Nordisk musikpædagogisk kongres i Oslo. 26. juni-2. juli 1949

Nordisk musikpædagogisk kongres i Oslo

26. Juni-2. juli 1949

Af Ilse Meyer

I »Musikpædagogen« nr. 6 og 7, har jeg bragt et udførligt referat af den 2. nordiske musikpædagogiske kongres' mange foredrag og vil her blot fremsætte nogle generelle bemærkninger. Selvom man kunne se, at der fra ledelsens side var gjort en indsats for at samle og forbinde hovedemnerne, blev vi alligevel ikke forskånet for ret hyppige gentagelser. De store, moderne idéer som: individualpsykologisk undervisning, afspænding og frie undervisningsformer blev behandlet af forskellige personer og fra forskellige sider, men desværre uden en planmæssig fordeling af stoffet. Det forekommer mig absolut ønskværdigt, at man til næste kongres, om tre år, gennem en omhyggelig forberedelse begrænser emnerne til det overkommelige, allerede nu fordeler opgaverne blandt de interesserede - i forskellige arbejdsudvalg og udveksler manuskripterne, (den samme idé blev forresten fremsat ved den afsluttende diskussion i Oslo). Nogle af foredragene stod ret isolerede og mistede derved noget af deres værdi og virkning; andre led samme skæbne, fordi de var en svagere gentagelse af tidligere foredrag. Som altid var der naturligvis mangel på tid.

Udover denne kritik af mindre alvorlig art spørger man efter tilbagekomsten sig selv, hvilket formål eller hvilke forskellige formål en sådan kongres skal tjene. Er det nok, at vi får en mere eller mindre stor udvidelse af vore musikhistoriske eller pædagogiske kundskaber på et enkelt specialfelt? Er det nok, at vi i nogle timer med beundring følger en ny undervisningsmetode, hvis udformning har krævet et livs arbejde, og uden at vi dog derfor tør vove at anvende den? Er det nok, at vi af forskellige psykologer får en omstændelig bekræftelse på de musikalske testningsmetoders mere eller mindre udprægede uanvendelighed? - -

Ville det ikke være bedre at benytte en sådan kongres også til en omfattende drøftelse af musikpædagogikens stilling i vort nutidige samfund? Kunne vi ikke ved en sådan lejlighed vække en større forståelse for vort arbejde, når vi gennem resolutioner udtrykker vore synspunkter præcis overfor offentligheden og myndighederne? Hele det store apparat, som en sådan kongres kræver, råber ligefrem efter en bedre udnyttelse. Det er i denne forbindelse en selvfølgelighed, at man i fremtiden også i langt højere grad må interessere dagspressen for vore kongresser.

Man burde nøjes med en centralidé af almen interesse og gennemarbejde den grundigt i stedet for at give altfor mange utilfredsstillende smagsprøver. Et forslag, udarbejdet af kongresledelsen eller programudvalget, kunne danne grundlaget for udførlige diskussioner og eventuelle resolutioner i tilslutning til foredragene. I Oslo gav den eneste diskussion, som var sidste punkt på sidste dags dagsorden, et tydeligt indtryk af, hvor stærkt en sådan centralidé har været savnet.

En del af foredragene opfyldte heldigvis allerede disse krav om en fremadvisende og almen interesserende tendens. Opgaverne blev gennemført og løst. Et mønstereksempel var Herbert Rosenbergs foredrag »Grammofonen i musikundervisningens tjeneste«. Kombinationen af de 12 efter alle tænkelige musikpædagogiske synspunkter udvalgte plader gav en tilfredsstillende løsning af problemet. Ligeledes Birgitta Nordenfelt bragte med sin systematiske udforskning af spørgsmålet om barnets musikopdragelse og musikoplevelse en udmærket, indsats i den rigtige retning. Hun har gennem undervisning af to grupper fundet ud af, at en musikopdragelse, som begynder med kirketonearterne og polyfon stil, hurtigere fører frem til forståelse af den klassiske og romantiske musik og til hidtil uvante melodiforløb og andre stilarter end den mere traditionelle opdragelse i dur og moll med klassisk kadence og homofon stil.

Af de forskellige psykologiske foredrag havde man efter min mening størst udbytte af Yngve Flykts foredragsrække om undervisningspsykologi. Han fremstillede ikke kun problemerne og deres teoretiske grundlag, men fortalte om sine psykologiske erfaringer på en frisk og levende måde. Allerede hans påstand om, at man skal kunne kritisere efi elev udelukkende gennem øret, giver et indblik i hans moderne undervisningsmetode. Han lægger stor vægt på elevens musikforståelse og ser lærerens opgave i at fremme den og hellere at se bort fra alle mindre tekniske fejl. Han siger, at når forståelsen og indlevelsen fører til en levende musikopfattelse, falder de fleste tekniske problemer bort af sig selv. Selv angst og muskelspænding bevirkes ofte af en manglende musikforståelse. En ligevægtig og harmonisk sindstilstand er en nødvendig forudsætning for musikudøvelsen, og læreren må gøre alt for at skabe og opretholde den i timerne.

Nogle interessante bemærkninger i Amalie Christy's foredrag om pubertetstidens indflydelse på musikundervisningen kunne friste til at få dette emne behandlet mere udførligt næste gang, helst med flere indlæg og efterfølgende diskussion. Faktisk skyldes jo en del af vore metodiske vanskeligheder denne specielle sindstilstand, og det kunne være af stor praktisk betydning at høre mere om dens indvirkninger. Her ligger en opgave som en kompetent allerede nu burde gå i gang med.

Inspirerende tanker om »barokmusikkens opførelsespraksis« fremsatte Ingmar Bengtsson. Uden nogensinde at blive dogmatisk, stillede han problemerne op og gav en tiltalende og overbevisende vejledning til deres løsning. Han ser med rette i barokmusikken det bedst egnede musi~ kalske stof til kammermusikalske forsøg. Man må håbe, at hans opfordring til at danne studiekredse efterkommes og at de dér høstede erfaringer fremlægges - senest om tre år.

En udmærket idé var det, at vi fik lejlighed til at høre noget af den norske folke- og kunstmusik i en udførelse, som byggede på levende tradition. (»Draumkvædet«, Griegs klaverkoncert og romancer) .

Jeg kunne her i dette korte referat kun give et svagt indtryk af kongressens mange berigende og stimulerende foredrag, men jeg savner, som allerede sagt, kongressens anden komponent, den som vender udad til pressen og til offentligheden. Kongressen burde efter min mening arbejde i to retninger: til berigelse for os pædagoger og til gavn for hele musiklivet.