Godtfred Skjerne 70 år

Godtfred Skjerne 70 år

Kender man kun historikeren, direktør for Musikhistorisk Museum Godtfred Skjerne af ansigt, vil man uvilkårligt tro, at han er en civilklædt officer, så lidt har museumslivet i det ydre præget ham, og når han militaristisk spændstig skrider hen ad gaden, begriber man ikke, at Godtfred Skjerne den 10. maj fyldte 70 år!

Det der i hovedtrækkene kendetegner direktør Godtfred Skjerne soin forfatter og museumsleder er hans glimrende funderede alsidighed, og ved løsningen af de højst forskelligartede opgaver, han i årenes løb har været stillet over for inden for sine specialer, har hans dybtgående grundighed vist sig overordentlig frugtbringende. Træffer man Godtfred Skjerne og kommer til at tale med ham om et eller andet på dagsordenen, varer det som regel en rum tid, inden man skilles fra ham, for han tager sig nemlig tid til så vidt muligt at færdigdrøfte, hvad der ligger for, og er altid parat og har altid råd til at ofre den tid, en sag eller et spørgsmål kræver. Hans legendariske hukommelse og omfattende sprogkundskaber gør naturligvis sit til, at en passiar i forbigående eller et samvær med ham f.eks. i hans hjem bliver særpræget og interessant. Ved siden af de fra hans ganske unge dage med lidenskab dyrkede orientalske studier, der i mangt og meget har farvet hans livsindhold og bl.a. har givet sig udslag i et i hans hjem fuldstændig gennemført orientalsk værelse, skimter man også nu og da, at Skjerne ikke kan sige sig fri for at være noget af en norvagoman, og får han først i sin begejstring talt sig rigtig varm om det forrige århundredes store norske åndspersonligheder, er han altid i stand til med sin åndfulde tidlægning at skabe aftenen et virkeligt højdepunkt.

Godtfred Skjernes nære tilknytning til musiken er en given sag, idet han tilhører en gammel musikerskægt, men da han i sine knøseår skulle bestemme sig for en beskæftigelse, valgte han ikke at gå musikvejen, men blev jurist, hvorefter han blev ansat i finansministeriet. Imidlertid havde Skjerne en ubændig musikhistorisk. forskertrang i sig, der medførte, at hans løbebane i stedet for at blive en embedsmands ensformige regelbundne tilværelse, blev et liv i forsker- og forfatter-atmosfære: han søgte og han fandt, han samlede og han skrev, hvilket hans righoldige produktion er et fortjenstfuldt vidnesbyrd om, og hans overordentlig mangesidede stofvalg inden for det musikhistoriske gebet viser bedstl hvor mange strenge han har på sit litterære instrument. Inden for sin kreds af fagfæller har Skjernes historiske arbejder, efterhånden som de er kommet, opnået fuld anerkendelse, men udadtil, populært set, ville det uvægerlig have skortet hans forfatternavn på projektørbelysning, såfremt han ikke havde skrevet sit excellente ungdomsarbejde »H. C. Lumbye og hans sarntid« (1912). Bogen har allerede vist sin eksistens- berettigelse, idet den på ny er udkommet i 1946, og desuden vil dens levedygtighed efter menneskelig beregning være, sikret, efter at Tivoli blev »fuset af« natten mellem den 24. og 25. juni 1944, ved hvilken lejlighed de fleste arkivalier gik til grunde, så Skjernes bog om Lumbye på den måde nu er blevet et uerstatteligt kildemateriale.

Godtfred Skjernes virksomhed som direktør for Musikhistorisk Museum og øvrige tillidshverv er jo i vide kredse så godt kendt, at det ikke, her er nødvendigt at trevle hans store indsats detailleret op, og hans mission som leder af den Claudiuske samling vil på nærværende, tidspunkt være lidt forhastet at udtale sig om, da museet endnu er på ombygnings-stadiet. Dog skal det fremhæves, at Godtfred Skjerne som leder i visse tilfælde har gået sine egne veje og taget opgaver op eller fortsat på felter, hvor andre har forsømt, vist slappelse eller helt opgivet ævred. F. eks. har han taget initiativet til at tilvejebringe en koncertprogram-samling, og efter alt at dømme er Musikhistorisk Museums samling på detté område i øjeblikket den righoldigste her i landet. Ligeledes har han sat meget ind på at udvide ,sin brev-og billedsamling, så også de kan yde museets nødstedte valfartende forløsende hjælp.

Skal vi derfor i anledning af fødselsagen ønske noget rigtig godt for direktør Godtfred Skjerne, må det absolut blive, at han, som den »emir« han er, må få tilstrækkelig gunstige, udvidede forhold at virke i, så han med sine fremragende lederevner og indsigtsfulde og forstående samlertrang ikke må føle sig hemmet.

Victor Gandrup.