Ej blot til lyst! Omkring Knudåge Riisagers opera 'Susanne'

Ej blot til lyst!

Omkring Knudåge Riisagers opera »Susanne«

Af Vagn Jensen

Det hører til kritikens værste forsyndelser at omtyde kunstnerens intentioner. En ikke alt for sjælden foreteelse, der i sin groveste form lader forstå, at dels er emnet valgt galt, dels burde udformningen have været en anden. Lad kritikeren beholde og gerne bekendtgøre sine idealer, når blot også kunstneren principielt lades uantastet. Kunst kan skabes på ethvert grundlag, dens værdi ligger hinsides såvel primitivitet som raffinement. Og der skal måles og vejes efter værkets eget sigte, selvom vurderingen foretages af en udenfor stående iagttager.

Det kgl. Teaters beskedne repertoire har iår budt på fire danske originalværker i førsteopførelse. De fordeler sig som to eksperimenterende og to konkluderende værker, d. v. s. forestillinger, som er bygget henholdsvis uden for og inden for den gængse sceniske form. Finn Methling forsøgte. med skuespillet »Dagen i morgen« at skabe forbindelse mellem erkendelseslyrik og psykologisk drama, Niels Viggo Bentzon, Nini Thellade og Erik Nordyren prøvede at bygge et gesanitkunstwerk over en balletmyte af Kjeld Abell. Mens kritiken som helhed fordomsfrit vendte sig imod den debuterende dramatiker, fik trekløveret med stilk en i det væsentlige imødekommende efteromtale; publikumsreaktionen modsat. På den anden front opnåede Knudåge Riisager &- Mogens Lorentzen en lidt syrlig anerkendelse for operaburlesquen »Susanne«, mens Ole Vindings konversationsstykke »Foran spejlet« fik en grad venligere - anmeldelser. Begge fik publikumstække. Sammenstillingen af skuespil, opera og ballet er naturligvis risikabel, men foretages her for i tide at pointere, at (det gode) publikum (oftest) vurderer kunsten gennem dens fælles træk. ud fra den prrad af oplevelse, som det givne stof i Sin udformning (gen)skaber, være sig gammel eller ny. Hermed anerkendes, at stof og form ikke uden vold lader sig adskille - og at talentet er stærkere end de gode viljer.

Med enaktsoperaen »Susanne«, af komponisten kaldet en burlesque, har Knudåge Riisager villet forny eller genoplive syngespillet som en udbygning af den borgerlige vaudeville*).

*) Se Knudåge Riisagers artikel »Susanne - den kyske?« (Det kgl. Teaters programhæfte). Premieren var den 7. jan.,1950.

Selve lysten til at skrive en opera er gammel, men tankea ikke tidligere realiseret på grund af librettistnøden, af hvilken mangen eft kom- ponists drømme er slettet ud. Et samarbejde med Mogens Klitgaard om bearbejdelse af dennes roman »Ballade på Nytorv« blev afbrudt af forfatterens flugt til Sverige og senere død. En tidligere idé, om at benytte Susanne-motivet, hvortil Torben Krogh havde henvist rned tanke på en af Peder Jensen Hegelunds moralske komedier genoplivedes imidlertid ved Mogens Lorentzens vellykkede oversættelse af teksten til Igor Strawinskys »Nattergalen«. Her var manden for værket, snublende nær synes det bagefter med tanke på børnesange og kantater - »Mor Danmark« ikke at forglemme! På grundlag af et overslag fra Riisager udarbejdede Lorentzen i foråret 1948 librettoen, ogsamme sommer var musiken skrevet fix og færdig.

I denne fri behandling af det gamle testamentes apokryfe beretning om den dejlige Susanne er handlingen henlagt til Gråbrødretorv omkring år 1800. Joakim er her købmand, byrådsmedlem, en mand: i sin bedste alder, som det hedder, når alderen er ved at melde sig; hustruen angives at være godt op i tyverne. Han præsenteres i første scene som en konfus herre, der med ægte teaterforvirring ikkekan holde styr på de sække, som urtekræmmersvenden Jesper slæber ned i kælderen. En komisk sortie, og han er ude af scenen; Jesper benytter lejligheden til at give en vise om sin travle gerning, idet han besøger klukflasken på disken mellem versene. Da han er ude, kommer Susanne til syne i kælderåbningen med en lidt bedrøvelig skuffet sang som sin lod. Nu kommer studenten Daniel ind i butiken, præsenterer sig som den ensomt studerende mand - og rammes ved første blik på Susanne af den store kærlighed. Hans stormkur afbrydes af to sladre-kællinger, der kommer for at handle merkantilt, hvorfor han flygter i hast. De to, jomfruer vejrer straks en interessant sag, og bestyrkes i formodningen af Susannes fraværende ekspedition. Og så er spillet gående. Købmand Joakim finder sin hustru mærkelig adspredt ved sin hjemkomst, sladresidskenerne vender tilbage for at klage over forkerte varer, og beskylde Joakim for at være hanrej. Antydningerne fortsættes, da hans to alderstegne kolleger fra byrådet, dr. Balsazar - og mester Bartoldi kommer for at hente ham til møde. Mens Joakim på sin side yderlig ræddes af mistro til Susanne, fat.ter vennerne privat interesse for en mulig affære med hans sinukke hustru. Et intermezzo med en indlagt vægtersang viser natten stunde på. Studenten Daniel opsøger Susanne, der netop kommer fra ,et primitivt, yderst diskret karbad helt ude på siden af scenen, de når så vidt som til at få sunget duetten »Nu vender våren op og ned...«, da først Balsazar, siden Bartoldi indfinder sig for under udfoldelse af en drastisk barok komik at forsøge sig hos Susanne. Det lykkes hende at arrangere et overraskende rendez-vous. mellem de to gamle bag fadebursdøren, mens Daniel fra sit skjulested i kælderen uroligt følger begivenhederne. Balsazar og Bartoldi kommer naturligvis i drabelig konflikt, og støjen ved deres skænderi og slagsmål vækker snart den ganske by. Med sikker situationssans synger de tililende korister aktuelle stumper af Bellmanvisen. »Joakim uti Babylon« foruden at anstille klassepolitiske betragtninger over de fine folks private ballade. Joakim kommer ilsomt tilbage fra byrådsmødet til oprøret i huset, hvor de to gamle rådsherrer nu finder det klogest at rotte sig sammen mod den værgeløse Susanne, hvem de råder Joakim til at lade føre for retten af skyldigt hensyn til sit rygte. Dette synes ham også kærere end ægtemagen, men her iler Daniel imidlertid med at fortælle om en »åbenbaring«, han netop har haft. Takket være opholdet i kælderen kan han føre håndgribeligt sandhedsbevis, og mens der herefter drages til doms mod de uheldige friere, holder Susanne og hendes raske redningsmand sig diskret tilbage for i sidste scene at gå en gensidig belønning imøde bag kulisserne. Fra sufflørkassen stiger gud Amor op med sin »Ars armandi«, tager brillerne af og lukker bogen. Så er historien ude.

Men det er jo en god historie, og tekstudformningen tager tilmed prisværdige hensyn til musikalske krav. Der ligger et fint stykke smedearbejde i sammenstillingen af vokaler og konsonanter, med knapt så mange brandere som hos Vilh. Andersen (Carl Nielsen: »Maskarade«, Finn Høffding: »Kilderejsen«). En nyere tids københavnske tone stemmer overvejende vel med hele pastichekarakteren, men trangen til komedieeffekt kan også bryde stilen og persontegningen. Hvad titelpersonen angår, har autorparret helgarderet: Det har være hensigten at lade spørgsmålet om Susannes kyskhed stå åbent, og hvad så, at hun er blevet hul i ryggen? I duetten mellem Susanne og David (scene XI) hedder det i tredie vers:

D.: »Det er så svært at få det sagt,
det meget, der vil frem med magt
i drømme og i tanker.
Det vælder op og presser på
og ordene blir alt for små,

S.: men hjertet, det blir alt for stort
og hvileløst, før det blir spurgt,

Begge: Sa lad det dog få liv i sang
og røbe sine ord i klang:
at det er allerførste gang
mit forårshjerte hanker!«

Vil nogle sige om ordene, at »de vender vrangen ud og ind (på ret og tugt og ære)«, kan andre mene, at Susanne ikke kan gå fri for skyld, tager man hende på ordet, når hun indrømmer at være forelsket for første gang. Hendes trang til kærlighed synes at ligge ømheden nærmere end begæret, men sandheden er nok den, at man her lige så stille er kommet til at betræde operettens grønne område, hvor steniningen tager magten fra karakteristiken. * )

(*) »Forårssang« af operaen »Susanne« er udkoniniet for sang og klaver hos Wilh. Hansen, København. 1950. Også den musikalske smag forekommer noget fersk i denne scene. Melodien lægger sig efter en modulerende klatretur til hvile på højtonen, der besøges endnu to gange, inden. en abrupt akkordfølge ledsager en hastig tilbagevenden (fra Gis-dur; ad sekundakkorden på A- til D-dur). Med sin romanceldylliske tone vil den sikkert have gode publikumegenskaber.

Et literært lån er den første scene mellem Susanne og Daniel, hvor Mogens Lorentzen (bevidst) benytter sig af Ewalds skildring i »Levned og Meeninger« af sit møde med Arendse: -

D.: (betaget) »Lyksalige øjeblik, lynende nu! Det er som først nu mit liv begynder!
Ser jeg Dem smile, hør' jeg Dem tale, sitrer min læbe, brænder min kind!«

S.: »Det er et fremmed sprog for mit øre;
så dejlige ord er jeg slet ikke vant til at høre.«

D.: (kysser hendes hænder) »Ømtfølende! Gudernes ild strømmer som hellige luer
fra Deres fingre ind i mit svulmende, smeltende hjerte!
Himmel og jord, er De sendt mig fra oven-«

S.: (tale, tørt) »Jeg kom nu fra neden.«

D.: »Dette må være det, mine bøger ædelt forvirrende kaldte for kærligheden!«

I mine øren skurrer det nu. Jeg kan heller ikke i den forbindelse lide optakten med den gensidige nysen, da Daniel børster hvedemel af Susannes kjole. Men der er unægtelig noget i tanken.

Også Riisager låner med overlæg, men det korte Bellman-citat synes nok så godt anvendt (det indleder scene 1, åbner i omvending scene XII, hvori korsangen indleder afsløringsfestlighederne). Fristelsen måtte være uimodståelig, tillige kan den sagtens være kendt som gadevise. Virkningen var ufejlbarlig ved premieren. Andre takter ledte ved denne lejlighed tanken hen på J. A. P. Schultz, Th. Laub & Carl Nielsen, med følge. Men her er der hverken tale om bevidst eller ubevidst lån. Ligheder i den melodiske bevægelse er tilfældige i den forstand, at stilen bunder i dansk folketones traditioner. Intervalrækken inden for den enkelte frase bevæger sig ofte i kendte vendinger, men disse forskydes indbyrdes gennem halvtonemodulationer, med hvilket princip der også skabes affinitet i det egne harmoniskifte (se Joakims vise, scene VIII). Hertil kommer en til tider overraskende dristig akkordkarakteristik, hvis farvelægning beherskes gennem en raffineret luftig instrumentalteknik. Den kammermusikalsk nuancerede orkesterbehandling er vel det nyeste i Riisagers opus; til den sartere orkestration svarer den jævnt gående rytme i værket. Ouverturen benytter tematisk ,stof fra scener i operaen, den virker en smule for lang, hvad der nemt kunne bødes på inden for dens repetitionsområde. Selve den musikalske komedie benytter sig af ledemotiver for personer og situationer inden for rammen af den gennemkomponerede nummeropera, skåret efter en gængs læst. Opdækningen og serveringen har gjort megen lykke; Kællingeduetten og mester Bartoldis viser hører til knaset.* * )

(**) Nogle mekaniske høns, som Susanne i scene V giver korn ved halvdøren ud til gårdspladsen, var dog ved at stjæle billedet. På kapellets fridage fodres de gennem vinduet af den stundesløse i baron Holbergs naive komedie.

Historiens morale skulle fremsættes af stykkets ræsonnør, Jesper urtekræmmersvend. Hans udgangsrepublik lyder: »Kan man så få sin nattesøvn herhjemme?« Mens Susannes person lades uafklaret, erklæres burlesquens ophavsmænd Joakim for den rette skyldige: han er med sin ægteskabelige uopmærksomhed den virkelig umoralske. Hvis Deres mand altså ikke kan yde Dem det, som De ved ....

Og kritikens konklusion? Til forskel fra tidens sexuelle teater med musikforestillinger som Sv. S. Schultz' »Solbadet« og Niels Viggo Bentzons »Melaphor« foruden skuespillerne) er »Susanne« baseret på antydninger. Det er karakteristisk, at operaen ikke udnytter Tintorellos kendte badescene. Man kunne f. x. tænke sig et stumt tableau under ouverturen i teknik med en billedvirkning i Joh. Hye-Knudsens »Kirke og orgel«. En udformning af scene X-XI, hvor Daniel opsøger Susanne, der iført badekåbe lukker ham ind, i stil med de ganske tilsvarende Optrin i H. D. Lawrence's »Lady Chatterleys elsker«, hvor Connie overrasker skytten Mellors i vaskerummet, kunne have bidraget til karakterbelysningen. Men mens kærlighedens kolbøtter i nattescenerne med rådsherrerne udleveres med Holbergsk blusel, behandles det naturligt menneskelige forhold mellem de unge elskende med Andersensk kyskhed. Hvorom alting er, efter værkets hensigt fører midlerne nær til målet. Lad os kun være glade for, at Riisager ikke er blevet mere voksen, end at han stadig opfatter det at skrive musik som legetøj, og at han har bevaret alvoren fra barnets leg i sin behændighedskunst. Fantasiens verden har lige så store og små problemer som virkeligheden, fordi den spænder fra det timelige til det evige. »Susanne« kan i den forbindelse tages som et positivt indlæg i en negativ debat om udformningen af den kunstneriske skaben; skal den rette sig efter andre end de medfødte egenskaber? Riisagers private fornøjelse ved at skrive musik er genneni dens danske lynne blevet til lige fornøjelse for et stort publikum.