Fra grammofonens verden

Fra grammofonens verden

Den «-eldste danske musik

Knud Lavard-hymne: »Gaudet Mater Ecclesia«. Mariavise: »Mit Hjærte brænder hedt som Baal«. Fra »Astree Sjunge-Kom: Daphnis-visen. Oden und Lieder (Voigtlånder): Chrysillis-visen.

Kbhvn.s Drengekor, dir. Wö1dike, Holger Kørgaard. - H.M.V. Z 291 og X 3217 (25 cm).

Lurtoner, Fo Zkevisestrofe, Mariavise: »Mit Hjerte breender hedt som Baal«. Anker Albeck og Palmer Traulsen, Frans Andersson. - Tono 78 R (3317-18) 25 em.

Da Valdemarernes stamfader, Knud Lavard - efter mordet i Haraldsted skov - i 1170 af pave Alexander III blev erklæret for helgen, skrinlagdes det fuldstændige helgenofficium »Ordinale St. Kanuti ducis martyris« i St. Bents kirke i Ringsted under udfoldelse af store og prægtige ceremonier. En førstehåndsafskrift af officiet findes i det velbevarede Godex Kiloniensis i Universitetsbiblioteket i Kiel. Den indsungne hymne »Gaudet Mater -« (Nu glæder moder kirken sig) er fra denne afskrift, et smukt vidnesbyrd om den tidligst forekomne kendte danske kirkemusik. Hymnen foreligger med to melodier: en jonisk (dur) - et i den tidlige kirkemusik iøvrigt sjældent forekommende fænomen med denne toneart, der ellers kun

anvendtes til »Musica Vulgaris« - og en hypomixolydisk. Muligvis har melodierne været at bruge til samme tekst efter behag, dog næppe følgende liverandre til liver andet vers. Ikke desto mindre frenikommer der en meget smuk form, hvis man sammenstiller begge melodier og således opnår en slags dominantspænding i mellemdelen og som helhed en skøn A- B-Aform. Således har Wåldike valgt at indsynge hymnen med drenge- og mandskoret, der unisont synger A-delene sammen og efter tur B-delene. Resultatet er blevet meget smukt, og man indlemmer i-ned glæ-de denne perle i sin pladesamling.

Den anden side optager en Mariavise af den danske munk Peder Reff Lyllæ (om musikken har samme autor er ukendt), og den er fundet af Angul Hammerich på Universitetsbiblioteket i Kbh., optegnet mellem andre Mariaviser blandt latinske formularer mod tandpine, tyveri, blodflod etc., fortegnelser over Jomfru Marias 73 navne og årets 12 vand-og-brød- fastedage m.m. m. Den stærke doriske melodi med teksten prisende Madonna, affattet i en blanding af dansk og latin, stammer fra ca. 1450. Den foreligger nu både i en Tonoindspilning med Frans Andersson og en H.M.V.-indspilning med Holger Nørgaard, og derfor er en sammenligning uundgåelig: Optagelserne afviger lidt i tekst-tydningen og enkelte steder i fraseringen, hvilket dog ikke er af afgørende betydning, derimod er foredraget af visen højst forskelligt. Nørgaard synger den lyst og let, lidt hurtigt og med en egen lyrisk sværmerisk hengivelse i tonefaldet (det er jo til Marias pris), medens Frans Andersson har taget lidt operaformat med foran mikrofonen og tolker visen noget brovtende nærmest som en verdslig vægtersang. Man kan måske diskutere smagen, mindre derimod stilen, hvor Nørgaards forekommer renest og umiddelbart tiltalende. Bagsiden af Tonopladen indeholder prøver på danske lurtoner - en fin optagelse indspillet af Anker Albeck og Palmer Traulsen på de ca. 3000 år gamle lurer, fundet i Tellerup på Fyn,- samt den fra radioens pausesignal kendte folkevise-strofe, der er fundet i det middelalderlige håndskrift Codex Runieus og er den ældste kendte danske musik.

Fra middelalderen og midten af det 15. årh. springer vi frem til midten af 17. årh., Christian IV-tidens Danmark, hvorfra Daphnis- og Chrysillis-viserne stammer. Udsættelserne er stilrent foretaget af Finn Viderø, og også her kan man glæde sig over Holger Nørgaards fine fornemmelse for atmosfæren eller stemningen i disse enkle barok-sange. Begge H.M.V.-pladerne er led af »Edition Balzer«s musikhistoriske serie. Alt i alt giver indspilningerne et smukt indtryk af forskellige faser i den tidlige og tidligste danske musik; de burde også blive et led i skolernes musikopdragende arbejde.

Den yngste danske musik

Jørgen Bentzon: »En romersk Fortælling«, »Løvens Part«. - Columbia DDX 21-22.

Niels Viggo Bentzon: »Partita« op. 38, »Toccata« op. 10, »Koncertetude« op. 40. - H.M.V. Z 7013-15 og Z 276.

Carl Nielsen: »Sommersang«, Knud Jeppesen: »Martssolskin«. Columbia DD 511 (25 cm).

Carl Nielsen: Lille suite op. I. - Columbia DDX 17-18.

Joh. Svendsen: To svenske Folkeviser. - H.M.V. X 7207 (25 cm).

Farnilien Bentzon dominerer de nyeste indspilninger af vor tids danske musik og nestor Jørgen B. er repræsenteret med et af hans dejligste værker for kor »En romersk Fortælling«. I dette o. I. værker står J. B. på sin kunsts tinde; han kan få en korsals til at klinge samtidig med at han

lader sit musikalske vid spille med uimodståelig charme. Det er et stykke kunstmusik, hvormed han har opnået en fin balance med de i bedste forstand folkelige elementer. Universitetets kor af musikstuderende under ledelse af Niels Møller, der her har fået en fin grammofondebut, og med Jytte Forchhammer og Holger Nørgaard som solister og Herm. D. Koppel ved klaveret, giver værket en smuk udførelse. Måske er klangen ikke helt homogen end~ nu, men fine detailler vidner om dets rige muligheder, hvis ikke en for hyppig udskiften af sangere vil besværliggøre arbejdet med at udnytte disse. Jytte F.s, varme og smukt beherskede mezzo viser hende som en lovende kunstnerinde. Fjerde pladesides to korsange, den dystert melankolske »Døden og Brændehuggeren« og den muntert ironiske »Løvens Part« ligger i udførelsen på samme høje musikalske plan.

Niels Viggo Bentzons store klaverværk »Partita« (1945) blev optaget for nogle år tilbage, men måtte nyindspilles uden at være publiceret, ligesom »Toccata«en op. 10, hvortil matricerne efter udgivelsen af første oplag, er gået tabt i Tyskland. Begge indspilninger af disse to mesterværker indenfor den nyeste danske klaverlitteratur er fremragende og selvfølgelig - med komponisten selv ved klaveret - i opfattelsen helt autentiske præstationer. Præambulet står fint og ædelt i karakteren, gennemstrømmet af c-tonalitetens klare lys, der fortones og moduleres over til estonalitetens varmere og mere dæmpede klange. Det er uden tvivl den pladeteknisk mest vellykkede sats. Med lidt forbehold må man se på 2. og 5. sats; de er selvfølgelig blændende spillet med N.V.B.s karakteristiske expressive klaverbehandling, men på pladen kan særlig »Fanfaren« med de store brudte akkorder virke generende abrupt i klangen. På 6. pladeside har Bengt Johnsson indspillet NX.B.s koncertetude op. 40 med klar og omhyggelig omend ikke helt pletfri teknik, og rytmisk-klangligt mere præcist end beåndet.

Nyindspilningen af toccataen (1941) er interessant forsåvidt som den viser, hvordan N.V.B.s egen opfattelse af værket er afklaret. Hele første del er roligere, har en mere maj~stætisk og båret karakter, og overalt er rytmen strammet og klangen mere gennemsigtig. Kan man sige om den første indspilning, at den er romantisk præget, så er denne klassisk i holdningen. Pladeteknisk er denne indspilning også finere, svinger ikke i klangen som den første. Hvor N.V.B. ikke selv når rundt i verden og spiller sine værker, vil disse optagelser kunne slå hans navn som en af vor tids mest begavede klaverkomponister fast. Indspilningerne er led i serien »Edition Balzer«.

Med Folmer Jensen. som akkompagnatør har Kåle Bruun. Bielenberg indsunget Carl Nielsens »Sommersang« o-,, Knud Jeppesens muntre »Martssolskin« (begge Ludvig Holstein), men hendes stemmekarakter, det urolige vibrato og en lidt for skarp affekteret klang passer ikke rigtig til disse dugfriske sange, hvoraf Jeppesens lille perle i lige grad er inspireret af Nielsen og Holstein.

Indspilningen af Carl Nielsens strygersuite op. 1 med Erik Tuxen og radiostrygerne dokumenterer atter Tuxens fine fornemmelse for Carl Nielsens kunst; hans gengivelse er præget af charmerende lune, og det er helt igennem en vellykket optagelse, om ikke bedre så dog fuldt på højde med Det. kgl. Kapel/Th. Jensens tidligere indspilning af værket. Slotskirkens kammerorkester og Mogens Wåldikes indspilning af Joh. Svendsens to svenske folkevisebearbejdelser (optaget 1945) kunne være blevet en smuk optagelse, for det er særlig i harmonisk henseende to nydelige bagateller, som den i Danmark virkende nordmand har formet over de svenske strofer, men pladen er decentreret, on, svinger derfor så me,

,et i klangen, der tillige er stærkt sløret, at optagelsen som helhed er mislykkedes. F. S. P.

Noter

Mogens W,61dike skal, som tidligere meddelt, foruden Bachs 5. Brandenburgerkoncert også dirigere indspilninger af de fem andre Brandenburgere for Skandinavisk Grammofon A/S i løbet af denne sæson. Samme selskab vil tillige optage Herm. D. Koppels 4 sange fra Højsangen, som Karen Heerup uropførte ved en koncert i september. Skandinavisk Grammofon har også iår benyttet sig af lejligheden til at få nogle nye optagelser med Fritz Busch og Radioorkesteret, som har ind-, ,spillet Mozarts Linzer-symfoni og, Haydns symfoni nr. 88.

-// Hvis De disponerer over dollars eller har generøse dollarbekendte, så kan De erhverve Dem no-,le interessante indspilninger ved henvendelse til Folkways Records and Service Corporation, 117 West 46 Ih Street, New York 19, N. Y., USA. 1led stor sukees har The Ethnic Folkways Library indspillet musik fra Navajo- og Sioux-indianerstammerne samt fra stammer i Ækvatorial-afrika, og disse serier er blevet efterfulgt af optagelser af indonesisk musik, som er indspillet i Malajstasterne, på Bali, Sumatra og Java, samt musik fra det mellemste Østen og Palæstina og musik for slaginstrumenter fra Haiti. Alle indspilninger er gjort med indfødte musikere, og for at give deres præstationer den rette atmosfære har andre indfødte danset til musiken under optagelserne.