Radioen i januar

Radioen i januar

Ved N. B. Møller-Nielsen

Vi liar i vore folkelige danske sange en meget betydelig kulturveerdi, som vi bør værne og søge interessen og sansen for boldt i live på en naturlig måde, og det sker selvsagt bedst ved at denne værdi benyttes. I rigtig erkendelse heraf bringer statsradiofonien regelmæssigt udsendelser med ældre og nyere danske sange, meningen er så den at f å lytterne til at synge nied; i hvor høj grad dette lykkes er det naturligvis ikke muligt at danne sig et nogenlunde sikkert skøn over; men har nian fulgt lidt med i udsendelserne, får man sine tvivl om deres effektivitet. Hvad er da vejen? Det er altid svært at få lytterne aktiviseret. For de fleste er radioen den store underholder, hvis underholdning man passivt følger med større eller mindre interesse, men her skal der synges med. I dette har vi en del af forklaringen på at disse fællessangsudsendelser ikke svarer til deres hensigt; men en endnu væsentligere del af forklaringen kan søges i den kedsommelige og stereotype form, man har givet disse udsendelser. Vi bliver præsenteret for en række sange af højst forskelligt indhold og hver sang får et par ord med på vejen, der er et uinspireret præg af museum over det hele. Ja, det er kortsagt forfærdelig kedeligt. Der må findes frem til en anden og bedre forni. for fællessang ved radioniodtageren. Meget bedre ville det være om man lod de folkelige sange indgå som naturlige led i andre udsendelser. Har vi f. eks. en historisk udsendelse eller en egnsudsendelse vilde det 'være naturligt i udsendelsens løb at benytte et par sange med tilknytning til det pågældende emne. Udsendelsens indhold vilde gøre sangene levende og det vilde blive naturligt at synge med. Ved s4ledes at levendegøre vor nationale sang,,kat er det muligt at bevare den ikke blot som en kulturel overlevering, men som en levende folkelig værdi.

Man har også fra radiofoniens side forsøgt sig med'en anden form for fællessang nemlig i udsendelserne »syng med . - .« og så navnet på en eller,,anden by her i landet. Disse udsendelsers leder er Svend Saabye, der sammen med en visesanger og pianist har hjemsøgt en række byer, lier indbyder man til fællessang i en af byens sale og hele redeligheden bliver transmitteret og indgår som et led i underholdningsafdelingens virksomhed. Repertoiret er: »Mens manden er ude at slå hø,«

»en sømand har sin enegang« o. lign. Det der her skal indvendes er ikke rettet mod dette repertoire, for det har naturligvis sin berettigelse; men når radiofonien en enkelt gang viser sig i provinsen, burde man byde det stedlige publikum noget bedre. Det behøver ikke derfor at blive kedeligt; er det virkelig så svært at sammenstille små f ikse, og gode underholdningsprogrammer, hvor man godt kunne lade publikum synge med på et eller andet? I hvert tald må man kræve en gennemført kvalitet både af hensyn til de stedlige tilhørere og ikke mindst til lytterne. Lad os derfor slippe for disse udsendelser, ingen vil miste noget ved det.

Ser man tilbage på januar måneds store n,,,usikopførelser er der en begivenhed der bør fremh,-,)eves og det er Nicolaj Malko's fremførelse af Strawinski's: »Salmesynifoni«. Til trods for at Strawinski skrev salmesymfonien i 1930 og at den i de forløbne tyve år har placeret sig, som et af hovedværkerne i vor tids musik, var den her omtalte opførelse den første vor hjernlige radiofoni har foranstaltet; vi behøver ikke at kommentere dette nærmere; blot dette til radiofonien lad dog den nutidige aktuelle tonekunst få hvad det tilkommer den, radiofonien har et stort uafviseligt ansvar overfot den nye musik.