Amerikansk musik i Salzburg

Amerikansk musik i Sa Izburg

Spredte glimt fra et musikkursus i Leopoldskron slot, maj, Juni 1956

Salzburg Seminar in American Studies er navnet på en ung institution, der vil kunne få international betydning i sine bestræbelser for at knytte varigere forbindelser mellem amerikansk og europæisk åndsliv. Efter krigen fik nogle unge amerikanske universitetsfolk den idé, at vort gamle Europa, til trods for sit fadderskab til alt, hvad der hedder amerikansk åndsliv, dog måske kunne have glæde af at stifte bekendtskab med de nye resultater, som den unge amerikanske nation er nået til indenfor kunst og videnskab. På privat initiativ fik man skabt et økonomisk fundament, der foreløbig har gjort det muligt at afholde månedlige kursus, ledet af fagkyndige amerikanske autoriteter indenfor ethvert område for indbudte deltagere fra samtlige europæiske lande.

Maj måned iår har været viet kunst op, musik. Ledelsen af de musikalske forelæsninger er betroet den unge amerikanske komponist Charles Jones (sidste år var det komponisten Diamond og kritikeren Virgil Thomson). Beskedent og illusionsløst fortalte mr. Jones deltagerne, at i alt fald for niusikkens vedkommende var der næppe tale om nogen åndelig Marshall-hjælp. Amerikansk kunstinusik er så fast bygget på den europæiske traditions grundvold, at kimen til en selvstændig udfoldelse endnu er spæd, meget spæd. Men selv om man ikke har skabt mesterværker i egentlig forstand, eksisterer der dog værker, som har et eget, ansigt og som man mærker er blevet til under andre vilkår end vore egne. Den amerikanske komponist af i dag, er en ensom mand. Siden første verdenskrig har han ført en ejendommelig, utaknemmelig men stædig kamp for at skabe en plads for sig selv i et land, som hidtil udelukkende har ernæret. sig ved hjælp af musikalsk import. At en sådan dåd er vor beundring værd, føler man, når man hører, at den er sket helt uden hjælp udefra. De i dårlig forstand sensationslystne blandt de amerikanske komponister skulde vel ønske at se sig selv og deres arbejde som nationalt annoncerede produkter, der spredtes gennem USAs mægtige industriapparat over hele verden, men den nødvendige troldformel for et sådant samarbejde har man endnu ikke kunnet finde. Der eksisterer ingen af staten ejede symfoniorkestre eller radiostationer i Amerika, intet nationalt begejstret musikpublikum, der ivrigt applauderer de unge, skrivelystne talenter. Praktiske opførelser og publicity i enhver form støder på vanskeligheder, som vi næppe helt kan forestille os her i Europa. Altså har kunsten været helt henvist til at vokse på sin egen stilf:ærdige måde, fjernt fra impressarioernes larmen og koncertlivets tumult - og disse forhold har skabt en vis form for uafhængighed, som måske kan danne grobunden for noget virkelig nyt. Senere hen!

Mr. Jones præsenterede et tværsnit af amerikansk musik i et pladeudvalg, der spændte fra Charles Ives' tidlige klaversonate til Irving Fines og egne kompositioner som repræsentanter for en yngre generation. Charles Ives opfattes åbenbart som den første egentlige pionér indenfor moderne amerikansk musik. Som sådan virkede også hans strygekvartet, som, i betragtning af, at den er skrevet før Sch8nberg havde udkrystalliseret sit tolvtonesystem, er en ejendommelig blanding af atonale elementer i den vertikale projection og en pudserlig blanding af ufærdige tolvtonemelodier og sentimentale diatoniske negro-spirituals i den horisontale. Fra Ives' alsidige isenkraemmerbod førtes man til Roy Harris-skolen, der består af hele to medlemmer, nemlig komponisten selv og hans adept, William Schunian, der begge »opdagede« den europæiske vokalog instrumentalpolyfoni fra det 16.-17. århundrede i en meget ung alder og blev så glade for den at de aldrig har forladt den siden. Harris er meget vred på Schuman, fordi han har stjålet »hans« kontrapunkt, men begge dog med et stænk af særpræg i adoptionen af en gammel teknik. Betydeligst syntes mig Roy Harris, som i sin anden strygekvartet har skrevet en række preludier og fugaer af iøjnefaldende formel styrke og musikalsk klarhed. Walter Piston, Sanmel Barber og Elliot Garter drog derimod forbi En på hørelærredet uden at gøre synderligt indtryk. Som de mest personlige, hver på sin måde, oplevede man Roger Sessions og Aaron Copland. Sessions' jeg tror det var anden symfoni, som har en fantastisk kompliceret struktur, men løst med en forbavsende kompositionsteknisk sikkerhed, gav det umiddelbare indtryk: Jo sværere, des bedre, som også synes at være komponistens valgsprog. Copland er mere intuitivt musikalsk. Lige så stor en bulbider, han kan være, når han skriver sine orkestrale festfyrværkerier for det brede publikum, lige så fin og sart kan han være til en anden yderlighed i sine kammermusikalske værker. Hans anden klaversonate i sin enkle harmoniske struktur, sin diatonisk melankolske melodik og sin frie rytmiske udformning, gav mig øjeblikkeligt den .glade fornemmelse, at her var noget, der også kom fra hjertet. Og det var et indtryk, som holdt sig - også efter mærmere bekendtskab med værket.

De europæiske komponister i Amerika blev behandlet i nogle forelæsninger. Man forstod (ikke uden berettiget glæde), at det amerikanske kunstpublikum elsker sin Strawinsky, sin Hindemith, sin Bartók og - naturligvis også - franskmændenes Milhaud! Fra Berlin havde man inviteret Boris Blacher, som holdt forelæsning om undervisning i komposition, fra Holland tolvtonespecialisten mr. Goldbeck om hvem diskussionens bølger slog højt - fra Østrig kom van Einem, fra USA Irving Fine, som i slutningen af kursuset behandlede de musikalske opdragelsesproblemer i USA, hvor man til sin glæde nu sporer en stadig voksende interesse ved universiteterne (!) for ung amerikansk musik. Og endelig den unge amerikanske neoklassicist, Harold Shapero, der psykologisk forsøgte at forklare årsagen til neoklassicismens fremmarch hos en stor del af den alleryngste koniponistgeneration derovre.

Når i løbet af kort tid de mange deltagere i kursuset på Leopoldskron atter skal skilles for at rejse liver til sit, vil indtrykkene formentlig endnu synes kaotiske for de fleste. Her er sket så meget på forelæsningerne, så mange forskellige emner er draget frem til diskussion og til nogen klar enighed på noget enkelt felt er man ikke nået. Den vilkårlighed en tilfældig iagttager synes at spore i tilrettelægningen af det alt for omfangsrige stof og det alt for hidsige tempo i gennemgangen deraf synes imidlertid også at have en positiv side, nemlig dén utvungne, frie og glade tone, hvormed man fordomsfrit har søgt at forstå liverandre og lytte til hverandres meninger om tingene. I den forstand har Salzburg Seminar in American Studies også for musikkens vedkommende opfyldt en smuk mission, et vidnesbyrd om frisk amerikansk initiativlyst og trang til kontakt, som det turde være umagen værd at lægge mærke til.

John Väinö Forsman