Nye bøger

Af
| DMT Årgang 24 (1949) nr. 11 - side 253-257

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Nye bøger

Kai Aage Bruun: »Fra Musikkens Verden.«. 267 s., ill. + nodeeks. - J. H. Schultz. 1949.

Uden et vist antal kvalificerede lyttere vil et sundt musikliv ikke kunne bestå. Det er derfor værd at lægge mærke til den aktivitet, der for tiden udfoldes for at sætte større kredse på sporet af de nausikalske værdier. Ikke mindst på det litterære område får man et tydeligt indtryk af bestræbelsernes intensitet. 1947: Rosenbergs »Find Melodien« (se DM, årg. 23, 2), 1948: Hjelmborgs Musik-Orientering (se DM, årg. 23, 4) og 1949: »Fra Musikkens Verden« af Kai Aage Brizun - for blot at nævne den seneste hjemlige høst af specialarbejder om emnet (der naturligvis strejfes gang på gang i mangfoldige andre publikationer) .

Kai Aage Bruuns bog, der tinder medvirken af pianisten Kjell Olssoiz er udarbejdet på grundlag af radio-grundbogen »Musikkens grundbegreber« fra 1942, er nok i det pædagogiske anlæg den niest traditionelle af de tre ovennævnte værker. Den begyn(ler med et iøvrigt fortrinligt kapitel. om »lyd og tone«, og går derfra via tonesy.stem og rytme videre til melodi, saniklang og kontrapunkt og når så endelig til form1,æren. Dette sidste sker på side 178, så det vil forstås, at gennemgangen af »elementerne« er ret grundig. For (len, der har tilstrækkeligt overblik til at komme helskindet gennem disse lidt langvarige forpostfægtninger, er det naturligvis en fordel at stå så godt rustet, når lian endelig skal igang med selve formerne, altså

skal opleve alle dimensionerne på een gang. På den anden side kan det befrygtes, at der på halvvejen vil snuble en del, der rnåske kunne have været reddet, hvis de, medens de endnu havde kræfterne nogenlunde i behold, var blevet sluppet løs på noget »rigtig« musik af relativ formel enkelhed. (Jeg vil mene, at det arki

n

tektoniske i musiken --- som vi jo klarest finder det i den wienerklassiske forniverden -- er det taknemmeligste studieobjekt for en begynder i musikforståelse; for den ikke nodevante er harmoniske, kontrapunktiske og satstekniske problemer af langt mindre anskuelighed og kan med fordel gives i forsigtige doser i takt med (len stadig forøgede fordybelse i fornierne).

For den rene novice i musikens verden vil Kai Aage Bruuns nye bog sikkert være for vanskelig, men den, der allerede véd og kan noget, vil lier kunne få sin viden og kunnen uddybet og grundfæstet, de talrige musikeksenipler vil lette arbejdet, og (le niange kulturelle sideblik vil more den viderekomne. Det Kai Aage Bruun'ske sprog er jo kendt fra Gedser til Skagen; heller ikke i denne bog, har man indtryk af, at forfatteren er i bekneb for gode adjektiver, tværtimod folder han sig ud med sin »sorte kunst« så veloplagt soni nogensinde og hypnotiserer læseren til at sluge selv mere anstrengende videnskabeligt be-tonede afsnit oin akustik o. lign.. Momentvis kan det selvfølgelig ske, at de verbale kræfter bliver så stærke, at ordene synes at gå på æventyr for sig selv og indholdet at blive af underordnet karakter, men normalt er balancen god, hvilket vel skyldes, at forfatteren har noget at sige, at han kender sit emne til bunds.

Det værdifulde og grundige arbejde slutter med en kortfattet historisk oversigt over musikformernes udvikling fra gregoriansk sang til Carl Nielsen, og med et citat fra sidstnævntes »Levende Musik« klinger bogen ud.

Leif Thybo.

Bengt Johnsson: »Chopins klavermusik«. 95 s. ni. nodeeks. Kr. 4,50. - Wilhelm Hansen, Kbhvn. 1949.

I anledning af 100-året for Chopins død har Bengt Johnsson skrevet en lille bog »Chopins klavermusik«, der er tænkt, som en vejledning for koncertgængere, pladesamlere og andre interesserede. Dersom man griber bogen og venter at få en skildring af Chopins liv, bliver man skuffet; forfatteren søger nemlig bevidst at undgå alle beskrivelser af »interessante« episoder i Chopins liv, som kunne stjæle billedet fra det egentlige, hans kompositioner. B. J. har utvivlsomt ret, når han mener, at Chopins biografi, behandlet i romaner og senere filmatiseret, har omskabt denne komponist til en sentimental og romantisk eventyrer. Forfatteren har søgt at inddele Chopins produktion i forskellige grupper og gennemgår derefter hver enkelt genre, først en kort historisk baggrund for fremkomsten og så en karakteristik af værket selv. En hel del instruktive eksempler (til dels hentede fra andre Chopinbøger og artikler) er yderligere en gevinst for bogen og gør den lettilgængelig også for den, der ikke kan hele Chopinrepertoiret på fingrene. Det kan være svært at give en rammende karakteristik af de enkelte småstykker, således som det er tilfældet i bogen med mazurkaerne, noeturnerne, preludierne etc., men forfatterens nøgternhed har her hjulpet ham over faldgruber, andre uhjælpeligt ville falde i. Kan de stilistiske analyser end forekomme tørre, måske flere læsere ikke kan kapere dem, kan man til gengæld glæde sig over den musikhistoriske baggrund, hvorpå hele fremstillingen ligesom. synes at hvile.

Tilsidst et lille men: sproget - hvorfor skal vi have »den pædagogiske pegefinger« med hele tiden? - hvorfor ikke komme den forhåbentlige store læserskare lidt mere venligt imøde?

Kjell Olsson.

Folke H. T6rnblom: »Hvordan læser nian et partitur?«. 60 s. + nodeeks. Kr. 4,00.

Samme: »Verdi«. 228 s. + nodeeks. Kr. 8,50. - Nyt Nordisk Forlag, Kbhvn. 1949.

Den lille bog om partiturlæsning er den første i sin art udkommet på dansk (oversættelse: Eivin Borgsmidt-Hansen). Det er ikke noget fagligt dybtgående værk, men skildrer i ret almindelige vendinger nogle af partiturets hemmeligheder for et ganske uforberedt publikum, der ikke behøver at besidde kendskab til andet end elementær nodelæsning, og som blot har aktiv interesse for musik og lyst til at løfte en flig af det forhæng, der ellers dækker det inusikalske tekniske apparat for den interesserede læ,,~,mand. Bogen gør indtryk af at være et hastværksarbejde, o-, den har oprindelig været publiceret som artikler i et populært. svensk musiktidsskrift, men i mangel af bedre er piécen anvendelig og anbefalelsesværdig.

Bogen om »Verdi« (oversættelse: Johcuz Koch) er nr. 6 i rækken af oversættelser af Törnbloms populære musikbøger, og som de øvrige er den skrevet i et flydende sprog og formet som en elementær indførelse i den store italieners værker, skildret kontinuerligt i forbindelse med en biografisk skildring, hvori brevcitater o.l. indgår som et væsentligt. supplement til belysning af Verdis personlighed. Det er som de øvrige bøger og partiturbogen et behændigt forfatterhåndværk, der henvender sig til den interesserede lægmand. Törnblom. har haft og har vel stadig' en mission med disse populære og stort set fagligt forsvarlige bøger, og det er højst tænkeligt, at læserne af dem får stimuleret lysten til at gå videre.

Gerald Stares Bedbrook: »Keyboard Music From the Middle Ages to Ihe Beginnings of the Baroque«. 170 s., ill. + nodeeks. Pris 21 sh. - Maemillan & Co., London 1949.

Dette nydelige lille værk er ikke en videnskabelig afhandling, men udfra videnskabeligt velfunderede forudsætninger har forfatteren af kærlighed til dette emne søgt at belyse instrumentalmusiken i europæisk musikkultur fra dens tidligste periode frem til omkring 1700 med det formål at øge interessen for den tidlige instrumentalmusik (væsentligst for klaviaturinstrumenter), som forfatteren hævder var langt mere udbredt, end man er tilbøjelig til at antage i historieskrivningen, og som indeholder kunstneriske værdier, der fortjener at vækkes til live igen. I al-

mindelighed figurerer Willaert, Cavazzoni,

Cabezon, Merulo og Gabrieli'erne m. fl.

væsentligst som navne med årstal, men

kun for de færreste forbindes disse med

en klingende instrumentalkunst, der bort-

set fra den historiske betydning har en

musikalsk egenværdi. Forf. fører genneffi

talrige velvalgte eksempler sine læsere ind

på livet af denne kunst og dens forskellige

perioder, belyser dens karakteristika så

levende og udogniatisk, at man virkelig

fristes til at søge til kilderne og person-

ligt opleve denne i det praktiske musikliv

glemte og i historien gemte tonekunst.

Foruden værkfortegnelse for de større

komponister indeholder bogen en værdi-

fuld,bibliografi og en udmærket disko-

grafi med 65 numre omfattende indspil-

ninger af instrumentalmusik fra ca. 1350

-1650, hvor man med glæde noterer sig

Finn Viderøs navn, endvidere er bogen

forsynet med et smukt og utraditionelt

billedmateriale. Forsidebilledet til dette

nummer af DM - et formodet portræt af

Claudio Merulo (1533-1604) malet af

Annibale Carracci ca. 1588 - er hentet

f ra denne bog. F. S. P.

Hans Mersmann: »Neue Musik in den Stråmungen unserer Zeit«, 58 s. Verlag Julius Steeger, Bayreuth 1949.

Som et forsøg på at bidrage til en erkendelse af den nye musiks sammenhæng med tidens øvrige kulturelle liv har Mersmann samlet ni essays, skrevet uafhængigt af hinanden indenfor tidsrummet 194648. De fleste af disse artikler præges derfor af en parallellisering mellem musik, malerkunst og digtning, og man følger ham gerne, så længe det gælder den franske impressionisme, men når han senere sidestiller Schånberg-kredsens kunst med pointillismen hos Signac og Seurat, må man vist mere søge de påståede lighedspunkter i den rent tekniske udnyttelse af stoffet - nemlig det konstruktive værks opbygning contra billedfladens opdeling i minimale firkanter - end i en åndelig beslægtethed og selv da forekommer påstanden ikke at være overbevisende.

Bogen er først og fremmest skrevet for en tysk læserkreds, der gennem en længere årrække har været voldeligt afskåret fra at følge med i, både hvad der skete i udlandet, og hvad der i dølgsmål foregik i deres eget land, og som derfor nu føler sig næsten knust under den overvældende mængde nyt stof, som skal både absorbe

res og placeres (artiklen: »Der Hörer der neuen Musik«). Interessantest og mest almengyldig virker derfor den første artikel »Das Erbe der neuen Musik« - dels fordi den holder sig til de rent musikalske fænomener, men navnlig. fordi den ud fra lignende synspunkter, som ligger til grund for Frede Schandorf Petersens artikel »Forsøg på en status« (DM 1949, 8) i ti underafsnit behandler omvurderingen og ny-udnyttelsen indenfor den nutidige tonekunst af arven efter de tilbagelagte stadier.

I artiklen »Sch8pferische Kollektivkraft« pålægger han den opvoksende generation i Tyskland vejledt af dette århundredes retningsvisende kunstneres livsværk at genvinde fodfæste i egen jordbund, at vinde overblik over udviklingen udenfor hjemlandet og at tage sig tid til afklaring og indre vækst, eftersom det nu er de manges opgave at bemægtige sig den af enere skabte nye stil og føre den frem til almengyldighed.

Flemming Weis.

A propos »51usik og Fysik«

En kritik over James Jeans' på dansk udkomne bog »Musik og Fysik« afstedkom for nogen tid siden i DM's spalter en diskussion om pianisternes gamle stridsemne: »klaverklangens variationsmuligheder gennem anslaget«. Det var 2 pianister, som diskuterede de af Jeans fremførte fysiske synspunkter. Men pianister plejer ikke at være fysikere eller særlig fortrolige med fysikerens strengt videnskabelige tænke- og undersøgelsesnietode og kan derfor knapt nok betragtes som kompetente bedømmere af fysiske spørgsmål. For at få et mere velfunderet syn på sagen henvendte jeg mig derfor til to venner, to højt kvalificerede fysikere, og gennemarbejdede med dem hele emnet i gentagne undersøgelser, diskussioner og forsøg. Det er disse to fysikeres syn på sagen, jeg gerne vil have lov til her i kortlied at gøre rede for.

Det som altid har irriteret pianisterne særlig, er den også af Jeans fremsatte påstand, at anslagets, klanglige resultat kun afhænger af hammerens hastighed ved opslaget mod strengen. Men det er rigtigt. Når hammeren slår mod strengen er den frit flyvende og uden forbindelse med tangenten og virker efter den fysiske lov, således at tonens styrke og farve alene bestemmes af hammerens hastighed. Men

denne sandhed gælder udelukkende for den enkelte tone og har praktisk talt ingen betydning for klaverspillet eller pædagogikken. Og så er den af Jeans ret uheldigt formuleret. Naturligvis har en dreven pianist også rent dynamisk uendeligt mere variable klangmuligheder end et klimprende barn, helt fraset at 2 pedaler giver ham en mængde yderligere variationsmuligheder, også ved den enkelte tone. Men videre har de lydkurver, Jeans viser på tavle IV, ingen beviskraft. At man med et lod kan frembringe en tone, der li-:,,ner den af en pianist frembragte, er da ikke mærkværdigt. Vigtigt ville det være at vise, om 2 af den samme pianist frembragte toner, en hård og en blød i samme tonestyrke, giver samme lydkurve. For øvrigt mangler ved disse lydkurver tilsyneladende den såkaldte indsvingningskurve, den der viser selve anslagsmomentet, for klaverklangen naturligvis det allervigtigste. En sådan indsvingningskurves helt anden struktur viser han selv i f ig. 1 på tavle III.

Men som sagt, alt dette har udelukkende at gore med den enkelte, fritstående tone. Og selv dér kunne meget nøjagtige undersøgelser måske vise ganske små subtile påvirkninger af klangen gennem gnidningsmomentet ved hammerens drejeakse eller dæmperens. funktion ved frigørelsen af strengen. Ville man være ganske ovenud grundig, måtte man også tage dét psykologiske moment i betragtning, som.reaktionen af vort yderst komplicerede hørelsesapparat frembyder. Alt dette kan man imidlertid roligt forbigå. Musikken består jo ikke af enkeltstående toner, og så snart det drejer . sig om f orbindelsen mellem flere toner,' kommer der så mange nye faktorer til, at klangens variationsmuligheder vokser i det uendelige, fra fysikkens og matematikkens såvel som fra hørelsens, ,synspunkt.

Det ville således være en stor misforståelse at opgive de gennem erfaringer vundne nietoder til klangvariationen gennem anslaget, hvis eneste udslaggivende kontrol kun kan være det højst følsomme o« veltrænede øre. Jeg synes, at også pianisten og kunstneren kan være tjent med dette fysikernes standpunkt. At der findes ellers udmærkede øren, som ikke hører klangfarveforskel, er et faktum. Men kunne der ikke findes farvedøve, ligesom der findes farveblinde? Walter Meger-Radon.

Noter

Fra engelske forlag er udkommet eller ventes i den nærmeste fremtid udsendt følgende musikz litterære værker:

Robert Illing: »A Dictionary of Music« (Pen-

guin); Alan Frank: »The Year's Work'in Music« (Longmans), som indeholder en oversigt over den musikalske virksomhed i England i sæsonen 1948 -49 med bl. a. en liste over indspilninger af engelsk muslk; Marmaduke P. Conway: »Playing a Church Organ« (Latimer House), behandler de forskellige arter af orgelspil og instrumentets teori

0 g,

., konstruktion og indeholder forskellig musik til hver søndag i året; Edward Downes: »Adventures in Symphonie Music« (Muller) behandler henved 200 symfonier af 58 komponister; John Culshdw: »Concerto« (Parrish) omhandler koncertens historle fra dens oprindelse i det 16. århundrede og frem til vore dage; Reginald Nettel: »While the Orchestra Assembles - A Simple Introduction«« fortæller om orkesterinstrumenternes natur, hvordan de spilles og bruges i orkestret, og på hvilken måde dirigenten gør partituret levende.

For interesserede i europæiske landes folkedanse udsender det engelske forlag Parrish fire værker: »Dances of Czechoslovakia«,- »Dances of Sweden«, »Dances of the Netherlands« og »Dances of the Switzerland«, som alle er led af den af Violet 'Alfor~ redigerede serie »Handbooks of European National Dances«.

Blandt andre musiklitterære værker, der ventes udsendt, kan nævnes: Henry Hadow: »Musie« (Oxf. Univ. Press) revideret af direktøren for The Royal College of Musle Sir George Dyson, som tillige har skrevet et kapitel om »Music in our Time«.

Den østrigskfødte nu i England virkende musikforsker og komponist Egon Wellesz, der er anerkendt for sit rundlæggende arbejde om byzantisk inusik, har udgivet »A History of Byzantine Music and llymnography« (Oxf. Univ. Press), som er et led af hans undersøgelser af udviklingen af Østens kristne musik.

John Giilshaw har skrevet en bog om Sergei Rachmaninov (Dobson), og Ronald Forster, prof. i sang ved New Soutli Wales State Conservatoritini, har udgivet »Come Listen to niy Song - Reminiscences øf Music and Travel.in Two Worlds'and Two Eras« med forord'af Eugene Goossen (Collins).

»The Library of Congress« li.ar påbegyndt udgivelsen af et musikindex Piiblished llizsic, som er en del af »The Catalogue of Copyright Entries«, og det udgives to gange om året i hefter å 1,50 $. Dette katalog skulle være det mest omfattende, der eksisterer, idet det skulle indeholde en registrering af alle udgivne musikværker fra hele verden, der er anmelffl for copyright i USA. Det første hefte, der er udkommet i begyndelsen af året, indeholder en registrering af ca. 7.000 værker, publiceret fra juli-december 1948. »Published Music« omfatter også et »Classified Index«, hvormed det er hensigten at imødekomme ønsker fra kunstnere, der søger niusik af speciel art. Dette index har henimod 270 hovedgrupper: klavermusik, Negro Spirituals, musik fra Australien, Sverige o. s. v.

Af nyudgivet tysksproglig musiklitteratur kan nævnes: Walter Abendroth: »Vom Werden und Vergehen der Musik« (Stromerverlag, Hamburg Bergedorf, 1948) ; Theodor W. Adorno: »Philosophie der neuen Musik« (J. C. B. Mohr, Tfibingen, 1949) ; Albert Berr: »Gelgengeschichten« (Atlantis Verlag, Zfirich, 1949) ; Heinrich Besseler: »Zum Problem der Tenorgeige« (MUller-Thiergarten-Verlag, Heidelberg, 1949); Hugo von Hofrnannslahl: »Beethoven-Eine Rede«, udgivet og forsynet med en efterskrift af Willi Schuh (Verlag der Arche, ZUrich, 1949) ; Samuel Fiseh: »Goethe und die Musik« (Verlag Huber &, Co., Frauenfeld, 1949): Willi Kahl: »Selbstbiographien deutscher Musiker des XVIII. Jahrhunderts« (Staufen-Verlag, Kd In und Krefeld 1948) ; Paul Mies: »Der Charakter der Tonarten - Eine Untersuchung« (Staufen-Verlag, K,51n, 1948) ; Kizrt Pfister: »Richard Strauss -

Weg, Gestalt, Denkmal« (Berglandverlag, Wien, 1949) ; 'Alilibald Gurlilt: »J. S. Bach - Der Meister und sein Werk« (Bårenreiter-Verlag, Basel, 1949); Hans Hoffmann: »Vom Wesen der Zeltgen,5ssischen Kirchenmusik« (Bårenreiter, Basel, 1949); Heinrich Leemann: »Wohlauf und singt! -Ein Lehrbuch in Lektionen ffir den Schulgesang nach Tonika-Do« (Huber & - Co., Frauenfeld); Ernst Roth: »Vom Vergånglichen in der Musik« (Atlantis-Verlag, Z~irich).

// To amerikanske bøger er udkommet i svensk oversættelse på Gebers Förlag, Sthlm.: Aaron Copland: »Att, lyssna till mus-;k« og Edward C. Bairstow: »Hur musik våxer«.

Årgang 24/1949, nr. 11