Tiden er nu inde

Tiden er nu inde

På regeringspartiets store 25. kongres i Århus bebudede folkelingets formand Julius Bomholt d. 6. sept., at tiden, nu var inde til el nyt kultur-fremstød. Med stor interesse fordybede man sig dagen efter i regeringspressens referat af denne kultur-bombes indhold, som blev kaldt »en redegørelse for Socialdemokraliets kulturprogram«. Ved gennemlæsningen blev man, grebet af den, lyseste oplimisme, for det hed bl. a.: »der må altid være rummelig plads for eksperimentet på alle kulturlivets områder ... vi helmer ikke, før ethvert menneske i vort folk har adgang til kulturens værdier.. . også undervisningsmaterialerne må indrettes med de nye arbejdsformer for øje«, og man. måtte søge »en billiggørelse af den del af bogproduktionen., der tjener oplysende og højnende formål«, at der overfor den. kulørte ugepresse, som spiller en meget stor rolle, »må sættes ind, hvis den kulturelle standard i landet skal hæves«. Som konge over radiorådet skulle Bomholt have særlige forudsætninger for at skitsere kulturelle fremtidsplaner for radioen, det var derfor for den musikinteresserede noget nedslående i det ellers så fyldige og lyse referat at læse, at »vedrørende kravene til programmerne, henviste taleren til udtalelser fra Arbejdernes Radioforbund«, hvori der, som det vil erindres, kun. var lidet opmuntrende ting at hente for musiklytteren. Men. overfor dette kapitel i Bomholts tale kaster der sig unægtelig også en stor skygge, da man. jo i sandhedens interesse må konstatere, at der til trods for at musiken optager langt den. største sendetid (44,6 % eller 2361,4 af de ialt 5294 samlede sendelinier) blandt radiorådets 16 medlemmer ikke findes een repræsentant for musiken! Men skyggerne forsvandt næsten, da man kom til »musiken« (udenfor radioen), hvorunder Bomholt påpegede »betydningen af, at der tilrettelægges en musikopdragelse, som begynder i skolen. og videreføres i ungdomsskolen, og på kursus, men også tanken. om at knytte diskoteker til folkebibliotekerne blev luftet, ligesom en stor idé om at samle konservatoriels og Universitetets nodearkiver, Musikhistorisk museum og evt. et diskotek under een, hat i et musikens hus.

I sandhed et kulturprogram, der vækker forhåbninger, ja man bliver næsten bange for, at brødet er slået så stort op, at det ikke kan bages uden at blive ubehagelig klægt. »Social-Demokraten« synes ihvertfald selv at have haft en sådan fornemmelse, da den i en leder (9. sept.) kaldet »kulturprobleiner« trækker i land og skriver: »Inden man. går videre, vil det sikkert være på sin plads at erindre om, at der ikke er tale om noget vedtaget program, end ikke om et forslag til vedtagelse. Det er blot tanker til overvejelse ... « Hvorfor nu denne malurt i bægeret? Det skulle vel ikke være, fordi kendsgerningerne på bl. a. musikens område i dag opviser et trist sort billede, som kun et næsten overrnenneskeligt idealistisk arbejde, en usvigelig tro og en urokkelig vilje kan udslette? I en kronik i »Politiken« (3. sept.) viste professor Finn Høffding, hvordan dette billede ser ud, hvor det gælder musikopdragelsen i folkeskolen. Her klinger en berettiget anklagende stemme: »Hvem er det, som i de snart 30 år, radioen. har virket, endnu ikke har erkendt, at denne virksomhed, såvel som opfindelsen af grammofonen, må få en fuldstændig omvæltende indflydelse på den musikalske folkeopdragelse? ... findes der et eneste fag, der ved radioens og grammofonens opfindelser har fået en så fuldstændig ny situation som musikens? ... trods radioens og grammofonens eksistens har faget sang i dag ikke undergået nogen nævneværdig forandring i retning af musikopdragelse i forhold til tidligere tid. Man må igen spørge, hvem har ansvaret for det? ... at enhver skole må have sit grammofonanlæg og sin pladesamling, skulle det ikke være nødvendigt at nævne, ingen har nogensinde undret sig over, at enhver skole har sit bibliotek, sin naturhistoriske samling m. m.« - - o. s. v. kunne man fortsætte. Forlængst kunne man fra sterlingområdet uden valutabesvær for landet frit have åbnet for den for musikkulturen så betydelige grammofonpladeimport, i stedet oversvømmes landet af udenlandsk kulørt lekture, som man ifølge partiprogrammet, der altså ikke er noget program, ønsker at komme til livs, og hvorfor understreges et par gange diskotekernes kulturelle betydning, når grammofonpladen nægtes adgang som luksus?

Ja i sandhed: tiden er nu inde, den har været inde i mere end 20 år, tør man så blot tro på, at man »ikke helmer, før ethvert menneske i vort folk har adgang til kulturens værdier«.