Grammofonplademiseren

Grammofonplademiseren

Medens der nu i over fire år har været fri import af litteratur og tidsskrifter, deriblandt en ikke ringe mængde tilhørende det kulørte niveau, så er myndighederne stadig lige snæversynede i deres stilling til importen, af grammofonplader. Det er forståeligt, at man ikke vil lægge det litterære åndsliv unødige hindringer i vejen; men kaster man et blik på boghandlerens »kulørte« hylde fyldt med udenlandske gysere, eller passerer man en kiosk, hvis vindue er dekoreret med superamerikanske billedblades mere eller mindre afklædte »Pin up«er, så har man vanskeligt ved at forstå, at indførelsen af disse over-sex'ede eller chok-gys- givende publikationer er en kulturel nødvendighed, medens det derimod bliver betragtet som en unødig luksus omtrent på linje med fransk parf ume eller orientalske tæpper at indføre grammofonplader med indspilninger af f. eks. Brittens »Lucretia«, Strawinskgs »salmesymfoni«, Honeggers »La dance des morts«, Bartoks »concerto« eller klassiske storværker. Men - hedder det - man kan dog få noderne, og der er desuden livlig trafik af udenlandske kunstnere, som giver koncerter her i landet! Det kan ikke bestrides, men der er nu en himmelvid forskel på at danne sig et indtryk af et stort klassisk eller moderne musikværk efter nodernaterialet eller efter en enkelt koncertopførelse end efter pladerne. Disse har den vidunderlige egenskab, at de altid står til disposition, når man er særlig oplagt; man vil altid kunne gentage værket, og det er overhovedet gentagelsen, der betinger den dybere oplevelse af et musikværk. Overfor disse muligheder er det importfrie studiepartitur eller den isolerede koncertopførelse af langt mindre betydning for tilegnelsen af værket.

På den samlede importplan ville det kun være et mikroskopisk beløb, der skulle afses for at indføre de grammofonplader, som.kunne gøre det muligt for komponister, kritikere og de i vor tids tonekunst specielt interesserede at holde sig å jour med de nyeste optagelser af udlandets gamle og nye musik. Som forholdene ligger, er man så godt som afskåret fra at få intimt kendskab til vor tids indspillede storværker, da det ringe beløb, der bevilges til pladeimport i forvejen langt fra er tilstrækkeligt til at dække behovet for klassiske indspilninger, og da efterspørgslen er størst på dette felt, er det minimalt, hvad der kan indføres af ny musik.

Restriktioner er kun af det onde, men er det en overgang nødvendigt, da burde myndighederne - vejledt af eksperter - bremse for indførslen af kulørt lekture for at lade den herved sparede valuta komme et så kulturelt betydeligt oåriråde som grammofonpladeimporten tilgode. Da enhver borger i landet - med eller uden dollargrin - har ret til at købe for 500 kr. udenlandsk valuta (også £), så kunne grammofonproblemet også få den løsning, at borgere, der ikke har hævet dette beløb men glædet H. C. Hansen med at holde ferie i Ølsebymagle i stedet for i London, kunne få ret til på passet at få afskrevet indtil f. eks. 100-200 kr. til køb af plader af ovennævnte art. Banken kunne udstede en kvittering på dette beløb, og denne afleverede man så ved bestilling af pladerne, og importfirmaet skulle da for disse kvitteringer kunne indkøbe plader udover den i forvejen til den begrænsede import bevilgede sum. Sic!

Det mest enkle var dog, om myndighederne snarest hævede restriktionerne for indførsel af »seriøse« grammofonplader, i erkendelse af at den stærkt begrænsede import er til stor og ganske unødvendig géne for det musikkulturelle liv.