En musikografi

En musikografi

Ludvig Dolleris: Garl Nielsen. - Fyens Boghandels Forlag. 1949. 432 s. Nodeeks.

På hver side af denne bog brænder beundringen og hengivenheden for mesteren og hans kunst som en stille ild; og tilsidst - i det lille afsnit om Mennesket og Vennen - slår klare flammer ud, og man forstår, at Dolleris måtte vise et lille brev frem, som Carl Nielsen har skrevet til siii »Kære Kollega«. Nu er det jo muligt, at Ludvfg Dolleris vil blive husket mindre som Carl Nielsens kollega end som hans biograf, og hvis man har lidt sans for de dele, kan man forestille sig, at det har krævet offer, at han har ladet sit livsværk blive, ikke et toneværk, men en bog om en andens toneværk.

I hvert fald har Dolleris' arbejde, om det også har forskaffet ham megen glæde, krævet en selvudslettende ydmyghed overfor opgaven. Men sådan går det vel altid, at der efter hver en stor kunstens mester kommer mennesker, der er parat til at slette deres egne træk ud for lielt at lade mesterens lyse. Sådan opstår de store naive førstehåndsbiografier, hvor alt ånder den dybeste betagelse og hvor endnu intet er sat rigtigt på plads. I sin grebethed af emnet ligner Dolleris helt sine klassiske forgængere: alt hvad Carl Nielsen sagde, tænkte og gjorde, hvor dagligdags og normalt det end måtte være, står hos Dolleris i dette sakrosaiikte skær, som ikke er til at tage fejl af.

Også af musiken selv har Dolleris ladet sig overvælde -- på godt og ondt. Det er givet, at han drevet af begejstring har gjort et kæmpearbejde, ikke blot nied Carl Nielsens musik, men i-ned musikalske foreteelser overhovedet. Derom vidner det fantastiske opbud af lienvisiiinger til parallelsteder og lignende detailiagttagelser, ,som giver bogen dens egentlige præg, nemlig præget af et forarbejde, overdådigt rigt på mere eller mindre fuldbårne idéer, spækket med associationer, der langfra alle kan tåle dagslyset, nien altså også uden den orden og uden de proportioner, som alene skaber det færdige kunstværk. For når man skriver om musik skal det skrevne fremtræde som et kunstværk, der ikke må give det beskrevne meget efter, hvis det da skal overbevise nogen om noget som helst. Det nytter ikke noget, at det i og for sig er nok så sandt, hvad man skriver, hvis der bagved ikke mærkes det alene afgørende, kunstneriske pulsslag. Til eksempel kunne man jo meget godt skrive

en reol fuld af analyser af Johann Sebastian Bachs værker, trevlet op side for side; og selv om tingene hver for sig var meget rigtige, er det langtfra sikkert at det hele arbejde sagde én et kuk.

t,

Selvfølgelig har den tematiske redegørelse af Carl Nielsens værker, som Dolleris fylder størsteparten af sin bog med, under alle omstændigheder sin betydning. Har man ikke noderne ved hånden, eller er man ikke så trænet i at finde sig til rette i partituret, er den Dolleriske nodecitat-samling med tilhørende vejledning en værdifuld hjælp, når man vil bein,,- ie,gtige sig Carl Nielsens kunst. Men bogen er jo netop ikke i første omgang tænkt som en opslagsbog. Det fremgår tydeligt af den betegnelse forfatteren på titelbladet giver sit arbejde: en musikografi. Hvad dette selvopfundne ord dækker over, forklares i bogens indledning »Præludium«: »... Derfor kan man give endnu en form for livsbeskrivelse: gennem klarlæggelse af selve værkerne, ved at finde ind til stilen kan man give et så tydeligt billede, at kunstneren vil fremstå. Denne form kunne man, hvor talen er om en komponist, kalde den musiko-grafiske, den musikbeskrivende.«

Også på anden inåde understreger forfatteren, at han har tilsigtet en fortløbende læsning af sit arbejde og en dermed forbundet helhedsoplevelse, nemlig ved sin inddeling af stoffet i »musikalske« af.snit: »Præludium, 1., 2., 3., 4., 5., 6. sats og Postludium«. Man har altså lov at bedømme arbejdet som en helhed, og det kan det ikke holde til. Faren ved den niusiko-grafiske metode er jo dens enstonighed. Hvor let får den ikke de beskrevne kompositioner til at stå som f orskelsløse kilometerstene ud ad en landevej. I hvert fald ina man af »musikografen« kræve en grænseløs årvågenhed og finfølelse overfor de mindste svingninger og - en udpræget evne til at tage sig selv i nakken og skære uvæsentlighederne bort. Det sidste synes i betænkelig grad at fattes Dolleris, hvilket er så meget desto mere ærgerligt som han samtidigt røber betydelig sans for afgørende træk i det udviklingsmæssige; jævnfør eksempelvis hans interessante påvisning af hvorledes Carl Nielsen efterhånden med iver kaster sig over tritonus-intervallet. Men hvorfor skal det altsammen pakkes ind i et væv af gentagelser, for læseren uoverkommelige henvisninger, endeløse digressioner, herunder en nidkær, nien aldeles irrelevant søgen efter melodiske paralleller alle mulige og umulige steder, samt det særdeles plagsomme, i bogen inkorporerede kursus i brugen af fremmedord? Hvis man beskriver en symfoni, f. eks., og fortæller, hvorledes komponisten besidder både det store overblik over helheden og sansen for detailernes forhold dertil, ja, så tror læseren ikke på det, medmindre han mærker, at forfatteren selv besidder et lignende overblik og en ligneftde sans for detailerne.

Endnu mere ærgerlig bliver man, når man når frem til bogens sidste afsnit »Postludium«, hvor forfatteren pludselig synes at få luft under vingerne. Et kardinalpunkt i Carl Nielsens stil er efter hans mening den hyppige forekomst af, hvad han kalder »det antikke toneprincip«, dvs. brugen af den lille septim, f.eks. b i c-dur (altså den stilistiske modsætning til brugen af ledetonen h). Det er dette »antikke toneprincip« der ifølge Dolleris »gør Carl Nielsen uforvekslelig i den internationale musikliteratur; det skyldes en ham medfødt høremåde, som er naturbegrundet, fordi den har sit forbillede i overtonerne«. Her er da virkeligt noget der er så meget bid i, at man vågner op, selvom forfatteren har gjort sig de ihær~ digste anstrengelser for at sløve ens interesse for »det antikke tonéprincip« ved på hver eneste af (le foregående 350 sider at omtale det som et slags universalmiddel Carl Nielsen greb til, hver gang han ikke kunne komme videre, omtrent som en læge, der ved hver given lejlighed ordinerer rom-toddy eller amerikansk olie.

Det, om »det antikke toneprincip« er noget medfødl hos Carl Nielsen er jo et spørgsmål, der nærmest må henvises til den så aktuelle arvelighedsforskning, nien mon ikke den i Carl Nielsens unffioni vågnende, almindelige interesse for ganiniel musik (og hermed sans for det kirketonale) kan have betydet en påvirkning? Nå, tiden vil måske vise (let, og sikkert er (let, at Dolleris lier har givet bolden op til en intqressant diskussion om dette soni om de mange andre Problemer der opkastes i den vægtige slutning på denne bog.

Netop fordi Dolleris' force soin sagt ikke ligger i foredraget af stoffet, nien i de højst personlige resultater han har nået, må det beklages, at han overfor Torben Meyers og Frede Schandorf Petersens store Carl Nielsen-bog, der udkom for et par år siden, har taget det standpunkt, at han af arbejdsmoralske grunde ikke ønskede at gøre sig bekendt med (len, før hans egen bog var udkommen. Det er beklageligt, fordi Dolleris, jo har fået fat på ting, som Schandorf Petersen ikke har fået fat på og omvendt. Den frugtbare vekselvirkning er udeblevet, og forhåbentlig får vi lejlighed til i en næste udgave af Dolleris' bog at høre, hvad dette alvorligt arbejdende og dybtgående menneske har at sige om Schandorf Petersens resultater. For en ny udgave bør Dolleris lave, hvor han sorterer og sliber sit mægtige materiale, så der bliver en virkelig musikografi ud af det.

Leif Thybo.