Dansk musiklytterforening

Dansk Musiklytterforening

Trods lytterafstemninger, trods programmetre og trods den pessimistiske vurdering, som på mange måder kommer til orde, er radioens musiklyttere alligevel en faktor, som man skal og må regne med. For det første skulle det nok vise sig, når det lykkedes at kalde musiklytterne frem i samlet folk, at de var endog en meget betydelig kreds; for det andet er de med deres krav uimodsigeligt forposter i radioens kulturelle kamp, endog på det område, som når alt kommer til alt, er radioens naturligste virkefelt. Det har derfor i de sidste år vakt forståelig bekymring blandt musikvenner, at den i 1942 stiftede forening af i-nusiklyttere syntes at være kørt træt, og at dens positive indsats for den gode musiks kår i statsradiofonien druknede i det hav af gold og ørkesløs kritik, som daglig ruller ind over musikens forkæmpere indenfor radiofoniens mure. Det må derfor være en tilfredsstillelse for musiklytterne og andre musikinteresserede, at »DANSIZ MUSIKLYTTERFORENING« påny er blevet aktiviseret gennem valget af en ny ledelse, bestående af mennesker, som på andre felter indenfor dansk musikliv har vist, at de har evner og kræfter til at gennemføre et arbejde for musikens sag.

Den 20. december valgtes på en ekstraordinær generalforsamling fuldniægtig Arne Buchler-Larsen (formand), kontorchef Bj. Gamborg (næstformand), modelsnedker Ricard Anderserz (kasserer), landsretssagfører T. Mollerup (sekretær), fuldmægtig, cand. jur. Erik Dynesen, turistchef Gunnar Forchhammer, Odense, og politimester Karl Halsteen, Herning, som foreløbig bestyrelse for Dansk Musik Lytterforening, med organist Sven Kock og direktør Arne Zacharlassen som suppleanter. En omorganisation af ledelsen vil dog snarest blive gennemført med større slagkraft for øje. Den nye bestyrelse, i hvilken Ricard Andersen, Gunnar Forchhammer og begge suppleanterne bevarer kontinuiteten i foreningens ledelse, består for en del af ledende personer indenfor »Danske Amatørsymfoniorkestres Samvirke« og har derigennem de ønskelige forbindelseslinier ud over hele landet til de kredse, som kan få musiklytterne i tale. Den første og vigtigste opgave er i fortsættelse af de tidligere bestræbelser at bringe alle muligheder til anvendelse for at samle landets musiklyttere under foreningen. Selvom der er langt til opnåelsen af den specielt på musiken indstillede repræsentant i radiorådet, vil en niusiklytterforening med et anseligt medlemstal hurtigt gøre sig gældende i bedømmelsen af musikinteressen og i opfyldelsen af de musikinteresseredes ønsker.

Fremsættelsen af disse ønsker bliver som hidtil musiklytterforeningens anden hovedopgave, og ønskerne må i første række rettes imod kvalitet, passende tildeling af sendetid og udsendelsernes rimelige placering på programmerne. Et lands musikkultur er en målestok for dets hele åndelige udvikling, og enhver lytter, der vindes for den gode musik, er en forøgelse af nationens åndelige kapacitet. Om man er af den opfattelse at smagen ikke kan diskuteres, må man dog være enige om, at smag kræver forudsætninger. Det må være folk med indsigt og med følelse for opgaven, som - i spøg og alvor -- sondrer mellem den musik, der fremmer kulturen, og den, som kun virker forfladigende og fordummende, og de må ikke lammes i deres bestræbelser for også på musikens, område at gøre radioen til den kulturspreder, den frem for alt skal og må være.

Den afstemning, hvori den tilfredse musiklytter ikke finder sig foranlediget til at deltage, og de udslag programinetret. viser, når højtalerne giver baggrundsmusik for almindelig selskabelighed, er uden gyldighed for bedømmelsen af den virkelige musikinteresse, og giver ikke noget sandfærdigt grundlag for en pessimistisk vurdering af denne. Og selvom så var, var der jo des mere grund til at samle kræfterne til kampen for detl der duer.

Er også De med i denne kamp?
BJ.