Indtryk fra det 4. nordiske kirkemusikermøde i Oslo

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 09 - side 204-206

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Indtryk fra det

4. nordiske kirkemusikermøde i Oslo

Af Søren Sørensen

Efter 10 års pause på grund af krigen fortsatte de nordiske kirkemusikermøder i år med det fjerde i rækken, som fandt sted i Oslo fra den 15.-19. juni. Norges Organistforbund stod som arrangør, og såvel mødets leder, kantor Sandvold, som forretningsføreren, organist Kielsen, fortjener al mulig anerkendelse af deres indsats for mødets vellykkede forløb. Ikke mindst var der sørget for både tid og rum til mere uofficielle sammenkomster, hvor nordiske kolleger lærte hinanden at kende, en faktor der er af den største betydning, da det er herigennem, kontakterne bliver sluttet til et fortsat fælles samarbejde i det musikalske interessefællesskab.

De fem kongresdages mere håndgribelige indhold bestod af koncerter, foredrag, diskussion og gudstjenester. Af foredragene feengsledes man navnlig af redaktør Niels Friis' om Chr. IV's orgelbyggere og Upsala-domorganisten Henry Wemans om svensk kirkemusik af i dag, en fyldig udredning af de i de senere år autoriserede værker, Svenska Mässboken, Antifonalet og Koralbokens liturgiske ståsted og mangeartede musikalske indhold. De forskellige koncerter var delt i to kategorier, 5 koncerter med orgel- og korværker, én for hvert land (Færøerne og Island havde dog slået sig sammen), og 2 koncerter i større format med kor, solister og orkester, henholdsvis en finsknorsk og en svensk-dansk.

At give en objektiv og blot nogenlunde fyldestgørende bedømmelse af de mange værker, der kom til opførelse, er naturligvis ugørligt efter en enkelt overhøring og uden forudgående kendskab til hovedparten af værkerne, men visse principielle synspunkter kan det nok være berettiget at drage frem og ganske kort søge at belyse og placere de fremførte værker i større sammenhæng indenfor vor tids musik.

Kirkemusik af idag er et temmelig vidtsvævende, begreb. I det store og hele kan man, summarisk og med forbehold overfor systematikkens mangel på finere nuancer, inddele den i tre kategorier, 1) en romantisk-reaktionær, 2) en utraditionel modernistisk og 3) en traditionel modernistisk. Med de to sidste kategorier, der også kunne kaldes henholdsvis verdslig modernistisk og kirkelig modernistisk, menes dels den retning, der uden forbehold overfører den moderne musik i dens forskellige afskygninger til kirkeligt brug og dels den retning, der oparbejder en mere specifik kirkelig tradition og søger at forene klassiske forbilleder navnlig, fra baroktiden med et nutidigt tonesprog. Så vist som man anerkender, at kirkemusikken stiller sine særlige krav til musikalsk holdning og karakter, fx. dens særlige egnethed for polyfoni, dens nærliggende brug af cantus firmus-teknik, sammenholdt med de hermed forbundne krav om foreningen af enkelhed og ophøjethed, som altid har kendetegnet kirkemusikken i dens store tider fra gregoriansk sang over Palestrina til Bach, bliver, efter mit skøn, denne tredje, kirkelig-modernistiske type det naturlige ståsted for kirkernusikken af i dag, vel at mærke når man ikke ruller i den farefulde grøft: den golde og kedsommelige pastiche.

Lad os for overskuelighedens skyld tage et rids over de forskellige landes koncerter og så prøve at nå til en samlet betragtning af ny nordisk kirkemusik.

Ved de norske koncerter lagde man især mærke til Ludvig Nielsen, domorganisten i Trondheim, der var repræsenteret ved en orgelfantasi over to gamle Oslomelodier og, ved orkester- og korkoncerten, ved to dele af et større Te Deum. Det var kirkemusik af høj kvalitet, på én gang stærkt originalt og videreførende de bedste kirkemusikalske traditioner. Også den lidt yngre Knut Nystedt, af hvem vi hørte to kor af »Nådevegen, gammelt norrønt kristenkvede«, bør nævnes i forreste plan, hans stil virker smukt sleben og vel afbalanceret, behagelig krydret med norsk folketonemelodik. Indenfor samme stilretning, men med mindre markante træk, står Conrad Baden med den fremførte Toccata, koral og fuga over »Lux illuxit«, mens de to værker, der udpræget hørte til den »verdslig«-modernistiske retning, et orgelværk og en motet af den ellers så højt ansete Fartein Valen ikke efterlod noget blivende kunstnerisk indtryk. Hans Hindemith-prægede atonale stil, hvis udviklingslinie, kan føres tilbage til Wagners »Tristan«, virkede mærkelig passé og uvedkommende, som en overstået experimental mode indenfor ny musik. Tilbage blandt nordmændene står at nævne Arild Sandvold, domorganist i Oslo og formand for Norges Organistforbund, der var re Præsenteret med et enkelt korværk, smukt og velformet, men i en mere traditionel efterromantisk præget stil. Foruden som komponist bør Sandvold dog først og fremmest fremhæves for sin indsats som dirigent ved de to orkester- og korkoncerter og den norske koncert, et fantastisk arbejde må have gået forud, og en sjæl den inspirerende leder må Sandvold være. De to kor, der var i ilden, »Landskoret« og Cæciliaforeningen (ovenikøbet ikke-professionals) og Filh. Selskabs orkester klang både med præcision og charme, med nerve og indlevelse, der aftvang den største respekt for norsk musikkultur.

Den finske kirkemusik gør indtryk af endnu overvejende at befinde sig på et konservativt stadium, det romantisk- reaktionære, med Brahms-Reger som forbillede isprængt. lidt nyere tonale experimenter. Stærkest virkede et orgelstykke, præludium og fuga i d-moll, af en af de yngste repræsenterede, Bengt Johansson, hvilket er et vidnesbyrd om, at udviklingen er på vej, et indtryk der iøvrigt bekræftedes af samtaler med de finske deltagere. Blandt disse var bl. a. det store mandskor, Chorus Cantorum Finlandiae, der fremførte de finske vokalværker med en for mandskor sjælden forening af egalitet og stemmepragt.

Ved den svensk-danske kor- og orkesterkoncert, som afsluttede mødet, opførtes to værker, der hver på sit stilområde repræsenterer det ypperste, de to lande har frembragt af musik, Oskar Lindbergs »Requiem« og Knud Jeppesens »Et dansk Te Deum«. Lindbergs værk, der er en snes år gammelt, hører til den romantiske retning, men virker ved sin lysende klarhed i disposition, instrumentation og harmonik, ved de skønt formede melodiske linier, der leder tanken hen på César Francks bedste korværker, så frisk og naturligt, at man føler sig hinsides stilproblemer og blot glæder sig over den kunstneriske oplevelse, det er at høre det. Med rette anses det for Lindbergs fornemste værk, og forhåbentlig får vi det engang at høre ved en torsdagskoncert. Knud Jeppesens Te Deum, der i sit storladne anlæg og med sine mættede vokale klangvirkninger gjorde et stærkt. indtryk på de mange tilhørere, viser, hvor organisk en dybtgående klassisk orientering lader sig forene med et moderne tonesprog, også når det som her gælder et værk, der er mere koncertmæssigt end egentlig kirkemusikalsk tænkt.

Ved den svenske orgel- og a capellakoncert hæftede man sig navnlig ved Gottfrid Bergs motetter, fire ud af en samling på ti: »Om de yttersta. tingen«, hver for sig af højt karat, exempler på den kirkelig-modernistiske retning, når den er bedst. Blot kunne man have ønsket at høre hele samlingen til fordel for programmets 1. halvdels nok velklingende, men lidt overflødige romantisk-traditionelle værker af såvel levende som afdøde komponister. Endvidere bor nævnes en motet af Gunnar Thyrestam i en personlig præget, stilfærdig stil og Albert Runbäcks nytårskantate, der vexler niellem psalmodilignende fraser, énsternmigt og i flerst. udsættelse, og unisone koralvers med skiftende, ganske enkle orgelkoloreringer, fortrinlig gudstjenestemusik og exempel. til efterfølgelse. En væsentlig medvirkende faktor til det stærke kunstneriske indtryk, den svenske kormusik gjorde, var også Karlstads Motetsällskap under Olle Ljungdahls ledelse, der med levende indføling og klangpragt gav værkerne en gengivelse i et nieget højt plan. Den svenske orgelmusik af Gustaf Carlman og Hilding Hallnäs forekom endnu at bære inærker efter et anstrengende arbejde med stilproblemerne. Vexelvirkningen mellem det valgte klassiske formsprog og det moderne tonesprog forekom ikke helt sammensmeltet, selv om der, navnlig i Carlmans Fantasia gotica, var mange smukke enkeltheder.

Den færøsk-islandske koncert nåede jeg ikke at overvære, men Påll Isolfssons doriske Chaconne for orgel over en gammel islandsk salmetone, som også opførtes ved mødet i København 1939, hører til de betydelige værker indenfor den kirkeligmodernistiske retning.

Som sidste led i rækken af koncerter står da at omtale den danske, der nok som helhed stod som den mest honiogene og dog afvexlende i programsammensætningen. Kai Senstius og den nylig afdøde Svend-Ove Møller repræsenterede den »store« orgelmusik, og af Leif Kayser hørtes en række fikst turnerede variationer over »In dulci jubilo«. Tre alderstrin var repræsenteret i korværkerne, først J. L. Emborg og Emilius Bangert, af hvem der hørtes et par smukke, mindre motetter til gudstjenestebrug, endvidere N. 0. Raasteds 8st. Magnificat, 1'idt farveløst, men sikkert og rutineret musikerarbejde. Dernæst Finn Viderø med Kantionale for solo, kor og orgel, et yderst personligt, organisk velforniet værk, fastholdende en ægte og særpræget stemning, et værk, der vakte den dybeste interesse at dømme efter vidt forskellige musikeres udtalelser. Endelig som yngste led Leif Thybo og Bernhard Lewkovitch, førstnævnte med en latinsk motet »Jubilate Domino«, den sidste med en strofisk formet Mariavise. Navnlig Lewkovitch kan skrive en fortræffelig korsats, velklingende og ægte følt, måske endnu lidt umoden med de voldsomme modulationer, mens Thybos værk til gengæld nok stikker dybere og rummer større udviklingssmuligheder, men virker lidt uroligt og ikke helt befriende, fordi de gode anslag ikke føres op til udløsende højdepunkter. Velgørende var det dog, at det danske program gav plads for disse yngste af de unge.

Af de mange medvirkende kunstnere er der grund til at frernhæve den norske organist. Rolf Karlsen, den svenske Jan Pontén og de finske organisters Raussi og Forsblom. Georg Fjelrad tog sig med vanlig sikkerhed og veloplagthed af de danske orgelting, medens de danske vokalværker var lagt i hænderne på Arne Bertelsen og Københavns Kammerkor med koncertsangeringde Meta Starvard som fortræffelig solist.

Denne meget oversigtsmæssige og summariske gennemgang af det 4. nordiske kirkemusikermøde har søgt at fastholde nogle af de mange spredte indtryk fra mødet. En samlet karakteristik af de nordiske landes kirkemusikliv kan ikke gives, dertil har landene haft for forskellig musikalsk udvikling og for afvigende liturgisk-i-nusikalske forudsætninger. Og dog synes de yngre fra hvert land nu i det store og hele at kunne samles om den retning, jeg ovenfor kaldte den kirkeligmodernistiske, danskerne med størst selvfølgelighed (måske indirekte inspireret af Thomas Laubs arbejde på andre kirkemusikalske felter), svenskerne mere spredt og endnu med nogen reverens overfor efterromantikken, nordmændene og islændingene med betydelige enkeltpersonligheder (Ludvig Nielsen, Isolfsson), men som helhed hemmet af en spinklere kirkelig tradition, og endelig finnerne, som endnu står ved en udviklings begyndelse. Til gensidig frugtbargørelse af den nordiske kirkemusikalske kultur, til værn mod de enkelte landes isolation og som studieobjekt for enhver, der er interesseret i ny musik, tjener et møde som det her refererede. Det er derfor glædeligt, at disse nordiske kirkemusikermøder nu atter sy nes at være i god gænge.

Årgang 24/1949, nr. 09