Et slags manifest

Et slags manifest

Det nystartede monumentale og pragtfuldt udstyrede Salzburger-tidsskrift »Olympia. Journal der musikalischen Wettkämpfe« bringer i første hefte som et programmatisk motto på omslagets anden side en udtalelse af Bruno W'alter: »Om musikkens moralske kræfter«. Dette motto, der virker som et slags manifest fra Salzburg, kan påregne en vis interesse, og bringes her i sin helhed:

Det er min opfattelse, at musikken på tre forskellige måder yder moralsk styrke: som budbringer, som. tolk og som kendetegn for etiske værdier. Det er vanskeligt at tale om. den første, at forklare, hvorfor den forekommer mig som et budskab af etisk art; thi ligesom englen i Herrens tempel skjuler den sit åsyn med vingerne, - vi kan ikke se den ind i øjnene; - eller med andre ord, vi kan ikke med forstandens klarhed fatte dens væsen og derfor ikke udtrykke den sprogligt forståeligt. For et par år siden foranstaltede en ung musikenthusiast i New York enb enquete; han stillede alle mulige kendte musikere det spørgsmål: »Hvad er musik?« De mig bekendte svar, han fik, forekom enten forkerte eller utilstrækkelige. Selv svarede jeg ikke, fordi det syntes mig ugørligt. Siden har jeg ofte søgt efter en formulering, som kunne tilfredsstille mig nogenlunde; men endnu kan jeg ikke sige, hvad musik er. Og dog véd vi det alle, hvis vi i stedet for at søge frem i tankens og talens lys vender os lyttende.imod følelsens dunkelhed. Vi mærker da, at intet kan være os fortroligere, intet nærmere og intet klarere end musikkens hemmelighedsfulde væsen. Og ved denne intense lytten hører vi, at en enkelt grundlov behersker de uendelig bevægede rigdomme i al musik: Dissonans kræver konsonans, den må udløses. Inderst inde består musikkens tidsbestemte forløb i dens stræben imod forsoning, imod tilfredsstillelse, imod hvilende harmoni, - og det gælder al musik, ligemeget hvem der har skrevet den. Denne tendens, denne stræben fra den harmoniske uro-tilstand til hvile er et særkende for musikken, det vil sige den vesterlandske musik, som vi her taler om. Den er urokkeligt og naturnødvendigt bestemt ved at dissonansen er uselvstændig, modstræbende, tvunget og tvingende til videreførelse, at den higer imod konsonans for til slut at havne i grundakkordens absolutte ro. Jeg kan ikke bebyrde denne udtalelse med musikteoretiske enkeltheder, men jeg må dog kort omtale, at der også i kompositionens struktur, altså ikke blot i harmonien, findes uro-elementer, der virker som drivkraft og sorn analogt og i den nøjeste vekselvirkning med dissonanserne stræber imod hvilepunkter. Hvis alle konsonanser imidlertid var hvilepunkter, så kunde et stykke ofte sluttes, men en konsonans i et strukturelt uromoment er - og virker - ligeså utilfredsstillende som en dissonans. Konsonansen kræver først en bekræftelse fra strukturens side for til slut at kunne virke som forsoning og tilfredsstillelse.