Nye bøger

Nye bøger

Chr.Geisler: Vokalnotation. Die verschiedenen Gesang-Schriftsprachen und ihre Beziehungen zu den Naturtiinen. 86 s. --- Alunksgaard, København, 1948.

Når Carl Eift, i sin kendte bog »Das Tonwort« kombinerede en omhyggelig gennemgang af sin højst originale og intelligente, skønt meget omst,,-endelige og derfor ikke særlig praktiske solmisationsmetode med ekskurser om kvint- , ren- og tempereret stemning, var grunden. den, at

han ved hjælp, af sit system af tonestavelser ville opdrage sine sangelever til at intonere rent. Lignende emner er i foreliggende bog blandet sammen på en sådan måde, at det slet intet har med hinanden at gøre. Chr. Geisler gør sig til talsmand for en relativ vokalnotation. Desuden bringer hans på adskillige punkter forbløffende naive afhandling en Griechisch-musikalische Elementarlehre samt en oversigt over forskellige vokalnot.g~tioner fra.. inderne over grækerne og hebræerne frem til nutiden. I denne oversigt savner man en omtale af J. J. Rousseaus forslag til en ciffernotation fra 1742, ikke blot fordi ciffernotationen i forrige århundrede har fået en ret stor udbredelse, -men især fordi forf.s fo~rslag til en vokalnotation praktisk talt er identisk med Rousseaus cifferskrift.

Undertegnede deler ikke forf.s store sympati for ciffernotationen. For så enkel den er, så længe den kun benyttes til ikke modulerende durmelodier, så indviklet og abstrakt bliver den, så snart den skal gøre rede for modulationer og for molmelodier. Desuden mangler den ganske den anskuelighed, som er den almindelige nodeskrifts store aktivtim. Der synes mig at være så meget mind~e ' , grund til at følge det af .forf. anbefalede skridt tilbage til cifferskriften, som Tonika-Do metoden der af forf. omtales såre overfladisk forlængst, har vist, hvorledes vor almindelige nodeskrift kan forenkles til en relativ vokalnotation.

- Forf. fremlægger i forbindelse med ciffermetoden en række tonestavelser, der virker som en ganske praktisk'forenkling af det princip, som Eitz har benyttet til sit Tonwort-system. Det er imidlertid ikke uinteressant at se, at forf. i sin gennemgang af forskellige vokalnotationer ikke levner Eitz's system den mindste ære.

Iferbert Rosenberg.

Fritz Buseli: »Af en musikers Iii,«, oversat fra tysk af Eva Kraiberg. 194 s., ill. - Jespersen og Pios Forlag, København, 1950.

Enhver, der kender Fritz Busch som udøvende kunstner ---- og hveni gør ikke det -- vil sluge hans erindringer med beguerlighed. Det ville være synd at lukke for meget op for denne humørfyldte godtepose og derved tage noget af glansen af de mange overraskelser, der venter læseren. Med en sund og djærv humor fortæller han frit fra leveren om sin glade barndom, der er så nær forbundet med broderen Adolf, og hans skildring af de niennesker, der stod ham nær - s.- 3erlig faderen, spillemanden, der tilsidst lærte at forarbejde fine violiner -- er præget af en fin menneskelig iagttagelsesevne. Hvis man f. eks. har hært »sangeren tiden stemme« Ludwig Wållner at kende genneni Hugo Seligmann, der ville kværke ham som sanger, så har man kun set den ene side af medaljen. Busch viser os den anden side og 'erklærer uforbeholdent sin hengivenhed for denne kunstner. »Jeg har aldrig glemt, hvad jeg som m

musiker skylder Wiffiner«, fortæller Busch, så mere end »forlorent og bombastisk« sjæleri har der vel nok været i dette.menneske.

Vi møder en lang række af de største navne i nyere tids musik, og af dem, Busch var i mere end overfladisk berøring med, får vi indtryk, der tegnes i få men karakteristiske linjer --- M,,ix Reger, Donald Tovey, Rich. Strauss, Yehudi Menuhixi, Toseanini og G~)ring m. fl. Og så er der midt i det hele historien om den lille Schu Ize og den store Nikisch, den fortæller rørende og træffende om to menneskevæsener, og siger samtidig så meget oni den, der fortpeller. Nikisch var af de store tyske orkestre elsket for sin charme og elskværdighed under prøver og koncerter, og her er så bagatellen: »Pludselig afbrød han (Nikisch, under en forste prøve i Kij In) sig selv, strakte armene ud mod en gammel bratschist og udbrød: »Schu Ize, hvad bestiller De dog her? Jeg vidste jo slet ikke, at De var havnet i denne smukke by! Kan De huske, hvor vi spillede bjergsymfonien under mester Liszt i Magdeburg?« Det kunne Schulze, og han besluttede straks under denne dirigent at bruge hele buens længde og ikke, som han plejede under de faste kapelmestre kun den halve.« Det er personlighed, både hos fortælleren og den gamle dirigent. Men Busch kan også være besk: »Ved slutningen af hvert studiekursus i Dresden sang eleverne i operaen. Et kønt ungt menneske begyndte Wolframs første takter. . . uden den sædvanlige lampefeber og med en stemme og et udtryk så kønt, at jeg foreslog øjeblikkelig at engagere hani. Det var Nelson Eddy, som til vor beklagelse sagde nej tak til den kontrakt, vi tilbød ham, hvad der ikke var almindeligt i Dresden. Jeg h-,,ir hørt, at Eddy senere skal have tjent gode penge i Hollywood.«

Da Busch ledede den berømte Dresden-opera er et musikalsk interessant men også sørgeligt kapitel, der afsluttes med at han forlader sit fædreland efter et bevæget møde med den store Góring.Man mærker, hvordan Busch er vred og forstår tilfulde hans endelige beslutning. Det er nærmest med sorg, man lægger bogen fra sig efter at være kommet 'til side 187, for man føler ' at man har været i godt selskab. Man ønsker inderligt, at dette bind kun må være at betragte som første bind, der vil blive fulgt af et nyt, hvori Busch. vil fortælle videre om sit bevægede kunstnerliv, som det har formet sig, efter den nederdrægtige behandling han fik af nazipøbelen i 1933.

Max Kenyon: »Harpsichord Musie«. 256 s., ill. - Cassel, London, 1949.

Gennem det engelske, »Third Prograinine«s udsendelser får lyttere lejlighed til kontinuerligt at høre udsendelser med den gamle tids musik, og den interesse, sådanne udsendelser har skabt, har banet vej og skabt behov for et- værk af ovennævnte art. Da dette værk giver en oversigt over virginaler, spinet, eembali, instrumenternes komponister og musikere samt selve musiken for disse instrumenter, kan den læses som en fortræffelig fortsættelse af Bedbrooks bog »Keybord Music From the Middle Ages to the Beginnings of the Baroque« (se DM ni-. 11, 1949, s. 225). Det har været forfatterens hensigt med bogen at opmuntre ikke mindst amatørpianister til selv at gå i lag med klaviaturmusiken fra før Beethoven, og værket er derfor uden at der er slået af på den saglige vederheftighed --skrevet mere underholdende og levende, end hvis det kun havde wæret beregnet til specialstudiurn. Værket er opdelt topografisk i kapitler med redegorelse for udviklingen af klaviaturmusiken i de europæiske hovedlande (England, Frankrig, Italien og Tyskland) og livert kapitel, der slutter med en udmærket bibliografi, er inddelt efter et fælles mønster: 1) The Instruments in Society, 2) The Composers, 3) The MUsie. Bogen giver læseren et rigt og afvekslende indtryk af tiden såvelsom af egenarten i musiken og de personligheder, der er særlig knyttet til disse instrumenttyper. Fremstillingen ledsages af gode nodeeksempler og et fortræffeligt billedmateriale.

Forskelligt

Kirkeskovs Forlag har udgivet 24. og 25. hefte af det omfattende værk »Oin Musik«, redigeret af Bjørn Hjelmborg og Børge Saltoft, og dermed er udgivelsen af dette store arbejde, der i to bind udgor ca. 1000 sider, afsluttet. Der har medvirket 18 af Danmarks fornemste musikforfattere, og vuerket er på subskription udsolgt i 6000 eksemplarer. På grund af en yderligere stor efterspørgsel har forlaget meddelt, at »Om Musik« snarest vil blive genoptrykt. Anmeldelse af værket vil blive bragt i et af de kommende numre af DM.

// »Adventures in Symphonic Music« af Edvard Downes (forlag: Asherberg &- Muller - London; 323 s., pris 12 sh. 6 d.) er, hvad titlen lader formode en bog af et populært, tilsnit ' der lader det anekdotiske stof træde i forgrunden til dels på bekostning af en mere renlivet musikalsk orientering for amatøren. Med en lang række værker fra Bach til vor tid som springbræt fortæller forfatteren en ligeså lang række historier, der knytter sig til vedkommende værk eller komponist, eller han refererer i ret almindelige vendinger historiske facts eller for ballet- og operamusikens vedkommende handlingsgangen bag det musikalske stof. Men forfatteren ,siger dog meget lidt af virkelig betydning for den musikalske forståelse.

// På Humboldt-Verlag, Wien, er ud-

kommet en 150-siders bog om komponi-

sten Hans Pfitzner (1869-1949), skrevet

til 80-årsdagen af Hans Rutz. Som bekendt

døde komponisten 2 måneder efter. Bogen,

der har undertitlen »Musik zwischen den

Zeiten«, indeholder en grundig gennem-

gang af hovedværkerne i forbindelse med

det biografiske stof, desværre uden musik-

illustrationer (hvorimod der med stolthed

gengives en rødkridtstegning af den 80-

årige mester af wienermaleren Siegfried

Stoitzner). Værket slutter med en fortræf-

felig bibliografi med oplysninger om ur-

opførelser, interpreter etc. f sp -

Bibliografi

Hugo Herold & Richard Noaftsch: »Grundlagen allgemeiner Musikbildung --- Hilfs- und Nachschlagebuch fftr Schffler und Musikfreunde«. 8. opl. Hug & Co., ZUrich.

Anna Gertrud Huber: »J. S. Bach als Meister der Farben - Beitrage zu der Entwicklungsgeschichte der musikalischen Dynanilk«. Eulenburg Ltd. Urich/London.

1~ené Leibowitz-: »Introduetion de la Musique de douze sons -- Les Varlatioiv, op. 131 d'Arnold Schoenberg«. --- L'Arche, Paris.

Antonio Mingotti: »Maria Cebotari --- Das Leben elner Sångerin« Flellbrumi-Verlag, Salzburg 1950.

Johannes Piersig: »Das Weltbild des Heinrieli Schiltz« --- Bårenreiter, Kassel/Basel.

ik,,Is Rutz : »ósterreichs gi-osse Musiker in Dol-cunienteii der Zeit --- Haydn, Mozart, Beethoven« --~~sterreichische, Buehgenieinschaft, Wien 1949.

Rudolf Steglich: »Robert Schumanns Kinderszeneri« -- Bårenreiter, Kassel/Basel.