Jydepeters erindringer

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 04 - side 70-76

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Jydepeters erindringer

I 1937, d. 18. januar døde musiker Peder Pedersen, mest kendt under navnet Jydepeter, 80 år gammel. Et par år før sin død nedskrev han sine erindringer, som han skænkede til Musikhistorisk Museum, hvortil han følte sig stærkt knyttet. Disse erindringer bringes nedenfor. Forfatterens ortografi er bevaret; kun hvor meningen var uklar er enkelte rettelser foretaget, ligesom nogle forklarende fodnoter er tilføjet. Skarpe klammer i teksten betegner udgiverens tilføjelser. (S. B.)

Jyde Peter fortæller:

Paa Opfordring af Venner, Kolleger og Bekjendte skal jeg prøve paa at fæstne mine Erindringer. Jeg blev født i September Ed. 16.1 1856 i Stubberup Aardestrup Sogn beliggende nord for Rold og Nørlund Skove, og min Fader hed Andreas Pedersen, og jeg skulde saa have hedt Peder Andreasen, men saa sagde Sognefoged Niels Krabsen som levede i den ene af Stubberupgaardene, at Staten ønskede at Børn herefter til Efternavn skulde have Faderens Efternavn, og saa blev jeg [den] første i Aardestrup Sogn som fik Efternavn saaledes.

Min Fader lavede Træsko som jo alle gjorde i Skovegnene, og [var] Landmænd tillige; mine Forældre havde intet Hjem [til] at begynde med men boede hos Moders Pleiefader Mourits (Moust) Larsen. Stubberup bestod af 2 store Gaarde og 3 Husmænd. Det var en pr«ægtig Tid at leve i med ofte store Sammenkomster baade Gaardmænd og Husmænd og Tjenestefolk imellem hinanden. Erindringer som har sat sig særlig fast fra min 2 Aars[ !] Alder, var en forfærdelig skrigen af et Svin som Moder stod og slagtede i Laden mens jeg gik i Haven og plukkede Stikkelsbær og jeg raabte igjennem et Hul i Væggen »hvad er det for et Bestakkel« og en Nat hørte jeg et Skud og det var min Fader som skjød en stor Hornugle som sad paa Taget og lurede efter Høns og Ænder. Den fløi væk efter Skuddet, men Dagen efter kom Hyrdepigen og havde den med sig; den var saa stor at den knapt kunne komme gennem Døren; saa stoppede de den ud og satte den op paa Taget til Skræk og Advarsel. En anden Begivenhed var en Nat da Rold store Veirmølle brændte, vi saa det saa tydeligt det mægtige Baal over Rold Skovs Trætoppe, min Moder svøbte et Sjal om mig og bar mig ud at se det, og [det] staaer saa tydelig i min Erindring som om det var sidste Nat. Jeg troer forresten at Folk fra Landet holder længere fast paa Minder end i Storbyen, for der skér der alt for meget til at det kan fæstne sig. Saa var der Skræderen Kræn Bentsen som var hos os at sy Klæder, hanvar tillige Spillemand og havde altid Violinen med omkring hvor han var at sy Tøi, saa spillede han lidt om Aftenen. Saa var det en Aften jeg vaagnede ved at høre Tjenestefolkene danse Hopsa oppe i Storstuen til Kræn Bentsens Violin og jeg lyttede og lærte den lette Melodi og sang den med, selvfølgelig i samme Tonart (D Dur) og Moder vækkede Fader at han skulde høre Drengen synge med. Derved opdagedes det at der var Musik i mig, det var der ogsaa i høi Grad hos Moder. Saa fik Fader af sin Fader Peder Frederiksen der var Smed i Aardestrup, overladt et stykke Jord til Have op imod Smedien at bygge et Hus paa, og saa flyttede vi derop; da var jeg vel 3 á 4 Aar. Saa var det en Søndag Fader kom Hjem med 2 Harmonikaer som han havde laant af Sadelmager »Bømlerpeter«; den ene var en enradet Harmonika med 2 Basklapper og den tog Fader og forsøgte paa da han engang havde spillet paa saadan én, men Han fik ikke noget ud af det, og jeg fik den anden at lege med, det var en firekantet Konsertino med Klaviatur paa begge Sider af den Slags som Klovnerne bruger i Cirkus, og det varede kun et Øieblik saa kom der Melodier frem, og saa kjøbte Fader saadan én i Aalborg hos Josefsen, og jeg kom med Far og Mor til Lystighed og havde Harmonikaen med og tjente ikke saa faae Smaaskillinger sammen til mine Forældre; men Karlene var saa glade for mit Spil at de trakterede mig med for mange søde Drammer og saa blev jeg saa vrissevoren at vi maatte gaae Hjem en 1/4 Mil for en 5 Aarig med Kæfert. Saa fik min Fader fat i en Violin, det vil sige kun et Dæk med Hals paa, der var hverken Bund eller Sider paa, og jeg spillede Melodier ved at glide med Pegefingeren op og ned, men da jeg saa saae Morbroer Niels og Kræn Bentsen bruge alle Fingre saa kunde jeg ogsaa gjøre det med det samme. Saa sagde Morbroer og Kræn B. naar Du nu blot kunde stemme den naar Du er allene, prøv nu; saa stemte de den i Uorden, og jeg stemte den i Orden som jeg huskede den skulde lyde, og man undrede sig saare; med saadant et næmme burde jeg blevet en anderledes stor Musiker end jeg blev; jeg troer det kom for let, og [at det] var et forkert Land jeg blev født i. Det skulde været blandt Ungarske Zigeunere, jeg har nemlig en stor Hukommelse men ikke saa god fra Bladet læsende, og for spredt, fare fra det ene Instrument til det andet, og daarlig modtagelig til at tage Læreres Forklaringer, men en Kniv til at lære mig selv. Imidlertid er jeg dog godt ansét for Alsidighed og inde i Musikhistoriske Instrumenter. Saa kom Krigen 1864 og vi havde Indkvartering af Fjenden en hel Sommer, og de rekvirerede Heste og Vogne til at kjøre omkring med dem. Min Fader laae i Vognpark ved Aalborg længe og de blev med Heste og Vogne seilet over til Sundby i Tydskernes Blikbaade for der var dengang ingen Bro. De skulde over Fjordehl for at demonstrere deres Magt, for General de Meza laa paa Mors, hvortil han havde frelst den lille danske Hær, da der ikke var mere at gjøre. Vi Børn forstod os jo ikke paa det Fjentlige og jeg spillede Harmonika for dem og de gav mig af deres fattige Smaapenge for Spillet. Det eneste Prøisernes Rytterie var bange for, det var de danske Dragoner, for de var langt bedre i Sabelhugning end tydsk Rytterie; naa det hele fik ogsaa Ende (med Bedrøvelse).

Professionel Landsbymusikant

Saa flyttede vi til Ersted, en lille By i Aardestrup Sogn; saa var det i 1865, da jeg blev 9 Aar, at der skulle være en Legestue (offentlig Bal) hos Morbroer Lars Ræbild i Aardestrup i hans ny Dansesal; der var saa høit til Loftet, at de høie Karle ikke behøvede at dukke Hovedet, naar de dansede under Bjælkerne, derfor skulde der være stort Orkester paa 2 Mand; men Morbroer Niels Ræbild i Stubberup kunde saa ingen Makker skaffe, og saa sagde han til mine Forældre: nu kan Peder jo saa mange Stykker udenad (Noder kunde jeg ikke) at å godt kunde klare mig med Ham hvis han kan holde det ud; min Fader havde kjøbt en god lille Violin 3/4 Størrelse hos Josephsen i Aalborg, og det første Stykke Morbror begyndte med var en Vals, og da han mærkede at jeg kunde den saa lod han mig allene om Melodien og sekunderede med Dobbeltgreb; paa den Maade gik det hele Natten fra 8 Aften til 6 Morgen uden at jeg blev søvnig.

Jeg maa her fortælle det interessante ved af i Vester Himmerland kjendte De slet ikke Harmonie, de spillede alle Melodie hvor Mange der saa var, bare 1/4 Mil vest for Aardestrup i Thorsted. De var derfor ganske Hjælpeløse naar De ikke kunde Stykkerne sammen, medens vi fra Østen, saasnart vi hørte Tonarten, var med med vore Dobbeltgreb.

Fra den Aften blev jeg professional Landsbymusikant og spillede meget i forskellige Byer. Saa var der en Kjøbmand og Bager Nielsen i Konradsminde i Nørlund Skov der havde et Skovbal, og vi gik derhen; der var en Mils Vei gjennem Skoven, og der var et Orkester paa 6 Mand fra Havrum pr. Hobro. Jeg havde min Piccolofløfte med og blæste Marcher, vi gik efter gjennern Skoven. Da vi saa kom til Festpladsen blev vi aldeles benauet over dette Orkester, for saadan et Orkester efter kultiveret Facon var ingensinde hørt ude i den Egn. Da nu mine Forældre gjerne vilde have mig frem ad den Vel, saa dristede Fader sig til at spørge Mesteren Jens Christian som spillede Primo Violinen udmærket til Dands, om han ikke vilde tage sig af en bette Dreng, saa han kunne komme videre. Saa viste Fader Ham min primitive Fløfte med I Klap, og Jens Christian sagde saa: kom herop og staa ved mig-og følg med; kender Du de Stykker vi spiller. Nei, dem havde jeg da aldrig hørt før. Ja, nu skal jeg spille en Polka 3-4re Gange igiennem og see hvor meget der kan hænge ved. Naa, første Gang lyttede jeg og 2 Gang lirkede jeg, og da 3die og 4de Gang kom blæste jeg saa at sige hver Tone rigtig. Hvor gammel er du? 11 Aar. Almindelig Forbauselse. Ja der kan vi faa en Fløiteblæser, sagde hans Svoger Iste Trompeten, ogsaa en ualmindelig dygtig Mand. Ja, sagde Mesteren, du kan komme med til Hobro Marked. Der var nu Skovbal hvert Aar i Konradsminde og jeg blæste med der. Saa blev Fader Bestyrer i Røde Mølle for Kapteien Bluhme, i Nørlund, og saa solgte han Huset i Ersted, og der i Møllen blev jeg 2 Møllersvend. Det er en Vandmølle som ligger saa Romantisk mellem mægtige Bakker med Lyng og Rold Skov paa den ene Side og et Aale og Ørredfiskerie. Det var en interessant Tid for mig. Saa gik Jens Christian Hjem i Besøg hos os efter Skovballet, og saa blev Aftalen at jeg skulde møde den -- November ved 6 Tiden i Skibgade i Hobro, paa Klubben 1 Sal og efter den gang var jeg med i Egnen omkring Hobro til Bryllupper og andre Fester og Legstuer, ogsaa allene, og i. min egen Egn, baade sammen med Morbroer Niels som jo lærte mig Noder til Begyndelsen. Saa da jeg skulde gaae til Præsten om Sommeren 1870, kun I Gang om Ugen og slet ikke i Skole, saa fik Jens Christian mig anbragt i Musiklære hos Selling i Randers hvor jeg fik kjøbt en Storfløfte og en Es og D Clarinet, og senere -en Trompet (Cornet) og jeg reiste frem og tilbage til Præst og Musik; men det gik jo ud over Præsteleksierne, og Præsten sagde: Du har gode Evner Peer men du bruger dem ikke til det Du skal her, nu skal vi see hvordan Du vil besvare mine Spørgsmaal Konfirmationsdagen. Saa en Dag sagde Præsten til mig: er Du Spillemand, jeg saa Dig spille ved Festen i Gravlev Krat og ved Konradsminde, saa det optager Dig mere end Lektierne tænker jeg, men det bliver vel Musikken Du skal leve af. Naa, det gik udmærket godt ved Konfirmationen, og da vi saa feirede Dagen i Møllen ved Sødsuppe og kogte Ørreder med Smørsovs, da sagde Morbroer Niels: der var eller et paa slemme Spørgsmaal Præsten kom med til Dig. Ja, sagde Mor, å sad med Livet i Henderne. Men Far sagde, det skal gaae Haardt til naar de er kommen til Konfirmationen om de bliver udsat. Men jeg svarede promte paa hvad Han spurgte om. Og da vi Konfirmander saa en Dag var bedt til Kaffebesøg hos ham, forærede Han os hver en Bog, og mig sagde han til: det er ikke for din Flid men for din gode Forstand. Glem mi aldrig at takke for den paa det rigtige Sted. Han var forresten den dygtigste Landsbyprædikant man nogensinde har hørt. Hans Navn var Licht.

Militærmusik m. m.

Saa var det kun Musiken jeg behøvede at offre mig for, ja jeg hjalp jo til i Møllen og med Høsten. Da jeg saa havde gaaet hos Selling i Randers en Maaned saa sagde han: ja som Landsbymusiker behøver Du nu ikke mere hos mig. Vil Du gaae videre saa see om der skulde blive en Plads ved Militærmusiken i Aalborg, Aarhus, Fredericia eller Viborg for saa til sidst at ende i Kjøbenhavn. Saa blev der en Plads ved 14de Battaillon i Aarhus for en Kornetblæser, og jeg blev antaget som fast Spillemand, Underkorkoral. Men jeg kunde ikke læse Noder hurtig nok; jeg øvede og sled hele Sommeren, jeg' laae paa Kasernen, men det kom lige paa en Gang med Nodelæsningen.

Fra Røde Mølle flyttede vi op til min Fødegaard- hos Moders Pleiefader som havde delt.sin Gaard mellem sine 2 Pleiedøttre, min Moder Mette og Dortea som var Hjertebarnet. Hun fik Gaarden og den største Part, men vi maatte bygge et Boelssted paa den Lod vi fik. Men vi havde staaet os bedre ved at blive ved at tjæne hos Kaptein Bluhme, for vi kom til at sidde for behæftet, og saa byttede Fader med Niels Abild i Rold, som var det sidste Sted jeg boede hos mine Forældre til jeg rejste til Aarhus. Den Tid vi boede i Aardestrup, Ersted, Røde Mølle. og Stubberup, staaer som de skjønneste Minder for mig, og det er ogsaa en smuk Egn; og saa alle den masse Landsbyer jeg spillede i, især i Jens Christians Egn; dér var mest at bestille og Jernbanen fra Randers til Aalborg blev lagt i 1870, saa det gik jo glat. Da jeg saa i Aarhus ikke havde nogen Udsigt til Avancement, - jeg havde været 2 Gange i Leiren ved Hald 1875 og 77 og jeg var 17 Aar da jeg kom i Tjenesten, saa gik jeg fra og levede som privat.Musiker og tjente godt nogle Aar og tilsidst var der en Sommer hvor jeg i Reglen ikke tjente mere end 2 Kroner om Søndagen i Riis Skov med Hornmusik. Ellers spillede jeg i det gamle Teater lste Violin, Cello eller Fløite og dirigerede til Tider. Tilsidst spillede jeg Violin i Vennelyst Sangerpavvillon. Det var en god Plads, den gav 2 Kr. pr. Aften og Aftensmad med Drammer og Kaffe. Imidlertid fik jeg fat i en meget god Obo fra Brigadens Tid og øvede mig, og da grebene er omtrent det samme, som Fløite, saa blev jeg hurtig Oboist, og da jeg saa hørte at det stod saa sløit til med Oboister i Kjøbenhavn, saa fik jeg 100 Kr. af Fader og seilede til København, gik op og blæste for C. G. Møller og blev strax antaget til en Maaned i Folketeatret til Operetten Flagermusen'). Det rettede mig svært op, saa jeg kunde betale min lille Gjæld i Aarhus; jeg fik nemlig den sidste Sommer hos en Høker for 5 Øre Mælk og 5 Øre Tvebakker paa Kredit, det kogte jeg paa Spritapparat og saa sad jeg paa Havnemolen og fiskede en lille Flynder (Skruppe) som den gamle Kone jeg boede hos stegte til mig; det var min Middagsmad.

En lille Pudsighed fra Aarhus rinder mig ihu, da jeg havde kjøbt den Obo, saa var der en Søn i Huset hvor jeg boede; han var for Øieblikket arbeidsløs Urmager, og han havde ikke andet at foretage sig end gaa ude i Haven og sætte Edderkoppe sammen at de kunde komme op at slaas og bide hinanden ihjæl. Han skulde da sé mit nye Instrument. Ja, det er et smukt Instrument, sagde Han, lad mig høre hvordan saadan én lyder. Jeg satte et Rør paa og den slog over og under og skraldede; saa, da Han havde hørt lidt paa det, saa satte han Hovedet paa Skraa og kikkede paa mig og sagde med Bondedialekt »Den sku dott skjæll dæ ve« (Den skulde Du ikke skille Dig ved), hvorefter han gik grinende ind i den anden Stue og lukkede Døren efter sig.

Hjemme og ude

Naar jeg tænker tilbage saa siger jeg gudskelov for København. Saa var der i Folketeatret som lste Trompet Overhornblæser Teilgaard ved 2 Bataillon og han spurgte mig om jeg kunde blæse Tuba, for hans Tubaist gik af om 2 Maaneder; hvis de nu kunde faae noget Balmusik og Udflugter; di kan jo prøve det, vi har en reserve Tuba de kan laane og saa gaa over til Fr. Møller(2) som er i Harmonieorkestret i Tivoli og det kngl. Teater og lad ham lære Dem lidt. Naa, jeg øvede mig, gik ind og klarede mig anstændigt. Saa kom jeg med Chr. Jensen(3) paa Klampenborg til Symfonierne. Men jeg mærkede at det ikke kunde blive ved at gaa i forbindelse med Oboen; saa gik jeg fra efter de 3 Maaneders Prøvetid og fik noget Balmusik om Vinteren og lidt assistance i det kngl. Teater bag Scenen til Don Juan etc.. Men saa i 1881 blev jeg fast Oboist hos C. C. Møller i Tivoli. Imidlertid havde Georg Lumbye forladt Blanchs Café i Stockholm og havde faaet Klampenborg Konsertsal, og da jeg saa hørte Han vilde lave en Tourne saa gik jeg til ham og kom med, første Dag i Universitetsalen i Lund til at feire Formælingsfesten for Prins Gustaf, derefter til Malmø og saa til Roskilde og Næstved hvor Arthur Allin var Organist og selv dirigerede sin Foraarsouverture; saa til Kjøge, derfra til Vordingborg og blev af Cirkusdirektør Houck Leonhardt inviteret til Eftermiddags Forestilling. Der var Jokeikongen Babtiste Schreiber, og han med flere blev inviteret til en Dans paa Hotellet, men der kom ikke Publikum, saa der kunde blive Dans, - det var nemlig 3die Dagen og det kunde den lille By ikke tage; men vi var nødt dertil fordi Lokalet i Maribo og Nakskov ikke var ledig før(4). Saa Maribo og Nakskov. Svendborg og Rudkøbing maatte ligge over [!] for Stormflod; der var nemlig ikke Vand ved Byen at seile i. Saa Assens, Sønderborg, Flensborg og igen Sønderborg; saa Haderslev, Aabenraa, Kolding, Ribe, Esbjerg og Varde. [Vi] telegraferede til Vemb Kro om Risengrød da vi have faaet Suppe alle de foregaaende Steder; saa Lemvig og Holstebro, hvor vi blev inviterede af Direktør Kjær i Svineslagteriet og fik en masse deilig Smørrebrød med Tilbehør og Champagne og blev rigtig godt lavet til. En af Orkestret var lidt uartig mod Værten og blev irettesat af en Kollega som han derfor støtte bagover i en Stol. Men da vi saa kom ud saa vilde den overfaldne have Revance og betalte ham Stødet tilbage, men saa fløi der en anden (A. Hegner)(5) paa ham og saa atter en anden paa ham igjen og væltede i en Klump og laae og tærskede løs paa maa og faae. Lumbye og jeg stod og saa paa den redelighed; saa kom der en Vægter og han kunde jo ingenting foretage sig, men Lumbye sagde bare: det vil snart opløse sig, og det gjorde det ogsaa. Dagen efter var der ikke anden Erindring om Battalien end Ham der havde været uartig mod Direktør Kjær (som heldigvis ikke havde lagt Mærke til det da han ogsaa havde fyret godt ind), altsaa den Uartiges Hat var blevet med en Klap paa den ene Side som kunde lukkes op og i. - Saa gik Turen til Skive, Viborg, Randers, Aalborg, Frederikshavn og med Dampskib fra Aarhus til Kalundborg; saa Holbæk og endnu engang Næstved og saa Hjem.

Da var det at Hellig Hansen havde bygget National; Georg Lumbye med sit Reiseorkester blev engageret til at spille ved Aabningsfesten og blev der fremdeles Engageret; det var en deilig Tid og et godt Publikum; - ja alt hvad der her fulgte kan læses i Carl Musmanns Firsernes glade Kjøbenhavn, saa jeg kan tage Hvile.

Saa blev Concert du Boulevard revet ned og Nationals store Koncertsal bygget, men da det saa gled ud til Varieté og der igjen blev en Oboeplads i Tivoli hos C. C., saa tog jeg dertil igjen, det var i 1884. Og saa blev der en Violinkonkurrence i det kngl. Teater og der gik jeg med og lavede en flot Præstation hvilket hjalp mig til at Balduin Dahl tog mig med til alle de Koncerter om Vinteren. Der blev 3 Ansættelser ved Teatret, Axel Gade, Julius Berg og Carl Jensen og vi var 17 Konkurenter, saa det var ikke nogen Skam at en Oboblæser ikke fik en Violinplads. Saa skulde Dahl lave en lille Tourné efter at Tivoli var lukket og der kom jeg med; vi seilede med Hjulskibet H. P. Prior til Aalborg, og der fik jeg min første Søsyge; jeg havde ved Bordet spist saa meget Hummer, og naar jeg tænker paa hvor jeg blevet lavet til, kan det næsten vende sig i mig endnu.

Cirkusliv

Saa levede jeg af Koncerter og Balmusik indtil jeg kom til G. Lumbye i Cirkus Varieté og der fik jeg ved at see paa Musikklovner den Tanke, om jeg ikke kunne sammensætte et Nummer og maaske skyde Gjenvei til Overskud, for Musikken gav intet Overskud. Jeg fik et lille Begyndelsesengagement i Hamborg, som heller intet Overskud gav. Jeg glemte at fortælle at vi kom tilbage fra Dahls Tourné den Eftermiddag Christiansborg Slot brændte.

Saa fik jeg et fint Engagement i Sommossy Orpheum i Budapest og lærte at spise Gullyas og drikke Vin til og hørte Zigeunermusik og Kroater Musik; saadant Musik greb mig meget mere end et fint Symfonieorkester, saa jeg fik den Tanke, at hvis jeg havde levet en gang før, saa maatte det have været i dette Land. Derfra til Cirkus Fyhrer [ ?] i Odessa Russerne udtalte det Adjøs; med denne Cirkus reiste vi omkring i forskjellige Byer og sluttede i Charkow. Saa kunde lian ikke betale mere. Derfra til Petersborg en Maaned; saa havde jeg nok af Rusland. Saa til Prag i Teatre Variete (Carl Ticky) i Carolinenthal. Carlsbryg[g]en [?] var styrtet sammen og der var en vældig Oversvømmelse i Dalgryden af Elben og Moldau saa Jernbanetoget kun kunde kjøre med Forsigtighed paa det inderste Spor ved Fjældvæggen. Fra Prag, til Cirkus Albert Schumann i Wien, og der blev jeg saa syg saa jeg maatte afbryde før jeg var færdig med Engagementet og underkaste mig en Operation og reise Hjem ligesaa Fattig som jeg tog ud.

Da jeg reiste som Artist traf jeg paa Lars Larsen, som jeg kjendte fra Tivoli og National og alle Olschanskye'rne som var oplært hos Ole Jensen kaldet Olschansky og Lynsmeden Charles Jensen der var Cirkusforretningsfører for forskjellige; han blev saa forfærdelig Gigtsvag, stakkels Mand; forskjellige Cirkusklovner, Klovn Rentz i Odessa, Klovn Merkel i Wien og flere andre hvis Navne glemmes. Men iøvrigt de Ting vi lavede dengang og gjorde Lykke med, det vilde ikke være noget nu; godt var det at man blev Syg og kom ud af det i Tide. Forresten var jeg heldig altid at gjøre Lykke; [jeg var] en god Mimiker og [havde] nogle Numre som aldrig var seet før, for Ex. det med at lægge Celloen ned paa Gulvet, blæse Solo paa Fløite og accompagnere mig med Fødderne, og saa Trompeter Polka som jeg blæste med Tungeslag paa Obo saa det peb, og forskjellige Violinkunster som ingen havde set før; og alting blev rent og musikalsk udført, og jeg kunne faa Publikum til at lé, og ikke Spor af Attrapsinstrumenter, kun Orkesterinstrumenter, og som da Capo naar jeg ikke havde flere Instrumenter tilbage saa blæste jeg et Stykke i. de bare Hænder å la Occarino.

Københavnske Engagementer

Noget efter min Hjemkomst gik jeg til Klaverfabrikant Hindsberg og Han var flink og lod mig lære at stemme og rette mekaniske Feil, - og jeg lærte det hurtig og fik en Masse Kunder. Alle skulde kjøbe Hindsberg; han havde nemlig faaet 1ste Præmie paa Udstillingen 1888; - saa der kom endelig Overskuddet som jeg reiste halve Europa om uden at finde. Saa blev der en Bratzkonkurrence da jeg var kommen tilbage. Ogsaa for at Folk ikke skulde tro at jeg havde glemt at spille, saa gik jeg op til Chr. Jensen og laante hans Bratz (en Weis) og transcriberede af en Violinconcert da jeg ikke kjendte nogen Litteratur for Bratz, og spillede saa godt at det blev Samtaleemne i Café Brønnum bagefter mellem Johan Svendsen og Fritz Bendix. Vi var 13 Konkurrenter og Fini Henriques fik Pladsen(6); han var jo selvskreven, mod Ham kunde Ingen staae, men jeg fik da i Bedømmelsen Nr. 3. Fini og Carl Nielsen stod og talte sammen da jeg gik forbi dem og vilde ind og høre paa de andre; saa sagde Fini til Carl Nielsen som jo var Violinist i Orkestret: Ham der vilde jeg ikke blive misundelig paa om Han fik Pladsen. Nei, det var flot gjort efter at have havt med alt andet at bestille, og jeg maa sige, at jeg tænkte ikke paa det mere end 5-6 Dage iforveien; saa skrev jeg Accompagnementet om en Kvint ned og øvede mig i 5 Dage et par Timer om Dagen. Naa, jeg havde jo spillet den paa Violin i sin Tid saa jeg kjendte den jo udenad; jeg spillede den ogsaa uden at have Noder for mig den Dag.

I 1883 var jeg indkaldt til Københavns Væbning [og] blæste Tuba, og i 1844 Althorn, 1885 Stortromme. Det var i 1889 jeg gik ud som Artist og kom tilbage 1890. I December blev [jeg] engageret hos Dahl i 1891 i Tivoli Koncertsal og saa døde Dahl, han havde kun dirigeret 1 Aften; saa dirigerede Anton Bloch og senere skiftedes C. C. Møller og G. Lumbye; derefter fik G. Lumbye Konsertsalen og Carl Lumbye Harmonieorkestret da C. C. Møller var død [1893]. Efter Georg Lumbye kom Joachim Andersen [1898] og jeg var 2 Violin og reserve Obo. Han var flink mod mig og gav mig naar Saisonen sluttede 25 Kr. i Graciale fordi Han brugte mig til de forskjellige Ting; men [saa] maatte vi skilles fordi jeg ikke kunde faa fri for Dagmarteatret Søndag Eftermiddag til Palækonserterne. Saa var det 1899 at Olfert Jespersen havde faaet Zoologisk Have; saa blev jeg Cellospiller det første Aar og saa i mange Aar Oboist, til jeg senere fik Lov at spille Violin og Bratz mod at skaffe en Oboist for mig; saa en Aften traf jeg Joachim Andersen der kom fra Tivoli, og han tilbød mig at komme tilbage paa de gamle Betingelser. Jeg sagde, jeg vil bare sige det til Jespersen; ja det er rimeligt, man skal altid optræde korrekt; men [saa] lagde Jespersen paa min Gage og jeg kunde saa ikke være bekjendt at gaae fra, især da det passede bedre med de 3 Maaneder, saa jeg var fri for at sende Assistance naar Dagmarteatret begyndte. I Z. H. var jeg saa i 30 Aar og sluttede derved af med Orkesterspil. Derimod gjorde jeg endnu et lille Tilløb i Artistisk Retning idet jeg reiste en Vinter og Sommer omkring i Danmark med Christian Schrøder og min Sekond Violin, Violinbygger Carl Andersen og tjente meget godt ved det. Jeg havde efter Hukommelsen opskrevet 50 à 60 Stykker fra min første Begyndelse og pyntet dem op med smukke Harmonier; men det Nummer er opslidt og nu rører jeg ikke et Instrument mere.

Ungarere og Zigeunere i København

Da jeg var kommen Hjem fra Udlandet igjen var der kommet et prægtigt Ungarsk Orkester1 National som hed Daroes Miska [?] paa 9 Mand og der sad jeg ofte med min Kone og vor lille Søn sammen med min Ven kngl. Clarinettist Carl Skjerne og Hans Kone. Senere har her været Banda Martin fra Budapest, 8 Mand, og Nyaryi Rudi fra Ødinburg, 11 Mand. Han var Violinvirtuos og Konservatorieopdraget uden at glemme Oprindeligheden; han var gift med en Grevinde som nu er død. Det var i Hotel Bristol hvor og [saa] Vexceye var med ungarsk Ensemble, ikke Zigeunerorkester, men Ungarsk Salonensemble med Klaver og Cimbal. De kunde ogsaa spille Ungarsk men ikke saa godt, men imponerede mere, da de kunde spille alt hvad Folk forstod. Hos Thomas S. Lorentsen i Hotel National kom ogsaa ofte Zigeunere og i 1906 et godt 6 Mands Zigeunerorkester »Sandor Balogh« i Hotel Kongen af Danmark. Da nu Folk før troede at det var Improvisasion de lavede, saa gjorde jeg mig bekjendt med alle som var her for at lære det ordentlig at kjende. En Cymbalist Benne Joseph forskrev en Sangbog for Klaver med Tekst, men dersom man troer at man saa kan spille det, saa troer man feil; man skal høre en enkelt Violin spille dem; og efter at jeg i ca. 30 Aar har studeret dem, kan jeg forme dem ganske godt; men jeg har ingen Fornøielse af at spille det, da der er ingen der kan spille med. Klaver, dette stive Instrument, egner sig ikke. Imidlertid har jeg lært, at Brams Ungarske Danse ikke er i Famille med Ungarsk. Nu kan man jo gennem Radioen høre det om Aftenen fra Cafeerne; men for Folk som ikke er inde i det, lyder det som det er det samme hele Tiden. - Slavisk Musik er det ingen Kunst at spille fordi det gaar i Takt; det kan enhver Automatmusiker spille efter Notering. Nu siger jeg ikke mere.

København 1934.

Peder Pedersen.

Senere Supplement:

I 1844 var der et stort Ungarsk Zigeunerkapel i Sommerlyst gamle Konsertsall hvor ellers i mange Aar Brødrene Variali spillede. Det hed Munczy Lajos; de optraadte i Fantasie Uniform ligesom Henry Berenyis store Zigeunerkapel, der var i Tivoli Konsertsal. Men Lajos Orkester spillede med rund Fildthat paa og lange Skaftestøvler; det var Grev Esterhazys Huskapel, og Forspilleren Munczy Lajos havde stort blondt Fuldskjæg, meget originalt for en Ungarer. Han var en stor Violinkunstner. Det var et Mønsterorkester paa 13 Mand og Kapelmester Johan Svendsen og Professor Neruda sad Aften efter Aften saasnart de have Tid og applauderede. Kapellet var fotograferet i Oedenburg.

Efter vor store Udstilling her [1888] var jeg igjen paa en meget stor Tourné med Georg Lumbye, først i Helsingborg, saa Halmstad og Göteborg, engageret 8 Dage i Coldinordensklubben, hvor Lumbye blev optaget som Broder i »Timeglas Ordenen« Derefter seilede [vi] i en lille Træsko »Diana« til Frederikshavn med Sidevind og Søsyge; vor Valdhornist Valdemar Rasmussen ønskede, man vilde kaste Ham overbord; nu er han imidlertid død; han var i Tivoli hos Hemme(7). Fra Frederikshavn til Hjørring hvor vi traf paa vor store Violinvirtuos Peder Møller som 11aarig Dreng. Derfra gik Relsen lignende den i 1881.

Musikhistorisk Virke

I Begyndelsen af Aarhundredskiftet [!] kom jeg tilfældig i forbindelse med Professor Angul Hammerik, jeg troer det var gennem Charles Kjerulfs udtalelse i Politiken om min mærkelige Alsidighed, som Han kaldte det, og jeg assisterede en masse Gange ved Hans Musikhistoriske Foredrag med pænt Honorar. Han blev min Velynder og satte mig meget høit; da han saa døde har jeg hjulpet Magister Aage Brun og Torben Krogh. Det var mest paa Træblæseinstrumenter. Jeg har til enkelte Foredrag behandlet ca. et Dusin Stykker og havde stor Ære deraf. Hammerich sagde at jeg var uundværlig for Ham, og naar vi saa bagefter var til hyggeligt Samvær i Paraplyen, jeg husker en Aften sammen med Musikhistoriker Behrens [Behrend], Alfred Toft med flere. Det var en Tid man gør bedst i at glemme, for den kommer aldrig mere tilbage. Nu har jeg siden haft med Direktør Gottfred Skjerne at gjøre da Han har Ledelsen af Musikhistorisk Musæum; men jeg tør nu ikke blæse mere, det er mig for Anstrængende, og jeg skulde vel have Lov til ikke at lave mere Blæst da jeg nu bliver 78. Kapelmester Schnedler Petersen har ogsaa været Hammerich til stor Hjælp paa Strygeinstrumenterne.

Jeg var forresten med de gamle Blokfløiter og Belmanfagot (Dulcian) til Hortense Panums 70 Aars Fødselsdag [1926], og der holdt jeg selv Foredraget. Det var paa 1ste Sal hos Vivel med Spisning bagefter; saa var jeg med Gottfred Skjerne til Radioudsendelse i selve Musæet i Bredgade, hvor Skjerne selv holdt Foredraget ...

Fodnoter:
(1) Flagermusen opførtes 9.-31. maj 1880.

(2) Ansat i kapellet 1873-92,

(3) F. 1845, d. 1912. Dansekomponist og musikdirektør ved flere forlystelsesetablissementer.

(4) Meningen er naturligvis den, at man ellers vilde have taget Maribo og Nakskov først.

(5) Anton H., cellist, komponist og sanglærer, f. 1861, d. 1915.

(6) Denne konkurrence fandt sted i 1892.

(7) F. Hemme blev først kapelmester i Tivoli 1914.