Konkurrence for nutidig violinbygningskunst i Haag

Konkurrence for nutidig violinbygningskunst i Haag

Af Emil Telmanyi

Knyttet til den mest værdsatte hollandske violinbygger Hendrik Jacobsz' navn (18. årh.) blev i juni måned i Haag afholdt en konkurrence for nutidig violinbygningskunst såvel for professionelle som for amatør-violinbyggere. I forbindelse dermed blev afholdt en kongres for violinbyggere (vistnok den første af sin art) og en udstilling af moderne instrumenter.

Det var et stort anlagt arrangement og fire verdensdele (Asien undtagen) sendte instrumenter til konkurrencen og udstillingen. Tyskland var ikke indbudt og Rusland har ikke deltagetet. Fra Skandinavien kom: tre professionelle og fire amatører fra Danmark; to professionelle og 35 (!) amatører fra Sverige og én professionel fra Norge til den afgørende klangkonkurrence. Der var indsendt mellem 4-500 instrumenter, men i den professionelle klasse kom kun 111 violiner, 28 bratscher, 10 celli, 3 kontrabasser og 5 kvartetensembler til den endelige klangbedømmelse. Instrumenterne måtte ikke være ældre end 20 år og kun to instrumenter af samme kategori og samme mester kunne komme til bedømmelse; man måtte ikke anvende stålstrenge (undtagen estreng). Desværre har man ikke kunnet gennemføre de to sidste betingelser.

Til dommere blev en jury på fem violinbygger-eksperter og fem violinister indbudt: Charles Enel og Firmin Touche fra Frankrig, William Beare og Max Rostal fra England, Eugen Tenucci som ekspert fra Schweitz og violinist Ad. Poth fra Belgien, Otto Hjorth og Emil Telmanyi fra Danmark og Max Möller med Sam Swaap fra Holland.

Instrumenterne vurderedes først af eksperterne udfra fire hovedsynspunkter: 1) Disposition over instrumentets bygning (modellens art, om original eller kopi, hvorledes træet passer til modellen etc.). 2) Hvorledes realiseredes dispositionstanken? 3) Lakspørgsmål. 4) Instrumentets tekniske udarbejdelse, detailarbejdet, montering etc. Der kunne gives 1-10 points i hver kategori, tilsammen højst 40; gennemsnittet af fem dommeres samlede points for hvert instrument gav dets, skal vi sige »faglige« pointsværdi. For at instrumentet kunne komme til klanglig bedømmelse, måtte det opnå et vist mininiumspointtal.

(billlede af Pauli Merling)

Bymuseet i Haag, hvor det liele foregik, har en foredragssal på ca. 250 pladser med en lille balkon i baggrunden, hvor vi fem violinister blev placeret for at bedøninie klangkvaliteten af instrunienterne, som. blev spillet fra podiet. Salens pladser på gulvet var tilgængelige for tilhørerne. På instrumenterne blev først spillet en skala på alle strenge også i de høje positioner, derefter et solostykke af Bach og endelig to-tre andre stykker (kun i uddrag) for at kunne vurdere instrumenterne nogenlunde alsidigt. Her gjaldt følgende synspunkter: 1) tonestyrke, 2) tonekvalitet, 3) strengenes ensartethed og 4) ansatsens lethed. Også lier skulle gives 1-10 points i hver kategori, altså højest 40; hver dommer gav sine points uafhængigt af de andre. Gennemsnittet af alle points gav instrumentets »klanglige« pointværdi. Instrumenterne var nummererede og blev spillet i en tilfældig reekkefølge for at juryen ikke skulle kunne stadfæste eller genkende dem.

Kvartetterne blev vurderet af eksperterne som sammenhængende ensemble; ved klangbedømmelsen lod vi dog I. og II. violin bytte om, for at høre om det var instrumentet eller spilleren der gjorde det ud for klangforskellen. Det var et ganske lærerigt eksperiment!

Af tekniske grunde kunne man desværre ikke gennemføre, at alle 111 violiner blev spillet af samme kunstner. Enhver violinist har sin egen tone, altså klinger samme violin anderledes, når en anden spiller på den. Ved at lade et par af de violiner, som dagen forud spilledes af den ene kunstner, påny spilles af den næste, (uden at juryen vidste i hvilke rækkefølge de udvalgte violiner blev spillet) har man dog kunnet konstatere, at forholdsbedømmelsen var uforandret, dvs. den bedre violin blev igen bedre bedømt, og den mindre gode har røbet sine fejl.

Efter at have hørt de 111 violiner sigtede man 10, som i »faglig« og »klanglig« pointværdi stod højest, fra og hørte på dem igen for at sammenligne de ti bedste med hinanden og finde frem til 1. og 2 . pris, der skulle belønnes med guld-, resp. sølvmedaille.

Alle instrumenter, der har opnået mere end halvdelen af den højeste pointværdi hos begge juryer, dvs. som var over 40, blev belønnet med æresdiplom.

Man kan godt forestille sig, at der efterhånden blev mægtig spænding om, hvem. der fik I. pris'erne i de forskellige kategorier. For det var ikke nok, at vi i klangjuryen vidste, hvilke instrumenter vi kunne give højeste klangvurdering; eksperternes pointværdi skulle også tages i betragtning, og det gav adskillige overraskelser for os.

De forskellige vindere blev:

Sølvmedaillerne i violin:

R. & M. Millant fra Paris og Pierre Gerber fra Lausanne.

Første pris og sølvniedaille i bratsch:

Henry Werro fra Bern.

Første pris og sølvmedaille i cello:

Pauli Merling, København.

Første pris og sølvmedaille i bas:

Johan Pitt, Holland, og Franz Kinberg, Hoffmann & Czerny, Wien.

Første pris og sølvmedaille i kvartet:

R. & M. Millant, Paris.

For os danske er det en stor glæde at konstatere, at i denne internationale verdenskonkurrence har dansk instrumentbygningskunst kunnet hævde sig og få en meget ærefuld placering. Foruden første pris i cello har Pauli Merling f ået 4 æresdiplomer for kvartetensemble og for andre instrumenter. Blandt de 10 bedste violiner har to andre danske placeret sig: violinbygger Sørensen, Horsens, og Anion Bilmark, som imidlertid ikke bor i Danmark, men i Durban, Sydafrika, begge med æresdiplom.. Desuden var violinbygger Vestergaard, Århus, nær ved at opnå æresdiplom.

Ved den efterfølgende konkurrence for amatører, som jeg desværre på grund af anden optagethed ikke kunne overvære som jurymedlem, tildeltes første pris i violinbygning en dansk lærer Jacobsen fra Horsens, desuden har kgl. kapelmusikus G. Aarskov fået æresdiplom for sin violin.

For mig personlig var konkurrencen en stor oplevelse. Egentlig var jeg ret skeptisk indstillet overfor muligheden af at kunne opnå en retfærdig bedømmelse af klangen. Men selvfølgelig, da jeg modtog den ærefulde indbydelse til at være klangdommer, har jeg sat mig for at gøre alt, hvad der kan gøres, for at opnå mest mulig objektivitet i bedømmelsen og, mine kolleger var besjælet af samme indstilling. Vi har forsøgt at prøve os frem. Hver dag før den egentlige bedømmelse lod vi spille flere instrumenter, for hver gang at kunne opnå et »høreberedskab«, en »basis« at gå ud fra. Så må man huske, at klang er noget subjektivt, individuelt: hvad jeg synes godt om, kan min kollega måske slet ikke lide. Der var også adskillige eksempler på stor uoverensstemmelse imellem dommerne. Men det var dog yderst sjældent, når det gjaldt de virkelige gode, velklingende instrumenter, for da var vi i regelen så temmelig enige. Desuden var der mange overensstemmende pointtal melleni ekspert- og klangbedømmelse, hvilket var ganske morsomt at konstatere. For at få indtryk af, hvorledes spillerens mening om instrumenterne stemte overens med klangvurderingen, spurgte jeg dem derom, og det var så at sige uden undtagelse, at de bedst kunne lide de instrumenter, som også hos os fik bedst bedømmelse. Da dette gentog sig dag for dag, begyndte det efterhånden at gå op for mig, at klangafhøren alligevel ikke er så subjektiv eller tilfældig, som jeg oprindelig troede.

Hvis jeg skal resumere mine personlige indtryk af selve instrumenterne (de ti bedste violiner og bedste bratscher har jeg selv gennemprøvet), så blev jeg mest slået af sonoriteten og den klanglig frigjorthed ved de bedste instrumenter, men samtidigt savnede jeg dog hos de fleste blødhed og ædelhed i kvaliteten. Især de franske instrumenter synes mig at have nogen skarphed i forening med sonoriteten, som i mine ører lyder mindre attråværdig. Jeg lod mig fortælle, at man beklagede, at kun to af de nye italienske violinbyggere deltog og adskillige navnkundige franske niestre har heller ikke ineldt sig til konkurrencen. Dette skyldes nok, at der få måneder i forvejen bl, ev afholdt en lignende konkurrence i Italien, hvor hovedsagelig italienere og franskmænd samt Schweizere har deltaget; men der var langtfra så stor tilslutning som i Haag. Ihvertfald var den ene italienske violin, som var iblandt de ti bedste, meget blød i kvaliteten, ligeledes glædede det mig, at Merlings kvartet lød, som om det var lutter gamle instrumenter. Klanglig fik hans kvartet også den fineste bedømmlse. Jeg tror ikke på, at et nyt instrument nødvendigvis bør klinge skarpt, når den er sonor. Det var mig en stor fornøjelse at tage den violin i øjesyn, som hr. Sørensen i Horsens har fået æresdiplom på. Den var ualmindelig smukt formet oll udført, desuden havde den en herlig guld-orange gennemsigtig lysende lak.

Da violinbygger Otto Hjorth var en af dommerne, var hans firma selvsagt udelukket fra konkurrencen, men der var intet i vejen for, at Arne Hjorth udstillede sin bach-bue. Denne har også fremkaldt stor interesse. Jeg blev opfordret til at demonstrere den ved afslutningsfesten. Demonstrationen fremkaldte interviews til verdensblade og optagelse til Worlds Radio Service.

Efter konkurrencen og kongressens slutning åbnedes udstillingen med nærved 400 instrumenter. Det var en aldeles imponerende og for violinbyggere sikkert meget lærerig samling, ordnet på en praktisk måde i Bymuseets store lyse udstillingssale. Jeg var meget ked af, at jeg blev kaldt bort af andre pligter og kun fik et flygtigt billede, et kort indtryk af herlighederne.

-Noter fra stævnet

I dagene 8., 9. og 10. juni afholdtes kongressen. Den første aften holdt den kendte violinbygger og ekspert Ch. Enel, Paris, et foredrag om vanskeligheden ved at bedømme gamle kopier efter endnu ældre mestervioliner. Samme aften talte Max Møller, Amsterdam, over emnet »Den ideelle uddannelse af fremtidens violineksperter«.

Den anden aften causerede direktør J. Balfoort over emnet: »Er der i Holland brug for en skole for violinbyggere«, hvilket gav anledning til en meget heftig diskussion.

Tredie aften var optaget af to meget lærerige foredrag af to professorer fra Wien, der var kommet til Holland for tilfældet. Første foredrag omhandlede akustik med særlig henblik på violiner, og det andet omhandlede det for violinbyggere altid aktuelle lakspørgsmål.

Afslutningen på konkurrencen og kongressen fandt sted den 11. juni. Særlig festlig blev den derved, at byen Haags honoratiores med borgmesteren i spidsen havde givet møde.

Ved denne lejlighed blev resultatet af konkurrencen bekendtgjort, og vinderne blev kaldt. frem for at modtage et borgmesterligt håndtryk.

Den musikalske underholdning bestod denne aften i en demonstration af gamle instrumenter, såsom clavicord, clavicymbal, taffelpiano, viola d'amore, viola da gamba og marinetrompet.

Til slut var byen Haag vært ved en reception, og efter en lille dans skiltes det internationale selskab af violinbyggere.