Spil selv!

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 08 - side 165-165

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Spil selv!

September - den måned, hvori folk ef ter sommerens glæder begynder at tænke over, hvad de skal hellige sig i de lange efterårs- og vintermåneder - vil genlyde af slagordet spil selv! Fra plakatsøjler, bog- og musikhandlervinduer vil en festlig plakat opfordre folk til at dyrke fru musica. Fra atvære en tildels kommerciel aktion er propagandaugen for den levende musik især ved sin tilknytning til Musikpædagogisk Forening blevet et foretagende af kulturel og ideel karakter. Ingen anstrengelser vil blive sparet for, at folk skal høre og forstå, hvad devisen »spil selv« betyder. Såvel radioen som pædagogerne, amatørerne og musikhandlerne vil lægge sig i selen for at give slagordet vægt. Men er nu anstrengelserne store nok?

Når man opfordrer folk til at spille selv, giver man dem samtidig et fingerpeg om, at de skal gå til en statsprøvet musikpædagog, den eneste der byder eleverne garanti for, at undervisningen er pædagogisk forsvarlig - anerkendt af en faglig statskontrol. Den statsprøvede er ikke blot en tilfældig spilletante, der engang i sin pure ungdom af en anden spilletante har lært »nonnens bøp«, så hun kan den som sit fadervor, og derfor har nedsat sig som »spillefrøken«. Nuvel - Oles far, der bor i Istedgade, har af propagandaugen fået mod på. at lade sønneken lære at spille klaver, og han skal finde en lærer i nærheden, da Ole er for lille til at gå for langt væk; men de få statsprøvede, der findes, er for optaget til at have ham, og så får han den spillefrøken, der bor ligeoverf or på 2. sal. Hvorfor? Svaret er det ganske enkle, at medens Østerbro, og Frederiksberg har ca. 102 statsprøvede klaverpædagoger, så findes der på Nørrebro, Vesterbro og Bispebjerg - de tættest befolkede dele af København - ialt kun 24 - skriver fireogtyve! Dette synes at tale for sig selv.

København skal nu nok klare sig, selvom fordelingen af pædagoger burde være mere jævn; værre er det ude i landet. Der tiltrænges over hele Danmark, i større og mindre byer pædagoger.; her har den statsprøvede en mission at udøve, men han lader vente på sig. Man forstår ham nok, for medens han studerede i København, skaffede han sig lidt lommepenge ved at give undervisning, og elevskaren voksede ved knopskydning, sådan at han havde et fundament på 5 elever, da han blev statsprøvet. Fem fugle i hånden er bedre end tredive på taget: han bliver i byen i stedet for at tage hjem til Klangløse eller Tonerup, hvor han kunne udøve en mission, og hans københavnske kolleger føler sig heller ikke fristet. Alting skal dog ikke lægges ham til last, for staten gav ham nok en titel, men derved blev det. Der gøres kun lidet for musikens sag her i landet, skønt det dog alene gennem radioen må være evident, hvilken rolle musikens kunst spiller i det kulturelle liv. Hvis staten vejledt af fagfolk ville opdele landet musikalsk og byde de statsprøvede pædagoger en arbejdsmark hvor en minimumsindtægt var sikret, så var problemet løst med én gang; men det gør staten ikke - endnu. Vi må håbe, at'udviklingen vil medføre en gennemgribende reformation af det musikkulturelle liv, men det afhænger af den statsprøvede musikpædagog, hvornår vi skal blive modne til en sådan reformation. Han skal tage ud i landet, og ved sin indsats vise, at der på dette felt er behov for statens medvirken i opbyggelsen af det musikkulturelle liv i Danmark. Har den statsprøvede ved sit idealistiske arbejde banet vejen for en sådan reformation, så vil han med sejrsstolthed hvert år i september kunne udråbe sit: spil selv!

Årgang 24/1949, nr. 08