Polens andel i nationernes musik

Polens andel i nationernes musik

Af Gerhard Krause

Det er formålsløst at fordybe sig i krigens og Gestapos ødelæggelse af det polske musikliv; langt hellere må man glæde sig over det nye, voksende initiativ, den åndsreformation, som gærer og gror i det atter unge Polen, hvis høje musikalske traditioner kan føres tilbage til det 16. århundrede og som nu kan sole sig i en virkelig renæssance efter tunge tiders nationale lidelser.

Chopin, Polens store musikhero, blev på hundrede-års dødsdagen lidenskabelig fejret over hele den civiliserede verden, især naturligvis i selve Polen, - og det nye Polen er i fuld gang med at sende både sin mest repræsentative musik og sine betydeligste interpreter som missionærer til tidlandet; ved I. S. C. M.'s musikfest i Amsterdam 1948 fremførte polske komponister, Andrzej Panufnik, Szalowski og Malachowski deres særprægede tonekunst; i København optrådte den unge polske pianist Zmudzinski, i Prag den berømte polske violinistinde Eugenia Uminska, samtidig med at komponister og interpreter fra Prag gæstede Polen. Kunstudvekslingen mellem Polen og USSR kommer i sving; den ene slaviske musikfest følger efter den anden; pianisten Henryk Stapka gæster Tyrkiet og England, der i større omfang åbner sig for polsk musik; også Tyskland følger efterhånden med; man har dér kendt altfor lidt til polsk kunst, skønt Polen har haft Janiewicz, der var elev af Haydn, og Dankowski, som man kaldte »de tyske klassikeres medløber«.

Under den såkaldte Sturm-und Drangperiode i det tysk-polske venskab, som Hitlers kunstigt tilvejebragte med Pilsudski, blev den polske nationalopera, Moniuszko's »Halka« opført i Hamburg med Kiepuras broder i tenorpartiet, og året i. forvejen blev Karol Rathau's opera »Fremden Erde« spillet i Berlin, men i løbet af ti-året blev kun nu og da polske værker opført på tyske operascener, mens de langt oftere viste sig i det øvrige udland.

Nogle ord om den polske operas historie: - Dens rødder når tilbage til sidste fjerdedel af 18. århundrede, da den første polske opera »Nedz Nzczesliwiona« havde urpremiere i 1778. Den er skrevet af Matthias Kamienski (f. 1734 i Ungarn, d. 1821 i Warszawa), der regnes for den første polske operakomponist. Kamienski skrev endnu tre operaer: »Zoska«, »Nattergalen« og »Held i Uheld«, - værker, der forlængst er glemt*) og kun har historisk interesse som så mange andre kompositioner af den polske musiks fædre, f. ex. Wenzel von Samter, Sieburowski, Chybinski, Simon, Surzynski, Jachimecki og Sowinski.

(*) Efter andre kilder har Kamienski skrevet ialt 6 polske operaer foruden 2 tyske. Den nævnte opera »Held i Uheld« er ( efter samme kilder) den førnævnte »Nedz Nzczesliwiona«.(O. A.))

En egentlig national rejsning fik den polske opera først gennem Stanislaw Moniuszko, f. 5. maj 1819 i Litauen, (1. 4. juni 1872 i Warszawa. Moniuszko var den første virkelig polske nationalkomponist, der forstod at tilegne sig sit folks musikalske særpræg og lade det genopstå med en vidunderlig varme og intimitet i sine bedste operaer, - i »Halka«, der 1847 blev uropført ved en koncertopførelse i Wilna og først syv år senere fik sin første sceniske opførelse, - i »Hrabina« (Grevinden) og i »Straszny Dwór« (Det fortryllede Slot). Moniuszkos karske og humørfyldte lille buffo-opera »Verbum nobile« og den alvorligere, folkloristiske opera »Flis« (Flådeføreren) rummer en overdådighed af indfald, til tider af en næsten Rossini'sk inspirationsfylde. Mindre hyppigt spillet - også vanskeligere at opføre - er operaerne »Natlejren i Appenninerne«, »Ideal«, »Lotteri«, »Den nye Don -Quichote« og »Paria Jawnuta« - og kun sjældent opføres nogen af hans fem balletter. Denne store polske mester, der har udfoldet sig på alle kompositoriske områder - han har tillige skrevet 7 messer, 6 kantater og 2 requiem - har på alle felter været sit folks trofaste fortaler; han har bragt Polens temperament til at klinge i sine mange dansekompositioner, - han har fundet udtryk for nationens dybeste følelser, fundet ind til dens hjertes slag.

To af de betydeligste Moniuszko-elever var César Cui (f. 1835 i Wilna, d. 1918 i St. Petersburg) *) og Zygmunt (Sigismund) Noskowski (f. 1846 i Warszawa, d. 1909 i Wiesbaden).

(*) Cul's elevforhold til Moniuszko var kun ganske kortvarigt. Hans egentlige musikalske uddannelse skete i Rusland, hvortil han kom allerede 1850, 15 år gl.; han er fransk født, men regnes som russisk komponist. Gul's kompositioner er iøvrigt uden nationalt særpræg. (O. A.))

Noskowski's, ballet »Swieto Ognia« (Ildfesten) opførtes tidligere af og til på operaen i Warszawa; det er håndfast brugsmusik med påfaldende national kolorit. løvrigt er han mest kendt som dirigent. Hans oftest hørte værk er »Morski Oko«-ouverturen, mens hans operaer »Livia Quintilla« og »Kampen om Grænsemuren« samt 2 operetter kun sjældent høres. Det er forøvrigt påfaldende, at der i Polen hersker en mærkelig uvilje over~ for operetter, der næsten altid får en krank skæbne og næsten. aldrig når frem til opførelse. Wielki-teatret i Warszawa har undtagelsesvis opført Offenbach's »Orfeus i Underverdenen« med den uforglemmelige Lucina Szczepanska -- og Det pol,ske Teater sammested spillede »Flagermusen« (med Maszynski som Orlowski) kort efter at Max Reinhardt havde nyskabt denne operette på Nollendorf-teatret i Berlin og dens sejersgang ud over verden var begyndt; -- men ellers stod det tyndt til med operetteopførelser. Også operaopførelser var sjældne selv på de bedste polske teatret; og dog skabtes der i denne tid et betydeligt antal nye polske operaer.

Efter Moniuszko har især Ladislaw Zelenski (1837-1921) gjort sig bemærket indenfor det nationale polske operarepertoire, selv om hans værker nu er forældede. Hans »Goplana« og »Balandina« (en slags polsk »Undine«) er naive operaer, der ikke længere kan tages alvorligt. Ganske vist kan man rent operahistorisk ikke komme udenom et værk som »Konrad Wallenrod«, og ved nationale lejligheder vil man også forsøge at drage ham frem af hans mumietilværelse. Muligvis vil også hans »Janek« endnu kunne opføres med et vist held. Det samme gælder Tadeusz, Joleyko (1872-1932), hvis opera »Sigmund August« ligesom den førnævnte »Konrad Wallenrod« lejlighedsvis burde indgå i Warszawa-operaens repertoire. (Som så mange andre steder spiller den nuværende opera i Polens hovedstad i et interimistisk indrettet hus, da Wielkiteatret, som under samme tag rummede operaen, Nationalteatret og Det nye Teater, helt ligger i ruiner). Joteykos anden nationale opera »Dronning Jadwiga« har længe ikke figureret mellem de nationale operaopførelser; heller ikke operaerne »Fiskeren« og »Spilleren« kan holdes på repertoiret, mens den et år yngre komponist Witold Maliszewski's (1873-1939) operaer »Syrena« og »Legenden om Boruta« indlemmes i repertoiret som eksempler på original og national operakunst; i disse operaers »hjemmebagte« og spidsborgerlige ånds-og klangverden stifter vi bekendtskab med visse sider af polsk adels- og bondeliv (adelsdjævle og bondedj2evle), som spiller en ikke ubetydelig psykologisk rolle i det polske folkesinds historie. - Om disse to diævlearter er der omkring 1930 udkommet et udførligt værk.

Ligesom Zelenski har heller ikke hans elev Felicjan Szopski (f. 1865) med sin opera »Liljen« opnået varigt held. Det samme gælder næsten alle operaerne fra denne epoke; lieller ingen af dem heever sig til det geniale; den store indsats lykkedes sjældent, - og den gode nationale vilje alene var ikke nok. »Halka« blev så godt som det eneste eksempel på en strålende polsk-national operakunst. Som (len næste større nationale operasukces må inan regne »Manru«; der er god grund til i vore dage at placere denne opera soni et værdifuldt eksempel på en mere moderne national operakunst, så nieget niere, som den skyldes ingen ringere end Ignaz Paderezvski (f. 1860 i Kurilowka, d. 1941 i New York), den store polske politiker og største polske pianist. I »Manru« indgår ægte polske musikelementer i åndfuldt valgte musikalske former; den er et værk af besejrende musikalsk charme i overbevisende kunstnerisk udformning.

En ny stil er skabt og videreført af Henryk Opienski (f. 1870 i Krakow, d. 1942 ved Lausanne) i hans operaer »Maria«, »Jacob, lutspilleren« og »Den standhaftige Fyrste« (efter Calderon). - Og udviklingen går videre i sin bestræbelse for at løsrive operaen fra gamle skabeloner. Karol Szymanowski (f. i Ukraine 1883, d. i Lausanne 1937) skrev i genial egenrådighed operaen »Hagitli« og nåede i det sceniske oratorium »Kong Roger« et ubestrideligt højdepunkt. Der ruger en mærkelig atmosfære over dette storslåede og urkraftige partitur. Der er ingen i Polen, der nærmer sig Szymanowskis strålende alsidige individualitet. En aristokrats kunstneriske esprit lyser ud af hans balletkompositioner, symfonier, kammermusik og klaverværker. Han er den ubestridte herre blandt Polens mange komponister, atonalist par excellence men tillige sukcesexpert hos polske musikmodernister, berømt som - man kan næsten sige: - antipode Rózycki, Humperdinck-eleven, der taler et operasprog nær opad Eugen d'Ajbert: polyglot og - polyglat.

Og dog, - det umiskendelige polske sind fornægter sig ikke. Ludomir Rózycki*), »Anhelli«s**) komponist, højtskattet langt ud over Polens grænser, skrev en af de kosteligste polske balletter, »Pan Twardowski«, og det var nok til at gøre ham udødelig, idet mindste i sit fædreland.
(*) f. 1883 i Warszawa. Ikke at forveksle med kirkekoniponisten Jacek Rózycki, d. ca. 1700.
* *) Symfonisk digt.)

Denne ballet er ikke blot et af de mest yndede sceneværker, men tillige af stor musiketnografisk værdi; det udmærkede polske balletkorps har tilegnet sig den med liv og sjæl, den er beundret og elsket af unge og gamle og er et fuldgyldigt udtryk for gammel polsk tradition. Rózyekis nationale opera »Bolislaw, den Dristige« når langtfra balletten i popularitet. Ellers er det ikke nationale emner, der behersker Rózyckis operaer; det gælder operaerne »Medusa«, »Eros og Psyche« og Schlageroperaen »Casanova« med sin berømte vals. En så internationalt indstillet mand som Rózycki vilde naturligvis ikke afskære sig fra at følge nioden, som d'Albert gjorde det i sin »Sorte Lilje« og »Mareike, von Nymwegen« eller Maseagni i sin operette

»Si«. - Rózyckis to år yngre kollega Raoul Koszalski (f. 1885), der allerede som syvårig dreng turnerede over hele Tyskland og vakte stor opsigt ved sit perfektible klaverspil og som nu er en anerkendt Chopinfortolker, havde i begyndelsen af århundredet haft ægte sukces på sin opera »Ryniond«; også hans jævnaldrende, Lucian Kamienski (f. 1885) havde sukees, mindre med sin bibelske opera »Thamar« end med operaen »Damer og Husarer«, der opnåede en lang række opførelser og skabte opmærksomhed om komponisten. Den sidste fjerdedel af det 19. århundrede har skænket en betydelig række skabende personligheder til det polske musikliv, der stadig har udviklet sig henimod større selvstændighed, - og herimellem var der ikke få virkelige begavelser, der kunde tilfredsstille operaens specielle krav.

Et særligt instinkt herfor viste den åndrige musikæstetiker, kritiker og lærer Piolr Rythel (f. 1884) i sine operaer »Grazyna« (efter den polske nationaldigter Mickiewiez) og »Ijola«. Den sidstnævnte operas dyster-romantiske libretto førte Rythel ind i en maner, der minder om Zandonai; - en dybere fornemmelse for den moderne musik var endnu ikke trængt ind i den hjemlige polske opera; på dette punkt var koncertsalsmusiken et skridt forud for operaen. Hverken de tre op Qrahuse, som fungerede før krigen (Warszawa, Lemberg og Posen) eller den nye fremadstræbende opera i Bromberg vovede sig ud på eksperimenter med helt moderne værker.

Efter Rythel bemærkes især en nevø af de berømte brødre H. og J. Wieniawski, Adam 'Wieniawski (f. 1879), direktør for Warszawakonservatoriet; han er kendt for sin opera »Megae« men vakte især opsigt med et senere værk, der imidlertid - kun fik en kort levetid. Det var dog ikke hans fornemme, lyrisk prægede tonesprog, der bar skylden herfor, men udelukkende librettoen, som blev genstand for gejstlighedens protest og som ved premieren foranledigede store skandaleoptrin. Operaen (»KróI kochanek« d.v.s. Kongen som Elsker) handler om den unge Soschkas kærlighed til sin stærke August, der som bekendt skal have avlet ligeså mange børn, som der er dage i året. Denne episode med den lille Soseka bragte gemytterne i oprør i den grad, at selv den ansete musikpædagog og velagtede komponist Adam W. med sit dygtigt gjorte partitur ikke kunde afværge katastrofen.

En balletpremiere i Warszawa viste dog stærk føling med den nye musik: Ungpolakken Macura's trylleballet »Klatten«. En blækklat under et bord er ballettens hovedparti, og man så ikke blot en original dekoration, men lyttede til et partitur, der i sin dristighed er inspireret af Strawinski; man glædede sig over her at møde et virkeligt talent, der på trods af sit publikum ikke er bange for at tale sit eget sprog. En anden ballet, der niere taler til polske hjerter, er Roman Palester's (f. 1907) »Jordens Sang«; det er blodrig musik, rytmisk overdådig og helt igennem overbevisende national. Også Stanislaw Kazuro (f. 1881) har skrevet balletter. Det er forklarligt, at denne kunstart i særlig grad har virket tiltrækkende på de polske komponister, idet netop (len polske nationale dans i sine mangfoldige udtryksinuligheder altid har været en væsentlig bestanddel af polsk folkesind.

Men hvor er de nu henne, alle disse mestre, der bar den polske operakunst frem mod berømmelsen? Man må tilhylle sit hovede og tie af skam: næsten alle omkom for den tyske morderhånd, alle de, sorn skabte i ærefrygt og som gennem deres værk arbejdede på forsoning, forening og fred, således som det må være al kunsts væsen.

Men med en sejglied uden lige skabes der påny, det legemlig udsluktes åndelige arv tages op til fornyet dyrkelse og på alle musikkens områder bygges der op på en måde, der aftvinger den dybeste respekt. En kunst, der har ligget i lænker, får nu en ren pessance, bygget på uendelig kærlighed, ja på en fuldbåren patriotisme.

Blandt de polske intellektuelle var der kun få, der overlevede det grufulde inferno, - og blandt dem kun en lille skare musikskabere. Sigmund Latoszewski, den kultiverede polske musiker og musikvidenskabsmand står igen ved sin pult soin chef for operaen i Posen; i Warszawa virker ingen ringere end Jan Maklakiewiez (f. 1899) som leder af »Filharmonja«, der nu er rekonstrueret. Et nyt kor skal her være under dannelse og dermed grundlaget for et statskor. Den nye polske regering tager sig med stor opmærksomhed af det polske folks musikopdragelse. Warszawa, Symfoniorkester skal efter sin rekonstruktion administreres af staten ligesom Warszawa Philharmonikerne og vil atter blive ledet af Gregor Fitelberg (f. 1879), som, skønt han har nået »støvets år«, nu atter er vendt hjem fra New York. Allerede i 1905 stod han som forkæmper for den nye musik og stiftede selskabet: »Ungpolske Komponister« sammen med Szymanowski, Rózycki og Szeluta; - selv har han i moderne tonesprog komponeret flere symfonier, polske rhapsodier og tonedigte.

Symfoniorkestrene i Krakau, Posen, Lodz, Kattowiez, Breslau, Bromberg, Lublin, Kielce, Czenstochowa og i kyststrækningerne vil blive sammensluttet, og oprettelse af et net af musikinstitutioner og af vandreorkestre skal opdrage befolkningen til musiklyttere; - og endelig skal dannelsen af amatørorkestre stimulere til aktiv musikudøvelse. Turnéer er allerede gennemført af den schlesiske og baltiske Philharmoni og-, af den schlesiske opera. I denne sammenhæng kan bemærkes, at Kattowiez'er-orkestret i løbet af 3 måneder gennemførte 32 arbejderkoncerter, der skulde tjene som forberedelse til de »normale« symfoniske koncerter. Posener-Philharmonikerne giver arbejderungdommen gratis adgang til generalprøverne og »Arbejder-Festsamfundet for symfonisk Musik« i Lodz arrangerer serier på ti koncerter med et tværsnit af den symfoniske musik.

Den gode musik skal komme helt ud til afsides liggende landsbyer. Til dette formål udsendes dygtige musikere, der tager arbejdet op udfra de mest forskelligartede synspunkter og giver undervisning på alle slags musikinstrumenter. I Warszawa, Krakau, Kattowicz og Posen findes der højere musikskoler. Over hele Polen er der idag 19 statslige og 136 private musikskoler, hvis elevantal er 100 pct. højere end i 1939. Også den polske grammofonindustri er i god gænge; den vil blive et vigtigt opdragelsesmiddel og bidrage til at gengive den skabende polske musik sin gamle glans.

Det var Polens koncertsale, som bar vidne om hovedtrækkene i den polske rnusik og som med seismografisk nøjagtighed registrerede sukces og fiasko. Polens andel i hele den øvrige verdens musikalske liv er af ikke ringe betydning; både i produktiv og i reproduktiv henseende kan Polen opvise lysende navne. Der findes f. eks. en hel pianistgeneration, fra Anton Koniski (1817-99), der også som salonmusikkomponist ikke er helt ubetydelig, til Koszaki, - fra Leopold Sodovski, der begyndte at optræde som femårig og at komponere som syvårig til Ignazz Friedman (1882-1948), ---- fra Josef Hofmann (f. 1876) til Drzewiecki, tidligere direktør for Warszawakonservatoriet og en af de få overlevende fra den sidste krigs tid, -- og endelig fra Theodor Leschetitzki (1830-1915) eller Natalie Janotha (1856----1932) til Szpinalski.....

For klaverspecialister findes der en rigdom af værker, der skyldes polske komponister: først og fremmest Paderewski og før ham den ni år yngre Alexander Michaloivski (f. 1869), --- videre over Sigismund Stojoivski (f. 1870; nu i New York), Ludomir Rogotvski (f. 1881), Michael von Zadora, Lucyazz Marezetvski, Franciszek Brzezinski (f. 1867), Stefan Malinowski og frem til en så alsidig musiker som Paul Kletzki, der ligesom de andre har skænket klaverlitteraturen perler af ædleste karat. Den polske klavermusik rummer mange fine miniaturer, selvom ingen når Chopin's egenart. Også Ludomir Rózycki skrev for klaveret sit op. 4 »I Bølgernes Leg« efter en digtning, inspireret af Böcklin og tilegnet Richard Strauss, der for tiden ikke er noget godt navn i Polen. I sin tid opnåede hans »Saloine« under Dolzychi's ledelse hele 25 opførelser på Warszawa-operaen; nu afviser man denne tidligere præsident for Nazi-Rigsmusikdepartementet og hans musik tåles ikke i Polen.

Også polske sangstemmer har formået at hævde sig. Her må nævnes Marcella Sembrich (1858-1935; egentlig Praxede Marcellina Kochanska), som også var violinistinde og pianistinde, men som fortryllede en hel verden med sin koloratursopran, - Lola Beeth, Marie Weiner, brødrene Jan (1850-1925) og Édouard de Reszké (1855-1917), Jan Kiepura (f. 1902), som dog i Polen betragtes som frafalden, Eva Bandrotvska-Turska (f. 1899) med sin forbilledlig skønne foredragskunst, Wanda Verininska, Mossakoivski og Olszeivska.

Polakken Emanuel Feuerman (1902-42) har erobret verden med sin violoncelkunst; - og véd man, at Jascha Heifetz (f. 1901), at Bronislaiv Hubermann (1882 ---1947) er polakker og at Leopold Stokowski er halvpolak? - En mængde navne og en mængde dygtigheder! - Også her viser det sig, at »Geni er flid«. En ny generation er på trapperne, nye værker toner frem. Vil også de repræsentere deres fædreland?

Vil der igen opstå en naturromantiker som Miecyslaw Karlotviez (1876-1909)? Han omkom under en lavine i Tatra- bjergene; gribende som hans død er hans værk; han er klassikeren i Polens romantiske musik. Hans symfoniske digt »Episode på Maskeballet« eller hans »Litauisk Rhapsodi« er meget personlige værker, skrevet udfra en stærk følelse og et varmt hjerte. En betydelig skikkelse var også Henryk Melcer (1869---1928). Gennem hans musik taler en overbevisende stemme, selvom hverken hans kammermusik eller symfoniske musik er egentlig let tilgængelig. Hans korværk »Pani Twardowska« og hans opera »Maria« har det samme stærke personlighedspræg, som også viser sig i kompositioner af Michal Kondracki (f. 1902) og Eugen Morawski (f. 1876). De har alle skænket den polske koncertlitteratur en række slagkraftige værker af stor teknisk fuldkommenhed og af et ædelt åndsindhold. Også Jan Maklakiewicz (f. 1899) er det værd at lægge mærke til; han hører, som nævnt til den lille »overlevende« skare og har nu en position i første række. Han var oprindelig en fremragende orgelspiller, er en svoren modstander af alt epigoneri og ejer selv et sådant fond af inspiration og sunde musikeregenskaber at det falder ham let at gå sine egne veje; hans produktion er præget af rankhed, - han véd, hvad han vil. En fængende personlighed! Knap så selvstændig er Jerzy Fitelberg (f. 1903; søn af G. Fitelberg), men han arbejder bevidst henimod ny musikalsk landvinding, dog ikke uden påvirkning af Strawinsky, - mens M. Spisak (f. 1914) synes at tilpasse sig visse forbilleder, der ganske vist ikke er af de dårligste, forsåvidt som en personlighed som Paul Hindemith tydelig nok ofte er med i spillet. Boleslaw Woytowicz (f. 1899) 2. symfoni og Boleslaw Szabelski's »Suite« er begge værker af stor ejendommelighed; - Arthur Malawski præsenterer sig med en »Toccata for lille orkester«, der trods sin strenge form er meget karakteristisk, men ikke rummer noget typisk polsk. Det finder man snarere i »Tragisk Ouverture« af den allerede flere gange prisbelønnede Andrzej Panufnik, der i dette værk har fundet et stærkt sjæleligt udtryk for tapper polsk modstandsånd i den dybeste nationale nød. En motorik, der kan minde om Max Brand's (f. 1896) »Maskinist Hopkins«, giver Panufniks musik en impulsiv slagkraft, der river med, Tadeusz Kassern (f. 1904), hvis Skriabine-lignende, impressionistiske »Koncert for Sopran og Orkester« nu også findes på udlandets løbende repertoire, hører til den yngre polske komponistgeneration, som man endnu næppe kan tage afgørende stilling til. Felix Stahl (f. 1913), Kazimierz Sikorski (f. 1895) med orkestersuiten »Landlige Billeder«, Witold Rudzinski, Karol Mroszczyk, Tadeusz Szeligowski (f. 1896), W. Rackowski, Stanislaw Wislocki - er alle fremadstræbende, talenter, som tillige har virket befrugtende på den nye polske underholdningsmusik.

Med en mageløs iver søger det polske koncertliv og den polske radio at hjælpe de skabende kræfter; også kirken, der traditionstro taler sit eget sprog, søger nye muligheder. Indenfor den polske kirkemusik har der altid været fremragende inestre, som byggede deres tonekunst på gre-goriansk grundlag. Her har Maklakiewicz været en god åndens tjener, - og hans kompositioner for orgel er for moderne organister en sand guldgrube. Felix Ruczkowski's »Suite for Orgel«, Hieronyn2 Faicht's koraler og Sfanislaws Wiechowiez' »Psalmodi for blandet Kor og Orkester« regnes for kirkemusikalske hovedværker der forlængst. har stået sin prøve.

Musikkonkurrencerne er atter vakt til live; i Chopin-året har nye unge mestre i klaverspillets, kunst kæmpet om sejrenspalmer. På tiårsdagen for Szymanowski's død indstiftedes »Karol Szymanowski-konkurrencen for musik«, hvor førsteprisen. på halvfjerdstusind zloty blev tilkendt Panufnik for hans »Notturno«; de næste to præmier, hver på trestusind zloty fik Palester, ligeledes for en nocturne (for violin) og Koraczeivski for en ouverture; trediepræmien. på halvtredstusind zloty tilfaldt Sikorski for en »Symfonisk Allegro«. I en konkurrence, udskrevet af det polske komponistforbund, om et musikværk, der behandler de olympiske festers ideologi, blev i marts 1948 førsteprisen på tohundredetusind zloty tilkendt Stanislaw Wiechowicz for hans korværk »Olympisk Høst-kantate«, et værk, der stod i den stærkeste modsætning til Werner Egks bombastiske og klangorgastiske »Olympiske Festmusik. Andenpræmlen på hundredelialvtredstusind zloty tilfaldt en dame, komponistinden Grazyna Batowiczowna for hendes »Olyinpisk Kantate for Kor og Orkester efter en Ode af Pindar«; - og endelig fik Turski for sin »Olympiske Symfoni« og Szeligowski for en sportskantate til tekst af Bierzynski hver hundredetusind zloty.

Overalt hører man det samme: Der er grøde i Polens musik. Den nye ånd kendetegnes ved de ubegribelige kræfter, som bygger op, hvad fremmed brøde har knust. Koncertsalen er blevet en kulturel faktor påny. Alt dette bekræfter en nations ukuelighed, en nation, der til randen er fyldt med klang, som sprænger alle grænser og .som man ikke vil kunne undgå at høre i den internationale musikverdens polyfoni.