Bevægelsespædagogikken og den betydning for udøvende kunstnere

Bevægelsespædagogikken og dens betydning for udøvende kunstnere

Af Lily Forchhammer

Hvad vil bevægelsespædagogikken? Hvad går den ud fra? Hvad er dens mål? Ved hvilke midler prøver den at nå sit mål?

Den går ud fra to kendsgerninger:

1) Den første er, at HVERT LEVEVÆSEN ER EN ENHED. D.v.s., at alt, hvad der sker i en del af en levende organisme, nødvendigvis må påvirke alle andre dele af organismen.

Den anden er, at SELVE LIVETS VÆSEN ER BEVÆGELSE, en bevægelse, som overladt til sig selv altid forløber RYTMISK.

Hos dyret, hos spædbarnet og det primitive menneske er enheden endnu fuldkommen, livsrytmen ubrudt. Først med jeg-bevidstheden, opstår der en spaltning. Vi er nu ikke længere ubevidste væsener, der blindt følger naturens love. Vi har lært at skelne mellem os selv og omverdenen. Målbevidst vilje og logisk tænkning har bragt os i konflikt med vort instinkt og følelsesliv. Denne spaltning præger vort væsen og påvirker alle vore livsfunktioner, ikke mindst vore bevægelser. Og jo mere det intellektuelle får overtaget, des mere hemmede bliver vi, des mere fjerner vi os fra et naturligt og rytmisk bevægelsesforløb; des mere taber vi også kontakten med vort legeme. Hvor mange er der ikke, der synes, at kroppen bare er dem til besvær, en byrde, som det i grunden vilde være dejligt at kunne undvære! Bevægelsespædagogikken vil vise os vejen tilbage til den rigtige brug af vort legeme og til den glæde, det er at føle kroppen fuld af vitalitet, af spænstighed og af harmonisk kraft, og den vil derved skabe en stærkere og sundere livsfølelse.

For, skønt vort legemlige og vort psykiske Jeg så tit ligger i kamp med hinanden, er det dog en kendsgerning, at de danner en ABSOLUT og UDELELIG ENHED I PSYKOFYSISK, STRUKTUREL OG FUNKTIONEL HENSEENDE.

Lad os ud fra dette synspunkt betragte vort bevægelsesapparat. Også dette danner i sig selv en fuldkommen enhed, selv om det står i et afhængighedsforhold til hele den øvrige organisme.

Som De alle ved, består bevægelsesapparatet af skelettet, hvis mangfoldige dele holdes sammen af et sindrigt båndapparat og af rnusklerne. Disse trækker sig som bekendt sammen, når de modtager en impuls fra nerverne, og de har den funktion at bevæge skelettets enkelte dele mod eller fra hinanden. Struktur og funktion er her, som alle vegne, tilpasset hinanden med en sådan fuldkommenhed, at det er umuligt at afgøre, om det er strukturen, der har bestemt funktionen, eller om det er funktionen, der har bestemt strukturen. Her, som overalt i naturen, står vi overfor en levende enhed, og det er kun vor analytiske forstand, der har lært os at trække skillelinier i bestræbelsen for at trænge bedre ind i naturens værksted.

Det.samme gælder den psykofysiske enhed. I de sidste 25 år har den videnskabelige forskning bragt flere og flere beviser for kroppens og sjælens udelelighed. Prof. Pavlows berømte forsøg er bleven ført videre af en række amerikanske fysiologer og Psykologer, der har vist, at legemlige og sjælelige foreteelser er uadskillige, at f. ex. angst ikke kan opstå uden muskelspænding, og at et afspændt muskelsystem og nervøsiteten udelukker hinanden.

Men allerede det daglige liv byder på tilstrækkelig mange eksempler på det intime sammenhæng, der består mellem sjælelig og legemlig holdning, mellem sjæleligt og legemligt ubehag eller velvære. Står man vanemæssigt med hængende hoved i en svajrygget stilling, hvorved armene uvilkårligt kommer til at hænge lidt bagud, så er man ikke i stand til at handle spontant, hverken til forsvar eller angreb. Et »hængehoved« er ikke vant til at se livet i øjnene; han vil helst flygte fra vanskelighederne. Klemmer man albuerne ind til siden og knuger hænderne mod hinanden, som så mange sangere gør, eller trækker man hovedet ind mellem skuldrene, så er man heller ikke sjælelig frigjort. Et energisk, aktivt, vitalt menneske vil aldrig indtage en sådan stilling eller i hvert fald ikke forblive i den. Hans psykiske indstilling virker ganske umiddelbart på kroppen, den aktiviserer hans muskulatur: Ryggen rettes, øjnene ser lige ud; armene hænger ikke hjælpeløst bagud, men længere fremme og venter bare på at tage fat.

Intet vidner bedre om et menneskes indre væsen end hans bevægelser, hans holdning. Og holdningen må heller ikke opfattes som noget statisk, noget stillestående. Også når vi indtager en bestemt holdning, f. ex. når vi står roligt oprejst, er antagonisterne i uafbrudt virksomhed for at holde kroppen i ligevægt; også da foregår uafladelig små bevægelser i os. Og alle disse bevægelser tilsammen røber som intet andet ikke bare, hvad der momentant foregår i os, men også vor åndelige habitus.

Denne enhed har vi at takke for, at bevægelsespædagogikken ikke blot formår at påvirke kroppen, men gennem kroppen også menneskets sjælelige holdning. Lykkes det at bringe et nervøst eller neurastenisk menneskes bevægelsesapparat i orden, så at han får mere sammenhold og mere herredømme over sin krop, så modarbejder man derved hans sjælelige labilitet og hjælper ham til større sikkerhed og koncentration og en sundere selvfølelse.

Men lad os så se på den anden kendsgerning, som bevægelsespædagogikken. går ud fra: at SELVE LIVETS VÆSEN ER BEVÆGELSE - EN RYTMISK BEVÆGELSE.

Betragter vi de aller primitiveste levevæseners livsytringer, f. ex. en vandmands, så iagttager vi her en stadig skiften Mellem to polare modsætninger, mellem aktivitet og passivitet ' mellem kontraktion og relaktion. Og bevægelsen foregår i en stadig tilbagevendende rytme.

Også de højere organiserede dyrs enkelte livsfunktioner viser et lignende rytmisk forløb: Hjertets pumpeværk, blodets kredsløb, tarmenes bølgeformige bevægelser, lungernes udvidelse og sammentrækning, muskelfibrenes spænding og afspænding - alt foregår i den samme naturgivne rytme.

Lad os se lidt nærmere på muskelfunktionen. Musklernes kontraktionsevne er allerede bleven nævnt. Her er det muskel TONUSSEN, jeg gerne vilde sige et par ord om, denne bevægelse i muskelen, der udløses fra det vegetative nervesystem, og som foregår, også når vort legeme tilsyneladende er fuldstændig i ro, altså under hvilen.

- Muskel-tonusen kan måske bedst betegnes som musklernes altid tilstedeværende beredskab til aktion, som først holder op ved døden. Den er højere i vågen tilstand, end når vi sover; og den forhøjes ydermere ved spændt opmærksomhed og under sindsbevægelse. Den er også højere i en trænet end i en utrænet, muskulatur.

Tonusen er meget sensibel; den har en stor evne til at tilpasse sig de skiftende omstændigheder. Den er meget labil, meget påvirkelig, så at den let kan bringes i ulave. Den kan vel normalt være højere eller lavere, men dog kun indenfor visse grænser. Overskrides disse, får vi enten, hvad vi kalder en overtonisk eller en undertonisk muskulatur.

I den undertoniske muskulatur synker spændingsberedskabet ned under det normale, ja det kan helt forsvinde, og så kommer det til lammelsestilstande eller i værste tilfælde til fuldstændig atrofi. Men sålænge muskelen endnu reagerer overfor innervationen, kan tonusen. forbedres eller bringes i orden igen, ved at man styrker muskelen gennem øvelser, da tonusen jo forhøjes gennem muskelarbejdet.

For os har den overtoniske muskulatur den største interesse, for det er i reglen den, vort arbejde må sætte ind på. Hvordan ligger nu forholdene her? Vi ved, at bevægelsen foregår i en rytmisk omskiften mellem spænding og afspænding. Hvis dette forhold forstyrres på den måde, at spændingsimpulserne følger for hurtigt efter hinanden, så at muskelfibrene ikke kan nå at blive afspændte i mellemtiden, så forstyrres derved den normale rytme: spændingsmornentet får overtaget; og når musklen således aldrig kan falde til ro, bliver den overbelastet og overanstrengt. Sker dette kun forbigående, og får muskelen snart efter lov til at hvile tilstrækkeligt, så er det uden videre betydning, og de normale forhold vender snart tilbage. Hvis overanstrengelsen derimod gentager sig for tit og for længe ad gangen, mister muskelen efterhånden evnen til at kunne slappe rigtigt af også under hvilen; den bliver hård og uelastisk, med andre ord: overtonisk; kredsløbet i denne hemmes, stofskiftet sættes ned, bevægeligheden formindskes, der opstår infiltrationer, smerter; ja, det kan komme til betændelse i vævene.

De primære årsager til forstyrrelserne af den toniske rytme kan være mangfoldige. De kan være af rent fysiologisk natur, følger af overanstrengelse eller sygdom, af patologiske forandringer i kroppen og mere. Men de kan også være rent psykisk betingede og bunde i sjælelige hemninger og overbelastninger, i en forkert opdragelse, i mindreværdskoniplekser, indre usikkerhed osv. Naturligvis kan også fysiske og psykiske årsager være, samvirkende.

Men hvad så end årsagerne er, virkningerne bliver i alle tilfælde de samme, nemlig mer eller mindre vidtgående forstyrrelser i det naturlige bevægelsesforløb. Den forvoldte skade indskrænker sig nemlig ikke til de direkte implicerede muskelpartier, men påvirker efterhånden også muskelfunktionen i de nærmest omliggende muskler og muskelgrupper, hvad der jo ikke er forbavsende i betragtning af, at muskelsystemet nu engang danner en strukturel og funktionel enhed.

Det er naturligvis ikke muligt her at komme nærmere ind på en omtale af vort komplicerede bevægelsesapparat og dets funktioner. Jeg skal nøjes med at anføre et par eksempler, der skal anskueliggøre det afhængighedsforhold, som består mellem alle dets dele.

Ligger et menneske afspændt. på maven på gulvet, og rejser han så sit hoved, vil man, hvis man lægger hænderne omkring vedkommendes ankler, kunne mærke, hvordan bevægelsen fra hovedet forplanter sig helt ned til fødderne; forudsat naturligvis, at forsøgspersonen ikke spærrer af for bevægelsen ved uvedkommende vilkårlige eller uvilkårlige muskelspændinger.

Eller: Strækker man den ene arm frit og uhemmet i vejret, så vil såvel brystkassen som bækkenet og benene helt ned til fødderne blive påvirket af armens bevægelse. Det kan ikke være anderledes, når beveegelsesforløbet er rigtigt og naturligt, eftersom alle skelettets dele såvel strukturelt som funktionelt står i forbindelse med hinanden.

Endnu tydeligere vil forskellen mellem en rytmisk og en urytmisk forløbende eller mellem en hemmet og en gennemløbende bevægelse stå for Dem, hvis De sammenligner dyrenes bevægelser med de såkaldte kulturmenneskers.

Forestil Dem løvens bløde, elastiske, fjedrende gang eller rovdyrets fortættede kraft, når det sætter an til spring, eller en hests pragtfulde, rytmiske flugt, når den galopperer hen over sletten. Eller tænk bare på en kat, der sidder og slikker sin forpote. Der findes ikke det sted i dyrets krop, der ikke tager del i bevægelsen. Det er ikke bare tungen, der går ud og ind, op og ned, men hele hovedet følger med, ja halsen, rygraden, helt ud til halespidsen.

Det er det, jeg kalder en gennemløbende, en rytmisk bevægelse i modsætning til de hemmede, kantede, stive og urytmiske bevægelser, som desværre er så karakteristiske for de fleste kulturmennesker. Hvor sjælden finder vi her den samme lethed, sikkerhed, harmoni, gratie og skønhed! Vi træffer den kun hos få, særlig bevægelsesbegavede mennesker: hos gode dansere, gode artister, fremragende sportsmænd (de middelmådige er i reglen håbløst forspændte) samt hos de store kunstnere. Første klasses sangere, skuespillere, instrumentalister er næsten alle, når de er på deres højde, i besiddelse af et sikkert bevægelsesinstinktl for det meste dem selv ganske ubevidst.

I denne sammenhæng mindes jeg en anekdote om den -berømte violinist Joachim, der var berømt for sit vidunderlige staccato. Eleverne ville gerne finde ud af, hvordan han bar sig ad. De.kom gang på gang med spørgsmål, de studerede nøje hans armbevægelser, håndledet, fingrene og prøvede at efterligne enkelthederne, uden dog at kunne opnå det. En dag blev mesteren ked af deres evindelige spørgsmål og udbrød: »For satan! jeg gør det med podeksen«. Og han havde ret. For så vidt nemlig, at det hverken var i armen eller i håndledet, han ansatte bevægelsen, men i hele kroppen. Og havde han kendt så meget til bevægelseslovene, som vi gør idag, havde han svaret endnu rigtigere: »Jeg sætter det an helt nede fra foden«.

En instrumentalists teknik kan ikke være helt på højden, hvor forudsætningerne for et frit bevægelsesforløb mangler. Hvis f. ex. en violinist står i en svajrygget stilling, bliver armene kortere og taber deres frie bevægelighed. Først når knæene, bækkenet, brystkassen og skulderpartiet er bragt i balance over understøttelsespunkterne, har han frit spil med armene.

Også pianisten må sidde rigtig foran sit instrument for helt at kunne beherske det - ikke for lavt og ikke for langt borte fra klaviaturet. Han må kunne lægge sin vægt, på tangenterne. Også han må tage støttet helt nede fra foden, ikke alene fra stolesædet. Og han må hente kraften fra krydset, for at aflaste skulderpartiet og armene. Først når han har fået hele kroppens samvirkende kraft og vægt med, vil han kunne lokke den sidste klangfylde ud af sit instrument. Jeg kender ingen,.hvis bevægelser ved klaverspillet er mere fuldendte end Edwin Fischers, men han er da også en af vore allerstørste mestre.

De samme principper gælder også for sangeren. Jeg skal ikke formaste mig at komme ind på sangproblemer her. Jeg vil bare have lov at komme med et par betragtninger: Sangeren bærer sit instrument inde i sin egen krop. Sammenhængen mellem stemmeapparatet og det øvrige legeme er altså naturgivet, og ligeledes sammenhænget mellem stemmen og de øvrige bevægelsesfunktioner; for stemmegivning er jo heller ikke andet end en bevægelsesfunktion. Det kan derfor slet ikke undgås, at enhver fejl i kroppens holdning og bevægelse øjeblikkelig indvirker på stemmen. Spærrer man af for den naturlige bevægelse, hemmer man dens forløb med forkerte spændinger rundtom i kroppen, så høres det øjeblikkeligt på stemmen.

Men også spændingsintensiteten i stemmeapparatet og spændingsintensiteten i kroppen må være i overensstemmelse med hinanden. Er dette ikke tilfældet, bliver tonen enten stiv og forceret eller tynd og kraftløs - den har »ingen krop«, soni man ganske rigtigt siger.

Caruso vidste dette. Det er almindelig bekendt, at han, der i sine unge dage blev kaldt: »il tenore vento«, ikke fra naturen havde nogen god højde, men måtte arbejde meget for at nå frem til den senere fuldkommenhed. En af de øvelser, han brugte, for at oparbejde stemmen, var at løfte to tunge, vandfyldte spande fra gulvet, medens han, stående med ansigtet mod væggen, pressede sit bøjede hoved ind mod denne. Han havde forstået, at en forøget stemmelæbespænding kræver en forøget spænding af hele kroppen, og han vidste at udnytte denne erfarng.

Den ideale naturtone kan vi bedst studere hos spædbarnet. Dér er ikke blot stemmelæbefunktionen, og »støttet«, i orden; men de understøttes af de rigtige spændinger i hele kroppen. Og jo stærkere barnet spænder hele sin lille krop, des stærkere og des højere bliver tonen.

Skulle vi ikke kunne drage lære deraf? Ville det i grunden ikke være det rimeligste, det nærmest liggende og til syvende og sidst også det mest tidsbesparende at bringe bevægelsesapparatet og dets funktion i orden, for at opnå det mest naturlige grundlag for stemmens sunde udvikling?

Hvad der gælder for kunstnerens teknik, gælder naturligvis i lige så høj grad for det kunstneriske udtryk. En stiv, ulevende eller slap krop vil aldrig kunne give fyldestgørende udtryk for den indre oplevelse, heller ikke, når følelsen og begavelsen ellers er stærke og ægte nok. Enhver musiker, skuespiller, taler, enhver der vil virke i offentligheden, det være sig som kunstner eller taler, burde derfor arbejde med sin krop; for ingen kan overbevise sit publikum, rive det med, sålænge den sjælelige og den legemlige bevægelse ikke er smeltet sammen til en fuldkommen enhed.

Lige så vigtigt er det naturligvis, at vi lærer den rigtige brug af vort legeme, når det gælder hverdagens gerninger. Hvor meget af det, som folk i almindelighed anser for at være reumatisme, gigt eller iskias, beror på en forkert bevægelsesteknik, en krampagtig holdning eller en gal belastning, det er de færreste klar over. Og hvor mange lidelser kunne vi ikke undgå, hvis vi lærte at benytte vort legeme rigtigt, hvad enten vi skriver med hånden eller på maskine, forretter husarbejde eller havearbejde, cykler, går eller står? Også her vil jeg gerne give Dem et par eksempler.

Lad os begynde nied den oprejste stilling. Hvad kommer det an på lier? At vort legeme er rigtig afbalanceret over understøttelsespunkterne; og dette er tilfældet, når fodled, knæled og hofteled, set fra siden, står lodret over hinanden, i en linie, der forlænget opefter ville ramme øret. Kroppens vægt kommer da til at hvile midt på fodlivælvingen, som fordeler vægten ligeligt på foden og hælen. Ligger vægten for langt fremme, må musklerne på bagsiden af kroppen udføre et større arbejde, for at holde kroppen oprejst. Antagonisterne er ikke længer i balance. Tynger kroppen for meget på hælene, så er det omvendte tilfældet: musklerne på forsiden må udføre et ekstra arbejde. Sker en af delene til stadighed, så fører det efterhånden til en overanstrengelse af den ene muskelgruppe. Men det er ikke blot muskulaturen, det går ud over. Også ledene bliver forkert belastede, og den gale belastning slider altfor stærkt på dem. Hvis nu alle disse større eller mindre fejlbelastninger og det deraf følgende forkerte muskelarbejde fortsættes år efter år, indvirker de med tiden skadeligt på liele organismen.

Så er det gangen. Næsten alle elever spørger: Hvordan skal man i grunden gå? De føler sig usikre, ufri, ikke rigtig tilpas, når de går. Ville man her komme med en fyldestgørende, anatomisk-fysiologisk redegørelse, ville man kun opnå at forvirre dem og gøre dem endnu mere usikre. Meget bedre end en detailleret viden vil FORESTILLINGEN og FORNEMMELSEN af, hvad der er rigtigt, kunne hjælpe dem tilrette. Jeg vil derfor her kun lige sige det, der kan bidrage til at vække de rigtige forestillinger og fornemmelser:

Principielt gælder det samme for gangen som for den oprejste stilling. Kroppen må være i ligevægt over understøttelsespunkterne. Men da disse understøttelsespunkter nu stadig flyttes, eftersom den ene fod sættes frem foran den anden, bliver det nødvendigt med hvert skridt at forlægge kroppens vægt. frem til det nye understøttelsespunkt. Vi må altså lige fra starten føle kroppens beredskab til fremadbevægelsen. For det andet må vi få en levende fornemmelse af det underlag, det gulv, vi træder på. Foden må føle det støtte, den får fra gulvet. Ved den afrullende bevægelse, foden foretager sig, skubber den ligesom gulvet fra sig bagud. At fornemme dette, at føle forbindelsen mellem gulv og fod, giver en sikkerhed, som ikke bare kommer foden til, gode, men som derfra forplanter sig opefter til krydset og overkroppen. Vi oplever sammenhænget, der består mellem fødderne, benene, bækkenet og overkroppen. Og denne sikkerhedsfølelse bidrager igen til, at vi kan lade være med at stramme og spænde på de gale steder, og gangen kan nu blive naturlig og fjedrende.

Lige et par ord om de principielle fejl, der kan gøres, når vi går:

1) Vi kan leegge overkroppen for langt frem.

2) Vi kan lægge overkroppen for langt tilbage.

3) Vi kan lægge overkroppen fra den ene side over til den anden.

4) Vi kan stikke bækkenet bagud.

5) Vi kan lade bækkenet, rutsje ud snart til højre, snart til venstre, en sidebevægelse, der går stik imod den fremadskridende bevægelse.

6) Vi kan gå for meget udad til bens, hvad der giver en vraltende gang.

7) Og endelig kan vi gå kalveknæet.

Og alle disse og endnu mange flere uvaner kan kombineres, så at der kan opstå uendelig mange afvigelser fra den normale gangart.

Også når man sætter sig eller står op fra en stol, kan det gå galt. Her gælder det at flytte vægten fra stolesædet hen over knæene, altså straks at få bækkenet med i fremad-opad-bevægelsen.

Bærer vi en spand fuld af vand eller en tung kuffert, må vi afbalancere den ved at lægge overkroppen over til den modsatte side.

Pisker vi fløde, må vi først og fremmest sørge for, at fadet ikke står for højt, så at vi fristes til at trække den ene skulder op. For det andet må vi passe på ikke at benytte armene alene. Vi må lade bevægelser løbe gennem hele kroppen og understøtte den helt nede fra gulvet. Enhver isoleret bevægelse fører til, at vi strammer eller spænder et eller andet sted, hvorved vi overanstrenger enkelte muskler eller muskelgrupper.

Der er talt så meget om afspænding i de sidste 20 år. Og det med rette. At blive os vore spændinger bevidst og at lære at blive af med de gale spændinger, er af grundlæggende betydning. Det er derfor godt, at afspændingen er bleven så aktuel; og jeg tror, at alle de kendte afspændingssystemer og -metoder kan være lige vel egnede til at føre os til målet, selv om de anvender en noget forskellig teknik.

Men det er dog kun den ene side af sagen. Allerede den mindste af vore handlinger kræver en vis spænding. Vi må derfor også kunne spænde, ja, endda spænde meget stærkt, når det kræves; og vi må kunne holde en spænding, uden at det fører til stivhed eller krampagtighed. Lige så vigtigt som at lære at afspænde er det derfor at lære at spænde, at spænde rigtigt og at skelne mellem en rigtig og en forkert spænding. Ja, jeg vil gå så vidt som at påstå, at den bedste inetode til at lære afspænding er at lære at spænde rigtigt. Først når vi kan det, er vi i stand til at undgå overflødige spændinger. Her er det desværre, at vort sprog mangler det rigtige udtryk. Vi har ingen ord til at betegne den forkerte spænding, et ord som f. ex. overspænding eller forspænding. Det er måske grunden til, at folk er bleven så bange for alt, hvad der overhovedet hedder spænding, og at de mener, at bare de kan lade være at spænde, så er alt i orden. Det er naturligvis også forkert.

Vil vi nå en maksimalspænding, er det særlig påkrævet ikke at gå ud fra forkerte spændinger, da disse ved spændingsforøgelsen også forstærkes. lagttag f. ex. når De er ude at rejse deres medrejsende - måske også Dem selv - når de prøver at løfte en tung kuffert op i bagagenettet. De fleste begynder med at forspænde kroppen, allerede før de tager fat i kufferten, og den forkerte spænding tager til, jo højere de løfter kufferten. De ved, hvordan det ser ud, og De kender resultatet. Hvis folk ville give sig tid til at bringe kuffertens vægt, i balance med deres egen krop og så roligt forberede den nødvendige kraftanspændelse, ville det hele kun være halvt så anstrengende. Tænk i modsætning hertil på katten, der ligesom trækker sig ind i sig selv, og samler kraft til springet. I dette forberedende øjeblik indtræder der en forhøjelse af muskel-tonussen; det er optakten til den aktive spænding, der udføres samtidig med, at dyret giver los på hele sin samlede energi.

Hos et veltrænet menneske forberedes den aktive spænding naturligvis instinktivt, spontant; den kræver hverken eftertanke eller særlige forberedelser.

Efter at De nu har hørt om de forudsætninger, vi ved vort arbejde går ud fra, og det mål, vi prøver at nå, vil jeg give Dem et lille indblik i det øvelsesmateriale, der tjener til at nå dette mål.

De vil snart mærke, at der lægges en afgørende vægt, på at styrke op, udvikle lændemuskulaturen, hele det muskelbælte, som forbinder bækkenet med overkroppen. Grunden er følgende:

Det menneskelige skelet har en påfaldende svaghed i sin konstruktion, nemlig forbindelsen mellem bækkenet og brystkassen. Denne forbindelse dannes kun af de fem lændehvirvler, og disse er alene om at bære vægten af brystkassen og skuldrene, armene og hovedet. Svagheden ved denne konstruktion er betinget af menneskets oprejste gang. De firbenede pattedyrs legemer kan man groft sammenligne med en vandret liggende cylinder, der hviler på fire understøttelsespunkter. På mennesket er cylinderen rejst på højkant, den rager frit op i luften fra kun to understøttelsespunkter. Der kræves selvfølgelig en langt større kraft og balancekunst for at holde denne oprejste søjle i ligevægt. Og nu yder skelettet os, som sagt, ingen anden forbindelse mellem bækken og brystkasse end disse 5 lændehvirvler. Et kraftigt muskelbælte er derfor påkrævet for at råde bod på denne svaghed; og naturen har da også forsynet os med et sådant. Musklerne i krydset hører til de største og stærkeste i hele kroppen. Men vi mennesker har forsømt denne uhyre vigtige del af vort bevægelsesapparat på det sørgeligste; og særlig hos kvinden er lændemuskulaturen og mavemuskulaturen i reglen alt for svagt udviklet.

Dette har nu skæbnesvangre følger:

Når dette parti er utilstrækkeligt udviklet, mangler der ligesom sammenhæng mellem over- og underkroppen. De falder fra hinanden. Overkroppen bliver ikke rigtig understøttet. Vi er ikke længere i balance. Og dette er ensbetydende med, at den naturlige muskelkoordination er gået tabt. Vi formår ikke længere at hente styrke og støtte fra vort centralsted for kraftudfoldelsen, fra bæltemuskulaturen, men søger at få kraften andet steds fra: Vi spænder i skuldrene, armene, læggene og gør alle mulige uhensigtsmæssige anstrengelser. Det er meget almindeligt, at musklerne i krydset er forspændte, overtoniske og bagmusklerne alt for slappe, hvilket fører til svejryggethed, d.v.s. til en forkert bækkenstilling. Sorn De alle ved, udgør bækkenet og den nederste del af hvirvelsøjlen, korsbenet, en fast enhed, hvoraf følger, at en forkert holdning af bækkenet også må udøve en uheldig indflydelse på hvirvelsøjlens forløb opefter og derved på brystkassens, skulderpartiets, armenes og hovedets holdning og bevægelser. Og ligeså skadeligt virker den urigtige bækkenstilling naturligvis nedadtil. Benene bliver tvunget ud af deres anatomisk rigtige stilling og normale bevægelsesfunktion, ligeledes fødderne. Med tiden giver fodhvælvingen efter for den forkerte belastning; de synker ned: der opstår platfodethed. Denne virker igen ødelæggende på knæledene, hofteledene, bækkenholdningen osv. Kort sagt: vi befinder os i en cirkulus vitiosus.

At styrke lænde- og mavemuskulaturen og at genoprette deres fysiologisk rigtige funktion bliver derfor en af vore vigtigste opgaver; først når den er løst, kan vi komme i besiddelse af den kraft, den enhed, den elasticitet, som er forudsætningen for et rigtigt bevægelsesforløb.

Men også her gælder det om ikke at holde på med en ensidig træning af isolerede muskelgrupper, men om - ud fra sammenhængen - at arbejde hen imod en stadig større funktionel enhed.