Nye musikalier

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 01 - side 18-20

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Nye musikalier

// Som resultat af mange års pædagogisk erfaring i harmonilære har komponisten, prof. Finn Høffding på Wilhelm Hansens forlag udgivet »50 koralharmoniseringer« af Bach udvalgt og tilrettelagt sådan, at der bliver en fremadskridende sværhedsgrad i koralerne. Formålet er at give den musikstuderende en materialesamling til brug ved harmonilærestudiet, og der er ingen tvivl om, at den foreliggende samling, der afbøder et savn, vil finde udbredt anvendelse. Særlig værdifulde er de koraler, som Bach selv har harmoniseret på forskellig måde, og som Høffding meget oversigtligt har opstillet under hinanden, hhv. 2 og 4 koraler. Det giver et slående indtryk af den fantasi og rigdom på variation, der kan udfoldes selv i en så bundet form.

// Wilhelm Hansens forlag har i »Kor Bibliotek« (mandsstemmer) udgivet Poul Schierbecks »Vikingepigen« (Nis Petersen), »En dansk student« (Kaj Munk) og Oskar Gyldmarks »Lenaustemninger« (Thor Lange) for alt, mandskor og klaver. Endvidere foreligger Oluf Rings »Julekantate«. der er en bearbejdelse for sangstemmer, orgel og strygere (ad.lib.) af Thomas Laubs »De hellige tre Konger« med tekst af Grundtvig. Værket er glimrende egnet for skoleorkestre og -kor.

,// Ved sin viseaften i efteråret bragte Christian Gottschalch en lille godte frem: »Visen om Bente«, en af de sørgmuntre

skæbner fra Arne Ungermanns »Den store Bastian for voksne« med musik af Hern7. D. Koppel. Komponisten har ikke gjort en tøddel for at være original, men lavet sin vise efter de gode gamle, firkantede gadeviseforskrifter. Resultatet er nydeligt, det er blevet en sjov vise, man husker den, fordi den ligefrem klæber til hjernen, som viser nu engang skal. I sin genre er den næsten perfekt, men har kun den fejl, at omfanget (a-fi S2) - næsten to oktaver - er for stort for almindelig dødelige, og bliver den ikke i løbet af kort tid hvermandseje, så kan det kun skyldes dens for store omfang.

// Samlingen af W.H.s studicpartiturer er nu forøget med Hugo Alfvén's »Dalarapsodi«, svensk rapsodi nr. 3 op. 47.

// Under titlen »Det gule kavalkade hefte« har klaverpædagogerne Inger Loudrup og Else Buchardt på Wilh. Hansens forlag udgivet en samling små klaverstykker, der - ifølge udgivernes erfaring - skulle dække elevernes ønsker, sådan at de ikke behøver erhverve forskellige hefter, af hvis samlede stykker kun de færreste bliver spillet. Resultatet er blevet noget broget, og man kunne nok have ønsket, at udgiverne havde taget lidt mere hensyn til kvaliteten og derfor havde undladt at medtage ligegyldigheder som klaverstykkerne af Jensen, Birkedal-Barfod og Petre f. eks., ligesom inan kunne have ønsket en mere kritisk sigtning med hensyn til det

teknisk overkommelige, så ikke mange og store greb fulgte efter hinanden. Man spørger sig, hvem heftet egentlig er beregnet for? Der er ingen progressiv teknisk og musikalsk udvikling i sammenstillingen, for børn under 12-14 år er stykkerne gennemgående for svære (de store greb), og børn over 14 burde i de fleste tilfælde erhverve sig de samlinger (Bachs inventioner, Schumanns »Carneval«1 Carl Nielsens op. 3 o. s. v.), hvorfra stykkerne er taget.

// »Til Søren!« kalder Sv. S. Schultz en lille samling klaverstykker, der er udkommet hos Wilh. Hansen. De fire stykker - Fødselsdagsmarch, Arrig-mand, Vuggesang og Småtrold - er vel nærmest tænkt. som en musikalsk spøg, man kan servere for sin pode, mere end som' stykker, »Søren« selv skal gå i lag med, et forsøg i denne retning ville sikkert omgående gøre den søde småtrold til en arrig mand, for her er mere, end hvad ti 4-6 cni's fingre kan klare. Musikalsk er disse bagateller ikke meget givende; de står og falder med den elegance, hvormed man kan trylle dem f rem på klaveret. Hver af dem er bygget. på en mosaik af småidéer, hvoraf i reglen én - marchtemaet i det f ørste, berceuse-motivet i det tredje og det folkemotiviske førstetema. af det fjerde stykke - har en vis slagkraft eller atmosfære, men Schultz kan ikke gennemføre at fastholde en stilistisk helhedslinje og henfalder derfor ofte til udvendig bravour eller intetsigende klaverklichéer, som kun svækker og udtynder det i forvejen ikke særlig interessante stof.

.// Ikke mere end godt et år efter uropførelsen af Niels Viggo Bentzons koncert for klaver og orkester ved torsdagskoncerten den 18. november 1948 foreligger værket nu udgivet på Wilh.Hansens forlag i en udgave for to klaverer transkriberet såledesl at orkesterpartiet på steder, hvor soloklaveret pauserer, er udskrevet-for begge klaverer, i soloklaverstemmen markeret ved anvendelsq af min&e nodetegn; dette giver en mere overskuelig og klanglig gennemsigtig sats. Betegnende for denne koncert i forhold til N. V. B.'s tidligere klaverværker - Passacaglia, Partita og sonater m. m. - er dens hældning mod det kammermusikalske, hvilket giver sig udslag bl. a. i en ofte frodig polyfon stemmeføring med lange melodiske linjer. Det symfoniske præg, der er karakteristisk for N. V. B.'s store soloklaverværker, har han ikke følt sig fris-,,et til at overføre netop til en klaverkoncert med dens mange orkestrale mulig

heder, men har foretrukket den niere intirne form for musiceren melleni klaver og orkester. Er han veget tilbage for et forsøg på for alvor at udfolde sin klaversymfoniske stil i samspil med orkester. eller'koni klaverkoncerten blot på et tidspunkt, hvor hans udvikling allerede var drejet ind i mere kammermusikalske baner igen? Det sidste er sikkert den rigtig~ ste forklaring på fænomenet, efterfølgende værker, bl. a. kammerkoncerten nr. l,, støtter en sådan antagelse. Med sit første klaverkoncertforsøg (2. symfoni) ville N. V. B. jo netop overføre sin symfoniske stil også til orkestret, det fik blot overvægt og istedet for en koncert blev det til en klaver-symfoni. Sammen med Koppels 3. klaverkoncert, der uropførtes få måneder før, er N. V. B.'s koncert det ypperste. ny dansk musik kan opvise i denne genre. // Samfundet til Udgivelse af dansk Musik, Edition Dania, har udgivet en række værker i sin »3. serie, 1948«. Af orkesterpartiturer foreligger det første værk, Kuhlau skrev efter at have bosat sig i Danmark: ouverturen til 0elilenschlågers syngespil »Røverborgen«, Emil Reesens »Gaucho-suite« og J. L. Emborgs tema med 12 variationer og en gigue for stort órkester »De tolv masker« op.-50. Endvidere foreligger en pastorale for violin og klaver op. 20 af Svend-Ove Møller, »4 Klaverstykker« af Walther Jensen, Chr. Dannings lille firsatsede stykke »Drømme« for strygere, »To verdslige salmer« (»0 Herre skænk mig« og »Nu slukkes Lysets Straaler«, tekst: Cai M. Woel) og »Den nye vår« (tekst: Aage Berntsen) for blandet kor å cappella af Ejnar Jacobsen og P. S. Rung-Kellers å cappella-stykke med bibeltekst, »Jeg sletted som tåge din misgerning«.

I[Jdlandet

Universal Edition (Wien) har udgivet »8 Préludes pour piano.« af Frank Martin. I hvert præludium har Martin fastholdt en meget karakteristisk og smuk atmosfære, i nr. 3 f. eks. med et svagt anstrøg af Chopin, hvilket man må forstå derhen, at Chopins sensitivitet, hvor den er mest ædel og ren, her kan tænkes videreført i et vor tids tonesprog. Nr. 6 er en ren kanon, gennemført i meget graciøse og expressive melodilinjer ikke uden tilknytning til wienerskolens, atonalister, men også fransk-impressionistiske elernenter præger visse af préludierne, kort sagt: Frank Martin udtrykker sig helt i sin tids tonesprog, lian har opsuget meget af, hvad tidens strømninger har kunnet give ham af materiale og omsat det i værker, der bærer hans personligheds fornemme stempel.

,// Under redaktion af Herbert Connor og Eric Ericson har »Sveriges Kórfårbunds Fårlag« (Sthlm.) udsendt første hefte af en samling, kaldet »Spela och sjung«, som indeholder ni kompositioner fra Renaissancen og baroktiden, beregnet til brug for kor og musikcirkler. Samlingen er forsynet med et instruktivt forord og kommentarer til de fleste af værkerne og er i højeste grad anbefalelsesværdig for mindre ensembler eller musikkredse, der ønsker at komme i kontakt med de gamle tiders rige musikalske skatte.

113artoks violalkoncert

// Boosey & Hawkes, London, har udgivet Bartoks efterladte værk: koncert for viola og orkester, som nu foreligger også i udgave for viola og klaver. Som tidligere ineddelt fik Bartok aldrig selv gjort værket. færdig til trykning, og det sidste man hører om kompositionen sker gennem et brev til William Primrose, hvori Bartok bl.a. skriver: »Jeg glæder mig over at kunne meddele Dem, at Deres violakoncert allerede er færdig i udkast, således at kun partitueret skal skrives, hvilket så at sige kun er et rent mekanisk arbejde . - - Mange interessante problemer opstod ved kompositionen af dette værk. Instrumentationen vil blive temmelig gennemsigtig, mere gennemsigtig end i violinkoncerten.

r_, el

Også Deres instruments mørke, mere maskuline karakter har øvet indflydelse på -værkets hele karakter. Den højeste tone,

jeg anvender, er 'A', men jeg gør hyppig brug af de dybe registre. Den er affattet i en temmelig virtuos stil. Sandsynligvis vil nogle passager være ubekvemme eller uspillelige. Dette vil vi tale om senere, når De har gjort Deres bemærkninger hertil.«

Men der blev ikke noget »senere«; kort tid efter at have skrevet dette brev døde Bartok, og hans ven Tibor Serly og William Primrose påtog sig opgaven at færdiggøre manuskriptet. Men hvad der for Bartok ville have været et »rent mekanisk arbejde«, blev for Serly en næsten uløselig opgave. Først skulle manuskriptet dechifreres, og da Bartok havde nedskrevet sit manuskript ofte på små tilfældige nodepapirstumper som skitser, hvorpå rettelser blev vedføjet, uden at det rettede blev udvisket ' og da siderne ikke var nummererede og satsbegyndelse og -slutning ikke angivet, krævede tydningen den største påpasselighed og indsigt i Bartoks kunst. Et andet problem rejste sig ved tydningen-af harmonier og udsmykninger, som Bartok ofte kun havde angivet ved anvendelse af en art stenografisystem, og sluttelig var selve instrumentationen en ikke helt let opgave, da der, bortset fra udtalelsen om instrumentationens gennemsigtighed, manglede enhver angivelse af instrumentation.

Dette store arbejde er nu afsluttet, og efter klaverudgaven at dømme er det fuldført på en smuk og forsvarlig måde. Bartok har skænket eftertiden sit sidste store værk. F. S. P.