spændingsgrad, dens tykkelse samt dens svingningsmåde har den allerstørste betydning for tonens art og kvalitet. Der dannes nemlig ikke de samme overtoner ved den ene som ved den anden arbejdsmåde. Selv vokalerne skal ligge i kim i den primære tone (således kaldtes den tone, der endnu ikke er forstærket gennem resonans). Husson fortæller om en laryngectomeret(3) patient, på hvem man i struben indsatte et apparat, der kun havde een klangindstilling. Det var patienten umuligt trods enhver anstrengelse at danne noget, der kunne ligne en vokal.

Med hensyn til svingningsmåde havde man hos stemmelæberne konstateret både en op- og nedgående bevægelse som hos tungen i en orgelpibe samt en sidegående

(Fig. 2)

(Tekst til Fig. 2.: [Lufthvirvler, der dannes hvor en luftstrøm rammer en skarp kant og som også giver toner (de såkaldte ægtoner) (vindens sang i ejl skibsbardun)
(Tegn. fra James Jeans: Musik og Fysik).]

bevægelse som hos de konstruerede polsterpiber. Af disse regner man den sidegående for den vigtigste. Endvidere kunne stemmelæberne svinge helt sammen, altså skarpt afbryde luften eller nøjes med et delvis lukke. Endelig har man konstateret, at kun den ene stemmelæbe kunne svinge, medens den anden var ubevægelig. Det sidste kan dog kun være et sygdomstegn. Når jeg nævner disse enketheder, er det ikke alene for at oplyse nogle fonetiske fænomener, men væsentligst for, at de kan få pædagogisk betydning.

Trendelenburg f. eks. har konstateret, at de luftstød, der dannes ved stemmelæbernes åbningsfase, indeholder skarpere (mere disharmoniske) overtoner end de, der dannes i den følgende udsvingsfase. Altså - konsekvensen må være den, at man for at få en blødt og rundt klingende stemme ikke lader stemmelæberne slå helt sammen. Fra orgelbygning ved man, at jo brattere en tunge i en pibe skærer luftstrømmen af, des mere klingende, men også skarpere er tonen, derfor runder man tungen skeformigt. Hvordan dette lader sig gøre for menneskestemmen, kommer jeg tilbage til.

Yderligere kan det have en betydning, at op- og nedkipningen af tudbruskene(4) hindres mest muligt. Om dette foreligger mig bekendt endnu ingen rapporter fra videnskabsmænd, men fra praktisk sangundervisning véd enkelte at det har betydning at skaffe sig et fast støttepunkt dér, hvor tudbruskene mødes. Der findes yderligere et meget løst lukke - hviskeridsen, der dækker over et hulrum, som ikke kan ses ovenfra, kaldet fovea, subglottica. Tyskeren Némai har påvist, at den mindste falske luft, der slippes ind ved mundingen af, blæseinstrumenter, forstyrrer de lufthvirvler, der igen danner tone, og han har ved måleinstrumenter vist, at sangere i almindelighed ikke er lufttætte på dette sted - selv om det ikke høres direkte på tonen.

Alt dette viser hen til, at man bør ofre den største opmærksomhed på den primære tone; men de moderne forskere har kastet et nyt lys over resonansforholdene, der har den allerstørste betydning for praktisk undervisning. Alle kender det fænomen, der hedder registerbrud. En sanger bevæger sig opad i en skala, og pludselig slår stemmen over, som regel altid på samme sted, og fortsætter i en anden klangfarve. Hvad er årsagen? Man mente, at det var bryststemmen, der var ført for højt og og måtte erstattes med hovedstemme. Under eksperimenter har man på en sanger gjort resonansrummet større ved at sætte et rør i munden, og pludselig flyttedes registerbrudstedet. Man konstaterede simpelthen en mystisk korrespondance mellem resonansrum og primær tonehøjde.

Man konstaterede,at næserummene kun havde negativ betydning som resonansrum, da de kun kunneforstærke så høje deltoner, at tonens skønhedskvalitet forværredes. Derimodopdagede man ved at kokainisere næsens slimhinder, at den sungne tone pludseligblev lavere. Også dette tyder på en nerveforbindelse, som ikke foreløbiger klarlagt. -

(Fig. 3.)

(Tekst til fig. 3:
[Lodret frontalt snit gennem stemmelæbemekanismen.

A Stemmelæbens lukning under fonation (fuldstemme: bemærk de tykke st.læber).
B Stemmelæben under en begyndende åbning.
C Åbningsfasen.

Pilene antyder den udstrømmende luft. Bemærk, hvorledes luften brydes skråt mod den underste side af st.læb. Dette skaber mange rige overtoner på samme måde som ved en skeformet tunge i orglets tungepibe. Ved randstemmen er undersiden fladere og denne ændrede luftbrydning er årsagen til randstemmens mere klingre karakter.]


(Fig. 4.)
(Tekst til Fig. 4:
[Samme snit som fig. 3 viser, hvordan st.læb. bevæger sig lidt opefter under åbningsfasen (den punkterede linie), hvilket også indvirker på deltonedannelsen.

A Ventriklerne.
B Den indre stemmelæbe muskel (internus).
C Den ydre stemmelæbe muskel (externus).]


Det fænomen, at registerbrudstederne flyttede sig, åbnede øjnene for, at stemmen var det, man i lydfysiken kalder et koblet system. Resonansen er ikke enerådig, den primære tone er ikke enerådig, men begge søger - som i et koblet system - at indrette sig på hinanden. Heller ikke dette vil vel i første omgang forstås af pædagoger, men jeg skal forklare virkningerne nærmere.

Normal sangundervisning - jeg taler kun om klangudviklingen - bygger på to ting: en åndedrætsstøtte samt en resonansstøtte. Andedrætsstøtten kan være varieret, men vil, hvad enten den arbejder med det ene eller andet, i virkeligheden fiksere en bestemt primær tonegivning, der som regel ikke er differentieret. Det vil i praksis altid vise sig, at der til spændingen i bug- og rygmuskulaturen svarer en særlig spænding i stemmelæbemuskulaturen. Resonansfornemmelsen søger nogle at koncentrere i panden, andre i issen, andre i baghovedet, andre på den hårde gane, andre omkring drøbelen eller fremme bag fortænderne.

Lad disse fornemmelser være, hvad de være vil, men der er i alt fald nu bragt klarhed over, at såvel eensidig åndedræts som resonansstøtte er af det onde. Der skal bestå et levende sammenspil, hvor hensigtsmæssigheden stadig skal kontrolleres af øret. De erfaringer, der er gjort, formulerer Jean Tarneaud på følgende måde:

»En sanger, der ikke overholder overensstemmelsen mellem stemmelæber og resonans, men kun synger på en stemmefunktion, vil ødelægge sine muskulære og neuromuskulære koordinationer, og stemmen vil blive ødelagt. Dette er årsagen til det såkaldte stemmemisbrug ... «

og i korthed fastslår han, at

»stemmeydelsen er størst, når overensstemmelsen mellem resonans og stemmelæberer bedst, d. v. s. når resonansen har mange egentoner, og når dæmpningener mindst, d. v. s. at væggene er saa lidt kontraherede som muligt, og atstrubehovedet er tilpas sænket. De mest konstante slemmevanskeligheder høreshos mennesker, der taler med hævet strubehovede og sænket ganesejl.«

(Fig. 5.)
(Tekst til Fig. 5:
[Stemmelæbemekanismen set ovenfra. Åbningsstillingen med udaddrejede stemmetappe.

A Punktet hvor st.tappene mødes ved lukning.
B Stemmetappe på tudbrusken.
C Stemmetappenes åbningsstilling.
D Skjoldbrusken (adamsæblet).]

(Fig. 6.)
Tekst til Fig. 6.
[Stemmeinstrumentet og dets resonansrum.

A Stemmelæben.
B 1. resonansrum:
Ventriklerne.

C 2. resonansrum:
Svælget.

D 3. resonansrum:
Mundhulen.

E 4. resonansrum:
Næserummene, der er dårlige resonansrum.

Det er kun rummene, der giver resonans, ikke vægge eller knogler. Luftrøret kan på grund af sin dimension kun resonere for meget dybe toner hos bassen. (Tegn. 3-5 fra Jean Tarneaud).]

Om åndedrætsstøtte siger russeren Rabotnoff, der har foretaget vidtgående undersøgelser på en klinik i Moskva:

»Ind- og udåndingsbevægelserne under sang er ikke afhængig af den måde sangeren trækker vejret på i sit daglige liv. De fleste sangere anvender et for kraftigt tryk i brystet, som skyldes altfor yderliggående spænding i bugen som i brystvæggen.«

Dernæst Thooris:

»Overskud af luft kvæler sangeren.«

og Fauré:

»Det er en fejltagelse at tro, at det er uundgåeligt at tage meget dybe indåndingar for at synge.«

Og Tarneaud fortsætter for egen regning:

»Man må beklage, at sådanne sandheder stadig ignoreres. Selv den længste musikalske frase (18 sek.) kræver kun normal udåndingsluft til 15 á 25 sek., d. v. s. 1000 á 1500 CM3.«

Hvis disse teoretikere, hvad man må befrygte, skulle anses for utilregnelige af praktikere, kan det måske have interesse at anføre, hvad en så elegant sangerinde som Galli Curci mener om dette spørgsmål. Hun skrev i et amerikansk tidsskrift for mange år siden:

»Måske den første opdagelse, jeg gjorde, da jeg gik tilbunds i sangens videnskab, var princippet vedrørende »den lette vejrtrækning«. Det vil sige, at vejret skal trækkes lige så naturligt, som man gør det, når man taler. Man skal ikke foretage anstrengende åndedrætsøvelser eller anden form for kalistenik. En dyb vejrtrækning gør een stiv - en sangers største synd. Udåndingen må hverken ske langsommere eller hurtigere end nødvendigt for at bære tonen ud.«

Her er måske et område, hvor videnskaben og en enkelt praktiker er enige.

Endvidere siger Husson:

»Man skal vogte sig f or at søge efter svingningsfornemmelser i næse, pande etc., da denne energi er spildt og desuden kan give anledning til forskellige stemmeforstyrrelser. Der kommer ingen resonans fra de rum, der sidder over ganen og ganesejl, men kun en »formant« - en egentone, og den giver tonen en »næset« eller nasaliseret klangfarve. De sprog, der som italiensk indeholder færrest nasaliserede former, er bedst at synge på.«

Vedrørende strubehovedets stilling siger samme forfatter:

»De bedste betingelser for fonation er følgende:
Strubehovedets stilling retter sig efter tonehøjden og de individuelle svælgdimensioner. Den bedste stilling er den, der giver overensstemmelser mellem den dybeste tone i svælgresonansen og den dybeste deltone i den primære tone.
Man kan synge enhver tone med en hvilkensomhelst stilling af strubehovedet, men med dets stilling varierer klangfarve, svingninger og den intensitet, der overføres til svælget. (For eks. har en italiensk forsker hos Caruso konstateret en løftelse af strubehovedet ved stigende skala.
Når larynx(5) står højt, er svælget speendt, og dets volumen er formindsket, og følgelig dets resonans kun i overensstemmelse med de høje overtoner.«

I de arbejder, der her er anført, kommer man ikke ind på den primære tone og de faktorer, der bestemmer dens velklang. Årsagerne er ligetil: der mangler måleapparater for de enkelte musklers spændingsgrad, og man har endnu ikke tilstrækkelig fyldestgørende røntgenfilm.billeder af stemmelæbernes udseende under tonegivning. Sangpædagogiken er da stadig henvist til at arbejde med hypoteser og med fornemmelser. Naar man bestemmer sig til at videregive disse »på tryk« er det nødvendigt at tage ethvert forbehold for den videnskabelige sandhed, men uanset disse har »fornemmelserne« deres berettigelse og ikke mindst store betydning i det praktiske arbejde.

Man mener i dag, at stemmelæbens internus, muskel(6) er den eneste, der har betydning, og at denne støtter sig på alle omgivende muskler uden undtagelse, selv om man læegger særlig vægt på lukkemusklerne og på musklen mellem skjoldbrusk og ringbrusk. Dog gjorde Johs. Müller allerede i 1840 opmærksom på, at man skulle få et smidigere og mere vidt spændende stemmeomflang ved at skabe en støtte i externus(7). W. Talvi. har i et foredrag i »diskussionsklubben« for nogle år siden ventileret en opfattelse, der gik tid på en kultivering af strohbassen(8) ved et bestemt sammenspil mellem internus og externus.

Hvorom alting er: praksis støtter disse opfattelser. Ved bestemte toner af høj kvalitet føles nemlig en støtte helt ude i siderne af strubehovedet, og man kan diskutere om denne fornemmelse af støtte skyldes de Thausingske tvergående fibre (der bestrides af mange) eller om det er ringmusklen, der spændes. Personlig vil jeg holde mig til externus hypotesen, da støttefornemmelsen kan føles nedefter i siderne, netop hvor externus udbreder sig - under stemmelæben. Mag. Helga Christensen vil nærmere gennemgå nogle karakteristiske fornemmelser for en god tone (se meddelelsen s. 146, - sp. 2).

Der er to ting som er karakteristiske for en god tone, og det er underlig nok nogle, der ikke i alm. sangpædagogik arbejdes synderlig med:

1) Klangens konstans, d.v.s. at stemmelæben selv i deerescerendo under konsonanter beholder sin spænding. Hvis jeg får lejlighed til det, kan det være interessant at vise, hvorledes hvert land i Europa i dets sprogmelodi forholder sig til dette spørgsmål. Der ligger her en af klangkunstens hemmeligheder gemt, som jeg ikke under de nuværende pladsforhold i DM kan komme ind på.

2) Klangens vibrato. Vibratoet skal kunne påvises i hver tone og i hver akeent, men dets kilde er man ikke klar over. Meget tyder på, at det beror på en muskeltonus(9) i stemmelæben, rnen andre muligheder kan foreligge. Kun har man konstateret, at normalt - vibrato indeholder ca. 6 dynamiske impulser og tonehøjdeskift i sekundet, - medens tremoloet, der muligvis beror på en muskelkrampe, har ca. 10 impulser i sekundet.

Disse to faktorer bør tages i betragtning under en stemmes træning - foruden alle de mange andre ting, man kan plage en vordende sanger med.

Fodnoter:
(2) Ventriklerne: Nogle hulrum, der sidder lige over stemmelæberneog som er foranderlige i dimension alt efter de vokaler, der synges og efterstemmearten (fuldstemme el. randstemme). Afbildet skematisk på fig. 4.
(3) Laryngectomeret: En indskæring i luftrøret (kirurgisk indgreb).
(4) Tudbruskene: Bruskagtige partier, hvorpå stemmetappene sidder, hvortilden ene ende af stemmelæberne er fæstnet. Åbner ste.læb. ved indånding oglukker dem ved fonation.
(5) Larynx = struben.
(6) Internus muskel: Stemmelæbens indre muskel, der udfører det egentlige fonationsarbejde.
Afbildet skematisk på fig. 4.
(7) Externus: Stemmelæbens ydre muskel, der ligger fladt langs strubehovedetsside og breder sig op til ventriklerne og ned til ringbrusken under stemmelæben.Den har hos alle forskere hidtil været upåagtet.
(8) Strohbas: En tysk betegnelse for en dyb, noget hård og knurrende tone, der forudsætter en let åbning af stemmetappene og et tr«æk i stemmelæbens ydre muskel externus, der trækker skjoldbrusken (adamsæblet) bagover medens den egentlige stemmelæbemuskel (Internus) er relativt udspændt.
(9) Muskeltonus: Nervespænding i musklen.

Årgang 24/1949, nr. 06