Grammofonplader og jordbærmarmelade

Grammofonplader og Jordbærmarmelade

Medens musiklivet i september bød på en altoverskyggende musikalsk oplevelse med »The English Opera Group's« fremførelser af BENJAMIN BRITTENS operaer »The Rape of Lucretia« og »Albert Herring«, så har oktober-koncerterne været domineret af »NUOVO QUARTETTO ITALIANO«s, KATI-ILEEN FERRIERS Og ISAAC STERNS uforlignelige præstationer. I alle tilfælde drejer det sig om verdenskunstnere og om storværker, der af de samme kunstnere er blevet indspillet på grammofon. Medens vi før 1939 var grundigt informeret om de verdensberømte musikeres kunstneriske kvalitet gennem grammofonindspilninger, så er det endnu, mere end fire år efter krigens slutning, ikke lykkedes at få grammofonpladen anerkendt som en kulturel nødvendig artikel, der rettelig burde have en fortrinsstilling fremfor amerikansk og engelsk kulørt lekture. Heri må vi bl. a. søge grunden til, at ovennævnte kunstnere var næsten, ukendte herhjemme, da de første gang gæstede Danmark sidste år, medens de ikke mindst takket være grammofonpladen var højt estimerede og havde skabt store og varige glæder for et tusindtalligt musikpublikum udeomkring i verden. Blandt de indspilninger, der ville få en grammofonlytters øjne til at stråle og ører til at stritte, men som handelsministeriet af uvidenhed og meningsløst stivsind nægter al anerkende som mere værdifulde end bloddryppende »Thriller«s, skal nævnes Glucks »Orfeo« indsunget af Kathleen Ferrier, Zoe Vlachopoulos og Anne Ayars og Pergoleses »Stabat Mater« med Kathleen Ferrier, Joan Taylor samt The Nottingham Oriana Choir og Boyd Neel's orkester, foruden, hvad enhver discophil ved, Brahms' alt-rapsodi med Ferrier, alle på »Decca«. Få er de lykkelige, der har kunnet erhverve sig nogle af disse Perler; turde man så blot håbe, at de individer er ligeså lykkelige, de mange herhjemme, der i et øjebliks ubesindighed har været så uheldige at erhverve sig nogle af de græsselige papirstapeter, i hvis kant der står prentet de kendte ord: MADE IN ENGLAND.

Farvel Kathleen Ferrier, farvel »Nouvo Quartetto Italiano«, farvel Isaac Steriz, farvel Benjamin Britten og farvel »Lucretia«! I var med til at bringe os de skøn.neste musikalske og kunstneriske glæder vi nogensinde har haft, vi kan ikke takke jer nok for det, og dog, måske kan vi takke jer ved i mindet at bevare disse oplevelser, der, hvor meget end mindet vil fortone sig, stedse vil lyse i sindet ]ned skønhedens klare og varme stråleglans, der er så uendelig højt hævet over de menneskelige fejltrin, der hedder kulørt lekture og kulørte tapeter. I var de sande repræsentanter for jeres hjemlands og for menneskehedens fineste kultur, og vær forvisset om, at vi, der havde den lykke at lytte til jeres kunst, vi tror ikke at kriminalgysere, victorianske papirstapeter, pin-up-girls-bare-ben-beprydede-billedblade og sure essensduftende marmelader er de højeste åndsprodukter, der kail fremstilles i jeres hjendand, ligeså lidt som vi håber, at jeres indtryk af det lille Danmark må være blevet, at vor kultur kan rummes i en skibsladning smør, æg, ost, bacon og Brisson.

Men tro os, den dag - måtte den dog komme snart - da jeres skønne kunst via den runde sorte plade for altid kan blive enhver musikalsk danskers eje, den dag klistrer vi de hteslige victorianske tapeter over med nogle fine danske kunstlapeter, den dag går, alle de kulørte blade og dito »Pocket Books« i centralfyret eller kakkelovnen, den dag sætter vi et glas god gammel hjemmelavet jordbærmarmelade på tebordet, og så kan svinene, der skal eksporteres til England og andre steder blive fodret med det sure stads, som vi importerede, medens millioner af jordbær rådnede på danske marker, fordi inan ikke ville give sukker til Inarmeladesyltning, den dag vil jeg i al beskedenhed wrgre handelsministeren, så han dybt må erkende, hvad han burde have frigivet for et par år siden, ved al forære ham en indspilning med f. eks. Kathleen Ferrier med hilsen fra

Den marmeladesure.