Det gamle hus

Det gamle hus

Det begyndte i Bruckner-Strasse - en af disse lange, velholdte patriciergader i det gamle Tyskland. De tunge husfacader, overlæsset med stuk, står ærværdigt afventende, tilbagetrukket bag lindetræernes allérækker. Luften er tung, en markise skrumpler i sit stativ, bevæget af vindens dovne pust.

1880. - Sén august eftermiddag. Udfor et bestemt hus standser den besøgende og betragter den ornamenterede massive egetræsdør med kobberdørhammeren, der springer frem som en skaldet gammelmandsisse. - Ikke fordi dette hus eller denne port afviger synderligt fra de andre huse og porte i gaden. Disse biedermeierske velstandshuse vidnende om økonomisk tryghed ligner hinanden, et symbol på det gamle Tyskland, lidt smagløst i udsmykningen, lidt trist i kulørerne.

Den besøgende går videre men standser igen - hvad er der ved dette hus? Hvad drager ham? Han ved det ikke. Endnu engang lader han blikket løbe langs gesimser og nicher og følger den naivt forsirede tagrende, der springer frem højt oppe. »Husets tagskæg - skæg« - en nærliggende banal association får ham til pludselig at se familieportrællet: den tyske borgerligheds stamfader med kejser Wilhelm-skæg! Tankeflugtens bizarre indhold afføder et sært smil, men uden iøvrigt at hefte sig ved denne lille meditation nærmer han sig tøvende huset og rækker hånden ud mod dørhammeren. Han banker forsigtigt - resultatløst - endnu engang, lidt mere energisk . - . Efter den - fjerde banken høres en svag lyd langt borte. Den synes at komme både indefra og oppefra, og først efter flere minutters forløb kan han skelne de karakteristiske bump-bump, der stammer fra én, som i ungdommeligt vovemod tager trapperne i 2 à 3 spring. Nu er det ganske nær ved; raslen af bolte og kæder, og den massive egetræsdør glider tilside for en stor dreng - flygtigt anslået til 15-16 år - i stumpede bukser, kniplingskrave og med et åbent og klogt blik i de udtryksfulde blå øjne.

»Hvad ønsker De«, spørger drengen med et venligt smil, »nogen bestemt, De vil tale med«? - Den besøgende, på hvem det hele virker så underligt uvedkommende, følger automatisk drengen ind i den store port og opad den første trappe. På afsatsen henvender han sig for første gang til drengen: »Hvad hedder du«? »Richard Strauss«, svarer han, »jeg bor helt oppe på øverste etage, og det er langt. Men nu skal jeg vise Dem huset først.« - Den besøgende nikker bifaldende og følger påny drengen gennem de sindrige trappe-systemer, nicher og korridorer, som den slags gamle upraktiske huse er udstyret med. Det går kun langsomt fremad, en evighed fra trappeafsats til trappeafsats. Store brune paneldøre uden navneplader vidner om, at beboerne ikke ønsker, man uopfordret bryder ind på deres enemærker. »Hvem bor her«, spørger den besøgende. »Jeg ved det knap; husk på, jeg er ikke så gammel endnu. Jeg har kun boet her i huset i 16 år, så jeg har endnu ikke haft lejlighed til at hilse på alle beboerne, men ha' lidt tålmodighed, vi kommer snart til at hilse på en meget ærværdig gammel herre«. « Med disse ord fører drengen sin ledsager forbi et par mørke nicher og standser foran en usædvanlig stor og, tung egetræsdør. »Her bor Anton Bruckner«, siger drengen, »og nu må De have mig Undskyldt. Når De vil forlade os, så kom op til mig, og jeg skal bagefter følge Dem ned til porten, den er nemlig ikke let at finde igen, hvis man ikke er stedkendt«.

Derefter forsvinder drengen opad trapperne, og den besøgende følger ham med øjnene, indtil han er ude af syne. Til allersidst er han kun synlig som en prik højt oppe, hvergang han drejer rundt ved en ny trappeafsats. Betaget af dette mærkelige syn må gæsten være faldet hen et øjeblik, indtil et let tryk på armen kalder ham tilbage. »Kom indenfor«, siger en gammel herre, »så skal jeg fortælle Dem om husets Beboere«.

Den besøgende trådte ind i en stue med mørkerøde portiérer fra gulv til loft. »Dette her og de tykke tæpper giver det hele et soliditetens præg«, tænker den besøgende, idet han lader blikket dvæle ved familieportrætterne på det store flygel. Silhuetter af klassiske mestre virker som advarende pegefingre, der springer frem fra porflérernes folder. »Der bor så mange her i huset, og de beskæftiger sig udelukkende med musik«, forklarer den gamle herre uden indledning. »Nedenunder bor nogle meget flittige mennesker, der arbejder dag og nat. Dem har vi stor nytte af, vi der bor højere oppe i huset, for gennem gulvet kan man jo høre, hvad de komponerer«. Han tav og lyttede veltilfreds, medens den besøgende gjorde sit bedste for at se interesseret ud. For ham var der nemlig fuldstændig stille i hele huset. »Hører De ikke, det er Joachim Raff, der komponerer en ny violinkoncert? Han bor et par etager nede og kommer aldrig højere op. Ovre på den anden side af gangen bor derimod en kunstner, som vi for tiden ser meget til. Det er Richard Wagner; han har lejet sig et par værelser her, og gaar De videre op ad trapperne til de højere liggende etager, vil De måske møde Brahms eller Reger. - Nu skal jer følge Dem ud«.

Den besøgende havde bagefter egentlig ingen klar fornemmelse af, hvordan han var kommet ud, da han igen stod på gangen, og den tunge dør var gledet på plads bag ham. I modsætning til tidligere, hvor den beredvillige dreng ikke blev træt af at fortælle om, hvad de stødte på under deres »bjergbestigning«, var nu alt helt stille. Dog var der ligesom noget bagved denne stilhed, et eller andet ubestemmeligt, der fik den besøgende til at føle det, som om han befandt sig i centret af en stor, sovende organisme. Usikkert ledte han efter noget, der kunne opfattes med hørelsen, og efterhånden opstod der én stor sammenhængende lyd omtrent som tusind flimrende cembalotoner. Det var umuligt at udskille bestanddele fra det »lydfluidum«, der lidt efter lidt omsluttede enhver genstand og hulning i dette tungt åndende murstenslegenie. Han så ned gennem trapperummets labyrint af tremmebugtninger, hvorfra mørket åd sig op imod ham. som en stor, klægt flydende masse.

»Det minder om et krater eller en brønd«, tænkte den besøgende, idet han passivt betragtede de mørke omgivelser. »Jeg må holde mit løfte til drengen og besøge ham deroppe. Måske hjælper det at komme til vejrs. Hernede er temmelig ufremkommeligt.« Toneflimmeret bag de brune paneldøre følger ham på hans vej op ad trapperne, og den besøgende har kun tanke for at befri sig for de uvedkommende impulser. »Lad mig skumme det væk«, tænker han og lader håndfladen glide langs det uregelmæssige gelænder. Så nærværende er dette tone-flimmer, at det forekommer ham som materialiserede det sig og blev håndgribeligt stof. På en højtbeliggende etage indfinder drengen sig. »Nu er vi der snart,« siger han og går hurtigt i forvejen. Den besøgende følger ham nogen tid og træder derpå ind i et stort lyst rum med reoler fra gulv til loft. »Her har jeg en mængde nodeliefter,« siger drengen stolt, »men de tilhører ikke mig allesammen. Når jeg af o.,, til kommer ned på de lavere etager, er man så venlig at låne mig forskellige ting til gennemspilning.« »Han udtrykker sig nu lidt gammelklogt«, tænker den besøgende, men får iøvrigt ikke tid til at reflektere yderligere over sin ungdommelige ledsagers verbale udgydelser. »Når jeg er færdig med at studere disse nodeliefter,« fortsætter drengen uden afbrydelse, »går de videre til Bubi Arnold.« - »Hvem?« spørger den besøgende nysgerrigt. »Husets yngste,« svarer drengen og peger henimod et hjørne af værelset. En indvendig trappe forbinder værelset med etagen ovenover. Den besøgende vil nærme sig, men hans ledsager slår afværgende ud med hånden. »Oprigtig talt,« siger han, »lad os standse her, for den lille Bubi Arnold med sine 6 år er endnu under mit formynderskab og skal nødigt udsættes for altfor mange nye indtryk. Han hører til her i huset og har den fordel, at han kan studere alle os andre, der bor nedenunder. Tænk på, hvor meget musik der rummes her i huset, og alt det har han gratis, når han bare lytter.

- Men lad være at forstyrre ham.« Drengen siger dette med ungdommelig myndiglied, og den besøgende indvilliger i at afstå fra dette sidste men sikkert fængslende møde. For at samle de mange indtryk, han har modtaget under opholdet i det gamle hus, går den besøgende hen til et stort vindue, som næsten helt udfylder den ene side af værelset. Han ser ned . . . »Åbn ikke vinduet,« siger drengen uden at begrunde sin advarsel nærmere. Den besøgende ser igen ud gennem ruden: Tårne og spir rager op rundt omkring. »En stor uregelmæssig skov«, tænker han ved sig selv og, fortsætter højt, henvendt til drengen: »Jeg er træt, før mig ud!« - Drengen nikker samtykkende.

Ned ad de mange trapper føler den besøgende det, som om han bogstaveligt synker. En dræbende træthed lægger sig som indføget sand om alle nervespidser. Det dulmer og snurrer, alt hårdt bliver blødt, gelænderet en svinetunge, trappen et morads. Den af træthed oppiskede tankeflugt giver.nu de dystre indtryk en dramatisk udformning. Paneldørene glider til side og afslører mørke gruber, hvis indhold er faretruende ukendt. Cembaloflimmeret stiger og daler i lange bølgebevægelser, snart uudholdeligt stærkt og pågående, snart udvisket som en næppe hørlig skraben. Drengens bump- bump, der i stadigt, hidsigt forøget tempo opildner den besøgende til at spænde sin sidste fysiske kraft til det yderste, hamrer som tørre slag mod trommehinden. Alle slags lyde blander sig efterhånden til en udflydende masse, der med dejgagtig klæghed lægger sig omkring alle genstande. »Jeg må igennem«, tænker den besøgende med bandsat energi. Drengens kænguruagtige bumpbump-bevægelser gjalder nu enerverende stærkt lige foran ham. »Hvornår er vi ved porten,« næsten skriger han frem i mørket, medens sveden hagler af ham, »jeg holder det ikke ud længere.« Et stort rum åbner sig foran ham: »Porten«, registrerer han mekanisk, »jeg er fri.« - Det samme ceremoniel gentager sig: raslen af kæder, bolte slås fra, og den massive dør glider tilside.

Da indtræffer noget uventet. - Som blændet af et skærende lysglimt griber den besøgende sig til øjnene og vakler bagover: Illusionen er brudt. Lidt efter lidt, langsomt vågnende af en døs bliver han klar og nærværende. »Naturligvis,« siger han, »det har jeg jo set så mange gange før.« - Hvad ser han? - Ruiner, brandtomter, bombekratere, stendynger. Overfor holder en jeep foran en interimistisk café, fyldt med soldater fra besættelsesmagten. - »Skal jeg skaffe en droske,« siger stemmen bag ham. Han vender sig om. Den. gamle komponist peger over mod jeepen. »Den holder derovre.« »Han kan ingenting se«, tænker den besøgende, idet han slår afværgende ud med hånden, »jeg vil helst gå,« siger han og tager hastigt afsted. - Lidt længere borte vender han si,,, for at se på det gamle hus. Der ligger det uskadt og tilbagetrukket, som om det stadigt ville give plads for de statelige allé-rækker. »Dets samtidighed med omgivelserne er ophævet,« slutter han. »Bruckner-Strasse eksisterer ikke mere, men det gamle hus kan man finde alligevel. Han går videre, og snart ligger huset langt borte, skarpt fikseret, som så man det gennem den forkerte ende af en teaterkikkert.

Han standser på toppen af et højdedrag. Det røgsværtede ruinpanorania, der ligger udbredt foran ham, skifter ustandselig udseende. Noget bulner lier, andet hviner dér, en uophørlig vekselvirkning mellem bevægelse og stilstand. Midt i dette står huset stadig med skarpe konturer, tillukket og urørligt. Skarpere og skarpere tegner hver detalje sig, som på et fotografi, livis fremkaldelse man prøver at forbedre. Snart er alt så urimelig klart og lyst, at det sprænger alle grænser for, hvad man evner at modtage. »Det indtryk ætser sig fast«, tænker han, »det bliver umuligt at viske ud«. Han vender sig om og følger stien, der snor sig ned ad den modsatte side af højdedraget. Kort efter befinder han sig på et vidt udstrakt terræn med udrangeret krigsmateriel, der på enkelte steder hober sig op til bjerge af skrammel. Han sætter sig mekanisk på en murbrok og lader sit blik strejfe hid og did, hans tanker stivner i stilhed. Men denne stilhed bliver langsomt til liv, noget dæmrer dybt i ham, noget nyt, noget positivt, en følelse af styrke. Han rejser sig og går videre frem: »Aldrig mere tilbage, for der er jo kun én vej at gå«, lyder det til ham fra de fordum så trygge patricierhuses nu gabende tomme vindueshuller. »Jeg véd det jo«, tænker han og føler sig ikke mere alene med sin erindring om det gamle hus, som før truede med at blive virkelighed for ham. »Disse stenørkner støtter mig alligevel mere; de er en hård og barsk virkelighed, men de indeholder også mulighede:rne. Det gamle er forbi, men smukt var det i sig selv« - stadig opfyldt af nye tanker går han frem ad stien som længere henne tager form af en anlagt vej. Og dér, få hundrede meter foran ham, ser han et pulserende liv: der arbejdes, mures og tømres. Men også dette synes som ruiner, for det er jo lutter nøgne mure bag stilladsernes tynde netværk, men det er opbygning. Formerne står ikke klart, kun svagt fornemmes de indenfor stilladsernes rammer. Detaljer - ja de eksisterer kun i fantasien, den fantasi hvoraf det nye, skal finde sin form engang.

Et øjeblik vender han sig og ser bag højdedraget det gamle hus som en fjern tåge: »Det kommer aldrig tilbage«, tænker han og et forhåbningsfuldt smil lyser på hans ansigt.

Niels Viggo Bentzon.