Den sidste store romantiker

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 01 - side 6-6

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Den sidste store romantiker

Den .8. september sidste år døde Richard Strauss, og med ham gik den sidste store romantiker bort. Som søn af valdhornisten Franz S. fødtes han d. 11. juni 1864 i Miinchen, og kort før sin død blev han hyldet på sin 85-årsdag i alle musikcentrer verden over. Han var Berlioz, Liszt og Wagners tro discipel, videreførte fra de to første de symfoniske digte og lærte af den tredje beherskelsen af den virtuose orkesterpalet. Allerede inden århundredskiftet bragte han den programmusikalske form til fuldendelse gennem værker som f. eks. »Don Juan« og »Till Eulenspiegel«. Han må have haft fornemmelsen af - trods et vist åndeligt slægtskab med Wagner - at det ikke ville lykkes ham at videreføre det wagnerske musikdrama, og i overensstemmelse med sit naturel byggede han derfor sine operaer op på et mere borgerligt konventionelt men, også raffineret sanseligt grundlag (»Rosenkavaleren«, »Salome«). Netop i det orkestralt og klangligt elegante sporede man en tilknytning til de nyere strømninger, men de blev ikke - som f. eks. hos hans jævnaldrende Carl Nielsen - bestemmende for hans videre udvikling, og han faldt tilbage til en vis borgerlig atmosfære som den, der klæber ved hans »Symphonia Domestica« (1903). Så sent som 1915 kommer fra hans hånd det kæmpemæssige stykke programmusik »En alpesymfoni«, hvormed han midt i den nye tids opblomstrende forår bringer romantikens ægtefødte barn - det symfoniske digt - til forfald.

Lige til det sidste nedfældede han sine musikalske tanker og skrev utrætteligt nye kompositioner: cembalokoncerten, metamorfoser, duet-koncertinoen m. fl., men med disse værker dokumenterede han stadig sin rod i det 19. århundredes tradition og æstetik. Med Bach har Strauss det fælles, at han lever en stor del af sit liv i en tid, der viser ganske andre idealer, end dem hvorpå han bygger sin kunst. Men medens Bach blev den vældige slutsten og fuldender af en stor epoke, blev det Strauss' lod at føre den periode, som han åndeligt tilhørte, til forfald.

Det er hele den atmosfære, der knytter sig til Strauss' kunst og skæbne, som Niels Viggo Bentzon har villet indfange i sin litterære skitse »Det gamle hus«. Såvel fra Niels Viggo Bentzon som fra DM's side er publikationen af »Det gamle hus« et forsøg. Forfatteren, der er blevet stærkt grebet af Franz Kafkas bog »Processen«, har selv søgt i Kafkas ånd at give udtryk for sin fornemmelse af »tilfældet Strauss«.
fsp.