Nye musikalier

Nye musikalier

// Den engelske komponist Gerald Fiiizi, hævder i forordet til udgaven af den ,,gamle engelske komponist John Slanley's (1713-86) »Concerto« nr. 3 in G-dur, at det 18. århundredes engelske komponister, for den der indgående sttiderer deres værker, ikke blot er imitatorer af Händel. Foruden Stanley findes der i denne periode betydelige personligheder som f. eks. Boyce, Arne, Roseingrave og Avison. Finzi

har forestået arrangementet af dette fine lille barokværk, der ret beset er en tresatset concerto grosso med solo- og tuttigrupper. Arrangementet, der iøvrigt følger originalen så vidt muligt, er gjort således, at værket kan spilles dels for - strygere med continuo og dels - som det havde været praksis med Stanleys seks concerti, hvoraf denne er den ene - som koncert for klaver (orgel eller cembalo) med strygere. I sidstnævnte tilfælde foreligger sologruppen (violin I, II og cello) transkriberet som klaverstemme. Værket er udgivet i partitur og stemmer hos Boosey &- Haivkes, London, partituret trykt således, at begge versioner er angivet i samme tryk. Det er fortræffeligt egnet til skole- og amatørorkestre.

// Endnu et værk af Benjamin Britten er blevet udgivet hos Boosey &- Hawkes: »Canticle 1«. Kompositionen hører til Brittens seneste værker for sang og klaver; den er skrevet over en tekst af Francis Quarles ».My beloved is mine and I am his«, og værket blev førsteopført 1. nov. 1947 af Peter Pears og Britten.

~/ »Erstes Klavierbuch fdr Karen-Isela« er titlen på en samling små klaverstykker af den herhjemme ukendte, i Tyskland højtansete komponist Siegfried Borris (f. 1906). S. B., der er dr. phil. fra Berlins universitet, har siden 1945 været »senator« ved Hochse4ule ffir Musik ss. og leder af dets inusikhistoriske seminarium. Foruden en lang række kompositioner har han skrevet musikliterære værker soin »Praktische Hari-nonielehre« (1938 og 1948) og »Beitråge zu einer neuen Musikkunde«, hvoraf hefte I og 11 vil blive omtalt senere i DM. Man må uden tvivl imødese hans musikpædagogiske værker med stor interesse; ovennævnte lille hefte tyder ialfald på det. Heftet er nærmest anlagt som en miniature-skole kun indeholdende »stykker« i fremadskridende sværhedsgrad, fra ganske lette til middelsvære. Det bemærkelsesværdige og i højeste grad anerkendelsesværdige ved dette arbejde består i, at S. B. har skrevet sine småstykker trods deres enkelhed i en personlig og yderst tiltalende stil, helt forskellig fra de gængse musikalsk sterile og skematiske »begynderstykker«. De er overalt i deres diminutive udstrækning skabt i levende små former med kompositorisk opfindsomhed parret med pædagogisk indsigt. Endvidere tilstræber de straks fra begyndelsen at gøre eleven fortrolig i-ned vor tids tonale harmoniske og rytmiske materiale. Disse stykker viser endelig, hvilken vej man bør følge straks i begynderundervisningen, og i deres tilrettelægning er de et lysende forbillede for de bestræbelser, enhver klaverpædagog bør føle det som sin pligt at have for øje, hvis den nuværende og kommende klaverpædagogik, skal kunne skabe den rette og naturlige grobund for forståelsen af og glæden ved de skønheØer og oplevelser, der er at hente i en stor del af det 20. århundredes musik. Enhver klaverpædagog burde arbejde med og kende denne lille samling. (For Danniark: Forlaget Imudico) .

// Den engelske komponist Antony Hopkins har på forlaget J. & W. Chester, Ltd., London udgivet »Partita i g-mol« for soloviolin; toneartsbestemmelsen skal ilæppe tages for bogstaveligt. Det er et ganske godt værk, der i midler og stil balancerer et sted mellem Bachs solosonater og Bart Us solosonate. Dog må det bemærkes, at hr. Hopkins ikke ejer nogen af forbillederr--es vældige fantasi.

// Medens violinister har en skov af violinkoncerter fra gammel og ny tid at vælge imellem, så har bratschisterne gænnemgående været forfordelt, og kun et meget lille repertoire har stået til deres rådighed. Nu synes det dog, som om koinponisterne har fået opladt sindet for bratschens fornemme egenart, og adskillige værker, sonater såvelsom koncerter, er i de sidste decennier blevet udgivet. Man behøver blot at nævne komponister som Bartbk, og herhjemme Holmboe fortiden i Sverige G~)sta Nystroem. Til disse føjer sig også Hilding Rosenberg, hvis fortræffelige bratschkoncert netop er udkomniet i udgave for bratsch og klaver på Nordiska Musikf E»rlaget, Stockholm.

// Også Herni. D. Koppel har ydet sit bidrag på bratschens alter, omend han samtidig har bejlet til violinens gunst ligesom Mozart i hans dobbelkoncert. Ko Ppels dobbeltkoncert fik sin uropførelse ved en dansk lørdagssymfonikoncert i Tivoli d. 12. juni 1948, og den foreligger nu i udgave for soloinstrumenterne og klaver på Wilh. Hansens forlag, tilegnet svigerinden Else Marie Bruun og broderen Julius Koppel, der uropførte værket. Den må utvivlsomt regnes blandt Koppels hovedv,,.erker, på linje med klarinetkoncerten og 3. klaverkoncert.

Koppel har efterhånden udviklet sil.,, til en af vore fineste melodikere; uden at det bør opfattes som en stilistisk sammenligning, kan man vel sige, at han på den smukkeste måde viderefører den Carl Nielsen'ske ånd i dansk musik. Det er den skønt afbalancerede melodiske linje o-, de

Z5

lysende tematiske indfald, der sætter deres umiskendelige stempel på førstesatsen, inedens den rytmiske energi og det musikantiske humør er andensatsen, finale-rondoens adelsmærke. Som fællesnævner for de to satser står solokadencerne, hvorigennem Koppel uhæmmet aflokker instrurnenterne deres sande natur som bærere af de følsomme melodilinjers sammenspil og udtryk for artistiske o,, karske klangkombinationer, som rummes i konibinationen ~if bue og tarm.

// Dansk klavermusiks komponist par ~excellence Niels Viggo Benftozz har på NVilli. Hansens musikforlag fået udgivet ,sine tre på een, gang virtuost udformede o:g for hans personlighed stærkt karakte~ ristiske koncertetuder op. 48.

/,/ Med udgivelsen af bd. IX af Griepenkerl op, Roitzsch' samlede ud-ave af Bachs oruelværker har Willi. Hansens niusikfor Lag tilendebragt den danske publikation af dette værk.

// Boosey &- Hawkes, London, har i studiepartitur udgivet Sergei Prokofieff's svnifoniske suite over filmmusiken til »Lieutenant Kijé«. Alle transponerende instrumenter er skrevet i c, altså som det klinger, dog er i stemmerne instrumenterne noteret i deres respektive stemning"".

fsp.