Radioen i februar

Radioen i februar

. Af N. B. Møller-Nielsen

Det er i år 200-året for Johann Sebastian Bach's død og dette markeres naturligt ved at opføre den store barokinesters veerker. Radioen er selvfølgelig med lier; og vi har i indeværende sæson kunnet glædet os over en række fremragende Bachudsendelser, man behøver blot f. eks. at tænke på den storslåede fremførelse af hmoll. messen, der var en af efterårets store niusikbegivenheder. Den forløbne måned har også bragt os fine Bach-progra mmer. Således hørtes i en kammermusikudsendelse Liselotte Selbiger, Paul Birkelund, Leo Hazzsen og Alberto Medici i et godt sammenstillet program, der indlededes med sonaten for fløjte og cembalo i e-moll; derefter fulgte den italienske koncert og

en triosonate i c-moll; det var fremførel.ser af meget høj kvalitet. Vi er herhjemme, takket være en levende interesse for baroktidens tonekunst og en naturlig indlevelse i stilen, nået frein til et foredrag, hvis overensstemmelse med stilen der vist ikke kan herske tvivl om. Denne udviklede sans for barokmusikens liele væsen prægede på den smukkeste måde denne Bachudsen(Ielse. De fire kunstnere forstod at give værkerne liv i kraft af deres tekniske overlegenhed og kunstneriske belierskelse; det var musiken der var hovedsagen. En sådan gengivelse kaldes af mange tør og kedelig. Man har ikke nok i selve musikken, den skal krydres med interpretens private fortolkning, man nyder interpreten på baggrund af musikk~n. En sådan opfattelse af barokmusiken blev vi ved en ,senere lejlighed præsenteret for, da den begavede norske pianist Robert Riefling lod sig høre i en række præludier og fugaer fra »Das Wohltemperierte Klavier«. Her fremtrådte musiken i et følelsesfuldt rubato, der forekom meget malplaceret. Det er en fuldstændig unødvendig tilsætning, der blot er egnet til at svække og forflygtige den musikalske oplevelse.

I radioens * Bach-udsendelser spiller kammerorkestret også en rolle, men værdien af dets medvirken begrænses i væsenlig grad af den omstændighed at orkestret så at sige kun lader sig høre søndag eftermiddag, der ikke kan betegnes som nogen særlig god sendetid. Nej, lad os få disse glimrende koncerter placeret på tider, hvor det største antal lyttere kan glæde sig over dem.

Alle disse Bach-udsendelser er ganske givet til virkelig stor glæde for en meget betydelig kreds af lyttere; men kan radioen standse her? Nej, mindeåret for den gamle mester burde inspirere radioen til et pædagogisk fremstød, således at den

kreds, der i dag hos den geniale barokkunstner finder levende værdier, der måske netop i vor tid giver særlig stærk genklang, kunne blive endnu større. Et sådant pædagogisk arbejde kan gøres på mange måder. Man kan f. eks. i forbindelse med udsendelser af Bach-værker give korte populære orienteringer i stilens teknik, indhold og væsen. Man kunne også starte en studiekreds, der f. eks. som emne kunne have Brandenburger-koncerterne; en sådan studiekreds ville være sikker på betydelig succes. Ja, og der kunne findes på endnu mere. Gennem musik, foredrag, studiekredsarbejde og udsendelser med biografisk stof kunne radioen være med til at give de evige værdier, der er nedlagt i Bach's kunst videre til berigelse og glæde for en mængde mennesker.

A propos det pædagogiske, så har vi i februar fået de første udsendelser af en række musikoplysende foredrag; det er Sv. Erik Tarp, der forestår udsendelserne og takket være den brillante form, han har givet dem, kan man være sikker på, at de vil nå langt og gøre virkelig gavn.