Om koncertgængerens sociale baggrund

Af
| Årgang 25 (1950) nr. 06 - side 127-128

Om koncertgængerens sociale baggrund

Af Eivin Borgsmidt-Hansen

I en artikel i Information forsøgte Niels Viggo Bentzon i vinter at gøre op med koncertlivets misére og blev nogen tid efter imødegået af adjunkt Erik Stahl. Denne debat endte uden nogen løsning- hver repræsenterede sin gruppe, og derved blev det. Kort og måske lidt for generelt udtrykt ville den første nærine publikum til musikens problemer, mens den sidste forlangte af musiken, at den skulle være folkelig, livilket er udlagt - føje sig efter en flerhed, måske endog et flertal. Lytterforeningernes indlæg i debatten om musiken i radioen lader mere end ane, hvordan fordelingen ville blive ved en eventuel afstemning om. lødige musikprogrammer.

Nu taler Niels Viggo Bentzon jo godt for sig selv og behøver ikke min mellemkomst til at klare begreberne hvad angår kunstens problemer og forsvaret for skabende frihed og reel, formel selvstændighed for komponisten. De andre kunstgrene, som berøres af denne debat, har også hver deres fortalere. Folket, det snydte og vildførte, der bestandig taler om kejserens nye klæder, når debatten går om moderne kunst (eller endog om kunst i almindelighed) og som lugter fiduser, forretning og fup overalt - ja, det har jo rigeligt med advokater også. Men den lille nydende, lyttende, forstående minoritet af hege kunstelskere, hvor er dens fortalere? Imellem den skabende kunstner og det afstandtagende »folk« findes jo en gruppe, som faktisk går til koncert, i teatret, på udstillinger. Der er jo nogle, der læser moderne digte, noveller, romaner. Det er rnærkeligt, at vor statistik-prægede og -ledede tidsalder ikke har forsøgt at finde et materiale til belysning af de tre gruppers sociale baggrund. Jeg er nemlig overbevist om, at man ville få sære ting at se. Og jeg er sikker på, at man kunne, vente at finde et ensartet fællespræg i midtergrupperne i nieget højere grad end i de to stridende grupper.

Da denne gruppe er forholdsvis betydningsfuld ved formidlingen af kunst, »al den stund« kunst jo ikke kunne eksistere uden nogen til at modtage og bevare den, vil jeg prøve at påvise, hvorfor den er en minoritet, hvordan den eventuelt kunne gøres større og måske blive en majoritet.

Det kan synes ganske uforståeligt, at kunstnerne, med al den energi og opfindsomhed, de har ofret på anskueliggørelse, popularisering og indøvning af bedre vaner, stadigt står så temnieligt isolerede i det store oprørte have af meninger. Mangler hovedparten af inennesker da evnen til at kunne opleve og forstå ting, som ikke har umiddelbar tilknytning til nytten og livets opretholdelse?

Statistiken (som jo altså mangler) over de forudsætninger, der kræves for at man kunne blive medlein af midtergruppen, ville vise, at den sociale baggrund, d. v. s. hjemmet, i mange tilfælde var det nødvendige udgangspunkt for kunstnerisk interesse og modtagelighed . Det vil kortelig og temmelig brutalt sige, at hjem, der har råd til at lade deres børn udvikle sig langsomt og uden tryk af en uvis fremtid og daglige næringssorger, vil have de bedste aktier i den kulturelle produktion. Men dermed er desværre ikke sagt, at en forhøjelse af levestandarden nødvendigvis ville medføre en højnelse af den kulturelle standard. Der skal mere til, meget mere. Der skal generationer til for at skabe en koncertgænger eller en læser af Sarvig eller en beundrer af Richard Mortensen, ikke af arvemæssige grunde, men af sociale. Frugtbargørelsen af den menneskelige fantasi er en kompliceret og endnu meget tilfældig proces. Eller rettere: Bevarelsen af menneskets oprindelige sans for kunstnerisk skabende virksomhed (produktiv og receptiv) er en bestandig kamp mod vor civiliserede verdens mange utilitaristiske krav overfor individet. Denne kamp kan og vover kun de færreste hjem at tage op, men jeg er ikké i tvivl om, at hovedparten af midtergruppens medlemmer kommer fra sådanne hjem. Altså slet ikke fra særligt kunstneriske, sværmeriske, bohemeagtige hjem, men hjem, hvor personligheden, ikke er svundet ind til blot og bar stemmeret i en fagforening, men hvor individet har fået lov til forholdsvis uantastet at følge sine evners lov.

Men det springende punkt vil være det sted, hvor individet gennem en mindst 7-årig periode modtager sin væsentligste åndelige påvirkning, hvor evner og anlæg formes eller deformeres, hvor interesserne bliver til eller bliver trådt ned. Det vil føre for vidt at komme ind på gamle og nye skoleformer og -tanker, men det er endnu engang skolen, som må stå for skud. Jeg tror nemlig, at man mange gange temmelig naivt har forestillet sig, at en forbedring, af kvaliteten af sangundervisningen ville afstedkomme en højnelse af musikkulturen. En statistik (hvis den var mulig at lave) tror jeg ville skuffe de optimistiske. Hvis man overvejer sangtimens isolering imellem de mange krævende nyttefag, vil man også kunne drage parallellen til vort koncertlivs stilling i samfundsbilledet.

Den hidtil herskende opfattelse at der til en belæring i en bestemt disciplin hører et tilsvarende resultat, er ved at måtte vige for den opfattelse, at hele den psykologiske baggrund er vigtigere og at arbejdet med den oven i købet er effektivere end efter den gamle indterpning. Man har ved forsøg set og måttet erkende, at man vandt større udbytte ved at sørge for, at lærdommene gik i blodet mere end i hovedet. Det vil betyde en fuldstændig omvæltning, og denne omvæltning er ved at ske. Den sker med en anden begrundelse end den her nævnte. Den er langsomt ved at vinde indpas på hospitaler, sindssygehospitaler, i fængsler og skoler, og det forløsende ord er »medvirken«. Læger kan ikke helbrede uden patientens medvirken i en masse sygdomme sindssyge kan ikke kureres uden at man gør patienter forklarligt, hvorved de kan virke med til helbredelsen, fanger kan ikke resocialiseres uden at man får dem til at virke med i deres egen sag, og børn bliver i stedse højere grad aktiviserede og meddelagtige i deres egen udvikling.

I nogle amerikanske skoler indgår produktivt kunstnerisk arbejde i skoleformen, uanset om børnene nu i deres senere tilværelse skal være kunstnere eller ej. I forsøgsskolerne har man ikke indskrænket sig til den fra vor egen barndom så kendte lersløjd, husflid (småsløjd) og flettearbejder under minutiøs og nidkær vejledning, men har ganske konsekvent taget ved lære af talrige psykologiske undersøgelser og lader børnene lege (play betyder jo både leg og spil på engelsk!) sig kundskab, erfaring og oplevelser til i dramatiseringer, malerier, skulpturer, billedskærerarbejder, dans, selvdigtning, hjemmelavede aviser, sange, sanglege, o.s.v.

Vi må bort fra alle de små »universiteter« landet over, for evnen til modtagelig hed, medvirken og personlig skaben kan frigøres, modnes og udvikles. I gammel tid måtte børn tage en lille teologisk embedseksamen, før de forlod skolen og op til deres konfirmation. Nu prøver man i stedse højere grad at gøre børn til effektive samfundsmaskiner, perfekte i regning, kontordansk og erhvervsprægede kulturfag. Denne afløsning af »den sorte skole« har ikke ivet yderliprere frihed til fantasilivet og menneskets produktive evne. Skolerne, lærerne, lærebøgerne, bordene, tavlerne, kortene, hefterne, indstillingen til udvendig oplysning - alt skal laves om. Og alt bliver lavet om - gradvist. Jævnsides med denne forvandling vil den nuværende lytterforeningsmentalitet skrumpe ind. Væsentlige sider af den menneskelige bevidsthed, de menneskelige evner, behov og længsler er blevet overset og systernatisk negligeret.

Det er ikke blot miljøet i hjemmet, der er afgørende for karakterens udvikling. Skolemiljøet kan føje afgørende træk til. Omgivelser, der gennem en årrække i metoder og arbejde passiviserer mennesker, medvirker, til den åndelige fladhed og ugidelighed, vi kender alt for godt. Men inspirerende omgivelser, der sætter i gang, incisterer, stiller virkelige problemer, kan afgørende medvirke til at åbne vejen for verdener, der ellers er lukkede for mange. Til dem hører kunstens.

Musikpædagoger kunne her vinde mange gode og inspirerende idéer med hensyn til undervisningsform, modenhed, modtagelighed ved at gøre sig bekendt med de bestræbelser, der er i gang i Amerika, England og Sverige, og vel også andre steder. Musikpædagogerne synes mindre traditionsbundne, mere indstillede på leg og aktivitet end andre pædagoger. Men de arbejder, så vidt jeg ved, ensidigt med musik. Hvis de var vågne og dertil havde modet til at forsøge sig frem, er det ikke umuligt, at de kunne lære de andre grupper noget om, hvordan lærdom, leg og lyst lader sig harmonisk forene. Men i første række er det landsbylæreren og kommuneskolelæreren, det beror på, om midtergruppen skal kunne vokse sig større.

I disse år er det vist ikke børnene, der har mest at lære!