Nye bøger

Nye bøger

Edward C. Bairstow & Harry Plunket Greene: »Singing Zearned from Speech«. 83 s. m. nodeeks. - Macmillan & Co., London.

Denne heftede bog i 6""-format og med idiot-typer i cicerostørrelse indbød ingenlunde til fordybelse i det ophidsende emne, specielt ikke efter en flygtig gennemgang af de noterede øvelser, der bærer et let modernistisk, engelsk pseudo

folkevisepræg. Og så kom den røde blyant alligevel frem - der var betragtninger over de psykiske forudsætninger for sangen og dens udøvelse, som »stod« og »bed«. Lad mig kvittere bogens mangler af først: Ord-udformningen er helt engelsk og uanvendelig på dansk. Skønt beregnet på begyndere er nodeexemplerne for uenkle og komplekse. Bogens emner er alt for omfattende i forhold til formatet - forskole, vejrtræknin.~,,, ordbehandling, frasering, koloratur - hver for sig »behandlet« på få sider.

Heftet er, med sine nationale afgrænsninger for anvendelighed, ikke til at komme uden om. Det er en digtsamling i sangpædagogikens prosaliteratur, ikke videnskabelig som Vikrots lærebog (se DM 1948, nr. 1, p. 15), men menneskelig og ikke så utilnærmelig teoretisk-didaktisk som mange forgængeres. Man må ikke lade sig afskrække af titlens »naturmetodekarakter«.

Joan Chissell: »Schumann«. 275 s.

Peter Lathani: »Bralims«, 230 s., begge indb., ill. og ni. nodeeks., samt appendix'er m. kompl. værkfortegn., systematisk kronologisk liste over samtlige personligheders alder, personaliefortegn. og bibliografi. - »The Master Musicians«, Dent & Sons, London.

Hvor man dog glæder sig ved at eje disse små, læki~e, levende og nyttige bøger og lover sig selv, at ikke een af den lange serie fra Palestrina foreløbig til og med disse bøger skal mangle i samlingen! For tidsbilledets skyld, til opslag, til belysning af kompositionelle problemer, ved køb af noder, på grund af bibliografiske henvisninger - hører disse bøger med til vort musikteoretiske og do-literære udstyr.

Is""ær bogen om Schumann er meget indtagende. Hele denne drengede, ufærdige, betrængte og forcerede stemning, der tilsidst spidses til i tragisk afmagt og forvirring af forestilling er så menneskeligt rigtigt udtrykt og holdt sammen ved brevcitater.

Bogen om Brahms er i endnu højere grad en interessant personanalyse og psykologisk studie. Men selvom man sikkert vil foretrække denne fremfor den anden på grund af hans personligheds større vægt, må mån. ikke forglemme, at det var Brahms, der som en kejtet dreng kom til Schumanns hjern, og denne sidste ydede hans evner, dengang knap udfoldede, fuld anerkendelse. Vi bør også erkende, at Sch. besad den meget sjældne evne at kunne bedømme sin samtid uendelig mere retfærdigt end den ofte bedømte ham, navn'lig i begyndelsen.

Bøgerne er »handy«, ca. i partiturstørrelse, med smukt tryk - sådan som kun englænde'rne kan lave bøger. De kan læses i sengen uden fare for seneskedehindebetændelse, de kan tages i lommen. Men, har man til hensigt at have hele serien, bør De ikke lånes, ud! 7 sh. 6 d.

Folke H. T.5rnblom: Symfoniboken, 280 s., m. nodeeks.

Julius Rabe: Beethovens symfonier, 196 s., ni. nodeeks., ordlister for nogle faglige udtryk samt en pladefortegnelse.

Der gøres meget for at bringe lødig niusik ud til den brede befolkning; Tårnblom hører til dem, der har gjort allerinest. Men det i-nå vist være en fejltagelse, når

7,

dette sidste værk kaldes »uppsla-sbok«-, den er i sit udval g, af wienerklassisk og roinantisk symfoniniusik en indføring i de populæreste hovedværker, men savner aldeles registre, tavler o«.,, fortegnelser til opsla-r. Bortset fra valget af værker er den ikke ""egentlig populær, hverken i sprog eller arbejdsmetode.

Rabes bog er populær på en anden måde, fordi den er klar, solid, med gode analyser og giver et reelt indblik i form og idé. Den er skrevet i et behageligt sprog og giver et udmærket billede af Beethovens arbejdsmetode. God for studerende i forinlære og lidt viderekomne amatører. Begge bøger udfylder et behov for tilgængelig oplysning. Borgsmidt.

Alfred Einstein: »»Short History of Music««. 213 s. - Cassel, London 1948. 8 sh. 6 d.

Alfred Einsteins handy »short history« er virkelig en kort musikhistorie. Præcist og kortfattet fortæller han om musikens udvikling, berører alle dens former og faser og karakteriserer dens inestre. Klart formår han med få ord at rede,,,øre for det væsentlige i en stil eller hos en komponist, der har haft særlig betydning for dens udformning. Men det er ikke en musikhistorie for begynderen, snarere er det et resumé uden nodeeks. for musikeren, der i forvejen har fornemmelsen af og kendskab til stilperioderne, eller for den studerende, der kan genopfriske den latente viden, han tidligere har tilegnet sig gennem bindstærke værker. Denne udgave af værket, som er skrevet i slutningen af 20'erne, er det femte oplag i England.

Gereon Brodin: »Musikordbok«. 260 s., ill. - Forum, Stockholm 1948. 18 sv. kr.

Sammenligner man Brodins musikordbok f. eks. med K, Aa. Bruuns danske bog med samme titel (den har iøvrigt været en slags forbillede for Brodin), må man nærmest karakterisere det svenske værk som en mellemting mellem leksikon og ordbog. Brodins værk er fyldigere og bredere tilrettelagt, både hvad emner og billedstof angår. Det kan næsten ikke undgås, at der kan gøres visse indvendinger overfor begr.-)ensningen af stoffet: »Espansiva« - f. eks. - er en også i Sverige højt skattet symfoni, men hvad titlen betyder, vil man ikke kunne få forklaret. Xylophonen kan man selvfølgelig finde, men støder man andetsteds på betegnelserne sticcato el. claquebois (træspil), står de ikke forklaret, hverken selvsteendigt eller under xylophon. Dette og lignende hører til manglerne, men de er forbavsende få i betragtning af den begrænsning, der altid vil gøre sig gældende i en .decideret musikordbog i forhold til et leksikon. Det rigelige billedstof er fint valgt, særlig hvad de historiske billeder angår, og sådan noget som tavlen over nodeværdiers og pausers benævnelser på 6 sprog er glimrende opstillet og meget anvendelig. Værket er også præget af sans for det aktuelle og i højeste grad anbefalelsesværdig for danske læsere.

Henry Wood: »5About Conducting««. 124 s., ill. - Sylvan Press, London. 3 sh. 6 d.

Det er en almindelig anerkendt påstand, at man ikke kan lære at dirigere; sir Henry Wood (1 1944), skaberen af de store og stærkt besøgte »Queens Hall«koncerter i London, de såkaldte »Proms«, er tilhænger af påstanden og fremsætter den straks i sin booklet »About Conducting«. Men faktum er dog, at han har skrevet om denne ulærbare kunst, og det må vel være, fordi der er noget, man kan lære! Givet er det, at man kan lære meget af sir Henry, og det, om man så ønsker at blive dirigent eller blot har musiken som hobby, men en del af hans »gammeldags« almenmusikalske påstande skal man blot tage med nogen forsigtighed og kritik. Haner modstander af »let-the-musie-speakitself-begrebet«, som han tager meget bogstaveligt, og han tilgiver ikke Schweitzer hans skyld i den nu udbredte trang til terrassedynamik i udførelsen af barokmusik. Meningen med bogen er hovedsagelig at gøre den unge dirigent-in spe bekendt med de mange og forskelligartede erfaringer, han har gjort som en musikens tjener gennem et langt liv, og der er nok at øse af. De gode råd næsten falder over hinanden, ja man får sågar at vide, hvilket undertøj det er mest praktisk at bruge, og at man efter afvaskningen, når prøven er forbi, helst skal bruge en god

sprit. Som han skriver i en parentes: »(I always use good eau-de-cologne)««. Foruden opstilling og uddybning af 8 punkter eller krav, som den vordende dirigent må honorere, berører sir Henry en række spørgsmål af praktisk betydning i arbejdet med et orkester. Værket beretter adskilligt om musik- og orkesterforholdene i England, og sir Henry's fortællemåde med hans hyppige »my dear old. Queens Hall«- eller »dear old Beethoven«-vendinger, hans lidt brovtende men hyggelige selvoptagethed og selvros er boller på suppen, som får den til at glide ned i en intim, familiær atmosfære, selvom man måske nok studser, når han siger: »Gennem mit pionérarbejde i de forgangne år er vi (England) utvivlsomt nu en musikbevidst nation«!!

Sir Henry var altid parallelt med kunstneren en praktisk mand, han understreger stærkt, at musikstuderende burde have adgang til alle prøver - at skolebørn burde få lejlighed til at overvære prøver, hvilket han har gjort erfaringer med og at et fast symfoniorkester burde prøve mindst 12 timer om ugen på nye og ukendte værker.

Skal vi så ikke blot sige, at de musikstuderende med talent for direktion også kan lære denne kunst »my dear old now deceased Sir Henry««!

F. S. P.

Dr. Kurt Pfister: »Das Leben Rossinis«. 162 s., ill. - Gallus Verlag K. G. Wien 1948. Pris: s. fr. 12,50.

Forfatterens hensigt er ikke at analysere R.s værker eller beskrive hans biografiske data, men gennem anekdoter, breve og gengivelse af samtaler med samtidige at illustrere hans personlighed og se dem i relation til den musikhistoriske udvikling. Denne hensigt nås kun delvis. Emnet behandles for perifert, og forfatteren støtter sig til forældede kilder. Det ukritiske referat af de sejglivede og uautentiske anekdoter, der allerede ærgrede R. i levende live, og hvis overdrivelser senere er påvist, indgår ikke i nogen

n

overbevisende sammenhæng og tjenerkun et underholdende formål, hvad der må undre, da bogens filosofisk-causerende karakter på den anden side fortrinsvis gør den egnet for læsere med forkundskaber. Dens ene halvdel handler om R.s uproduktive tid, hvorved dispositionen får overbalance. Kapitlet om »Barberen« har originale synspunkter, som man kunne have ønsket langt niere uddybet på mange uvæsentligheders bekostning.

Bogen er smukt udstyret og har fortræffelige portrætgengivelser, men Tyskland skylder stadig R. den »rigtie-,e« biografi. P. L_J.

Erik Stahl: Sovjetniusilen i historisk og aktuel belysning. (1949). 31 sider. Udgiuet af Dansk-Russisk Sanwirke.

Pjecen uddyber de synspunkter, som forfatteren tidligere har gjort sig til talsmand for i DM (1948, nr. 10). Den grundige redegørelse for den russiske in dstilling til kunsten og dens forudsætninger gør indtryk af i højere grad at hvile på (musik)literære studier end rent musikalske undersøgelser, men med de niange interessante citater gives der et klart billede af Sovjetunionens æstetiske teori og praksis.

Det siges -om den sovjet-realistiske mu-

sik, at dens principer kun kan finde gro-

bund i lande med en veludviklet folkelig

musikkultur, og at en sådan forlængst er

død herhjemme. Iøvrigt er forfatteren

overbevist om, at USSR vil lade udviklin-

gen på musikens område i Vesteuropa og

Amerika gå sin skæve gang. Såvidt jeg

kan se, foretrækker man herhjemme at

opdrage folket fremfor kunstnerne til en

gensidig forståelse. At komponisterne ikke

er uopmærksomme på »kløften«, fremgår

f.eks. af Hindemitlis,Wiener-foredrag, re-

fereret i DM 1949, nr. 5. 1~'. L

Noter

Det amerikanske forlag Alfred A. Knopf har udgivet en lang række musikbøger, hvoraf flere uden tvivl vil have interesse for danske læsere: Komponisten, »New York Herald Tribune«s kendte

musikkritiker Virgil Thomson har samlet sine bedste artikler og kritiker fra perioden 1944-47 belysende musikliv i Amerika og Europa under titlen »The Art of Judging Musie« og om musiklivet i Amerika under krigen skriver han i værket »The Musical Scene«. Charles O'Connell, der i lang tid var chef for de klassiske indspilninger hos »Victor« og »Columbia«, fortæller om koncertsalens o-, grammofonens store kunstnere i en bog med titlen »Tlie Other Side of the Record«. Under titlen »Bohuslav '~Nfartinu« har Milos Safranek skreve~ om sin ven og landsmand, den kendte tjekkiske komponist, og ~`ictor Ilyich Seroff's bog om »Dmitr! Shostakovleli« er blevet oversat til engelsk på samme forlag. Blandt andre biografiske værker foreligger en bog om »Handel« af Herbert W'efnstock og Rinisky-Korsakov's selvbiografi »Ny - Musical Li fe« i oversættelse af Judah A. Joffe og med indledning af Carl van Vechten.

// På forlaget Princeton University Press har musikforskeren Alfred Einstein udgivet et trebinds storværk om »Tlie Italian Madrigal«, værket N-11 senere blive anmeldt i DM.

// Den tyskfødte musikvidenskabsniand Willi Apel, der siden 1935 har virket i Amerika bl. a. ved Harvard University, har udgivet »Harvard Dietionary of Musie« på forlaget Harvard Universit Y Press.

// Det engelske forlag Cassell har udgivet to musikbøger »Franz Schubert« af Newman Flower og »Harpsichord Musle« af Max Kenyon; begge værker vil blive anmeldt i DM. De kommende måneder vil bringe en del nye musikbøger fra engelske forlag; forberedt til udgivelse er: »Fran~ois Couperin«, den første engelske studie af Couperin og fransk klassisk tradition, af Wilfrid Mellers (Dobson), »Musical Year Book« (Hinrichsen), »Northern Indian Music - Vol. 1: History, Theory and Technique« (Christopher Johnson) af Alain Danielou, der skriver om indisk musik efter 15 års studier i Indien, »The Oratorios of Handel« af Percy M. Young (Dobson) og »The Stories Behind Music« (Rider) af Robert Elkin.

// I serien The Musical Pilgrirn, Oxford University Press, er udkommet en kortfattet, lettilgængelig bog om Cesar Franck af John Horton. Efter en kort biografisk introduktion redegør-es for hovedværkerne, hvor forfatteren særlig fæster sig ved den stilistiske indflydelse, som Franeks ørganistgerning indenfor den roniersk-katolske kirke har haft på hans komposition.