Efter koncerten

Efter koncerten

Hugo Seligmann: »Efter Koncerten - efterladte Papirer« m. forord af Vagn Kappel. 191 s. Kr. 15,00. - Politikens Forlag, København 1949.

Det er snart nogle år siden, vi i Politiken har kunnet finde den H.S.-mærkede musikanmeldelse; da Seligmann i 1945 vendte hjem efter et par års landflygtighed i Sverige, var han allerede en af sygdom dødsmærket mand, og selvoin lian endnu et par år fik lejlighed til at prente sin signatur under anmeldelser i det blad, som han trofast havde tjent gennem en menneskealder - som fast- anmelder siden 1919 - så syntes det, som om den glød, der havde skabt hans ry - eller rygte om man vil - i disse år var ved at slukkes. Men i årene indtil begyndelsen af 40e'rne stod han på sin kunsts højde, og det er et udpluk af denne kunst, Politikens Forlag på 30-års dagen for Seligmanns faste ansættelse ved Politiken (2. okt.) har udgivet i 800 nummererede eksemplarer i et udstyr med vignetter af Sven Brasch, som ville have frydet selv H. S.

Kunst! Er en musikanmeldelse kunst? Ja, for -H. S. var det en kunst, en journalistisk portrætkunst, som ingen herhjemme gjorde ham efter, og som gjorde ham til en ener blandt sine kolleger, af hvilke han ubestridt var den mest læste, beundrede, åndfulde, elskede og hadede. Disse »efterladte papirer«, samlet af ham selv, fortæller tydeligt, hvorfor. H.S. elskede musiken, han tilbad fru Musica med en elskers ømhed ' glød, lidenskab og patos, men kærlighed gør blind - omend ikke døv, som Carl Nielsen har tilføjet - og i blinde kunne H. S. fare, når han f. eks. hos en kunstner eller især -inde kunne fornemme den hellige ild og derpå fflåske yderligere forstærket af vedkommendes blonde hår tegnede et journalistisk portræt så musikalsk idealiseret. og olympisk, at den unge himmelstormer måtte gå i angst og bæven for, hvordan han/hun skulle kunne dække dette idealbillede ved næste koncert.

H.S. var et bål, han afskyede det lunkne, og dette bål var enten himmellys eller helvedes flammer, og vé den, flammestrålen ramte. »Sangeren uden stemnie«, Ludwig Wå11ner, fik den at føle: »Og som sådan (som sanger) vil jeg nu kværke ham« - skrev H.S. Hvis et stort navn trængte sin person i forgrunden på bekostning af den kunst, han skulle tjene, steg H. S.' forblændelse til morderiske højder: »-hvor jeg skummede af Raseri og forbandede mig

selv, fordi jeg er saa fummelfingret og fuldkommen Idiot til at haandtere en Revolver« en svada, møntet på storviolinisten Willy Burmester; ingen var vist i tvivl om, hvad H.S. niente, ognian godtede sig. Eller hvad mener De om denne vaskeægte injurie: »En af de største Løgnelialse jeg kender er Louis Jensen.« H.S. kunne sige forbavsende ting, og han behøvede vist næppe synonymordbog for at supplere sit gloseforråd. Hermed en prøvekollektion, en karakteristik af Edwin Fischer ordret citeret: »Dommen: Vital. Spændt og bespændt. Mandig, med ædel Rejsning. Frodig, fyrig, en Funklen, en Fygen, en Fnysen. Et lystigt henslængt Overmod, en Grublen, en Tænksomhed, Skønhed, Ro. En Vilje i Granit, et Krater af Temperament. Ynde, Fortryllelse, Lune og Aand, Vision, Mystik - Dæmon i evigt skiftende Spil.«

Med »neue Sachliclikeit« i musiken fulgte også et krav om større »saglighed« i anmeldelserne; ovennævnte citat opfyldte ikke sådanne krav, og så bed »Pebberfuglen« Dansk Musiktidsskrifts enfant terrible fra sig. Dens nytårspost i 1936 indeholdt »Et telegram fra Salig Hugomann, der triumferende beretter, at han har fundet på 2 nye ord, som foreløbig holdes hemmelige.« Nuvel, H.S. brugte mange ord, men ingen kan bortforklare, at han foruden at bruge dem i- ned hvas satire og barok humor også kunne anvende dem til en fin og rammende karakteristik: »Tonen i Oxenvads Klarinet var en Ur-Tone, primitiv og ubesmittet, af sær bukolisk Timbre, nøgen Lyd om man vil. Men ved sin Oprindelighed selve Naturens Tone, skabt af den og i uforgængelig Pagt med den.« Og er lian ikke taget lige på kornet: »Orgelpunktet Ebbe Han2erik«? H. S. kunne sige meget i et enkelt ord eller en enkel sæ. tning, og han kunne sige det smukt: »Elisabeth Dons' Orfevs blev den menneskelige Lidelses Ædelsten.«

»Efter Koncerten«, der portrætterer så mange kunstnere og kunstværker, er i sig selv et portræt af H. S., i virkeligheden et portræt, der i sine detailler er ligeså ubarmhjertigt afslørende, som de miniaturer lian skabte af andre i godt og ondt, simpelthen fordi H. S. på sit stafeli skabte billeder, der - hvem de end forestillede i det ydre - altid tillige afspejlede personligheden H.S. Heller ikke denne form for personlig personlighedsdyrkelse tiltalte imidlertid »Pebberfuglen«, der. i 1934 hvæssede sit næb så skarpt, at den kunne mejsle en gravskrift med følgende ordlyd:

SALIG HUGOMANN

søg som målerlarven

målet i diu selv

Seligmann har foretrukket ikke at tidsfæste numrene i sin prøvekollektion, men i de tilfælde, hvor det er lykkedes at finde nogle prøver ved selve kilden, viser det sig dog, at H. S. har pyntet med enkelte rettelser, der dog i nogle tilfælde (f. eks. Yehudi Menuhiii) ta'r en del af pynten bort. I andre tilfælde.har han skåret portrættet ud, så det står nøgent uden den ramme, der gav det fasthed og perspektiv.

Hvis man i Seligmanns efterladte papirer venter at finde anmeldelser, hvis kritiske indhold har fået større betydning for kunstnernes kunstneriske udvikling eller har været ideal for yngre kritikeres*virksomhed - i lighed med Haiislick i slutningen af forrige århundrede - så leder man f orgæves. H. S. v a r H. S., en criticus, hvis journalistisk kunstneriske virksomhed fastholder en menneskealders københavnske musikliv, set gennem hans stærkt personligst farvede briller, men kedeligt er dette kig ind i det flygtigt forgangne avisstof ihvertfald ikke.

F. S. P.