Fra grammofonens verden

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 05 - side 106-107

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Fra grammolonens -verden

Bach: Violinkoncert, E-dur. - Tono X 25132-34.

Bach: Brandenburgerkoncert nr. 1; - Decca AK 1541-43.

Med Københavns Kammerorkester har Endre Wolf indspillet E-dur violinkoncerten af Bach. Værket, der rimeligvis stamnier fra Bachs frodige Köthen-periode, i hvilken en lang række af hans instrumentalværker blev til, viser, hvordan han nok i det rent ydre bevarer de træk, der er karakteristiske for den italienske solokoncert, som han blev fuldt fortrolig med gennem sit arbejde med Vivaldis koncerter, men samtidig mærker man, hvordan Bach giver koncertfornien et fornyet indh~ld. Der er perioder i denne førstesats, hvor det rige tematiske arbejde med treklangsmotivet peger frem mod den senere wienerklassiske koncertform. Endre Wolf har ofte ført bevis for sine uomtvistelige evner soni. Bach-interpret, inen, denne indspilning giver ikke et fuldgyldigt udtryk for hans talents rækkevidde. Det festlige opsving straks i begyndelsen af første sats frister til et lidt firskåret~ markato, men Wolf tager det meget bogstaveligt og lader det smitte sin gengivelse af begge ydersatser, der er præget af en vis brutalitet * Teknisk er pladerne heller ikke så vellykkede som Tonos bedste; klangen er ofte hård, og der er lidt rigelig overfladestøj. På 6.pladeside giver Wolf largoen af Cdur solosonaten en udtryksfuld gengivelse.

I optagerteknisk lienseende er Boyd Neel-orkestrets indspilning af den første brandenburgerkoncert heller ikke allerbedst. Dels virker ruinklangen enkelte steder så stor, at klangen har tendens til at løbe sammen, og dels er der mod slutningen af de første fire pladesider i-et stor overfladestøj. Men man glæder sig uforbeholdent over de instrumentale præstationer, den fine balance melleni tutti- og sologrupper, den lyse strygerklang og fremfor alt de fornemme solistiske ydelser.

Beethoven: Sonate f. vl- og kl. op. 24, F-dur. - Tono X 25157-59.

Også til indspilningen af »Forårssona

ten« har Tono valgt violinisten Endre Wolf, der her har allieret sig med sin

hustru, fru Atzloinelte W. For violinistens vedkommende er valget sikkert rigtigt, for

Wolf besidder netop de egenskaber, der skal til for at give dette forårsfriske værk sit på en gang klassiske og poetiske præg.

For fruens vedkommende er valget måske mindre heldigt. Dermed være ikke sagt, at hun ikke spiller sit parti musikalsk, men hun har ikke i sit spil den følsomhed, der er karakteristisk for Endre Wolfs præstationer, hvor de er bedst. Hendes klang kan virke hård og nøgen, og'rytmisk er hun - som i »verdens korteste scherzo« - noget stiv og usmidig, og hendes akeentuering virker af og til med en umotiveret kraft. Men sammenspillet er sikkert og stort set vel afbalanceret, og bortset fra lidt rigelig overfladestøj på midten af fjerde pladeside, hvor det også synes, som om violinen klangligt er holdt for meget i baggrunden, er optagelsen i teknisk henseende lykkedes smukt.

'Vozart: »Eine kleine Nachtninsik«. Tele-

funken SK 16015-16.

Beethoven: Leoiiore-ouverture nr. 3. 7'ele-

funken SK 16013-14.

IVeber: Oziveritire til »Jægerbrtideii«. - Tele-

funken SK 16012.

Telefunken, der siden krigen væsentligst har måttet klare sig med at nypresse gamle hæderkronede optagelser hovedsagelig af typen opera- og operette-udtog, har publiceret ovenstående nyoptagelser med radiosymfoniorkestret, dirigeret af Frift Busch. Det er uden tvivl »Jægerbrud«-ouverturen, der må bære prisen soni, den fornemste af disse optagelser. Busch har helt indfanget Webers frodige tonekunst med dens dunkle skovromantik o,,, klanglige festivitas i sin gengivelse, der kan stå som et mønster på interpretation af denne ouverture. Kan en'd overfladerne blive en grad finere, så er rumklangen og den klanglige balance dog af fineste karat. Ganske vist står der på etiketten til »Eine kleine Nachtmusik«, at det er radioens kammerorkester, der har indspillet den, men enten har teknikerne ødslet med klangstyrken, eller hele strygerensemblet har medvirket. Givet er det ilivertfald, at Busch har følt sig fristet til dynamisk at presse strygerne til det yderste på de store fortesteder, sådan at det klanglige format har fået et omfang, der står dårligt til det heltigennem. kammermusikalske værk. Overfladerne er gennemgående heller ikke så gode, som man kunne ønske. For Leonoreouverturens vedkommende er dette forhold noget bedre omend ikke helt tilfredsstillende, men rent musikalsk er det en fornem optagelse. Som i Mozartserenaden er her den 4. pladesides tre tyske danse af Mozart også holdt i en klanglig styrke og med en intensitet, der -,,el virker besnærende, men er for stor til dansenes karakter og lille form.

Som medsk,,«-iber af og mangeårig instruktør for radiosymfoniorkestret er det naturligvis lykkedes Buseli at få orkestret til at følge sig i enliver intention. Sorn orkesterpræstationer er det en udelt glæde at lytte til disse optagelser.

Haydn: Symfoni iir. 91 i Es-dur. II. M. V. Z 7016-18.

Med professor Jens Peter Lursen soni hovedreda,ktør skal nu samtlige Haydnværker udgives, og bl. a. svinfonierne kommer til at sortere under den (Lanskeprof essor. Dette kominer sandsynligvis til

n

af betyde, at man i løbet af nogle decennier kan vente sig at se den -91. s

ymfoni i p artitur og måske også i studiepartitur(?). Grunden til, at denne lierlige Es-dur synifoni har levet et så teninielig ubemærket liv, er den, at der faktisk ikke findes noget partitur til den inen kun ureviderede stemmer. Mogens W61dike påtog sig for et par år tilbage den opgave at revidere de gamle stemmer og opføre værket ved en koncert med Det kgl. Kapel, og dermed blev dens discophile sk,,iebne i Danmark bestemt. Vistnok eksisterer der en ganiniel. tysk indspilning af værket, men Wóldikes nye optagelseinedradiokaninierorkestret gør den med ét shag til objekt kun for samlere. Den er blevet en ualniindelig smuk optagelse, vellykket i teknisk henseende og musikalsk af forneni kvalitet. WMdike har fundet ind til en karakter, der i lige grad understreger værkets kammermusikalske og dets symfoniske egenskaber, og han musicerer synifonien med en indtagende rytmisk charme og en klanglig klarlied, der atter dokunienterer radioorkestrets høje musikalske standard. I tilgift byder 6. pladeside på seks af Haydns yndige tyske danse.

Tjaikofski: Violinkoncert op. 35. -- Tono X 25153-56.

Denne indspilning af Tjaikofskis violinkoncert med den prægtige Endre Wolf som solist kunne i-ned rette placeres blandt Tono's bedste optagelser, livis det ikke var, fordi man -så temmelig ublufærdigt har strøget store dele af finalen bort. Ganske vist kan Tjaikofskis større værker ofte have en så rhapsodisk form---at man

under givne omstændigheder kan skære lier og klippe dér, uden at det koninier til at betyde så meget ved en enkelt pverhøring, men når man soni i finalen skærer et par hundrede takter bort, bl. a. det første store orkestermellemspil, bliver der straks tale om et mere betænkeligt indgreb i Tjaikofskis formdisposition, og misforholdet mellem den lange første sats og finalen bliver særlig grelt. Naturligvis er denne amputation ikke foretaget lielt- tid i det blå; nieningen bar været den at få hele koncerten til at stå på de otte pladesider. Men andre er det lykkedes at anbringe hele værket på fire plader; ved en mere økonomisk udnyttelse af pladsen kunne Tono have opnået det samnie uden operative indgreb. Musikalsk er indspilningen dog lykkedes overordentlig smukl, fordi Wolf evner at finde den rette balance mellein musikalsk indføling, virtuositet og præcision. Thomas Jensen i spidsen for radiosymfoniorkestret er Wolf en sikker partner, der får sit orkester til at klinge med en betagende glans og intensitet.

Ikbussy: »Pelite Siz ite«. - Deeca AK 2047----48.

»Pelite Suite« nied satserne En bateau, Cortége, Minuet og Ballet er et tingdonisværk af Debussy, men selvom det vel tilhører Debussys populæreste produktion, så hører det ikke til de værker, der er karakteristiske for den store franskmands nyskabende indsats. Oprindeligt er det skrevet soni. et firhændigt kl-averstykke, der, da det koni frein på Durands forlag, ikke vakte nogen opmærksomhed, lieller ikke efter at Durands søn o,, Debussy præ.senterede det i en af Paris' førende sa Ioner. Dette er så meget desto mærkeligere, soni netop »Petite Suite« er skrevet helt i Massenets ånd, charmerende, lidt sødladen måske men med en egen klanglig og melodisk kolorit, soin inan skulle tro måtte,, have tiltalt det æstetiserende Paris. Siden slutningen ,J firserne har det støt gået sin sejrsgang over den vestlige verden, bidraget liertil har ikke inindst Henri Båssers udmærkede instruinentation af v-ærket. Den foreliggende indspilning er gjort af L'Orchestre de la Socielé des concerts du conservatorie de Paris under Ernest Anserinets ledelse. Med sine meget fine overflader, den ,.,,kønne klanglige nuancering og fine orkestrale balance er det blevet en optagelse af allerfineste karat. fsp.

Årgang 25/1950, nr. 05