Grammofon - Nye noder

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 08 - side 190-190

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Grammofon - Nye noder

Mozart: Violinkoncert A-dur, K.V. 219. - Københavns kammerorkester, dir. og solist: Endre Wolf. - Tono X 25125-28, 4 plader, autom.

Der er vel kun få, interpreter under vore himmelstrøg, som er prædestineret til at indspille Mozart-værker; en af dem er Endre Wolf. Man kan ikke for højt prise hans renlivede og gennemkultiverede spil, hans evne til at afbalancere kunstnerisk mådehold med musikalsk varme og intensitet parret med en teknisk beherskelse, der overalt stiller sig i det musikalske udtryks tjeneste og aldrig brillerer for sin egen skyld selv ikke i kadencerne. Indspilningen er gennemgående klanglig fin, men enkelte steder dominerer hornene, og man kunne ved visse perioder havde ønsket en mere detailleret udformning af orkesterpartiet. Teknisk er optagelsen jævnt god, men den står ikke på højde med Tono's sidste fine optagelser, idet der på 3., 4. og 7. pladeside forekommer for megen nålestøj. 8. pladeside opt-ager giguen af Bachs d-moll partita f. soloviolin, der i gengivelsens musikalske kvalitet ikke står tilbage for Mozart-koncerten. Man måtte ønske, Tono ville gribe lejligheden til at lade Wolf indspille en eller flere af Bachs solosonater i deres helhed; også på dette område er han »second to none« her i Norden, og sådanne indspilninger ville afbøde et stort savn.

Edward Elgar: Serenade f. strygere op. 20 og »Salut d'amour«. Århus by-orkester, dir.: Thomas Jensen. Tono X 25137-38.

Elgar tilhører, til trods for at han først døde 1934, helt og holdent det 19. århundredes romantik, og skønt han var samtidig med Carl Nielsen, så er hans strygeserenade mere i pagt med ånden i Gades

Noveletter, og som personlighed kan han også karakteriseres som en slags Gade i det engelske musikliv. Serenaden er et stykke elskværdig, velklingende musik med en egen tone af sød victoriansk hygge, som Thomas Jensen yder fuld retfærdighed i sin ligeså smukt klingende som beherskende gengivelse, der kun lider lidt under for megen nålestøj og svingende klang på 2. pladeside.

Kirkemusik

/,/ To vidt forskellige værker for a cappella kor er udkommet på Skandinavisk musikforlag. Den ene - P. S. Rung-Kellers »4 Salmemelodier og 2 Korstykker«, der er »udgivet af tidligere medlemmer af Cæciliaforeningens kor som tak for uforglemmeligt samarbejde« - er som så megen anden dansk kirkemusik uden særlige karaktertræk. Salmerne er skrevet i en ganske enkel på dur og moll baseret firstemmig koralstil, medens de to korstykker, særlig nr. 2, viser en friere føring af stemmerne dog stadig helt hvilende på en upersonlig, traditionel grund.

// Det andet værk - Leif Thybos 4stemmige motet »Jubilate Domino« - påkalder i langt højere grad opmærksomheden, fordi man bag respekten for Palestrinas rene kirkestil mærker trangen og evnen til at lægge et personligt indhold i værket og tillige bygge en bro fra de ædleste kirkemusikalske traditioner til vor tids harmonisk frigjorte tonesprog, uden at det bliver på bekostning af den kirkemusikalske karakter. Thybo har med denne motet og sit sidste orgelværk (uropført ved DUT's orgelaften d. 14/12 48) vist udprægede evner for kompositorisk at udtrykke sig i den kirkemusikalske genre; måtte han blot gøre sig klart, at han her har en mission at udøve. F. S. P.

Årgang 24/1949, nr. 08