Lidt om musikopdragelse i England, 2

Lidt om musikopdragelse i England, 2

Af Kmid Leopold Nielsen

Det er vanskeligt at berette om musikundervisningen i et så stort land som England, da undervisningen på grund af dets store dimensioner er af forskellig karakter og art. Jeg kan derfor kun berette om, hvad jeg med eget øje og øre har set og hørt, og hvad der fra myndighedernes side gøres for musikundervisningen.

Da dr. Leslie Russel var her, hørte vi om, hvordan man i forskellige skoler i London og andre større byer bibragte børnene musikforståelse. Jeg overværede på en skole gennemgangen af Beethovens første symfoni. Forud for denne gennemgang havde børnene på grammofon hørt en komposition, så vidt jeg husker, af Benjamin Britten.

I denne komposition præsenteres orkestrets forskellige instrumenter et efter et således, at klangen af de forskellige instrumenter bliver eleverne bekendt. Læreren spillede forskellige temaer fra Beethovens symfoni, forklarede lidt om kompositionens opbygning og lod derefter spille på grammofon, og eleverne måtte fortælle, hvilke instrumenter, der i øjeblikket havde temaet.

En otte dages tid efter spillede et større orkester bl.a. denne symfoni i en stor sal, hvor elever fra forskellige skoler havde lejlighed til at høre koncerten. Sådanne arrangementer afholdes af og til i forskellige distrikter i London. Mange skoler har deres eget orkester, og jeg hørte en dag en skoleorkesterkoncert, hvor der blev spillet danse af Schubert og Beethoven samt nye kompositioner, komponeret af engelske komponister i dette øjemed. Særlige musikbegavede elever får, som omtalt i forrige artikel, legat i form af gratis undervisning ved et af de større musikakademier, og hvis eleven senere ønsker at gå musikvejen, kan forældrene ofte få en vis understøttelse i nogle år til datterens eller sønnens musikalske uddannelse.

På en rejse i Sydvestengland kom jeg til en lille landsbyskole i Sidbury, hvor der var ca. 70 elever i alderen fra 5-11. Skolen var en gammel rønne, hvor alt så fantastisk umoderne og medtaget ud. Som overalt i England dyrkedes de gamle engelske folkedanse, de lettere blev danset af de små elever og de vanskeligere af større børn. Skolebestyreren spillede violin til, og det var en fornøjelse at se med hvilken glæde og iver, børnene tog del i disse danse, hvoraf mange af dem var meget smukke. Formålet med disse danse er dels at lære børnene de gamle folkedanse at kende, og dels at de herigennem får deres rytmefornemmelse udviklet.

Aldrig vil jeg glemme en lille landsbypige i kornblå lærredskjole; hun var i den grad i pagt med musikken, hver bevægelse var rytmisk og plastisk. Det var selve poesiens blå blomst.

Gennem dansen var børnenes sans for musik vakt, og om de ønskede det, kunne de komme til at spille et eller andet instrument. I et andet klasseværelse var væggene overhængt med billeder, enkelte steder endda i lag. Disse billeder forestillede alt mellem himmel og jord, og var en vigtig faktor ved stavningen. Børnene kan se billedet af en hest, lokomotiv eller anden genstand, og nedenunder stod ordet stavet. Eleven får først et visuelt indtryk af tingenes udseende, og derefter kommer stavningen af ordet, som på denne måde bliver langt mere levende og præger sig mere sikkert i barnets hukommelse. Næste værelse var rodsammen af alting. Trækasser med blomster, akvarier, modelervoks, maleting o. s. v. Og her havde børnene lov til at beskæftige sig med arbejde, der interesserede dem. Når man talte med skolebestyreren og hans kone, mr. og mrs. Humphrey, blev man ganske slået, når man hørte om alt, hvad de havde læst og vidste om psykologi og opdragelse - og dette på en lille landsbyskole langt ude på landet.

En anden dag besøgte jeg et meget berømt sted »Dardington Hall«, et gammelt herresæde indrettet som kunstskole efter de mest moderne principper. Her blev undervist i fag som musikuddannelse, balletdans (Kurt Joos baletten er udgået herfra), dramatik, og jeg tror også maling. På grund af ferie på skolen, havde jeg desværre ikke lejlighed til at overvære undervisningen.

Lige i nærheden af Dardington Hall lå en stor skole »Totnes secondary modern School« med ca. 400 elever i alderen 7-15 år. Skolen var en yderst moderne firkantet bygning med en stor åbning i midten med en mægtig græsplæne til tumleplads for børnene. De fleste klasseværelser lå i ydersiden af bygningen med mægtige vinduer og døre, som kunne skydes til side, så børnene om sommeren omtrent sad i det fri. Her blev også undervist i folkedans, og det var ligeledes her betagende at se børnenes iver. Sangundervisningen foregik på den måde, at eleverne ved indstudering af en ny sang, sang efter noder understøttet af lærerens håndtegn, som viste melodiens kurve. Derefter blev noderne lagt væk, og leereren dirigerede nu til sangen, medens den detaillerede udformning af musikken begyndte. Her var violinundervisning i store grupper, og jeg overværede en time, hvor læreren på en meget morsom måde lærte eleverne rytme ved, at de knipsede grundslaget på strengen i takt til klavermusik. Senere kom mere komplicerede rytmer og indøvelse af buestrøg.

Skolen havde sit eget orkester, hvilket jeg desværre ikke fik hørt. Der fandtes kun undervisning i stryge- og blæseinstrumenter på skolen.

Skolen var indrettet efter de mest moderne principper, og der var ikke det felt, hvor børnene ikke kunne få lejlighed til at dyrke deres interesser. Her var store rum til modelering, maling, al slags håndværk, syning, zoologi, botanik, gartneri, landbrug o 11 køkkenskole. Der var stor have og store arealer til gartneri og landbrug.

I London besøgte jeg Ann Driver, som meget levende og inciterende fortalte om sit arbejde med bevægelse til musik (for interesserede læsere vil jeg henvise til hendes bog: »Musie and Movement«, Oxford University Press).

I Dorset i Sydvestengland hørte og så jeg det musikopdragende arbejde med ungdommen på landet. I Bryants Puddle har en sangpædagog startet et sangkor med ungdom fra omegnen. Netop da jeg var dér, havde koret besøg at en musikog sangpædagog, livis hverv det var at rejse rundt i landet og give de forskellige korledere ny impulser i form af nye sange og kanons eller nye udsættelser af gamle sange.

Om aftenen kom ungdommen igen sammen og dansede folkedanse til et amatørstrygeorkester, ledet af en ganske ung musikpædagog, iniss Nancy Williams, medens dansene blev ledet af en expert på dette område. Det var atter en fryd at se med hvilket humør og musikglæde alle tog del i arbejdet. Først forklarede folkedanseexperten for eventuelt ikke kyndige, hvorledes dansen skulle udføres, derefter danser vi alle til orkestrets ledsagelse.

Amatørorkestret bestod af enkelte børn og ungdom i alle aldre fra landsbyerne i nærheden. Da de naturligvis er på forskellige trin i deres musikuddannelse, må lederen være i stand til at udsætte musikken således, at der findes ganske lette stemmer for begynderen og mere komplicerede for de mere fremskredne elever. Miss Nancy Williams har selvfølgelig taget en musikpædagogeksamen og boede i en lille by »Blandford«. En organisation »The Rural Music Schools Association« i Londan financierer og starter forskellige musikcentrer rundt om på landet, ansætter en pædagog (i dette tilfælde miss Williams), stiller bil til pædagogens disposition, betaler alle startomkostninger og financierer arbejdet de første år. Når det er kommet i sving, skal det naturligvis lielst hvile i sig selv.

Pædagogen kører rundt i sin bil og underviser i de forskellige små byer indenfor hans eller hendes distrikt, samler de spillende fra forskellige steder til mindre eller større ensembler, laver aftensammenkomster, hvor musikken kombineres med folkedanse eller korsange. i øjeblikket arbejder de forskellige kredses elever på indstuderingen af en større komposition, som skal opføres i Albert Hall i London. Kompositionen er komponeret til dette formål af en nulevende engelsk komponist.

I al almindelighed er det ikke koncertpræstationer, der stiles hen imod eller der præsteres, men der lyste en musikglæde ud af arbejdet, og man må vist sige, at musikken har gode kår, hvor den på så sund og bred en basis bringes ud til folket. Når dertil kommer, at der om sommeren masser af, steder er 8 å 10 dages musikfest, hvor første klasses kunstnere fortolker såvel gammel som nymusik, kan man roligt sige, at musiklivet er.meget levende. Jeg overværede sådanne musikfester i Cambridge og Cheltenham, hvor det sidste sted Benjamin Brittens operaer med undtagelse af Peter Grimes blev opført med samme strålende besætning som ved gæstespillet her i Danmark. Hans skoleopera »The little Sweep«, den mest charmerende og morsomme lille opera beregnet til opførelse på skoler, hørte jeg to gange. Publikum må synge med på flere af sangene, og den morsomme måde, hvorpå disse bliver gennemåede med tilhørerne i pausen, og det smittende humør, der er over selve operaen, gjorde, at salen jublede af begejstring.

Når man ser på hvilken god og naturlig måde, musikken kommer ud til det engelske folk, og hvorledes myndighederne arbejder for at få musikpædagoger til at tage sil., af det musikopdragende arbejde i skolerne, må vi se frem til, at det musikopdragende arbejde her i landet kan komme til at arbejde under samme gode vilkår.