En dansk musikdisputats

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 09 - side 179-181

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

En dansk jinusikdisputats

Nils Schiorring: Det 16. og 17. århundredes verdslige danske visesang. En efterforskning efter det anvendte inelodistofs k-år og veje. 1-11. Forlag: Thaning og Appel, Kbh. 1950.

Da Nils Schiørring den 8. juli forsvarede sin afhandling for doktorgraden ved Københavns universitet, fremhævede begge opponenterne hans videnskabelige indsats som i ordets egentlige forstand banebrydende. Schiørring har nemlig her gennempløjet et hidtil næsten uopdyrket felt indenfor dansk musikhistorie, en opgave, som ifølge hele sin karakter skulle synes næsten uoverkommelig, men som forfatterens forskertrang og flid har bragt til gennemførelse på imponerende måde.

Som afhandlingens undertitel siger, drejer det sig i første række om en kildemæssig undersøgelse, anlagt på samme tid meget bredt og virkelig dybtsøgende. Den pågældende periodes kirkelige, åndelige og verdslige visesamlinger er gjort til genstand for undersøgelse og er »afsøgt for, hvad de har kunnet bidrage til underretning om de verdslige visemelodiers yndest og udbredelse i vort land . . .«. Det omfattende nyfundne melodimateriale, hvoraf den største del videregives i bind II (melodibilaget), viser, at eftersøgningen ikke har været forgæves. Eftersporingen af melodiernes herkomst er - takket være forfatterens dybe orientering i især tysk men også øvrig nordisk overlevering - lykkedes i et forbavsende stort antal tilfælde, men naturligvis er proveniens-problemet stadig uløst for en stor del af stoffet. En specifikt musikalsk undersøgelse vil antagelig kunne bidrage til yderligere klaring på dette punkt.

I det følgende skal gives et kortfattet referat af undersøgelsen, som den foreligger i bind I. Den er opbygget kronologisk, idet først det 16. årh.s kilder - med Thomissøns Psalmebog 1569 og Hans Christensen Steens samlinger som de vigtigste - belyses ud fra en betragtning af det anvendte verdslige eller formodet verdslige melodistof. Derefter foretages en ud fra opstillede tekstgenrer bestemt gennemgang af melodierne til »kæmpevisens efterklang«, d. v. s. det af Svend Grundtvig indsamlede og registrerede ældre folkevise-stof fra sidste del af det 16. o,, begyndelsen af det 17. årh., et stof, som siden Grundtvig er udbygget af H. Grilner-Nielsen, og som kun for en dels vedkommende er udgivet. Schiørrings undersogelse heraf betegner en værdifuld fortsættelse af hans afhandling i Musikhistorisk Arkiv 1939.

Anden halvdel af bogen omhandler det 17. årh.s visesamlinger. Først de åndelige samlinger, hvorunder man med særlig glæde må fremheeve Schiørrings resultatrige påvisning af kilderne til Kingos dejlige melodier, hans skarpsindige udredning af de bibliografiske gåder, som hefter ved Dorothe Engelbrethsdatters og Peter Dass' visesamlinger og sidst, men ikke mindst, fremdragelsen af det musikalske stof til den slesvigske preest Anton Davidsen Foss' håndskrevne psalter fra 1696, der »på næsten sensationel måde giver musikhistorien et af dens længe søgte, forsvundne værker tilbage i omtrent fuldstændig form . . . Den giver melodistemme og bas, men beklageligt nok ikke ritorneller, til 45 af Adam Kriegers i tiden mellem 1660 og 1680 enestående populære visemelodier fra den tabte første samling af hans arier 1657, foruden 21 fra den endnu eksisterende anden samling« (1667) (bd. I, s. 278). Med dette fund, som melodibilaget frernlægger med revision, vil Schiørrings værk vække betydelig interesse ud over landets grænser.

I nogle specialkapitler af ikke mindst kulturhistorisk interesse gives en fremstilling af musikdyrkelsen i det 16. og 17. årh.s danske skole (både den didaktiske sang og skolekomediens musik), og i fortsættelse heraf omtales den meget spredte og beskedne overlevering, som kan fortælle os noget om musikken i datidens professionelle teater.

Det sidste af disse special Upitler behandler genren »personelle lejlighedsdigte«, sørgesange, hyldestviser til bryllupper, fødselsdage o. I., et meget morsomt og levende skrevet afsnit. Med de her

nævnte mere specielle studier brydes afhandlingens kronologiske disposition, et brud, der dog virker fuldt ud naturligt og af stoffet dikteret.

Værket afrundes endelig med en grundig gennemgang af det 17. årh.s specifikt verdslige visesamlinger, bl. a. af Voigtlånders, Søren Terkelsens og Anders Bordings udgivelser, alle karakteriserede ved deres stærke poetiske og musikalske afhængighed af den tids tyske viseskoler, særlig den Hamburg'ske med Johan Rist som den centrale skikkelse.

Måske man selv af dette højst nødtørftige referat vil kunne danne sig begreb om den enorme stoffylde, som kendeteg- . ner Schiørrings disputats. Men lad mig samtidig understrege, at ikke mindre imponerende er det, at fremlæggelsen trods materialets brogede og spredte karakter virkelig fornemmes som en sammenarbejdet helhed. Værket kan vurderes ud fra to perspektiver, dels som håndbog for fremtidig viseforskning, dels som et musik- og literaturhistorisk dokument. Læst på rette måde blir undersøgelsen altså andet og mere end en omfattende viseregistrant; gennem de mange tørre facts fornemmer man det levende liv som er baggrunden. Man skal her ikke spørge efter kunstneriske vidnesbyrd, som kan tilfredsstille vore æstetiske krav, specielt skal man ikke vente gennem det fremlagte stof at få næret sin nationale stolthedsfølelse. Tværtimod; hvad der findes af virkelig musikalsk værdifuldt er tysk, og det, som muligt kan være skabt af dansk hånd, er såre jævnt. Men dette synspunkt er som sagt irrelevant for det foreliggende arbejde, som direkte og indirekte fremkalder billedet af en veesentlig del af de to århundreders musikalske og digteriske kultur. Sangglæden kommer til udtryk i alle befolkningslag og på mangfoldige måder: i kirken, ved hoffet, hos adelen og i almuen, i universitet og skole, og er karakteriseret ved en ganske uovervejet sammenblanding af kirkeligt og verdsligt melodistof, af folkevise og professionel kunstsang, af dansk og fremmed.

Når man stilles overfor denne brogethed, må man ofte spørge sig selv: hvormeget og hvad af det her fremlagte melodistof har været i levende brug herhjemme. F.eks.: når en dansk vise har en eller anden tysk visetitel som melodiangivelse, er det så fordi den har været forudsat kendt, eller er der blot tale om en rent mekanisk overførelse fra et tysk forlæg? Schiørring tager ikke stilling til problemet, men en afgrænsning - eller et forsøg derpå - havde været af interesse. Som konklusion på selve kildeudforskningen fastslår forfatteren, at »det er den åndelige visesang i det 16. og 17. århundrede, vi i første række kan takke for, at det i snævrere forstand til samtiden knyttede verdslige melodistof er bevaret frem til vore dage.«

Større musikvidenskabelig interesse har den tese, Schiørring uddrager af det til »efterklang-gruppen« knyttede melodistof. Skønt sent overleveret (19.-20. årh.s viseindsamling) opviser nedskrifterne til de enkelte viser et så homogent præg, at man må forudsætte en meget gammel og sejg meloditradition, således at vi stort set tør trække en direkte forbindelseslinje tilbage til det 16. og 17. århundredes visesang. Det er muligt, at påstanden er holdbar, men i den form den her frenisættes, føler rn,an den ikke helt overbevisende dokumenteret. Gennem nogle få eksempler, der viser dels gammel nedskrift (d. v. s. fra 16. eller tidlige 17. årh.), dels nyere optegnelse, illustrerer Schiørring sin tese. Det er ikke pladsen her at gå i enkeltheder, men de foretagne melodiske jævnføringer forekommer mig i den grad anstrengte, at jeg fristes til at konkludere i følgende: trods spinkle lighedspunkter mellem ældre og yngre melodioverlevering må man ud fra de anførte eksempler komme til den opfattelse, at viserne i den mellemliggende periode enten er blevet i den grad »zersungen« eller simpelthen har fået nye melodier, at en tilbageslutning til gammel visesang ud fra nyere eller nyeste overlevering ikke synes forsvarlig. For ikke at blive misforstået betoner jeg: ud fra de anførte eksempler. Hele dette meaet interessante problem om meloditraditionens seighed i dansk verdslig vise, som Schiørring her er inde på, venter altså endnu på en virkelig dybtgående analyse. Det understreges da også (s. 57), at det omtalte afsnit mere er en indledning til denne forskning end afslutningen derpå.

Af mere underordnet betydning er en lang række tilfælde, hvor forfatteren jævnfører melodier af ukendt oprindelse med foreliggende kendte, overvejende tyske. Man er her ofte i tvivl om, hvilke melodiske kriterier, der har været udslaggivende for hans dragning af paralleller.

En mere indgående drøftelse af de her omtalte specielt musikalske problemer i Schiørrings afhandling er der ikke plads til indenfor denne anmeldelses rammer. Og lad det være sagt, at de fremførte kritiske bemærkninger til den side af værket' selvsagt ikke anfægter hovedsagen: det mægtige stofs indsamling, sporingen af visernes kilder, visestoffets inddeling og afgræ- nsning samt den højst lærerige kildekritiske sans og videnskabelige ånd, der gennemtrænger hele fremstillingen.

Der er således ingen tvivl om, at bogen vil blive brugt af mange i fremtiden, og det er i grunden det bedste, der kan siges om en disputats! Det vil blive en uundværlig håndbog for musikhistorikere, viseforskere, metrikere og folklorister. Den, der - som Schiørring - har påtaget sig den brydsomme opgave at opdyrke en mark, hvor ingen har været før, vil altid være udsat for, at de, der kommer bagefter, slår ham oveni hovedet med mere eller mindre betydningsfulde detaljer, korrektiver og supplerende materiale. Jeg skal ikke indlede denne trafik her, dels fordi de »leksikalske« kommentarer, jeg kan bringe, er mindre betydningsfulde (nogle konkrete oplysninger angående reforma~ tionstidsstoffet, en lille supplering til efterklangsgruppen, en uudnyttet salmesamling o. I.), dels fordi netop stoffylden og den håndbogsmæssige pålidelighed er dominerende i mit indtryk af værket.

Slutteli-, bør omtales bind II, melodibilaget, som indeholder 301 eksempler med tilhørende kildeangivelser og revision. Denne side af arbejdet har rejst en raekke delikate musikalske problemer; især har generalbassangene som følge af overleveringens ofte meget amatørmæssige tilsnit budt på gåder, som Schiørring behandler med megen nænsomhed. Han holder sig fra hasarderede gætterier, dem overlader lian klogeligt til os andre. Man kan kun slutte sig til det ved forsvaret udtrykte ønske, at Kriegerfundet snarest får sin selvstændige publikation, og måske en sådan vil kunne give plads for en fyldigere revisionsberetning og diskussion af de talrige detailproblemer i Foss' håndskrevne psalter, end det har været muligt her i bind IL

Omfattende, omhyggeligt udarbejdede re,gistre afslutter værket, hvis ydre udstyr, papir, typografiske sats, nodestik m. i-n. er af bedste kvalitet. Og der står så kun tilbage at lykønske forfatteren og dansk viseforskning med resultatet af dette årelange arbejde, som med så stor ære skaffede Nils Schiørring den på musikvidenskabeligt område så sjældent erhvervede doktortitel.

Henrik Glahn.

Årgang 25/1950, nr. 09