Antikulturpropaganda

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 02 - side 25-25

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Antikulturpropaganda

Selvfølgelig skal radioorkestret rejse til de ekeeptionelle festspil i Edinburgh - det var et af temaerne i en stor del af den københavnske presses kommentarer til finansudvalgsdebatten om rejsens finansiering., Men denne kulturelle gestus var kun et ornament i kanten af den ene side af medaljen. Kommentarerne var ellers komponeret. over et andet motiv - basso ostinato: hvis man mener, skatteyderne skal betale, så har man banket på en forkert dør. Een stemme lød: lad radioen selv betale, en anden mente, at afslaget måtte tages som et glædeligt tegn på, at de spareforanstaltninger, der må og skal iværksættes, om skattebyrden skulle kunne.nedbringes til et mere rimeligt niveau, nu var ved at blive ført ud i livet. Resultatet - efter to henvendelser: afslag - enstemmigt afslag, som det hed.

Sikringen af radioorkestrets rejse kan ikke tilsløre de facts, man kan læse ud af den officielle stilling til sagen. Invitationen fra Edinburgh blev fra officiel side betragtet som et privat økonomisk anliggende, derfor så samme officielle instancer ikke, at det var en usædvanlig lejlighed for Danmark til at gøre sig gældende som kulturnation, der foruden at kunne producere flæsk, smør og æg også vover at ofre en ringe skærv på kulturens alter. Hvis radioorkestret havde været, en helt igennem privat institution, ville sagen måske kunne ses under en anden synsvinkel. Men det er det ikke. Det skylder en statsinstitution sin eksistens, og det opretholdes og udvikles i kraft af de »skatter«, lytteren betaler i form af den såkaldte licens. I følge love for anvendelse af radiolicensens midler, må disse kun bruges til radiospredningsformål, derfor er det absurd og lidet moralsk - som det er blevet gjort - at henvise til, at radioen selv kan betale. Det er åbenlyst at provokere institutionen til at tilsidesætte gældende love. Radioledelsen strakte sig så vidt som forsvarligt indenfor lovens ramme. Skulle radioen betale hele gildet, måtte lovene ændres, men det er straks en anden sag.

Siden salig »Musikforeningen« ophørte at virke, har radiotorsdagskoncerterne været det bærende fundament i dansk orkestervirksomhed, en grundpille i dansk musikliv. Det er en statsinstitution, der bærer den økonomiske byrde for opretholdelsen og udviklingen af denne side af vort hjemlige kulturliv. Hvad der så end er sagt og med en vis ret om statens svigten af sine kulturforpligtelser, her er der dog virkelig ydet en indsats af stor værdi.

Så sker det paradoksale, man fristes til at sige tragikomiske: der bydes nu statsadministrationen en enestående lejlighed til gennem støtte til »sit« fornemme orkester overfor det store udland at dokumentere sin andel i kulturlivets trivsel herhjemme ved at give orkestrets rejse et officielt stempel. Man siger nej, frakender sig ethvert ansvar for orkestrets »private« manipulationer, stikker hovedet i sparebøssens sprække, som man gjorde det ved Den kgl. ballets paralleltilfælde, og lader foretagendet sejle sin egen sø, indtil det sluttelig kommer frelst i land overskrævs på en bajer og med en flaske petroleum i hånden. Man ville spare!

Den musikkulturelt interesserede havde sin mening om den sag; han sagde:

»De penge ville være kommet ind igen gennem den goodwill, som en dristig kulturpropgganda altid forskaffer sit ophav. Hvad har ikke Concertgebouw betydet for Holland? - Han så på sin kassebeholdning; den var slatten i kraft af skatten, men - skidt, jeg napper alligevel en HOF for i taknemmelighed at mindes gamle brygger Jacobsen og Halfdan Hendriksen. Det meste går ganske vist atter til skat, men overskudet af restbeløbet går jo til et godt formål.«
kalmonen.

Årgang 25/1950, nr. 02