Det nye norske musikleksikon

Det nye norske musikl Cksikon

Gurvin og Anker: Musikkleksikon. 688 s. + plancher. Dreyers forlag, Oslo. Pris: norske kr. 52,50; indbundet: kr. 70,00, 75,00 og 85,00.

Der er gang i nordiske musikleksikoner i disse år. Solflnian's, store svenske leksikon i 4 bind er langt om længe ved at være halvt færdigt, - Bonnier's étbinds leksikon udkommer snart i ny udgave,

her i Danmark forberedes Poliliken's 3binds musikhåndbog, der ventes at ville udkomme til efteråret, - og Norge har for et halvt år siden afsluttet sit første musikleksikon, redigeret af dr. Olat» Gurvin og universitet Sbibliotekar Øyvind Anker. Det er klart, at ethvert leksikon især varetager sine nationale interesser, - og af den grund bør man faktisk anskaffe et musikleksikon for hvert land, hvis man vil være fuldtud dækket. Gurvin og Ankers leksikon kan vistnok siges at tilfredsstille alle ønsker om oplysninger vedrørende norsk musikliv, og dets store stab af norske fag- medarbejdere, 22 ialt med den norske musikforsknings nestor, professor 0. M. Sandvik i spidsen, borger for en forsvarlig behandling. af dette stof. For Sverige har Ingmar Bengtsson, Gereon Brodin. og Bo Wallner medvirket, - og for Danmark bibliotekarerne magister Sven Lunn og Erling Winkel.

Ifølge planen for dette leksikon har en del ældre stof måttet udskydes til fordel. for det mere aktuelle. Artiklerne er holdt i populærvidenskabelig form og bringer næsten kun fakta og eksakte oplysninger, et princip, der har medført, at personer, der ikke har villet opgive fødselsdata, helt er udeladte. Om dette princips forsvarlighed kaft 'der diskuteres. Særlig fyldig er behandlingen af norsk folkemusik. Desuden er der lagt vægt på i størst muligt omfang at medtage musik- fagudtryk på de forskellige sprog, de vigtigere opera- og rolletitler -og musikværker, alle som særskilte stikord.

En anmelder, der får et nyt leksikon i hånden, vil altid sætte en ære i at finde så mange forglemmelser og fejl som muligt. Han er på sit felt ligeså ihærdig som en fanatisk frimærkesamler, og man skal jo kunne dokumentere sin viden, koste hvad det vil. Nu har Gurvin og Anker, som nævnt, besluttet sig til at bringe nøjagtige fødselsdata i de medtagne biografier; d.v.s. det gælder kun de norske; alle udenlandske personer må nøjes med fødselsår uden dato, kun de allerstørste får datoen med. Men allerede her begynder

systemet at vakle. Hvorfor mangler f. ex. Dvoraks feidsels- og dødsdage, når de findes hos Donizetti, Elgar og Gounod, der dog ikke hører til musikhistoriens største kanoner? Carl Nielsens fødsels- og dødsdata er medtaget, men ikke Gades og Hartmanns. Hermed kommer vi til det danske stof, som vi har lettest ved at kontrollere. I forordet fremhæves det, at artiklernes større og mindre leengde, seerlig når det gælder det biografiske materiale, ikke er udtryk for en speciel vurdering. Men så nemt slipper man nu ikke fra det. Der må, også rent kvantitativt, herske en rimelig balance mellem det niere og det mindre betydningsfulde. Der synes ikke at være nogen mening* lat give J. F. Frøhlich 28 linie ' r,. når f. ex. Franz Glåser ingen artikel har. Man havde også gerne undv--ret artiklerne om Bielefeldt, Birkedal Ba-rfod, Axel Grandjean, Johan Bartholdy, Niels Ravnkilde m. fl. til fordel for mere akutelle navne som Folmer Jensen,-""Henry Holst, Leo Hansen, John Frandsen, Siegfried Salonion, Thorvald Nielsen, Erling Bloch, Else Marie Bruun, Gunna, Breuning Storni, P. S. Rung-Keller, Viggo Forchhammer; og hvorfor er direktøren for det fyji,ske musikkonserv- atorium medtaget, når direktøren for Det kgl. danske Musikk.onservatorium mangler?

I hovedartiklen om dansk musik, hvor de mere fremtrædende sangere i det 20. århundrede nævnes, deriblandt Villi. Herofd, Tenna Kraft, E'llen Beck og Helge Nissen, burde både Peter Cornelius, Niels Hansen, Ida Møller og Einilie Ulrich være nævnt, Cornelius og Emilie Ulrich har ovenikøbet selvstændige artikler, - og når der af den nyere danske musikforsknings mænd er nævnt Erik Abrahamsen, Knud Jeppesen og Jens Peter Larsen, men ikke Torben Krogh, er det en temmelig pinlig forglemmelse, selvom man vil undskylde sig med, at Krogh efterhånden overvejende har helliget sig teaterhistorien. - I artiklen om Rirgen Balzer er det ikke nævnt, at han er niag. art., og heller ikke hans mangeårige virksomhed som musikkritiker er omtalt. -- Fritz Dietzmann er anført med fornavnene Friedrich Gustav Vilhelm; så kan man selv gætte, hvem der menes. - I artiklen Folkemusikkskoler står der, at Danmarks første folkemusikskole oprettedes 1937 efter pionerarbejde siden 1927. Så længe var vi nu heller ikke om det; allerede i 1932 var den første folkemusikskole igang. herhjemine. - Under Niels W. Gade står der, at hans første synifoni blev kasseret af Musikforeningen; men man kan højst sige, at den blev »syltet«. - Under S. A. E. Hagen burde hans værdifulde seddelsamlinger på Det kgl. Bibliotek være nævnt; de er stadig en uudtømmelig kilde for dansk musikforskning. - Ludvig Holberg er naturlig Vis nævnt som norsk komediedigter; men det er der vel ikke noget at gøre ved. -- En enkelt pudsig trykfejl fortjener at bemærkes; under omtalen af J. 0. E. Hornemans Sange nævnes bl. a.: Igaar jeg fik min »tredje«(!). - Under Stefan Islandi er lians tilknytning til Danni,ark og Det kgl. Teater ikke mævnt nied et ord; del- benu-erkes kuii, at liaii liar haft engagenienter ved operasceiier på konti nentet. Oni Kulilau oplyses det, at han i 1826 liar skrevet mtisik (blandt andet ouverture og alfemusik) til Shakespeares »Skærsommernatsdrøm«. Det er dog vist musikken til Boyes skuespil »William Sliakespeare«, der nienes; ineii det er umægtelig noget ganske andet. --Laurids Lauridsen døde 1946 og ikke, som angivet 1942. - Efter artiklen om H. C. Lumbye findes ingen litteraturhenvisning til Godtfred Skjernes bog: »H. C. L. og lian,,, samtid«. Ellers lielivises der altid til et enkelt liovedværk. -- Under artiklen Musikfester oplyses det, at den 3. nordiske musikfest blev holdt i Oslo 191,9. Dette turde - ,,wre en tilsnigelse, eftersom den foregik i København d. 13.-20. juni samme år. --- Roger Henrielisen døde i 1926 og ikke, soni angivet i artiklen oni Børge IR-H., 1925. --- Villielin Rosenberg døde 1944; iflg. Gurvin og Anker er han ikke død endnu. -- Schnedler-Pctersen døde 1938, ikke 1937 som angivet. - J. A. P. Schulz blev først kapelmester i Kbli. 1787, ikke 1785. -- Sveiid S. Schtilz staves med t (Schultz). Om Eniil Telnianyi burde det være bem-ærket, at ægteskabet med Carl Nielsens datter er opløst; dette er

f.ex. bemærket om Johan Svendsens første ægteskab.'- Det unge Tonekunstnerselskab har været så heldig at få hele to, forskelligt affattede artikler, dels under T (Tonekunstner-) og dels under U. Begge steder savner man (log en oplysning om, at Du T er dansk sektion af I.S.C.M. (Det internationale selskab for ny musik).

Udenfor det danske stof kan man også støde på unøjagtigheder. - I artiklen om Bellman siges det, at B. skrev sine digte væsentligt i 1760'erne; musikken satte han først til efterhånden. Dette kan umuligt være rigtigt, uden måske rent undtagelsesvis. Karakteristisk for størsteparten-. af disse sange er jo netop, at de ved læsning er rytmisk uforståelige og først kan tilegnes, når man kender den melodi, de er skrevet til. ---- Artiklen Garmen oplyser, at operaen uropførtes i Paris 1874, mens artiklen om Bizet angiver året 1875; det sidstnævnte årstal er det rigtige. - Den polske koniponist Andrzei Panufnik. ~ er kommet til at hedde Panufki(!); og- under stikordet Salinesymfonien er kun' nævnt Sæveruds værk, mens der nok også'burde have været en henvisning til Strawin-sky. Dette er kun nogle tilfældige udpluk, og man kunde formodentlig nok finde fli~re--. Men til livilken nytte? Hovedsagen er, at vi nu har fået et musikleksikon, hvor vi i livert tilfælde kali finde alt, hvad man idag har brug for vedrørende norsk musikliv. Oni kvaliteten af dette stof tør en dansk ikke udtale sig, men vil stole trygt på alle de fremragende norske medarbejderes iiidsats. Og vi danske må gnatulere de norske udgivere til det store arbejde, der er nedlagt i denne håndbog, der som den første i sin art i Norge naturligvis ikke kan være fuldkommen. Det er lettere at kritisere end at bygge op, og lier e«r gjort et opbygningsarbejde, som fortjener den varmeste anerkendelse.

Sig. Berg.