Det lysner for operaen

Det lysner for operaen

Gennem flere år har der såvel i musikkredse som i pressen rejst sig røster, som skarpt kritiserede de forhold, hvorunder operakunsten på Det kgl. Teater har virket. En overgang syntes det, som om ingen af de ansvarlige ledere ænsede rækkevidden af de umulige og næsten latterlige dispositioner, der truede med at gøre operamiséren til en farce i dansk teater- og musikliv. Pressens berettigede kritik af operaledelsens dispositioner blev til sidst et så hyppigt forekommende fænomen, at det trods berettigelsen kunne virke som en mani.

Som enkelte oaser i en ørken af ofte uinspirerede rutineopførelser fremkom der forestillinger, som dokumenterede operaens muligheder, men som samtidig satte den kunstneriske og administrative efterladenhed i et lidet flatterende relief. Og nu har endelig teaterchefen Henning Brøndsted, tvunget af de uholdbare forhold, set sig nødsaget til at søge tilvejebragt en løsning af problemet. De planer for operaens fremtid, han har fremlagt for nylig, viser, at ledelsen har erkendt, at dansk opera var ved at sygne hen i en tilstand, som næppe nogensinde har truet de andre. kunstarter - skuespil og ballet - til trods for at de som operaen har måttet kæmpe med de samme vanskeligheder med hensyn til begrænset rådighed over den kgl. scene.

Hvor svaghederne lå er det ikke vanskeligt at konstatere. Der har ikke været nogen mangel på anvendelige vokalkunstnere, altfor mange har gennem flere år lidt under kunstnerisk arbejdsløshed (se DM 1949, nr. 12, side 267), selvom de nok fik deres løn, Det kgl. Kapel har været intakt, parat til til enhver tid at påtage sig enhver forefaldende operaopgave og operaen har til stadighed rådet over tre kapelmestre foruden instruktører. Til trods herfor har: 1) - operaforestillinger gang på gang måttet aflyses på grund af forfald, når partierne ikke var dubleret; 2) - intet klassisk repertoire af betydning været opbygget; 3) - rutine og fantasiløshed præget en stor del af de løbende forestillinger; 4) - nyheder, der skulle bringe operakunstnere såvel som komponister og publikum i kontakt med vor tids operakunst, bogstavelig talt været terra, incognita, på Kongens Nytorv.

Syndebukken: operaledelsen! Det er derfor betryggende, at de nye signaler, der nu skal ændre de uholdbare forhold, kommer fra den ledelse, der alene bærer ansvaret for miséren. Har operaen været vanrøgtet i lang tid, så har det måske indebåret det gode, at restitutionen bliver af en så gennemgribende natur, at det kan betyde en opblomstring for den danske opera, som man måske ikke kunne have ventet, hvis tilstandene i de samme år havde ligget på det jævne.

Nyordningen indeholder betydelige ændringer på alle områder indenfor operaarbejdet. Man vil først søge oparbejdet et løbende klassisk repertoire fra nu ca. 12 til ca. 24-25 operaer, og operaskolen gennemgår en total ændring, idet kapelmester John Frandsen knyttes til skolen som dens leder, og flere lærere i musikdramatik ansættes. En betydelig omdannelse her er den inddragelse af konservatoriets orkester i samarbejde med operaskolen, som nian håber at få i stand, og planerne om at lade konservatoriet ovértage et forkursus, for operaskoleeleverne, som under deres studietid skal have indstuderet 10-15 operapartier. Dermed skulle en mangeårig og højst beklagelig adskillelse af disse to fundamentale institutioner i dansk musikliv være bragt til ophør og et frugtbart samarbejde kunne bringes i stand. De utilfredsstillende prøveforhold vil blive forbedret ved oprettelse af en ny prøvesal. i scenens dimensioner over rnalersalen, og den Ny Scene vil blive taget i brug til operaprøver.

Man nærer tillid til, at operaledelsens endelige opvågnen til dåd vil betyde fornyet og frodigt liv såvel i den reproducerende som i den skabende danske operakunst, der kan være med til at skabe grundlaget for opbyggelsen af en ny æra i dansk musikkulturelt liv.