Københavns Drengekor

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 11 - side 246-251

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Københavns Drengekor

Af Povl Fledelius

Det var med vemod man i 1934 erfarede, at Palestrinakoret og Cæciliaforeningen, korlitteraturens ædleste fortolkere, måtte gå ind. Imidlertid var på dette tidspunkt en. ny institution vokset op, der efterhånden skulle vise sig værdig til at føre de gamle traditioner videre. Denne institution var Københavns Drengekor, der i disse dage fejrer sit 25 års jubilæum ved to koncerter i København. Dette kor er nu så kendt af musikelskere over hele landet, at det vil være naturligt at give en kortfattet redegørelse for dets udvikling i de forløbne år.(1)

Københavns Drengekor blev stiftet den 19. september 1924. Tanken var at skabe et kor, der i lighed med de berømte udenlandske drengekor kunne bringe den gamle kirkemusik i en autentisk udførelse med drenge- og mandsstemmer. Det egentlige initiativ udgik fra Wilhelm Hansens musikforlag, der stillede en betydelig kapital til rådighed for planens gennemførelse. Korets leder blev som bekendt Mogens Wöldike, der bl. a. som skaber af Palestrinakoret havde vist sine sjældne evner både som korleder og som fortolker af den gamle kirkemusik. Koret blev oprindelig startet på rent privat basis: Ved at henvende sig til byens skoler og skolesanglærere samlede man ad frivillighedens vej en del drenge, der mødtes 3 gange ugentlig efter skoletid til prøver på Vestervoldgades kommuneskole. Det krævede et stort arbejde at opdrage disse utrænede børn til fremførelse af kirkemusik, idet tilegnelsen måtte ske gennem øret alene. Men Mogens Wöldike og hans hjælpere (sanglærerne Poul Bang og Hakon Godske-Nielsen) arbejdede tålmodigt i ca. 2 år, inden man i maj 1926 afholdt den første koncert, der fik omtale i den københavnske presse. I de følgende tre år afholdtes ca. 3 koncerter i hver sæson. i forskellige af byens kirker samt i Roskilde Domkirke. Pressen var meget forstående overfor disse første forsøg og roste hver gang koret for dets fremskridt, således at selv skeptikerne måtte indrømme, at forsøget på at skabe et dansk drengekor var faldet heldigt ud og lovede godt for fremtiden.

Som en særlig begivenhed i disse første år skal det næ-vnes, at Hans kgl. højhed, daværende Kronprins Frederik, med stor velvilje i 1928 modtog opfordringen til at blive korets protektor.

Imidlertid gjorde Mogens Wöldike snart den erfaring, at man kun kunne nå de helt tilfredsstillende resultater gennem et dagligt effektivt arbejde, og at man ikke kunne sikre korets fortsatte eksistens, med mindre der stod en organisation bag ved, der kunne sørge for en stadig tilgang af drenge. Det var her naturligt at henlede tanken på Københavns skolevæsen: Det ville være det ideelle, hvis man kunne bringe drengenes musikalske uddannelse ind under deres almindelige skolegang. Det var så heldigt, at der på dette tidspunkt fandtes en distriktsløs, kommuneskole, Sankt Annæ Vester Skole i Hindegade, hvor dr. phil. Vilhelm Schepelern var inspektør. Dr. Schepelern, der selv havde hørt drengekoret og var begejstret for det, hilste med glæde den tanke, at man kunne uddanne drengene på hans skole. Sammen med Mogens Wøldike henvendte han sig til Københavns skoledirektion og kommunalbestyrelse, der i 1929 gav tilladelse til, at der på Skt. Annæ Vester Skole blev oprettet en såkaldt »sangklasse«, en 3. klasse, der kun skulle bestå af stemmebegavede og musikalske drenge, udvalgte fra forskellige af byens kommuneskoler. Grundtanken var, at disse drenge skulle have deres almindelige skoleundervisning på Skt. Annæ Vester Skole, og at de tillige - indenfor den almindelige timeplan - skulle få en speciel uddannelse i stemmebehandling og nodelæsningsfærdighed. Dette krævede en daglig sangtime, som man kun kunne opnå ved at reducere timetallet i visse andre fag (f. eks. dansk). Heraf voksede et nyt krav, nemlig, at de drenge, 'der skulle optages, ikke blot var musikalske, men også Lærenemme, således at de med det nedsatte timetal kunne opnå de samme kundskaber som ved andre skoler. Disse principper for optagelsen er med få ændringer og forbedringer bevaret, idet optagelsen i praksis nu former sig på følgende måde:

I 2. underklasse (hvor børnene er ca. 8 år) indstilles fra alle kommuneskoler i København mindst 3 drenge i hver klasse. De udvælges af sanglærerne, der kender dem rnusikalsk, i forbindelse med klasselærerne, der kender deres almindelige begavelse. De ca. 600 drenge, der på denne måde indstilles, samles til optagelsesprøver på forskellige skoler, hvor man hører på deres stemme og undersøger deres musikalske anlæg. På dette grundlag udvælges ialt 72 drenge, der ved det nye skoleårs begyndelse danner de to 3. klasser i sangskolen.

Ved oprettelsen af den første sangklasse var det tanken at give drengene en rationel uddannelse i stemmepleje og nodelæsningsfærdighed. Disse liverv blev overdraget koncertsangerinde Agnete Zacharias og magister Gunnar Heerup, der blev knyttet til skolen som sangleerere. Det viste sig, at man ikke kunne have truffet noget bedre valg. Agnete Zacharias tilrettelagde det stemmepædagogiske arbejde, der skabte korets særlige timbre og klanglige kvalitet; og Gunnar Heerup organiserede en hørelæreundervisning, der brød med alle tidligere indterpningsmetoder og gjorde det muligt for børnene at tilegne sig selv de vanskeligste korstemmer gennem nodelæsningen.

Da først forsøget med en sangklasse var gjort, voksede »Sangskolen« gradvis. Det følgende år (1930), blev der optaget en -ny 3. klasse; og fra 1932 blev antallet af musikalske drenge fordoblet, idet man fik tilladelse til at optage to sangklasser årlig i stedet for een. Herved blev de gamle klasser med almindelige skolebørn afviklet, således at Skt. Annæ Vester Skole efterhånden blev en ren sangskole med musikbegavede børn i alle klasser fra 3. underklasse til realklassen. Det er indlysende, at denne vækst. var af afgørende betydning for hele korets kunstneriske udvikling.

I de første sangskoleår var koret endnu noget uensartet i sin sammensætning. Det bestod nemlig dels af de frivillige drenge fra forsøgsårene, dels af de nye elever på Skt. Annæ Vester Skole; og korets herrer var mest professionelle sangere, der var hentet fra Palestrinakoret. Alligevel .kunne man allerede ved en kirkemusikaften i 1930 spore betydelige fremskridt i korets præstationer, både med hensyn til programvalg og udførelsens kvalitet.

En betydningsfuld udvikling fandt sted i 1931, da Kirkeministeriet og Christiansborgs slotskirkes menighedsråd gav tilladelse til oprettelsen af et mandskor, der sammen med drengestemmerne kunne forrette korsangen (Litu'rgien og »motetter«) ved højmessegudstjenesterne i vinterhalvåret. Dette mandskor blev fast knyttet til drengenes arbejde og gjorde det derved muligt at gennemføre et meget mere omfattende koncertarbejde end tidligere.

Det næste mål blev nemlig at tilrettelægge og gennemføre den række af kirkemusikaftener, der skulle blive et fast led i Københavns musikliv, og som for alvor skulle bevise Drengekorets kulturelle mission. Disse kirkemusikaftener, der næsten alle har fundet sted i Christiansborg slotskirke, blev i sæsonen, 1932-33 indledt med ialt 6 koncerter, der i programvalget knyttede sig til de pågældende kirkelige tider (Alle Helgen, Jul, Faste, Påske etc.). Hermed er allerede grundformen og grundformålet med kirkemusikaftenerne fastlagt: De har dels et religiøst formål ved at fremføre kirkemusik, dels et musikalskkulturelt ved at give en autentisk udførelse af de mange værker, der altfor længe hav~e ligget hen i glemsel herhjemme. Gennemførelsen af dette mål krævede forøgede -økonomiske midler, der bl. a. opnåedes ved tilskud fra. Statsradiofonien, der med stor velvilje transmitterede de fleste af koncerterne og afholdt udgifterne ved disse.

Ind imellem kirkemusikaftenerne blev der også afholdt andre koncerter, af hvilke vi'især skal frernhæve en koncert i Odd Fellow Palæets store sal november 1933. Drengekoret viste her sin alsidighed og betydelige udvikling ved fremførelse af -Bachs 8-stemmige dobbeltkor-motet »Der Geist hilft« med instrumental ledsagelse samt kompositioner af Palestrina, Lotti, Schubert, Mendelssohn og Brahms.

Fra sæsonen 1934-35 blev antallet af kirkemusikaftener udvidet til 12, idet man foruden de almindelige kirkekoncerter indførte orgelaftener og de såkaldte »salme,sangsaftener«, der havde et rent liturgisk formål, idet de var baseret på gregoriansk sang, skriftlæsning og salmesang. Det er allerede i denne sæson tydeligt, at sangklasserne med de udvalgte drenge og den effektive pædagogiske arbejdsmåde har båret rige frugter. Alene af programvalget ser man udviklingen: I modsætning til de første års ret ukomplicerede kompositioner drejer det sig nu om krævende opgaver som Buxtehudes Magnificat, kantater af Bach, Kroningshymnen af Händel, Messias III del i uddrag, Carissimis oratorium,Jeplita. og Roskildepassionen. Især overraskedes man i denne periode over den udvikling, der fandt sted -i a capella sangen, en udvikling, der nåede et højdepunkt ved opførelsen af Marcellusmessen Påskedag 1936, hvor koret viste at det nu kunne betragtes som en værdig aftager af selve Palestrinakoret.

Hele denne udvikling hænger sammen med det tidligere nævnte forhold, at sangklasserne efterhånden var blevet fordoblede. Dette bevirkede nemlig, at man af de i forvejen udvalgte drenge kunne foretage en yderligere udvælgelse til et elitekor, hvis præstationer kunne drives temmelig vidt.

Man mærker da også, at korets anseelse i disse år er i stadig stigen. Det fremgår ikke blot af anmeldelserne, men også af den omstændighed, at der er bud efter koret fra mange sider. Det bliver nu engageret til koncerter rundt om i landet (f. eks.Ringsted, Odense og Århus) ; og det bliver hyppigt benyttet ved officielle lejligheder. Mest betydningsfuld er her Drengekorets medvirken ved festlighederne 1936 i anledning af 400 året for Reformationens indførelse i Danmark.

Det var især daværende skoleborgmester Ernst Kaper, der med sit kendskab til udenlandske drengekor og sin interesse for vort eget, havde'en klar forståelse af, at der her lå en opgave, som naturligst og smukkest kunne løses af Københavns Drengekor. Festlighederne blev fejret ved en række kirkekoncerter med følgende program: et gammelt dansk korværk Lampades (Lamperne), der blev fremdraget til lejligheden, en reformationskantate , af Knud Jeppesen, skrevet over »Vor Gud, han er så fast en borg«, og liturgiske satser fra reformationstiden. Dette program blev i løbet af november måned fremført i fire kirker i København samt i Haderslev, Tønder, Ribe og Viborg; desuden i Malmø, Lund, Helsingborg og senere i Stockholm. Det var drengenes første rigtige koncertturné; og det var første gang koret optrådte i Sverige, hvor det blev karakteriseret som det ypperste i sin art i Europa.

Når disse koncerter blev så betydningsfulde for Drengekorets videre udvikling, skyldes det mange forhold: Koret viste for alvor, at det nu kunne løse kulturelle opgaver af vidtrækkende betydning. - l- de kommende år. indgår det som et naturligt led i officielle musikbegivenheder, hvor det enten drejer sig om den specielle fremførelse af kirkemusik, eller hvor man vil fremvise frugterne af dansk kultur. 1 1936 udbredtes Drengekorets ry ikke blot over hele Danmark, men også ud over landets grænser. Endelig bevirkede de mange koncerter, at korets deltagere i en sjælden grad blev sammensmeltet til en enhed og fik »traditioner«, der fæstnede sig til gavn for alt senere korarbejde.

I årene 1936-38 voksede arbejdet gradvis i omfang og kvalitet. Kirkemusikaftenerne, der var gået ind i deres femte sæson, var nu blevet en fast institution. Da Statsradiofonien efterhånden fik andre opgaver, mistede man den økonomiske støtte lierfra. Til gengæld overtog Kirkeministeriet med stor imødekommenhed udgifterne ved disse »fredagskoncerter«, der var blevet et så væsentligt led i vort musikliv.

I disse år fortsattes også koncertrejserne, idet Drengekoret bl. a. blev indbudt til at give koncert i Hamburg og Lilbeck. Foranledningen til tysklandsturen var, at borgmester Kaper fra en kollega i Hamburg havde fået opfordring til at udvælge et hold danske børn, der skulle inviteres til Hamburg som gengæld. for udvist gæstfrihed mod tyske,, børn i København. Det var med spænding, man i efteråret 1937 vovede sig til. Tyskland, hjemstedet for nogle af. de berømtes t e drengekor. Rejsen blev imidlertid en stor succes. Programmet var fint sammensat med korværker af Palestrina, gamle tyske mestre og danske komponister fra Mogens Pedersøn til Knud Jeppesen. Udførelsen fik enstemmig anerkendelse. Koret blev karakteriseret som et af Kontinentets allerdygtigste drengekor, og i alle blade roste man både klang, intonation. og foredrag.

Foruden kirkemusikaftenerne og koncertrejserne påbegyndte Drengekoret nu en række af offentlige koncerter (mest i Odd Fellow palæets store sal) med fremførelse af større værker for solister, kor og orkester. Forudsætningen for disse koncerter var dels, at antallet af sangdrenge nu var steget så betydeligt, at man kunne stille et virkelig omfangsrigt drenge- og mandskor på benene (ca. 150 sangere), dels, at nian havde opnået et fast samarbejde med Unge Tonekunstneres Orkester, der gennem en arrække var Drengekoret en fortræffelig støtte ved alle koncerter, der krævede instrumental ledsagelse. Det var et lykkeligt samarbejde, som man ser tilbage på med glæde og taknemmelighed.

Blandt disse opførelser mindes man især Haydns »Skabelsen«, 1. og 2. del (februar 1938), der var bemærkelsesværdig ved, at man her for første gang vendte tilbage til den klanglige skikkelse, som Haydn selv havde tænkt sig, ved benyttelsen af drenge- og mandsstemmer. Med denne opførelse viste Drengekoret tillige, at det nu var i stand til at løfte arven fra Cæciliaforeningen.

I foråret 1938 indtrådte en ny afgørende begivenhed i Drengekorets historie, idet Sangskolen, Skt. Annæ Vester Skole, overtog navn og midler fra De forenede Kirkeskoler i Nørregade. De forenede Kirkeskoler var en selvejende institution, der siden 1865 havde arbejdet på en idealistisk basis. Den oprindelige plan var, at Kirkeskolerne skulle give velbegavede og ubemidlede børn en undervisning, der strakte sig udover, hvad kommuneskolerne dengang kunne præstere. Kirkeskolerne rådede over store legatmidler, så det var både en ære og en fordel at blive optaget på, denne skole. I tiden efter den første verdenskrig ændredes imidlertid forholdene. De store pris- og lønstigninger bevirkede, at skolen ikke kunne klare sig økonomisk, men måtte søge hjælp hos kommunen, der efterhånden overtog adskillige klasser. Herved mistede skolen ikke blot sin økonomiske selvstændighed, men også sit særpræg, idet den i voksende grad blev et led i det almindelige kommunale skolevæsen. Da man samtidig måtte erkende, at kommuneskolerne efterhånden havde nået en høj standard, stod det klart for Kirkeskolernes ledelse, det såkaldte Kuratel (hvis formand er Holmens provst, dr. Michael Neiiendam), at der ikke mere var grundlag for at opretholde skolen i dens oprindelige skikkelse. Problemet var imidlertid, hvordan man stadig kunne bevare skolens midler for det formål, som de gamle slægter havde testamenteret dem til. Den afløsning, der skulle findes, måtte komme det gamle Kirkeskole ideal nær; det måtte være en skole med sit eget ansigt og med dygtige elever, der trængte til økonomisk støtte for at udvikle deres særlige evner. Formuen måtte, efter Kuratelets mening, bevares for en skole, som kunne bevare og hævde kirkeskolenavnet, men som havde opgaver, der lå udover den almindelige komniuneskoles.

Kuratelet, der havde fulgt Drengekorets udvikling, inente, at Sangskolen. opfyldte disse betin,,elser. Man henvendte sig derfor til skoledirektør Thorkild Jensen oin muligheden for at bevare Kirkeskolernes midler til støtte for den kommunale Sangskole. Skoledirektøren, der selv var gammel. kirkeskoleelev, viste sagen sin fulde forståelse. Resultatet blev da, at kommunen den 1. april 1938 overtog De forenede Kirkeskoler på Nørregade og bestemte, at de derved frigjorte midler fremtidig skulle anvendes til fordel for Sangskolen, der derefter skulle føre navnet De forenede Kirkeskoler.(2)

For Sangskolen var denne overdragelse af vital betydning. På grund af sangskolens vækst og det forøgede koncertarbejde var koret i nogen grad hæniniet af økonomiske. vanskeligheder, fordi udgifterne ikke kunne dækkes alene af de iøvrigt store tilskud fra Stat og Kommune. Man fik nu flere midler til administration, prøver, koncerter samt indkøb af noder og instrumenter. Dernæst blev Wöldike ansat som skolens »sanginspektør«.

Fremdeles var det nu muligt at hjælpe drenge med syge stemmer til en effektiv behandling hos en specialkæge. Endelig kunde man gemlemføre en videregående sanglig uddannelse af de særlig stemmebegavede drenge i skolen og af tidligere elever. Dette sidste forhold er så betydningsfuldt, at det må omtales nærmere.

Allerede tidligere havde man ved enkelte lejligheder anvendt særlig stemmebegavede drenge som »solister« til at foredrage solosange med ledsagelse af orgel eller strygere. Man ønskede imidlertid at rationalisere denne solosang, dels for at give det samlede kor mere glans, dels for at kunne fremføre en del kompositioner i den helt rigtige ånd. Særuddannelsen, der finder sted to gange ugentlig umiddelbart efter skoletid, har da også givet tilfredsstillende resultater, idet man har benyttet de pågældende drenge i åndelige sange, duetter (f. eks. Caldara og Schütz) og solopartier o. lign.

Den anden side af særuddannelsen omfatter de tidligere elever. Da det første hold elever forlod sangskolen, opstod det problem, hvordan man skulle bevare dem for koret og yderligere dygtiggøre dem. Her kom Kirkeskolernes midler til stor gavn. Det er nu således, at de drenge, der efter endt skolegang melder sig til koret og skønnes kvalificerede, får gratis sangundervisning hver uge, samtidig med at de har pligt til at deltage i korets prøver og koncerter. For de unge mennesker betyder det, at de herved får mulighed for en uddannelse, som de ellers ikke havde råd til. Mange af dem er da også blevet dygtige professionelle sangere, der nu yder en værdifuld indsats i vort musikliv.

For koret betød den nye ordning, at det oprindelige professionelle mandskor efterhånden er blevet afløst af disse unge sangere, der har fået hele deres uddannelse indenfor sangskolen. Herved har koret som helhed opnået en større ensartethed og egalitet end det tidligere var muligt.

I årene 1938-40 fortsatte udviklingen normalt og støt udfra de nye forudsætninger. Udenfor kirkemusikaftenerne blev følgende større værker opført: Haydns »Skabelsen« (november 1938), Mozarts Requiem (februar 1939) og Händels Messias, 2. del (april 1939). Desuden fortsattes koncertrejserne i efterårsferien 1939.

Med krigsårene trådte man ind i en periode, der bragte mange vanskeligheder. I begyndelsen gik ganske vist alt nogenlunde i den normale gænge; blot skete der den ændring, at kirkemusikaftenerne på grund af brændselsrestriktionerne måtte henlægges fra vinterhalvåret til foråret og det tidlige efterår, og at de på grund af mørklægningen måtte flyttes fra fredag aften til søndag eftermiddag. Af særlige koncertbegivenheder skal vi i denne periode nævne: Drengekorets medvirken ved Grundtvigskirkens indvielse (september 1940), opførelsen af »Skabelsen«, alle tre dele (december 1940), Bachs Johannespassion i Domkirken (Langfredag 1941), den 100. kirkemusikaften (13. maj 1941), Messias 1. del (december 1941), Haydns Theresia-messe (foråret 1942) og mindekoncert for Weyse (oktober 1942). Koncertrejserne lå i det væsentlige stille. Dog havde i maj 1943 et hold af drengene den oplevelse at komme på rejse til Göteborg og Stockholm. Samtidig blev der af de hjemmeværende drenge under Lavard Friisholms ledelse afholdt en kirkemusikaften som et led i den svenske musikuge i København.

De alvorligste vanskeligheder opstod i 1943 med speerretiden, Mogens Wöldikes bortrejse til Sverige og skolens beslaglæggelse af tyskerne. Drengekorets medarbejdere var imidlertid ikke et øjeblik i tvivl om, at det betydningsfulde musikkulturelle arbejde skulle gennemføres, hvis det på nogen som helst måde var muligt. Koncerterne blev ledet af skolens sanglærere og Lavard Friisholm som dem, der kendte drengene bedst og var mest indlevet i traditionerne. Prøverne blev for en stor del flyttet til Christiansborg Slotskirke, der velvilligt stillede lokaler til rådighed både for prøvearbejdet og for drengekorets omfattende arkiv. Mange er de mennesker, man skylder tak, fordi de ved deres forstående holdning, tillid og offervilje gjorde det muligt at trodse alle vanskeligheder.

Man havde da også den glæde, at Drengekoret i disse år hævdede sit ry smukt. Foruden kirkemusikaftenerne og en a cappella koncert i Odd Fellow palæets store sal skal vi især fremhæve opførelserne af Mozarts Requiem med Egisto Tango og Det kgl. kapel og Strawinsky's Salmesymfoni med Unge Tonekunstneres Orkester under Lavard Friisholms ledelse. Disse koncerter blev af pressen enstemmigt betegnet som sæsonens musikbegivenheder.

I maj 1945 kunne man igen vende tilbage til de normale forhold. De år, der siden er gået, har været en lykkelig tid for Drengekoret. Den første begivenhed var oprettelsen af »Københavns Drengekors private Hjælpefond«. Denne blev umiddelbart efter befrielsen stiftet af Asger Wilhelm Hansen med Hans kongelige højhed kronprins Frederik som protektor. Hensigten med fonden er at skaffe midler til videre musikalsk uddannelse af unge mennesker, der har gået i Sangskolen og deltaget i korets arbejde.

Konceriarbejdet har været i rig blomstring. Der har været afholdt det sædvanlige antal kirkemusikaftener, hvoraf vi især skal bemærke deltagelsen i den nor,ske musikuge (maj 1946), Dansk Kirkesangs 25 års jubilæum (december 1947) og den 200. kirkemusikaften i februar 1948. Endvidere har Drengekoret medvirket ved, følgende officielle begivenheder: Vor Frelsers Kirkes 200 års jubilæum (1946), Universitetets mindefest for Kong Christian X og den internationale musikfest i København (1947) og Ribe Domkirkes 1000 års jubilæum (1948).

Drengekoret er desuden indtrådt i et samarbejde med Statsradiofonien og Det kgl. kapel. Med dette har man i Odd Fellow palæet opført: Händels Samson (1945), Skabelsen 1-11 (1947), Honeggers Kong David, Haydns Paukemesse (1948) og Rossinis Stabat mater (1949).

Endelig er også koncertrejserne kommet i gang. Den første begivenhed var rejsen til England i september 1946. Rejsen var arrangeret af Dansk Samvirke, der på Dorchester hotel i London afholdt et møde til hyldest af de frie danske i udlandet. Ved den meget smukke højtidelighed sang drengene en del danske sange saint et par engelske kompositioner. Opholdet i England gav anledning til en række andre koncerter: i det danske gesandtskab, i Westminster Abbey, St. Paul's Cathedral og B.B.C. Desuden gav man en a cappella koncert i King's College i Carnbridge og i Domkirken i Ely. Englandsrejsen blev en uforglemmelig oplevelse for alle deltagerne. Koret blev overalt modtaget med hjertelighed og stor anerkendelse.

Efter hjemkomsten rejste englandsholdet i efterårsferien til Sverige, m edens et andet hold under Niels Møllers ledelse gav koncerter i Esbjerg, Varde og Kolding. Og,så i de følgende år er Gsær i efterårsferien), disse rejser blevet fortsat til danske og svenske byer.

Som afslutning vil det være naturligt at sige et par ord om Sangskolens organisation og Drengekorets virksomhed.

Sangskolen, De forenede Kirkeskoler, er som tidligere nævnt. en kommuneskole, hvor de udvalgte børn får både deres sanglige og almindelige skolemæssige uddannelse, der påbegyndes i 3. underklasse og afsluttes i IV mellem eller realklassen. Skolen har to inspektører: en skoleinspektør, Johannes Krogsgaard Rasmussen (der i 1945 afløste dr. Schepelern), og en sanginspektør, Mogens Wöldike. Som Mogens Wöldikes medarbejdere er i øjeblikket følgende sanglærere ansat ved skolen: Helga Knoblauch Christensen (knyttet til skolen i 1932), Povl Fledelius (1934), Niels Møller (1941), Henning Bro Rasmussen (1946), Bente Møller (1948) og Minna Haar (1949).

Når disse sanglærere er nævnt, bør man imidlertid også pointere den betydelige indsats, som skolens øvrige lærere yder, fordi de trods timereduktionen i andre fag skal bibringe eleverne de samme kundskaber som ved andre kommuneskoler.

Drengekorets virksomhed fremgår sikkert, tydeligt af det foregående. Dog bør det fremhæves, at koret har udviklet sig til en betydelig alsidighed. Foruden den ældre a cappella sang (der var det oprindelige formål), er næsten alle former for kirkemusik blevet fremført, lige fra den gregorianske sang til vor egen tids komponister. Udenfor kirkemusikken har koret endvidere fortolket danske korværker og korsange. Drengekoret er således blevet et instrument, på sin vis smidigere end mange udenlandske kor, der fortrinsvis specialiserer sig i enkelte bestemte former for kormusik.

Når Københavns Drengekor er nået så vidt i sine resultater og har vokset sig så fast som organisation, er æren i første række Mogens Wöldikes. Men desuden står koret i gæld til de overordentlig mange institutioner og personer, der alle liver på sin måde - har støttet dets arbejde og vækst.

Det er en glæde at konstatere, hvor dybe spor Københavns Drengekor allerede har sat sig i vort musikliv. Fremdragelsen af de mange værdifulde, tildels ukendte værker har betydet en berigelse af korlitteraturen. Koncerterne har på mange måder bevirket en højnelse af vor hjemlige korkultur og en forædling af mange menneskers, musikopfattelse. Det er således tydeligt, at interessen for den gamle kirkemusik er i stigen. For sangdrengene selv har skolen og koret utvivlsomt betydet en musikalsk opdragelse, der, efterhånden som flere og flere årgange forlader skolen, må sætte sine spor i den folkelige musikkultur ved at fremkalde en højnelse og forfinelse af smagen. For mange af drengene er musikken blevet en så betydningsfuld faktor, at de selv er gået videre ad denne vej som sangere eller instrumentalister. Man kan derfor ved jubilæet. ikke udtrykke et bedre ønske, end at denne udvikling stadig må fortsætte, at traditionerne må fæstnes og uddybe sig, således at Københavns Drengekor kan bevare sin høje standard til glæde for dets mange tilhørere og til fremme af vor musikkultur.

Fodnoter:
(1) Denne redegørelse er et uddrag af en fyldigere beretning, der fremkommeri festprogrammet til Drengekorets jubilæumskoncerter i denne måned.
(2) De nærmere enkeltheder kan læses i Michael Neliendams interessante bog »Københavns Kirkeskolers Krønike«, Gads forlag 1941.

Årgang 24/1949, nr. 11