Apropos musik og fysik

Apropos »musik og fysik«

I sin anmeldelse af James Jeans: »Musik og f ysik« har V. J. taget et gammelt stridsemne op, men efter anmeldelsens form at dømme uden selv at være klar over, at det ikke er nogen ny opdagelse, at den enkelte klavertone ikke kan varieres i kvalitet. Det er vist nok ellers over 35 år siden, at den berømte tyske klaverpædagog og musikskribent, Tetzel påviste dette. Det af Jeans anførte bevis må anses for fuldt videnskabeligt og bør ikke affejes med udtryk som »'katastrofal fejltagelse« eller »uvidenskabelig(!) forenkling og forbløffende naivitet«. Selv den mindste ændring i en tones styrke eller kvalitet vil øjeblikkelig afspejle sig i den grafiske afbildning, hvilket vil sige, at to toner, hvis lydkurver har nøjagtig samme form, også for øret er ens i enhver henseende.

Spørgsmålet har ikke blot teoretisk interesse, men den allerstørste betydning for pædagogikken. Der spildes megen tid på øvning med forskellige håndstillinger og bevægelser for at frembringe den eller den bestemte klangvirkning. Man når sit mål væsentlig hurtigere, hvis man indser, at det er st Yrkeforholdet mellem de forskellige toner i såvel melodilinier som harmonier, der betinger »anslaget«s karakter, men også den absolutte styrke og tonernes varighed spiller en rolle. F.eks. får en akkord spillet fortissimo og meget staccato - og evt. med et par toner »ved siden aft - uundgåeligt en hård klang. Det man kalder et uldent anslag opstår ved, at den spillende ofte tager nabotoner til de tilsigtede med i købet. Et »smukt« anslag er et resultat af et velafpasset styrkeforhold mellem stemmerne, træfsikkerhed, egalt spil, musikalsk formning af - frasen osv. osv. Det er på grund af, at alle disse virkemidler kan varieres i det uendelige, at tilhørerne umiddelbart får det indtryk, at klavertonen virkelig kan varieres i kvalitet. V.J. skriver, at det til enhver tid kan høres i koncertsalen. Har fflan nogensinde hørt en enkelttone i en koncertsal?

Grunden til, »at Jeans kun regner med kraften som indgribende faktor«, er naturligvis, at hammerens hastighed mod strengen er det eneste, der kan varieres, hvilket også en neermere analyse af klaverets mekanik gør indlysende. En erkendelse af dette forhold gør ikke de store

pianisters kunst ringere; men det er som nævnt - en gevinst for øvearbejdet, at man ikke slæber rundt med falske forestillinger. Ole Willumsen omtaler Tetzels indsats i Oluf Jacobsens »Klaverpædagogik« (1934) og slutter med følgende: »Anslaget«s tilhængere påstår stadig, at man kan frembringe enkelttoner af samme styrke og forskellig kvalitet, men hidtil er alle bevisforsøg strandede. Anslagets tilhængere har kun deres tro, men den synes også urokkelig.

Chr. Haundrup.

Det var mig magtpåliggende at gøre en demonstrativ indvending mod den form, i hvilken Jeans fremsætter sine anskuelser om ændring af tonekvaliteten, fordi hans forenklede fremstilling har ført til adskillige misforståelser (jævnfør fx. en kronik af Jacob Paludan, POLITIKEN den 20. juli 1942).

Teksten til de i »Musik og fysik« afbildede lydkurver af samme klavertone, bragt i svingning ad levende og mekanisk vej, giver det udseende af, at en tilfældig vægtmængdes fald mod tangenten har samme virkning som pianistens anslag, ligesom problemet om tonekvaliteten i kapitlet om klavertonen sammenblandes, med en desværre ikke ualmindelig romantisk effektlære om tonekarakter. (vrede, skuffelse, fortvivlelse!). Det er denne uklarhed i problemstilling som i redegørelse, jeg finder alogisk. Derimod fremgår det jo af det afsnit, jeg citerede, at Jeans selv erkender »schatteringer i klangen, som pianisten kan få ud af en og samme lone«, idet en hastighedsændring medfører en ændring af det relative forhold af højere overtoner. Kan man således ikke frembringe enkelttoner af samme -styrke og forskellig kvalitet, kan man til gengæld heller ikke ændre kraften uden at påvirke karakteren. Sie!

Med tak for den elskværdige indsigelse, hvis udmærket supplerende oplysninger iøvrigt også viser, hvor omfattende et problem det er, der her har været strejfet.

v. i.

Ps. Har man ikke utallige gange hørt enkelttoner i koncertsalen, fx. ved præsentationen af tema i fuga, chaconne og passacaglia? Men lad os ikke strides om ord!