Fra grammofonens verden

Af
| Årgang 25 (1950) nr. 06 - side 144-146

Händel: Obosonate i g moll op. I nr. 6. Columbia LDX 10.

Med denne indspilning af g-moll obosonaten af Händels op. 1 er nu begge obosonater fra dette opus optaget af Columbia og begge med Waldemar Wolsing som solist. Disse sonater, der forekommer så enkle i deres musikalske tilsnit, og som alligevel kræver en ualmindelig fin beherskelse af instrumentet, har ingen oboist tidligere vovet at indspille på grammofon. Det tjener derfor Waldemar Wolsing til så meget større ære, at han har løst begge opgaver på en så fornem musikalsk måde. Man glæder sig særligt over den levende klanglige nuancering, der udmærker hans interpretation, og hans følsomme espressivo. Continuostemmerne varetages af Mogens Wöldike og Alberto Medici.

Brahms: Altrhapsodi op.53. - Decca AK 1847-48. Brahms: »Gestilite Sehnsucht« og »Geistliches Wiegenlied« op. 91. Decca K 2289.

Brahms' Altrhapsodi blev skrevet i en for hans vokalmusik meget frugtbar periode. To år forud havde han (1868) fuldendt sit store Requiem og nogle og tyve sange, og 1869 fulgte Rhapsodiens tvillingværk »Rinaldo« for tenorsolo, kor og orkester. Umiddelbart efter Rhapsodien skabte han (1871) sit korværk »Schicksalslied« og den imponerende men i tekstvalget og -tendensen (fremstillingen af det bibelske Babels skørlevned med relation til de netop besejrede franske hære) noget sårende »Triumphlied«. Ligesom i »Rinaldo« hentede Brahms sin tekst fra Goethe og brugte her et fragment af digtet »Harzreise im Winter«. Det mørktfarvede værk, Brahms skabte med en så betagende skønhed og inderlighed i udtrykket, har gennem årene fundet interpreter, der med en egen kærlighed til denne komposition har taget den til sig og forbundet deres kunst til den med særlige bånd. Om den store tyske sangerinde Amalie Joachim (Joseph Joachims hustru og Altrhapsodiens første fortolker), at hendes gengivelse var »digtning, musik og sangkunst forenet til en helhedsvirkning af ubeskrivelig storhed, enkelhed og ophøjethed«. Senere stod Emmi Leisner som Altrhapsodiens uforglemmelige interpret, og med sin grammofonoptagelse af værket vandt den amerikanske negersangerinde Marion Anderson -trods sin særprægede metallisk klingende røst, der ikke helt syntes at dække kompositionens karakter - et stort publikum, som blev betaget af den umiddelbare hengivelse, der lå i hendes fortolkning.

I Kathleen Ferrier har Altrhapsodien i vor tid fået en kunstnerinde, hvis interpretation dækker karakteren i det brahmsske værk til en fuldkommenhed, som det kun er enere muligt at skabe. Hendes sjældent skønne fortolkning, som den er foreviget på plade med London-Philharmoniens mandskor og orkester under Clemens Krauss' ledelse, er på én gang objektiv ren og så intens gribende i sit enkle og inderligt varme udtryk. Hendes fortolkningskunst er så menneskelig i sin holdning, at den ligefrem hæver Brahms' værk udover tidens stilbundne verden.

I de to altsange med obligat bratsch op. 91 viser Ferrier sin intimt fortællende og sensitive sangkunst på samme høje plan som i Altrhapsodien. En mere pur, kammermusikalsk og menneskelig liedkunst, kan man næppe forestille sig; diktionen har man måske hørt mere distinkt, men aldrig en ædlere klang; Af de to sange er »Geistliche Wiegenlied« (1864) skrevet til vennerne Joseph og Amalie Joachim som en lykønskning i anledning af ægteparrets første søns fødsel; han blev efter Brahms opkaldt Johannes. I den obligate bratschstemme har Brahms kontrapunktisk indflettet folkemelodien »Josef, lieber Josef mein«.

Engelske og franske folkesange. - Solister Kathleen Ferrier, Sophie Wyss, og Peter Pears. Decca F 9300, M 555, M 568 og His Masters Voice DA 1873. -- 25 cm.

Med ét slag er engelske folkesange i løbet af de sidste år blevet populære langt udover Englands grænser. Grunden til denne popularitet er ikke vanskelig at finde, og man behøver blot at nævne tre navne, så har man forklaringen: Kathleen Ferrier, Peter Peurs og Benjamin Britten. Da Ferrier med sin betagende skønne sangkunst totalt havde erobret danskerne ved sine første koncerter og kom igen, havde hendes gengivelser af engelske følkesange prentet sig så stærkt i publikums bevidsthed, at man med tilråb fra salen bad om »My Boy Willie«, »The Keel Row« eller »Blow the Wind Southerly« og flere som ekstranumre. Derfor vil det sikkert glæde alle tilbedere af Ferriers kunst, at de to sidstnævnte foruden »Ma Bonny Lad« nu er kommet til Danmark på en Deccaplade, hvorpå Kathleen Ferrier med samme uimodståelige charme tolker disse enkle sange med sin uforlignelige foredrags kunst.

Benjamin Brittens nære tilknytning til engelske musiktraditioner har ganske naturligt også ført ham til arbejde med engelske folkesange. Med sin sikre indfølingsevne overfor næsten en hvilkensomhelst musikalsk og litterær genre har han også formået at trænge ind til noget essentielt i folkesangteksterne. Hans bearbejdelser af engelske og forøvrigt også franske folkesange viser, hvor fantasifuldt han evner at understrege teksternes forskelligartede karakterer med sine både enkle og blændende artistiske klaverarrangementer (melodierne er stort set bevaret uændrede) uden at berøve sangene deres karakter af folkesange. Tørre historikere rynker på næsen af Brittens bearbejdelser - lad bare rynkerne gro dybere. Faktum er, at Britten har bragt fornyet liv til en folkelig sangskat, og i en sanger som Peter Pears har han fundet en kongenial partner, der med sin både ejendommelige og artistiske sangkunst og blændende sikre diktion har gjort nogle mesterlige optagelser på Decca, hvoraf særlig må fremhæves »Little Sir William« og den med rivende tungefærdighed deklamerede børneremse »Oliver Cromwell« og på His Master's Voice, hvor såvel »The Ploughboy« som den sørgmodige »The foggy-foggy Dew« dokumenterer Pears' blændende foredragskunst. På Decca har Sophie Wyss indsunget to af Brittens franske folkesange »Le Roi s'en va-t-en chasse« og »La belle au jardin d'amour«. Hendes præstation har vel ikke en Pears' artistiske karakter eller en Ferriers ædle klangskønhed og milde menneskelighed, men hendes lyse sopran og fine diktion klæder sangene og det franske sprog.

Tjaikofsky: »Adante cantabile« - Decca K 1871.

Medens symfonikeren Tjaikofsky har vundet en usædvanlig popularitet, så lever hans kammermusik i forhold til orkesterværkerne en langt mere tilbagetrukket tilværelse undtagen den ene sats »Andante cantabile« fra D-dur strygekvartetten. Denne sats foreligger i et utal af arrangementer, var obligatorisk i århundredbegyndelsens serier af »Geliebte Salonstücke« og vandt indpas i salonorkestrenes og caféensemblernes repertoire. »Andante cantabile« blev i det brede publikums bevidsthed et begreb knyttet specielt til Tjaikofsky, ligesom »largo« er forbundet med Händel. Man kan vel rent musikalsk ikke have mere at indvende mod dette strygeorkesterarrangement end mod andre lignende optagelser af strygekvartetter med stemmerne korisk besat såsom f. eks. »Eine kleine Nachtmusik«, og Concertgebouwstrygernes smukt nuancerede og under Eduard van Beinums taktstok følsomme gengivelse af satsen retfærdiggør denne optagelse, der dokumenterer, at »andante cantabile« ikke har sat en tøddel af sin popularitet til gennem årene.

disc.