Knud Jeppesen: Ørnen og skarnbassen

Knud Jeppesen: Ørnen og Skarnbassen

Af Asbjørn, Hernes

»Ørnen og Skarnbassen« er skrevet i sommeren 1949. Værket er skrevet på opfordring af sanginspektør Mogens Wöldike i anledning af Københavns Drengekors 25 års jubilæum. Selv om det er et lejlighedsværk, har professor Knud Jeppesen alligevel i mange år beskæfliget sig med den tanke at komponere et Korværk over denne tekst. Digtet er skrevet af forfatteren Niels Møller (1859-1941) over en Fabel af Æsop.

Res. kap. Asbjørn Hernesm, som for tiden opholder sig i København i anledning af sine studier i norsk musikhistorie, har skrevet nedenstående kronik om værket, og denne har vi fået tilladelse til al gengive i oversættelse. Hans analyse er gjort på grundlag af et par forberedende orkesterprøver, inden værket blev opført i Rådhushallen og meddeles med de reservationer, han mener at måtte tage, når han kun har haft korpartituret til sin disposition.

»Ørnen og Skarnbassen«*) er bygget over en fabel af Æsop, omdigtet til dansk af Niels Møller. De danske vers gengiver fortællingen i fortættet dramatisk spænding, med levende, synlige, musikalsk rammende billeder. Den stilfærdige morskab, Æsop benytter til at fremstille en evig moralsk sandhed, vokser frem til et drama, .som i al sin enkelhed viser os den uafladelige strid mellem magt og ret; - nomos - loven forbliver ukrænkelig bestående. Selv Zeus' olympiske vilje når ikke så højt.

(Note: (*) Forsidebilledet efter et træsnit i en latinsk udgave af Æsops fabler fra det 16. århundrede. (Red.).)

Når Knud Jeppesen har mobiliseret alle sine rige musikalske evner af fantasi, kundskab og formvilje for at bære freni en så barnlig tanke, en så evig og absolut idé, er det udtryk for et grundelement i dansk kultur, en arv fra H. C. Andersens klassiske genialitet.

Det mest gribende ved Knud Jeppesens værk er indtrykket af streng økonomi - der er ikke ét ord for meget, ikke én tone overflødig.

Med første tekststrofe er vi midt inde i handlingen: »Haren ræd over inarken sprang; der var ej ly af træ eller tjørn«. Det desperate stigende flugtmotiv kaster os hovedkuls ind i harens dødsløb fra ørnen. Men forinden har komponisten sat paukerne ind gennem 8 takter i et rytmisk uromotiv, der viser, at det ikke blot er en leg mellem en forskræmt hare og en rovfugl, der tager sin føde, hvor den er forhånden: det er en langt større strid, der er rejst. Det sidste ord er ikke sagt med »de susende vinger, den sorte ørn«, som kommer nærmere og nærmere og vil nå frem meget snart og helt sikkert.

Efter harens håbløse skrig om frelse, møder vi den besynderlige repræsentant for nomos - loven -, så helt blottet for magtmidler til at rejse modstand: »Ikkun en skarnbasse var at se«:

(Eks. 1)

Det korte indsnit af knapt 2 takter giver os den overbevisende ro: det lille kryb er ikke forskræmt, bortblæst af jagten.

Replikskiftet er gribende. Haren beder i sin hjælpeløse nød skarnbassen om beskyttelse og i et par langsomme takter svarer skarnbassen i det unisone kor: »Vær bare ved trøstigt mod« så overbevisende, at vi ikke længer tror på ørnens selvfølgelige og hurtige sejr. »Ørnen slog ned som et brus af fjer«; men derpå fastslår skarnbassen sin hovedthese: »Vov ikke at komme min hare mær; den sidder hos mig i lovens læ!« Atter er det det unisones kors bærekraft, der udtrykker meningens indre styrke.

Som kunstnerisk virkemiddel er det unisone kor, den fuldttonende stemning i sin magtvirkning slet ikke noget elementært, som man let kunne tro; måske er det noget af det mest raffinerede den nyere musikudvikling har givet os.

Selv om ørnen ikke gad svare, men bare »så til det usselig kræ og hug sine klør i den bævende hare« og fløj bort som et stormvejr, så ved vi dog, at dramaet ikke er slut, det er kun lagt op i principiel klarhed. Harens rolle er udspillet med de bloddråber, der dryppede bag ørnen et ypperligt naturalistisk dråbemotiv.

De lange klagende dødsskrig har ført haren ud af handlingsforløbet: det er ørnen og skarnbassen, som nu sættes op mod hinanden, og dermed går vi ind i korværkets, anden sats.

Anden sats åbner med ørnens frie jagt: ude under den vældige himmel er den alene herre, hjemme kan ingen nå ham. Den har bygget sin rede i det bratte fjeld, »men årle den flyver at lede i grønne dale om rov«. De romantiske akkorder under tekstens »grønne dale« er gribende i sin kontrastvirkning: der er ingen, der tror på idyllen, drømmen bliver ynkelig i den hårde sats af magtglæde og rov. Og ørnen vover at forme sin udfordring: »hvor findes en fjende, fjærn eller nær?«

Efter en kort orkesterskildring af den frie rovjagt. når vi frem til værkets mest dramatiske sted: Et langsomt, men overmåde fast cellotema, fyldt af latent energi og endnu større tålmodighed arbejder sig nu frem, urokkelig som selve skæbnen, levende som skarnbassens energikoncentration for at slå sin store fjende. Og så kommer teksten til: »Da pusler det sagte i redens ris, æggene røres på sælsom vis ud mod de yderste grene; langsomt vandrer de spand for spand, medens timerne sniger sig sene«. Gennem altstemmens monotone gang og øgede nodeværdier har komponisten i løbet af 12 takter formået at skabe illusionen af det vældige spand af tid, der står til retfærdighedens og tålmodighedens rådighed. Det er som om han har hentet disse få takter ud af selve evigheden. (Eks. 2).

(Eks. 2)

Så ved vi, hvad der skal komme, og for at vi kan få ro i sindet sker det: et solglimt i æggene, som falder i afgrunden og »knuses mod dybets stene«.

Nu er skarnbassen herre, orkestersatsen fortsætter med fagotten som bærende instrument, og skarnbassen giver sig god tid til at hvile ud i ørnens rede. Han flyver »hjeni til sit ringe bo - og brummer af gammel vrede«. Den er ikke på flugt.

Satsen toner ud i det håbløse ørneskrig, der går fra oprevne akkorder for fuldt ensemble og toner ud i et vigende pianissimo: et skrig som vedvarer, en pinefuld straf uden ende.

Tredie sats behøver ikke mange ord,, men den har en overmåde vigtig funktion i kompositionens økonomi. Den fastslår., hvor fuldstændig magten har tabt i sin åbne kamp mod retten: fredløs er liver den, som bryder loven - han og hans slægt. Derfor triumferer skarnbassen i denne sats uden at være nævnt. Det er ikke skarnbassens sejr, men ørnens nederlag vi er vidne til.

»Ørnen er bleven en jaget fugl, kan ikke sin yngel værge«. Komponisten kaster de 2 temaer - for hver sin halvdel af den citerede tekst - mellem stemmerne. I orkestersatsens 48 indledningstakter hersker en uro, som fuldstændig river med, og når så temaet, inden koret sætter ind. kommer i augmentation i basunen, bærer det i sig den endelige dom: Ørnens skæbne er uafvendelig: den, der jager udenfor loven, bliver i alle tider jaget af loven. - Satsen er mættet af energi, i særdeleshed mod slutningen, hvor de hastende ottendedelstrioler aldrig har et sekunds ro, således som de er sat op mod de lange energifyldte noder i korsatsen.

Gennem alle tider har ørnen været imperator-symbolet, magtviljens tegn. Den olympiske imperator er Zeus, ørnen er hans fugl. Fabelen, digtet og kompositionen appellerer afgørelsen ind til evig prøvelse og stadfæstelse, nu da ørnen søger beskyttelse hos Zeus.

Oboerne og paukerne åbner den fjerde sats - fyldt af håbløshed, derefter overtager fagotten, og paukerne ledsager den i fast rytme. Med fanfarer fra messingblæserne og majestætiske akkorder hilses »Zeus, som sidder i himlens stol og råder alverden vide«. (Eks. 3).

(Eks. 3)

Frem for Zeus, der troner i al sin lysglans, kommer ørnen. Første gang indføres ørnen gennem et tema, der stiger i tertser gennem halvandet oktav, og denne linie er brudt i et uroligt tema, som gennem stigning og fald går to toner over oktaven ved »ørnen er blevet en jaget fugl« - men nu indføres ørnen gennem et faldende tema: han er knækket og trænger til hjælp, han er i nød og søger frelse.

Der er en tydelig sammenhæng mellem de 3 »ørnetemaer«, men forskellen er alligevel stor og karakteriserende- »Ørnen fløj til ham tung og mod og sene dens vinger skride«. Rådvild frembærer han sin bøn fra olympens herre. Da han har klaget sin nød følger koret i rolig 7-stemmig a-cappella-sats, som stiger fra piano mod en slutningsakkord i fff.: »Da smiled Zeus i sit sorte skæg; med løftet finger han mæled: byg din rede her i mit skød«. På korets slutningsakkord sætter så det fulde orkester ind og holder akkorden fast gennem 3 takter efter koret: det sidste ord i fabelen skulle være endelig og afgørende sagt.

Inden vi når frem til slutstriden, oplever vi konsekvensen af Zeus' bud: Den vilde ørnejagt bruser over vidderne, den heftige bevægelse jager gennem strygerne, og koret er fulgt af fanfarer fra blæserne. Alle dyr og fugle er helt opskræmte; når ørnen har himlens beskyttelse, så er alle andre skabninger foruden.

Først da ørnens triumf er klar og fuldstændig, indféres skarnbassen påny. Nomos - loven - skal stå sin prøve uden støtte af noget magtmoment.

Atter har komponisten fundet et musikalsk moment af stor bæreevne: Skarnbassen, som kryber nede i mulden, er karakteriseret ved en langsom sekund-bevægelse i fagotten, der går over i trille og stiger gennem instrumenterne til violinerne - løfter sig fra grunden til en svirrende flugt. Fagotmotivet giver ikke alene indtryk af krybet i mulden, men i sin faste rytme overbeviser det om en vilje og et princip, der ikke er skræmt eller overvundet: Skarnbassen bliver vi endnu nødt til at regne med; vi er ikke leenger så sikre på Zeus' slutningsfanfare.

»Skarnbassen kendte den stolte røst, han rodet i muld på hede; han rullet en kugle af markens møg og tog den ind til sit lådne bryst, slog ud sin vinge og steg fra jord og brummed af gammel vrede«. Tilslut bliver det dirrende flugtmotiv liggende i kontrabassens orgelpunkt: »aldrig hans vinge hvile nød, før solen stod ved hans side og under ham Zeus' sæde«.

Så bliver han stående i luftens guldhav og lader møgkuglen falde ned i gudens Ivsende skød. Her siger teksten alt, til korets unisone fortissimo: »Smuds er Zeus en usigelig gru; op han sprang, som en bi ham stak, og rysted sit purpur led i hu«, - og vi kan høre i altens og sopranens staccato-løb, hvordan ægget triller ned.

Nu er også ørnen gået ud af dramaet, og disse to bliver stående tilbage: Zeus i sin magtløse imperialisme og skarnbassen med vingerne svirrende i sol, »så højt, som selv ikke Zeus kan nå«. Og med dette toner værket ud i c-dur septimakkord: »så højt«. Her er valdhornene med; det er fanfare - dog ikke den skarpttonende for retfærdighedens komme, men udtonende i pianissimo for nomos - for lovens majestæt, der ikke skal have ende.

Selvfølgelig er Knud Jeppesens mægtige komposition ikke udtømt med denne gennemgang, sorn til og med er skrevet uden at forfatteren har set partituret. Der vil være mere at glæde sig over, efterhånden som man får anledning til at fordybe sig i det. Værket har den storhed, at børn vil forstå det og enkle mennesker vil have glæde af det, uden at de, som kan arbejde videre med det, bliver færdige dermed.

Kun dette bør man leegge sig på sinde: selvom hændelser og handlinger, som alle har i minde, rammes, har værkets hovedthese dog evig og uindskrænket gyldighed: Lovens majestæt skal råde uden ende.