Radioen

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 01 - side 15-16

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Radioen

Ved N. B. Møller-Nielsen

Idag, hvor der står en radiomodtager i så at sige hvert eneste hjem her i landet, har musikken fået en udbredelse, der før radioens tid ville have været utænkelig. Det er nu muligt for enhver at komme i forbindelse med netop den musik, - der passer for ham; og der rummes indenfor musikkens vidtstrakte rige, som bekendt, muligheder for enhver smag, ligefra den mest letbenede musikalske underholdning vi alle kan nynne med på og til dybt komplicerede værker, hvor kun et fåtal har mulighed for virkelig tilegnelse. Hvad der ligger indenfor disse to 1»unkter,' kan vi måned efter måned finde repræsenteret i vore radioprogrammer, og sådan skal det da også være. Men - -er det rigtig, at radioen nøjes med at diske op for sit publi

kum, som en forretningsmand for sine kunder, med blot det ene mål at gøre alle tilpas? - Nej, det er det naturligvis ikke. Man har lov at vente andet og mere af en statslig kulturinstitution. Man har lov at vente et intensivt og beslutsomt arbejde på at bane en farbar vej, ad hvilken det størst mulige antal kan nå frem til interesse og forståelse for de kulturværdier, der igennem århundrede er blevet nedlagt i tonekunsten. Radioen må med andre ord virke pædagogisk. Ja, det.lyder kedeligt, men det behøver det slet ikke at være.

. Et sådant musikalsk oplysningsarbejde er naturligvis ikke ukendt indenfor statsradiofonien; men den indeværende sæson, repræsenterer en næsten total mangel på sådant arbejde. Vi har ellers før haft aldeles fortrinlige udsendelser om musik, f. eks. studiekredsen for nogle år siden og sidste års serie »Fra komponistens værksted«. Det var udsendelser, der havde mulighed for at nå ud til og præge den store lytterskares musikopfatfelse. Disse udsendelser må betegnes som direkte pædagogiske, og her kan man let finde nye og hensigtsmæssige former, f. eks. ved at se, hvordan man indenfor folkemusikskolerne arbejder med hørelære og lytterskole.

Men der findes også store muligheder for indirekte pædagogisk stræben, nemlig ved i alle udsendelser med musik at søge smagen og forståelsen udviklet. Lad os f. eks. se lidt på udsendelserne for piger ,og drenge. I disse udsendelser spiller sang og musik en meget betydelig rolle; men ikke desto mindre er de lagt i hænderne på folk, deres mange gode egenskaber til trods, som tilsyneladende ingen mulighed har for at lede børnenes opm,-ærksomhed frem mod den gode musik. I udsendelserne »Vi synger saninien« for de 6-10-årige fyldes de si-nå lyttere med banaliteter til rædsomt klaverakkompagnement, der kun kan forfladige smagen og ødelægge børnenes sunde anlæg for tilegnelsen af musikalsk

kvalitet. Hvorfor overlader radioen ikke, et sådant arbejde, hvor det drejer sig om børn, sang og musik til en af vore mange dygtige musikpædagoger? Lad os ikke forsømme den chance vi har her til ganske umærkeligt at opdrage lyttere, der er i stand til tage imod de musikalske værdier--radioen rækker dem. Som man kan gøre her, kan man gøre i alle udsendelser, hvor sang og musik indgår som mere eller mindre væsentlige ingredienser. Ved at benytte den gennem de sidste årtier så veludviklede musikpædagogik har vi mulighed for langsomt, men usvigeligt sikkert, at udvikle og forbedre sansen for den gode musik. Det vil være naturligt at begynde med børnene, dels har vi her de bedste chancer for et godt resultat og dels er udsendelserne for piger og drenge et så forholdsvis begrænset område indenfor radiofoniens arbejdsfelt, at det let lader sig overse. Lad os derfor håbe, at radioen, nu når man skal igang med den nærmere planlæggelse og udformning af arbejdet i næste sæson, vil indse den store betydning, et indirekte pædagogisk arbejde vil kunne få for en højnelse af interessen og sansen for musikkens kunst.