Fra grammofonens verden. Danske indspilninger fra Gabrieli og Schütz til Stravinsky

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 02 - side 37-41

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Pionerer & outsidere
  • Annonce

    Lyden af fremtidens rum
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Fra granimof onens verden

Danske indspilninger fra Gabrieli og Schiit-- lil Stravinsky

Gioz~anni Gabrieli: »Benedietus« (12 st.)

Heinr. Schiltz: »Selig sind die Toten«. - Col. DDX 19.

Gabrielis »Benedictus« viser ligesom det --amtidigt på Columbia optagne »Jubilate Deo« (DM, nr. 3, s. 71, 1949) hans for den tid ret ejendommelige korstil, der har været betinget af de særlige rumforhold, som -NIarkuskirken i Venedig, hvor han var organist, bød ham. Hans dobbelt- og tripelkorværker må have haft imponerende klangvirkninger i dette vældige rum, og denne særlige effekt kommer derfor ti,-æppe helt til sin ret i en grammofonoptagelse, der ikke har budt koret de samme akustiske forhold. Ikke desto mindre viser 11""åldf A--e atter med radioens madrigalkor gennem disse to værker af datidens største mestre sin fine indlevelse i renæssaneens og baroktidens korkunst, og sin evne

n

til at få korets klang lyst og smukt nuanee-

z~, ret. Overfladerne kan blive endnu finere, og bassen i Schfitz' værk kunne have tålt 'e n stærkere profilering, men stort set er den en fornem optal.,,else.

Buxteltude: »Aperite Mihi Portas Justitiae«. - His Masler's Voice Z 2920.

Buxtehude: »Præludium og fuga« for orgel. - HMV. X 7219 (25 cni) -

Optagelsen af denne kantate for alt, tenor, bas, 2 violiner og continuo stammer fra 1945 (publ. 1946). Man glæder sig over «iet smukt samstemte ensembles fornemme præstationer, og hver kunstners sikre fornemmelse af denne skønne kantatestil. Anden pladeside viser den fineste balance og beherskelse af klangkarakteren, medens klangen på første side kan virke noget skarp og nøgen i strygerne. Værket viser på smukkeste måde, hvordan den italienske barok har øvet sin indflydelse på Bux

tehude, allerede da han endnu var organist ved 2Iariakirken i Helsingør; kompositionen er skrevet i denne periode. De medvirkende er Elsa Sigfus, Aksel Schiøtz, Holger Nørgaard, Mogens IV,61dike, Else Marie Bruun, Julius Koppel og Torben Anlon Svendsen, optagelsen er led i serien af danske musikhistoriske værker: Edition Bal--er nr. 40. Samme editions nr. 42, D(lur præludiet og fugaen af Buxtehude, er et levende oc, fantasifuldt værk af den store førbachske orgelmester. Indspilningen med organist Henrik Glahn på orglet i Jæ-,ersbor-, kirke er do-, ikke teknisk af

Z,, z.:, 1-1

fineste karat; klan,,en på første side svinger lidt, er lukket i karakteren og fremtræ

,1 Z!,

der ikke med den lyse gennemsigtighed,

n

som f. eks. nogle af de seneste tyske opt.agelser viser. Hvorvidt disse forhold skyldes rummets akustik, optagelsestekniken, selve spillemåden eller et sammentræf af alle disse faktorer, er det vanskeligt at afgøre, men givet er det, at der er noget at lære af tyskerne for dem, der optager orgelplader i Danmark.

Bach: ]Koncert f. obo, violin og strygere, cnioll. - HMV. DB 5286.

Bach: Koncert f. to violiner ol, strygere, dnioll. - HMV. DB 5289.

Baek: Fra Schenielli's Gesangbucli, to sange. - H.V1'. X 7232.

Med de to Bach-koncerter har Skai Winavisk Grammofoiz villet vise, hvordan man forener den levende opførelsespraksis med en historisk mere korrekt gengivelse, hvilket de fleste udenlandske indspilninger til trods for store solisters navne på etiketten ikke har kunnet dokumentere. Takket være Mogens Wóldikes sikre instinkt for baroktidens kunst og solisternes - Else Marie Bruun, Waldemar Wolsing og Julius Koppel ' på een gang levende og stilrene opfattelse og musikalsk velafbalancerede sammenspil er det lykkedes at skabe mønstergyldige optagelser af de to koncerter, (ler virkelig kan stå som forbiliede for selv de største navne. Begge optagelser er af ældre dato, og den teknisk mest vellykkede af indspilningerne er sikkert den ældste: koncerten f. violin og obo. Men også den anden koncert er gennemgående fin, blot kan klangen til tider forekomme noget skarp, og særlig ved akcenter har den en tendens til at flyde ud og miste sin intense konstans. Med W61dike ved cembaloet har drenge- sopranen Peer Tønner Birch i Harald Vilstrups danske oversættelse indsunget »Forskyd mig ej« og »I Jesus er mit hjertes ro« fra Schemelli's Gesangbuch. Valget af denne skøntklingende, rene og lyse drengesopran til gengivelse af disse enkle sange er rigtigt; hans stemmes klare ro og ligefremme foredrag dækker netop den inderlige hengivelse og enfoldige tro, (ler gennemtrænger disse skønne strofer.

Händel: »He was despised« af »Messias«. -HMV. Z 293.

Händel: Sonate, c-nioll f. obo og confinuo. - Gol. 1,CX 7.

NIed arien fra »Messias« beviser Elsa Sigfuss, at hun stilistisk evner at leve sig ind i Håndels kunst, og ined sin mørktfarvede, blide klang giver hun smukt udtryk for den ophøjede ro, der liv-iler over ariens da capo-dele. I den dramatisk bevægede niellemdel kunne man deriniod have ønsket ' at hendes stemme ville bære stroferne med langt stærkere intensitet. Men har hun ikke helt den klanglige volumen, så er det hendes musikalske kultur og følsomme sind, der præger optagelsen. Obosonaten i c-mol fra samlingen op. 1 hører til de værker, Haindel udgav med opusbetegnelsen mellem 1732 og 1740, nien denne sonate er sandsynligvis et langt tid

z:,

ligere værk. Waldemar Wolsings gengivelse er helt i barokmusikens ånd; han levendegør denne musik nied sin tidtryksfulde klang og fine fornemmelse for den bårne strofes skønhed og egalitet. På første pladeside kunne den klanglige balance mellem. contintio og soloinstrument v-gere blevet bedre, hvis ikke cembaloet havde været trængt lidt rigeligt i baggrunden, men trods en anelse svingning i klangen på anden side er balancen her lan-pt finere.

J. H. Roman: Sinfonier nr. 16 (D-dur) og 20 (e-moll). - Col. LDX 8-9.

Disse Roman'ske sinfonier er den liv-

saligste musik, man kan tænke sig, og har

end Mogens 1W1dike adskillige gange tidligere dokumenteret sin- eminente evne til at levendegøre baroktidens kunst, så er det vist næppe for meget sagt, at disse opta-. gelser kommer til at bære prisen blandt dem alle. Først og fremmest skyl'des det den omstændighed, at den optagertekniske og kunstneriske kvalitet helt er i -ba, lance, sådan at hver lille detalje i det frydefulde stemmevæv fremstår med plastisk klarhed. Wóldike har kælet for værkerne, pudset og slebet, indtil alt har fået sin rette plads i en større helhed og-vil man endelig nævne enkeltheder, må det eksenipelvis blive de dejlige. akeenter i de akkompagnerende stemmer i D-dur sinfoni

r5

aens menuet, den levende rytmik i første sats og den charmerende frasering i sidste sats -af e-moll sinfoniaen, fortiden den fine rumklang der kaster et strålende lys over radio-kammerorkestrets fornemme præstationer. Den svenske musiks fader stod i lære hos italieneren Ariosti i London, og (le italienske strømninger, der på den tid dominerede engelsk musikliv, har utvivlsomt sat deres præg på hans kunst, forlenet den med det skær af melodisk sødnie og klanglig finhed, der er særegen for italiensk barok. Men Roman har også været lydhør for det nye i tiden, den gryende rokoko og frilliklassicismen, som den viser sig hos f. eks. Gluck. Man mærker det s.ærlig i de langsomme satser, hvorfra springet til den elegante stils hyrdepoesi ikke er stort. - De vil*glæde Deni over disse optagelser.

Dom. Scarlatti: Sonate (E-dur), Toccata (dinoll). - Col. DD 512 (25 em).

Ued Scarlattis E-dur sonate er vi lige i hjertet af den elegante stil, og med sit r~~tmisk præcise spil og sin fine registrering har Liselotte Selbiger truffet denne elegance i centrinn. Teknisk kan man kun give optagelsen det bedste skudsmål, dog. måske har forstærkningen været for stor. sådan at cembaloklangen er blevet noget overeksponeret, hvorved det naturlige for~ hold mellem veerkets karakter og klangens volumen er blevet forrykket.

Mozart: Divertimento i B-dur for 2 el)oer, 2

horn og 2 fagotter (K. 270). Dk

5260-61 (25 em).

I Mozarts divertimenti kan man også tale om at stå overfor den elegante stil, men her er det i dens endelige og afklarede Nvienerklassiske form, hvori den åndfulde »underholdning« går op i en højere enhed med forfinet artistisk tonekunst. Indspilningen er heltigennem. vellykket ,med smukt, huniørfyldt og klangligt afbalanceret sammenspil, fin rumklang og bortset fra lidt ujævnhed på 3. pladeside gode overflader. Indspilningen er gjort af r~.-dioblæserne Waldemar Wolsing, Hans ~Voldby, Ingbert Michelsen, Wang Breidahl og Carl Bloch samt kgl. kapelmusikus Y,jell Roikjer.

llaydn: Strygekvartet i C-dur (Fuglekvartetten). - Col. LDX 4-5.

Gennem sine strygekvartetter forinule-

Z,,

'rede Haydn den wienerklassiske stil, og i --,Fuglekvartetten« fremtræder den i en af s Ine mest charmerende skikkelser. Denne indspilnings usædvanlige kvalitet skyldes Koppelkvartettens elegante og blændende s-,,,immenspil, der er ladet med et humør, som sprutter uimodståeligt op af pladerillerne.. Ensemblet har en dyb indføling nied denne musik, hvilket ikke mindst kommer til udtryk gennem den beåndede atmosfære og skønne ro, der bærer adagioen frem, og den musikantiske glæde (ler gennemlyser den sprælske finale. I begyndelsen af 3. pladeside er der lidt overfladestøj og ikke helt stabil klang i akcenterne, nien ellers er det også teknisk en fin optagelse.

Beethoven: Septet i Es-dur op. 20. - Col. LDX 7006-10.

Med sin store septet sætter Beethqven et vældigt punktum for den wienerklassiske divertimentostil, men selvom divertimentokarakteren er udtalt, mærker man dog, at en ændring af stilen allerede i dette ungdomsværk. er undervejs. I indholdet, den lette og lyse tone, er det »underholdende« element stadig tilstede, men i satse,rnes længde og differentierede udformning, med tilføjelsen af scherzoen og gan.ske særligt i de langsomme satsers kontemplative karakter sporer man, at den gamle betydning af titlen »divertimento« ikke har samme mening for den unge Beethoven. Men det bliver blot ved anelserne om noget, der vil komme. Divertiniento er det, og frydefuldt bliver det Inusiceret af solister fra radioorkestret med koncertmester Leo Hansen som primarius. Indspilningens musikalske værdi ligger netop i ensemblets sunde musikalske opfattelse af værket og det præcise sammenspil. Der er dog noget galt i den klanglige balance, og måske skyldes det opstillingen, at blæsergruppen gennemgående dominerer på bekostning af strygerne. Ligesom i Bach-optagelserne er der også her lidt mangel på klanglig stabilitet ved stærkere akcenter, men det får dog ikke større betydning for den som helhed fine inds Pililing.

Brahiiis: Synifoni nr. 2, D-dur. - H311 ' - Z 7004-07

2N.år man. lytter til Fritz, Busch's inesterlige indspilning af Brahms' anden med radiosymfoniorkestret, forstår man, at han har ønsket at kunne fremvise dette orkester, hvis musikalske standard han selv har været med til at skabe, for et eksklusivt publikum ved en så ekceptionel lejliglied som festspillene i Edinburgh. Optagelsen har en fin og orkestralt velafbalanceret rumklang, og gengivelsen lyser af festivitas, og klanglig og rytmisk intensitet, men samtidig spiller Busch sin Brahms med en rigt nuanceret følsomhed, der lader såvel de lyriske som de elegiske sider af værket vederfares fuld retfærdighed. Skal nogen sats fremhæves, må det blive den strålende finale, hvis helt dramatisk skiftende episoder musiceres frem til et brillant og festligt klimaks.

Dvorak: »Fra den nye verden«. - RMV- Z 7008-12.

Riiiisky Korsakov: »Capriccio Espagnol«. - RMV. C 3686-87.

Joh. Svendsen: »Pariserkarnevak. Carl Nielsen: Ouverture til »Maskarade«. - HMV. Z 295-96.

Igor Strawinsky: 2. sulte for ork. - HMVZ 297.

Hvor fintfølende et instrument radiosymfoniorkestret er, mærker man bedst ved at sammenligne dets præstationer, som de fremtræder i indspilningerne under henholdsvis Busch og Malko. I begge tilfælde er det orkesterkunst af fineste karat, men medens Busch er den impulsive, temperamentsfulde kunstner, der lader sig gribe og til en vis grad føre med af et værks omskiftelige stemninger, så er Malko i højere grad den intelligente, mere nøgterne orkesterorganisator, der med sikker beregning vejer muligheder og midler mod hinanden, for derpå med artistisk overlegenhed at sætte »alt på sin rette plads«. Radioorkestrets sensitive organisme registrerer omgående disse for dets ledere og skabere karakteristiske egenskaber. Dermed være ikke sagt, at Malkos gengivelser er blot og bar kølig beregning, tværtimod. Bag den blanke overflade lyser et brændende kunstnersind, der, selvom det aldrig går udover den orkestrale beherskelse, kan slå ud'i flammende luer og få musiken til at gnistte og tindre. Derfor er han måske også bedst, hvor han skal genskabe værker af farveprægtig orkestral kolorit. Fælles for de fem ovennævnte

optagelser er pladernes fornemme tekni-

ske kvalitet med gennemgående meget fine

o N,erflader og fortræffelig akustik og rum-

virkninger, der sætter orkesterklangen i et

betagende relief. Et andet fællestræk er

den umådelige klanglige intensitet, den

rytmiske spændstighed, hårfine præcision

og selv i det mest gjaldende fortissimo helt

gennemsigtige klang. I Rimsky Korsakovs

»Capriccio Espagnol« fremmaner Malko

en betagende sydlandsk, lielt orientalsk

præget farvesymfoni i toner; her er han

på sin kunsts højde, for værket kræver

netop af sin dirigent de egenskaber, der

er karakteristiske for Malko. Svendsens

Pariserkarneval har vel ikke Rimsky Kor-

s:akovs blændende instrumentation og for-

lokkende klangfarvelade, og lier såvelsom

i Carl Nielsens Maskarade-ouverture kan

man måske savne den særegne nordiske

atmosfære. Begge kompositioner hører dog

tii de af deres autorers værker, der har

mest internationalt tilsnit og derfor størst

chance for at gøre sig gældende på det

internationale musikmarked, og ',Nlalko

fremhæver netop denne side af værkerne

-- i Maskarade-ouverturen gennem en vis

opstemthed og et til det -yderste presset

men behersket prestissimo - om vi så

bryder os om det er en anden sag. Givet er

det dog, at de utvivlsomt i denne skikkelse

vil »gøre« sig bedst udenfor nordens

grænser. Hvor mesterligt Malko behersker

Stravinskys artistiske kunst beviser han

med den lille, let parodiske orkestersuite

nr. 2. Stravinsky ironiserer her over den

letbenede underholdningsgenre med små

sideblink til Offenbach og Waldteuf el, men

hans satire er overalt vittig og hurnørfuld,

aldrig ond og fremfor alt raffineret og ele-

gant, som kun en verdensmands gestus

kan være. fsp.

Forskell Igt

// Skandinavisk Grammophon AIS vil i løbet af foråret på »His Master's Voice« og »Columbia« optage en del ældre og nye værker: »Italiensk capriccio« af Tjaikofsky (TNIalko og radioorkestret), Gades »Ossian-ouverture« og Lumbyes »Drømmebilleder« (Launy Grøndahl og radioorkestret), Glinkas ouverture til »Ruslan og Ludmilla« (Dobrowen), Hindernitlis »Ludos Tonalis« (Robert Riefling) og Niels Viggo Bentzons kammerkoncert nr. 1 (Collegium, Musicum. og pianisterne Vasarhelyi, Koppel og N. V. Bentzon). -

// Samme selskab har udsendt en 40 siders velredigeret »Specialfortegnelse over danske optagelser af seriøs musik, indspil

let fra 1945 til 1949«. 1 denne perlode, livor pladeimporten har været hæminet urimelig stærkt, niedens f. eks. kulørt amerikansk lekture, der koster hård valuta,, liar floreret som ingensinde før, har det danske grammofonfirma søgt at afbøde savnet af seriøse indspilninger ved egne optagelser. I det lille hefte gives der en kort introduktion til alle optagede værker, hvoraf en stor del allerede har været omtalt i DM, resten vil blive anineldt i dette og kommende numre af tidsskriftet.

// Under redaktion af J. Freestone, er der i England blevet påbegyndt udgivelsen af et tidsskrift for pladesamlere »Record News«. Gennem små artikler gives der råd og vejledning for samlere samt oplysninger og orientering indspilninger

af speciel interesse for discophiler. »Record, News« publiceres af Southdotvn Box Co. Ltd., 41a Whitecross Street, Brighton, Sussex.

// Arkivet for amerikansk folkesang, nu den folkloristiske afdeling af The Library of Congress, som blev oprettet i 1928, har siden sin begyndelse optaget ikke mindre end 10.000 plader indeholdende godt 40.000 forskellige stykker folkernusik: sange, ballader, harmonika- og banjostykker ni. m. Udaf denne vældige samling er der gjort et udvalg på 117 plader (341 titler) ' som forliandles gennem The Library of Congress, Washington USA; interesserede kan altså ... nej de koster jo hård valuta, som inan ganske vist kan bruge til kulørte blade og bøger, men ikke til kulturelt værdi

~n

fulde grammofonplader.

// Med de 8 Vivaldi-violinkoncerter, der i sommer blev fundet i et bibliotek i Brilssel, foreligger nu det fuldstændige sæt af 12 violinkoncerter, man har kendt under navnet »Kampen mellem invention. og harmoni«. De fire hidtil tilgængelige, kendt under titlen »De fire årstider«, indspilledes i sommer på grammofon af Louis Kaufman, som derefter rejste Europa rundt på jagt efter de resterende, som havde været forsvundet siden nogle opførelser i Anisterdam. i midten af 1700tallet. Koncerterne er altså ikke ined i Malipieros nye udgave af Vivaldis samlede værker. Grammofonsættet ventes kompletteret i løbet af sæsonen (pladernærke Cetra, Italien).

// »Anierican Record Collector's Exc.hange«, New York, har for pladesamlere udgivet en oversigt over amerikanske opthgelser fra 1895-1925. Forfatteren er Julian Morton Moses, og Giuseppe de Luca har skrevet forord.

// »The Haydn Society of Boston« har besluttet at publicere en fuldstændig udgave af Haydns samlede værker og samtidig fremstille grammofonoptagelser af (le værker, der ikke i forvejen findes i til~ fredsstillende indspilninger. De første plader med 7 symfonier foreligger allerede indspillet af den 30-årige Brooklyn-diri

gent Jonathan Sternberg. Alle v,,wrker optages p A long-playing discs.

// Aiidor Foldes har for Vox-Polydor indspillet Bela Bartoks klaversonate (1926) og klaverkoncert nr.2 (1930-31), sidstnævnte værk sammen med Lamoureuxorkestret under ledelse af Eugene Bigot.

Årgang 25/1950, nr. 02