Fra grammofonens verden

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 08 - side 168-169

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Fra grammolonens verden

Ar.nold Sehónberg: »Suite fiir Klavier« op. 25. - H. M. V. Z 331-32.

Af de højst fortjenstfulde indspilninger af vor tids musik, Skandinavisk grammofon har gjort i løbet af de sidste tre- fire ar, må optagelsen af denne Sch8nbergsuite vel nok siges at være den mest usædvanlige og eksklusive. Til trods for at Sch5nberg hører til de af vor tids komponister, der har skabt den største furore i verdens musikalske andedam, eller måske netop i kraft heraf (?) er der kun optaget meget få Schónberg-plader, og denne danske optagelse er da også, så vidt vides, den første, der foreligger af dette værk. Selvom man ikke kan vente, at pladerne skal blive revet bort, skulle man dog tro, at denne i mange henseender fornemme indspilning i Niels Viggo Bentzons glimrende fortolkning virkelig skulle have en chance for at nå f rem til det publikum verden over, der står trofast skjoldvagt omkring Sch6nbergs kunst. Få klaverkun stnere har vist sådanne forudsætninger for at fremføre Sch8nbergs, klavermusik, som N. V. Bentzon; dansk musiklivs »inderkres« vil endnu kunne mindes N. V. B.s usædvanlige foredrag »Fra Schónberg til Hindemith« i anledning af Du T's 25-års jubilæurn 1945. Allerede på daværende tidspunkt havde B. levet sig dybt ind i og tildels igennem Sch6nhergs musikalske idéverden, og arbejdet med at give udtryk for sine fornemmelser i en verbal form i dette foredrag (se DM's særhefte »Stilretninger i den nyere tids musik«, juni 1945) satte kronen på hans beskæftigelse med Sch~3nberg, men det gav ham samtidig en usvigelig sikker fornemmelse for denne besynderlige musikalske kunst*), han sidenhen som koncertpianist ikke fornægtede, selvom komponisten i ham synes ret upåvirket af den.

Samtidig med at His Master's Voice har gjort denne eksklusive kunstners måske mest konstruktive værk tilgængeligt også for et publikum, for hvem renlivet dodekafonisk komposition hidtil har været en myte, har selskabet også i tonende liv fastholdt en betydelig dansk musikers fremragende interpretationskunst på dette

*) Interesserede henvises til DM's særnummer fra 1945, hvori man vil kunne finde en nærmere redegørelse for de Schdnberg'ske kompositionsprincipper, der ligger til grund for hans op. 25. Der findes stadig et restoplag af særnummeret, som kan erhverves ved henvendelse til kontoret, Kronprinsessegade 26, telefon Byen 726.

meget specielle felt. Klangligt er optagelsen lykkedes jævnt godt, og der er perioder som står med en endog helt krystallinsk klarhed, men jeg personligt ville have foretrukket en noget mere objektiv og roligt klar fremførelse af det gennemkonstruerede og kolossalt koncentrerede præludium fremfor Bentzons impulsive og eksplosive gengivelse. Man bør eje og kende denne indspilning - om man kan li' musiken eller ej - for i det mindste dog at vide, hvordan Schónbergs kunst klinger. Det giver musikalske perspektiver, men kræver tillige en meget stærk koncentration af lytteren.

Harald Sætyerud: Musik til »Peer Gynt«. - H.M.V. Z 328-30.

Bølgerne gik højt i norsk teater- og musikliv, da det for få år tilbage forlød, at Hans Jacob Nielsen agtede at opføre Ibsens »Peer Gynt« i oversættelse til nynorsk, og at Griegs musik - en norsk national-musikalsk helligdom - skulle erstattes af en ny scenemusik skrevet af Harald Sæverud. Trods storm og modgang fastholdt Hans Jacob Nielsen sin idé og førte den ud i livet, og måtte alle de, der stadig tror på et samlet Norden med spro,ffællesskabet som en væsentlig sammenknyttende faktor, med inderlig beklagelse se, at det nynorske skulle vinde et slag, så måtte man dog erkende, at den nynorske Peer var en mere sand Ibsen'sk figur, end det tidligere var lykkedes at fremstille i de dansksprogede iscenesættelser. Hans Jacob Nielsen ville afromantisere forestillingen for at genskabe Peer med hele den bidende satire i behold, som Ibsen havde nedlagt i sit nationalt revsende værk. Det kunne vel være gjort også uden at ty til nynorsken, men det kan ikke nægtes, at det nynorske klang hvassere, og derved bed satiren skarpere, så meget desto mere, som Ibsens ironi også kunne opfattes som rettet mod de norskhedsbestræbelser, der gav sig udtryk i sproget i den forestilling, der mere end nogen tidligere gav hans satire brod.

Det siger sig selv, at Griegs musik ville arte sig i dette selskab som spurv i tranedans, for den har vel mere end noget andet været bestemmende for den rornantisering, der har lagt sig som et slør over det essentielle i Ibsens værk. Man behøver blot at lytte til den lyriske »Morgenstemning«, der er optakt til Afrika-akten, for at forstå, at Grieg greb galt, da han opfattede »Peer« fra den blidt syngende romantiske side og glattede ud, hvor 11)sen ville tugte. Derfor så Hans Jacob Nielsen rigtigt, da han for at realisere sine intentioner måtte forlange en ny musik, og han

el

så rigtigt, da han henvendte sig til Sæverud. Harald Sæveruds klingende norskhed, hans bidende musikalske ironi i »Dovreslåtten« og nationalmelodipotpourriet »Blandet selskab«, der indleder Afrika-akten, og hele hans artistiske behandling af den meget virtuost udarbejdede scenemusik dækker de Ibsen'ske intentioner med en realistisk skarphed, som bortset fra de rent stilistiske forskelle adskiller den i det væsentlige fra Griegs. Han har ikke trådt den Grieg'ske helligdom for nær, og derfor vil de to versioner rent musikalsk udmærket kunne trives side om side.

Først i Danmark fik Sæ-veruds musik den fuldstændige opførelse, men som koncertmusik, og Skandinavisk Grammofon greb da lejligheden til at få store dele af scenemusiken optaget på plader med radiosymfoniorkestret, der under Erik Tuxens ledelse har præsteret en mesterlig optagelse. Det er ikke blot den musikalske karakteristik og orkestrale kolorit, der er ramt i centrum, men også optagerteknisk er pladerne lykkedes usædvanlig fint, så de kan tåle at få hele frekvensområdet udnyttet i gengivelsen. Uddraget af scenemusiken omfatter slåtterne »Fa'ens femsteg«, »Hotaren«, »Brureslåt« og den prægtige »Dovreslåt«, foruden »Anitra«, »Blandet selskab«, »Salme mod Bøjgen« og »Gravsalme« samt slåtten »Tvinnan«, der spilles af klarinet, violin og slagtøj under auktionen over mor Åses bo, og »Solveig«, en musik, der understreger værkets sidste replikker »Sov du dyreste gutten min«, som Solveig let reciterende fremsiger til Peer.

fsp-