Sv.S. Schultz: Solbadet. Nogle tanker efter uropførelsen

Sv. S. Schultz: Solbadet

Nogle Tanker efter Uropførelsen

Af Gerhard Schepelern

Operakomponist i Danmark, en tragisk Skæbne! Thi en Skæbne maa det være; hvem skulde vel af egen fri Vilje gaa i Lag med et saa udsigtsløst og lidet indbringende Arbejde, hvis ikke et eller andet tvang ham? Nu findes der jo baade indre og ydre Tvang; til den sidste Art vil jeg blandt andet tillade mig at henregne Jagten efter Berømmelse, og til at naa, denne har Frembringelsen af en Opera altid været anset for et af de mere sikre Midler, hvorfor da ogsaa, Komponister, hvis kunstneriske Habitus laa, Teatret ganske fjernt, har følt sig draget af den Nimbus, det altid giver at faa en Opera opført paa vor Nationalscene. De fleste er nu imidlertid nok gaaet til Værket udfra et indre Behov, men ikke des mindre maa man sige, at dansk Opera er et af de Omraader, der tydeligst viser den omfattende Rigtighed af det gamle Ord om, at mange er kaldede, men faa er udvalgte.

Hvad lever der af dansk Opera i Dag? Dupuys »Ungdom og Galskab« lever, men den er jo strengt taget ikke fuldstændig dansk - og kun knap nok en Opera; Weyse er død paa Scenen, Horneman har aldrig levet dér; Hartmanns »Liden Kirsten« kan endnu spilles, men hvor længe? Tilbage bliver Heises trods alle åbenbare Mangler vidunderlige »Drot og Marsk« samt Carl Nielsens to Mesterværker, af hvilke dog »Saul og David« ved hver ny Genoptagelse beknæfter, at den i scenisk Henseende er et problematisk Stykke. Enna er død, og Lange-Müller lever paa Scenen kun i »Der var engang -«. Fra den senere Tid er der saa Børresens Enakter »Den kongelige Gæst«, der er et morsomt Exempel paa, at der i et til Overmaal bekendt Tonesprog kan frembringes Værker af kunstnerisk Værdi. Klenau var jo et ubestrideligt Talent, men hans Værker havde intet med dansk Opera at gøre; de udsprang af en Æstetik, som baade i Art og i Tid ligger os fjernt. Endelig er der Hameriks »Marle Grubbe«, der foreløbig har gaaet i to Omgange paa Det kgl. Teater, oll som man vel tør haabe at faa høre engang igen. Hertil kommer saa alle de Komponister, der har faaet en eller et Par Operaer op, som har gaaet deres 6-8 Gange og siden ikke har vist sig; ogsaa ber er der anselige Folk imellem; man beliøver blot at nævne Schierbeck, Høffding og Bentzon. For alle de nævnte Komponister (maaske lige Klenau undtagen) g.ælder det, at Hovedvægten af deres Produktion ligger paa ganske indre Omraader, og at en Opera nu ligesom skulde krone deres Værk - ikke udfra noget forfængeligt Synspunkt, men udfra en ærlig Respekt for denne Kunstart, en Respekt, som sidder forbavsende dybt, selv i tilsyneladende overordentlig absolut-musikalsk indstillede Komponisters Sjæle.

Og hvad fik de saa ud af det? Nogen Finansoperation har det jo - bortset fra enkelte Undtagelser - ganske givet ikke været. Og hvad Hæderen angaar, har det jo ogsaa været smaat. Næsten alle har de faaet at vide, at Musikken var god, undertiden endda fortræffelig, men scenisk var det ikke rigtig noget, navnlig smeltede Musik og Handling kun daarligt sammen; »Komponisten har ikke ganske forstaaet at honorere Scenens Krav«, som det hedder. Det er i de fleste Tilfælde en berettiget Dom over vore hjemlige Operakomponister; enten føler de det som en Profanation af deres Musik, at den skal tilpasses efter Teatrets vulgære Krav, eller ogsaa sidder de hjemme og vil saa gerne lave det helt som det skal være f or at virke paa Scenen - hvis de blot vidste hvordan. Men glemmer let, at »Bortførelsen« er Mozarts 16.Opera, at »Rigoletto« er Verdis 13., at »Jægerbruden« er Webers 7., at »Den flyvende Hollænder«, »Faust«, »Perlefiskerne« og »Bohéme« alle er deres Skaberes 4.Værk i denne Genre - og de er alle den første levedygtige Opera fra de paagældende Komponisters Haand. Og alle disse Mænd, ikke mindst Mozart, Weber, Wagner og Verdi, har dog fra deres tidligste Tid levet og aandet paa Teatret, gennem mange kar lært dets særlige Krav til Operakomponisten at kende. Hvor skulde saa en stakkels Københavner, der er udgaaet fra Konservatoriet, maaske har rejst lidt hist og her, men ellers ikke har anden Tilknytning til Opera, end hvad Radio og Grammofon og de to-tre aarlige Generalprøvebesøg paa Det kgl. Teater kan give ham, - hvor skulde han, trods sine i Symfonier, Klaver-og Kammermusik ofte dokumenterede ubestridelige Evner, formaa at skabe noget af Betydning i denne Genre, som rent teknisk er ham et saa at sige fuldstændig lukket Land? Og alligevel bedømmes hans Værk paa Linie med de store Mestres ' og hvordan skulde man ogsaa ellers bedømme det? Bliver der først en særlig Maalestok for den hjemlige Produktion, er dansk Opera dødsens.

De stakkels Komponister kan vente i Aarevis paa at f aa deres Værker op paa Det kgl. Teater, selv efter at de er antagne, og kommer de endelig op, giver Udførelsen ikke altid en Komponist Lyst til at sende mere ind; ikke at den er daarlig, men der ændres hist og slettes her, det bliver noget andet, og det morer ikke altid en Komponist; han føler sig snydt for nogle Erfaringer, som han havde glædet sig til - og haft Brug for - at gøre. Og saa kommer som før nævnt Kritikken og siger, at der var noget godt i det, men det var for løst, for skitseagtigt, det var kort sagt et Tilløb, og, nu maa vi næste gang se, hvor han vil springe hen. Eller Komponisten er over den Alder, hvor man kan vente de store Spring, og Kritikken blotter Hovedet i Ærbødighed for Anstrengelserne, og alle kan se, at de mener: forgæves. En af de sørgeligste - og efter min Mening desværre ogsaa mest typiske - Skikkelser indenfor dansk Opera er Horneman: En højt begavet Komponist, der i over 20 Aar arbejdede paa sin Opera »Aladdin«, som da ogsaa blev et aldeles heterogent Værk med storartede Ting og udtraadte Klichéer i en forvirret Blanding - og scenisk et uhaandterligt Monstrum - kort sagt en vældig Eruption, en kogende Gryde, hvor godt og slet hvirvles mellem hinanden; hvad kunde det ikke være blevet, hvis Horneman havde haft Lejlighed til at gøre Erfaringer? Hvad skal de arme Komponister da gøre? Svaret er let: De skal skrive noget, som de kan faa opf ørt; kun derved kan de gøre sig Haab om at erhverve de uundværlige tekniske Kundskaber til videre Virke indenfor denne Genre.

Og her er vi nu ved Schultz; han har aabenbart forstaaet, at det er her, Hunden ligger begravet, og har umiddelbart efter sin første Opera »Bag Kulisserne« skrevet en til »Solbadet«, en Opera buffa, i 1 Akt, en lille pikant og let Ting, der allerede ved sit Emne faar Næseborene til at vibrere i vide Kredse. Den har blandt andet faaet den righoldigste Presseomtale, jeg mindes at have oplevet blive en dansk Opera til Del. Det skyldes ganske givet visse Musikken uvedkommende Faktorer, og der har da ogsaa. - navnlig i de mere emanciperede Del af vor Presse - været ytret visse Betænkeligheder af moralsk Art. (Den gode gamle borgerlige Presse er aabenbart saa nedsunken i Umoral, at den slet ikke kan kende den, naar den møder den!) .

Jeg skal kort referere Handlingen. En ung Pige kommer op paa Taget af en høj Beboelsesejendom for at tage Solbad. Hun er meget forsigtig med Taglemmen, som ikke maa falde i, da den kun kan aabnes nedefra. Alligevel er hun saa uheldig at komme til at støde til den, og i sin Nød kaster hun to smaa Lapper Papir ned med Bøn om Hjælp. Den første, der kommer op, er én Bisse, en »Spritter« af Storm P.Type. Han fordrer imidlertid hendes Penge og Badekaabe som Løn for sin Ulejlighed, og da hun vægrer sig ved at udlevere dem, tager han dem fra hende; til Straf knalder Pigen Lemmen i, inden han er sluppet ned. I samme Øjeblik kommer imidlertid den unge Mand, Sheiken, som han kaldes, til Syne, og da han af Pigen har hørt om Bissens frække Optræden, kaster han sig øjeblikkelig over ham og fratager ham Tyvekosterne; Lemmen er atter faldet i (Terzet). De to unge tænker paa, hvordan de kan blive Bissen kvit, og opfordrer ham til at klatre ned ad Huset, hvad han dog slet ikke har Lyst til; Sheiken beslutter derfor selv at vove Pelsen og stiger ud over Rækværket og forsvinder i Dybet fulgt af Pigens ængstelige Bønner om at være forsigtig. Bissen, som nu er blevet ene med Pigen, har i al Hemmelighed skrevet paa en lille Seddel, at en Gentlemantyv er ved at klatre ned ad Huset, og at man bør gribe ham; den kaster han ned, idet han lover den forfærdede Pige, at den nok skal skaffe hende Sheiken igen. Bissen opfører nu en Triumfdans, og lidt efter kommer ganske rigtig to Betjente slæbende op med Sheiken, som protesterer mod Anholdelsen og forsikrer, at han ikke er den skyldige; det interesserer imidlertid ikke Betjentene, og før de andre faar forklaret dem Sagens Sammenhæng, smutter Bissen ubemærket ned og knalder Lemmen i efter sig. Nu er de f ire fanget paa Taget, og Betjentene keder sig og forarges over de unge, der tydeligt nok interesserer sig mere for hinanden end for dem. (Ensemble med Fuga). Da høres der en svag Banken paa Lemmen, og en gammel Morlille kommer op; hun fortæller, at en underlig Fyr, der stod nedenfor, har sagt, at hun skulde gaa op paa Taget, hvor to Betjente ventede paa hende. Hun fatter ikke rigtig noget af det hele og følges ned af Betjentene. De unge Mennesker er omsider blevet alene og beslutter at tage Solbad sammen; de lukker Lemmen for at undgaa yderligere Forstyrrelser. Disse indtræffer imidlertid strax i Form af Betjentene, der har bemærket, at Lemmen paany er lukket, og »troede«, det var af Vanvare. De gaar, men lover at ville komme igen senere og afgive Rapport. Sheiken lukker efter dem og slæber en Parasolblok hen paa Lemmen, men nu viser Bissen sig og tilbyder at holde Sjov med Betjentene, saa de ikke kommer igen de første Par Timer - hvis Sheiken altsaa vil give ham en Tier; den udleveres, og han forsvinder. Pigen breder sin Badekaabe ud over Lemmen, hvorefter hun og Sheiken sætter sig paa den for paa denne radikale Maade at sikre sig mod flere uønskede besøg. Og her sænker Tæppet sig diskret. Det var ogsaa. i sidste Øjeblik, vil man sig; det var det unægtelig, men til Gengæld er der over hele denne lille Spøg, scenisk saavel som musikalsk, en frisk og solklar Atmosfære, der befrier den for ethvert Anstrøg af Lummerhed.

Den muntre G-Dur-Ouverture anslaar strax Tonen. Den bygger hovedsagelig paa Motiver fra første Del af Pigens indledende Soloseene - eller rettere omvendt, for Ouverturen er nemlig skrevet først; derfor sporer man ogsaa. en langt større Klarhed i Motivbehandlingen i Pigens Scene end i Ouverturen, som vel egentlig ved Lejlighed burde gaas efter i Sømmene af Komponisten; den er frisk og charmerende, men ikke saa god som han kan lave den. Dens Hovedtema:

[nodeeksempel]

behersker som før nævnt Begyndelsen af Pigens første Scene. Da Vagabonden viser sig, synger han strax det Tema, der Operaen igennem benyttes som hans »Ledemotiv«:

[nodeeksempel]

Pigens, Sheikens og Bissens Terzet er en nøjagtig Gentagelse af en Arioso i Pigens første Soloscene; det er et virkningsfuldt lyrisk Stykke, som man dog ikke faar meget Begreb om ved et kort Citat, den maa. kendes i sin Helhed. Første Del af Bissens Dansescene er en Travestering af »Højt paa en Gren en Krage«. Sidste Del af denne Scene udgøres af en strofisk Sang paa tre lidt forskellige Vers, der synges af Bissen, og som munder ud i en kort Duo Episode mellem ham og Pigen.

Betjentene kommer op med Sheiken, hvis Tema, som benyttedes i hans første Scene, paany bringes i hele sin Længde (Eks. a).

[nodeeksempel]

Strax efter lykkes det Bissen at undslippe, hvorefter et stort Ensemble paabegynder en Fuga (Eks. b). Lidt senere kommer Konen op og synger en lille Sang paa to Vers (Eks. c).

Akkompagnementet udføres af Strygeorkester med Sordin, og en Piccolofløjte ledsager Sangstemmen. Da Pigen og Sheiken omsider er blevet ene, genoptages Musikken fra Pigens allerførste Scene, og Slutningen ser saaledes ud:

[nodeeksempel]

Under den sidste lange Tone falder Tæppet.

Sammenholder man »Solbadet« med »Bag Kulisserne«, opdager man hurtigt, at det, som udmærker den sidst tilkomne fremfor dens Forgænger, først og fremmest er to Ting: Større Klarhed og Enkelhed, baade i selve Satsen og i Instrumentationen, og større Helstøbthed i musikalsk Henseende. (Det sceniske er det vanskeligt at sammenligne, fordi Det kgl. Teaters Udførelse af »Bag Kulisserne« fjernede sig saa langt fra det, Librettisten Schultz oprindelig havde tænkt, sig, at man knap har Mulighed for at forfølge hans Udvikling paa dette Punkt.) Orkesteret er væsentlig spinklere end i »Bag Kulisserne«; mens vi der har dobbelt Træblæserbesætning, 4 Horn, 2 Trompeter, 2 Basuner, Tuba, Pauke, Janitschar, Harpe og Strygere, har vi i »Solbadet« kun 2 Fløjter, I Obo, 2 Klarinetter, 1 Fagot, 2 Horn, 2 Trompeter, -1 Basun, Pauke (med Janitschar) og Strygere. Ogsaa Orkesterbehandlingen er gaaet frem; mens man undertiden i »Bag Kulisserne« lyttede forgæves for at opfatte Texten gennem Orkesterbrusetl kan man her overalt følge med i Replikkerne; Schultz har virkelig lært den (svære?) Kunst at dæmpe Orkesteret ned, naar der synges. Selve Musikkens Struktur er ogsaa elegantere og mindre kompliceret end i det tidligere Værk; der er mange Ting i »Bag Kulisserne«, som er tænkt virkelig morsomt, men som ikke virker overbevisende, simpelthen fordi det er for indviklet, det kontrapunktiske Apparat er for differentieret og tungt. Fugaen i »Solbadet« er naturligvis efter streng musikteoretisk Maalestok kun en spinkel Exposition, som hurtigt løber ud i en almindelig firstemmig Sats, men den virker paa Scenen; der er en ægte og uimodstaaelig komisk Virkning i at lade de to Lovens Haandhævere føre an i denne den mest lovbundne af alle musikalske Former. En anden Ting, som for Menigmand gør Tilegnelsen af denne Schultz-Opera væsentlig lettere end den tidligere, er den elegante og baade musikalsk og psykologisk selvfølgelige Anvendelse af en Del af Operaens Temaer som »Ledemotiver«. »Bag Kulisserne« er skrevet som en ren Nummer-Opera med kun ganske faa tilbagevendende musikalske Figurer - samme Princip som Mozart og Rossini; »Solbadet« er i den dramatiske Anvendelse af Musikken mere beslægtet med Puccini; om nogen Ledemotivteknik i wagnersk Forstand er der naturligvis ikke Tale, men visse prægnante Vendinger kommer igen paa egnede Steder og ikke blot dramatisk egnede, men ogsaa musikalsk egnede. Schultz er ikke efter sin Nummer-Opera faldet over i den modsatte Grøft, nemlig den udelukkende dramatisk betingede Illustrationsmusik, men har virkelig haft Held til i »Solbadet« at finde naturlig Plads for den absolutte Musik - eller maaske snarere haft Held til at skrive en Text, som giver naturlig Plads dertil, hvilket ofte er Kunsten. Hvordan er saa denne Musik? Har han taget Skildringen af disse Personer alvorligt, eller har han trukket lidt paa Smilebaandet ad dem? Baade og. Jeg nævnede før Puccini; han er ogsaa blevet nævnt i Forbindelse med den første Opera; dér var det jo nok af Schultz ment som en Karrikatur - hele Situationen lagde op til det paa det Sted. Her spøger Puccini igen, ikke mindst i de ømme Strofer mellem Pigen og Sheiken; dog er det vel her mere et Forsøg paa at gaa ind i de paagældende Personers Udtryksmaade end en Karrikatur. Saalænge Pigen bare »filmer«, gaar det paa jazzagtige Rytmer, Men da den store, store Kærlighed pludselig overfalder hende, bliver hun romantisk, og i bevægende Situationer er udifferentierede Personer jo tilbøjelige til at gribe efter, hvad der er dem overleveret (hvor meget de end foragter det til daglig!) - og hvad er vel overleveret vor Tids ganske almindelige unge Mennesker til at udtrykke deres Hjerters inderste Hemmeligheder i, andet end Puccini? - For øvrigt er der ikke Tale om nogen generel Paavirkning; Sehultz' eget Ansigt er meget let genkei ideligt overalt. Baade den synkoperede Rytinik, den legende Melodik og den krydrede Harmonik bærer tydeligt Præg af deres Ophavsmand.

Hvordan blev dette Værk saa modtaget? »Bag Kulisserne« morede Publikum, ikke mindst ved nogle Gags, som Schultz dog ikke har noget Ansvar for; de udførende lod mindre förtjuste (gik han dem for nær?). »Solbadet« havde det Held at inore de udførende og Publikum i lige Grad; Udførelsen er jeg vel knap nogen helt paalidelig Dommer om, og jeg skal derfor afholde mig fra enhver Vurdering, blot fastslaa, at Folk morede sig, endda meget. Sehultz fik altsaa Succes - og man kan høre Svaret fra Parnasset: »Det tror jeg, naar han griber til den Slags Virkemidler! Billigt Gøgl og Uanstændighed har altid haft, det største Publikum. Og hvad er det for et Selskab, man befinder sig i: Et ungt Par uden Tanke for andet end Flirt og Fjas, en Bisse, der baade er fuld og gør Tilnærmelser, to Betjente, der paa en usømmelig Maade gør vort udmærkede Politi til Latter, samt en stakkels Kone, der stilles til Skue i al sin Forkalkethed; ja det er let at drive Spot med Myndighederne og gamle Folk, men det har vi mindre ærværdige Kunstarter til at varetage end Operaen. Lad gaa med, at han gerne vil være morsom, det maa man finde sier i, men at han er det, det er taktløst, simpelthen! Nej, som en begavet Mand engang har sagt: Det er ædlere at græde end at le.«

Og man staar med bøjet Hoved og maa indrømme, at man har moret sig, leet, hver eneste Aften, den gik; ikke som man morer sig over Mozart, bevares vel, ikke som man morede sig over »Bag Kulisserne« paa Det kgl. Teater, Vorherre bevares vel, men som man morer sig over Rossini, naar han er kvikkest og over Storm P., naar han er skørest. Nu vil jo ingen tro, at denne Mellemret af en Opera skal tages for noget Hovedværk i Schultz' Produktion; den er først og fremmest en Øvelse for ham selv i den svære Kunst at skrive Opera, og den har ikke været forgæves. Nu afventer man med Spænding, hvad det næste bliver. Vi har faaet to Smaating, Lax i Mayonaise - og Karamelbudding, om man vil; nu venter vi paa Kødretten. Og mon ikke Schultz, den sørgmuntre, vil vise sig at være Mand for at sætte ogsaa, den paa Bordet, naar Tidens Fy Ide kommer?