Omkring ministerskiftet. Ved Hartvig Frisch's død

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 03 - side 47-47

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Omkring ministerskif tet

Ved Hartvig Frisch's død

Med undervisningsminister Hartvig Frisch's bortgang har Danmark mistet en af sine betydeligste kulturpersonligheder. Fra alle sider har der lydt en bevæget tak for den uskrømtede interesse, som han viste de mange kulturinstitutioner, der henhører under undervisningsministeriet, blandt hvilke også Det kgl. danske Musikkonservatorium. Statsovertagelsen af denne anstalt var vel den vigtigste begivenhed for dansk musikliv i hans funktionsperiode. Hartvig Frisch var selv umiddelbart musikinteresseret, han havde adskillige musikervenner, og skønt en altid travlt optaget mand var han en ikke sjælden gæst i operahus og koncertsal. Principielt måtte også en så international kunstart som musiken kalde på opmærksomheden hos en mand med hans usædvanlige kulturelle viden og overblik. Den europæiske kultur, som han fik i arv fra Hellas, forvaltede han på den smukkeste måde i sit enestående oplysningsarbejde. Professoren, der ikke havde nok i sin videnskabelige gerning på universitetet, men måtte give sin rige viden langt videre, politikeren, der usnobbet viste sammenhængen mellem filosofisk teori og organisatorisk praksis, den ægte demokratiske humanist, der i enhver situation kæmpede ærligt og redeligt for sine meninger, sådan vil han blive husket, længere end mangen kollega. Stejle udtalelser under og efter besættelsen udsatte ham for hårde angreb fra modsatte sider, men han stod rank i den strideste modvind, som kun den formår, der føler og kan bære et ansvar. Derfor kunne han også realisere venskabet med sin modstander, fordi det gjaldt et videre sigte: Demokratiet. Gennem sit virke i UN fortsatte Hartvig Frisch efter krigen det kulturelle arbejde i internationalt format med en urokkelig tro på oplysningens værdi. Kampen for fremtiden ligger i menneskets eget sind, hedder det i epilogen til den å jour-føring af Europas kulturhistorie, som han nåede at afslutte, inden sygdommen lammede hans kræfter, derfor er oplysning så vigtig, fordi enhver af os er ansvarlig for kampens udfald.

Til efterfølger for Hartvig Frisch er valgt folketingsformand Julius Bomholt, der møder med de bedste forudsætninger for at løfte arven. Det vil erindres, at Bomholt på regeringspartiets store 25. kongres i Århus den 6. september 1949 erklærede, at tiden nu var inde til et nyt kulturfremstød. Udtalelsen blev kaldt »en redegørelse for Socialdemokratiets kulturprogram«. Bomholt fremhævede her betydningen af, at der tilrettelægges en musikopdragelse, som begynder i skolen og videreføres i ungdomsskolen og på kursus. Han var også inde på tanken om at knytte diskoteker til folkebibliotekerne og udkastede en stor idé om at samle konservatoriets og universitetets nodearkiver, Musikhistorisk Museum og eventuelt et diskotek under én hat i et musikens hus.

Dansk musikliv byder derfor tillidsfuldt den nye undervisningsminister velkommen med ønsket om, at det må lykkes ham at virkeliggøre sit storslåede kulturprogram. Musikens folk vil være parate, når som helst man vil finde tiden inde.

Til arbejdet - i Frisch's ånd.

Årgang 25/1950, nr. 03