Et ortografisk problem

Et ortografisk problem

Af Povl Hamburger

I Mozarts »Don Giovanni« forekommer i slutningen af D. G.s arie Metà de voi qua vadano ved ordene i già vedrai cos é følgende harmoniforbindelse:

[nodeeksempel 1]

Om dette sted bemærker Hermann Abert i »W. A. Mozart« (Il, 6. udg., s. 524, fodnote): »Mozart. notiert . .. wie gewöhnlich, inkorrekt as statt, gis«. Hertil er først at sige, at hvis Mozart i slige situationer »sædvanligvis« er i konflikt med den musikalske ortografi, står han langt fra alene hermed. Uden at kunne påberåbe mig nogen fuldt pålidelig statistik, vover jeg at gætte på, at samtlige klassikens mestre, de store som de mindre, i 99 procent af sådanne tilfælde noterer fordybelse i stedet for forhøjelse.

Nu er skødesløshed i noteringen af enharmonik i almindelighed taget vel ingenlunde helt sjælden selv ikke hos de klassiske mestre. I denne specielle situation synes der imidlertid at være tale om et princip, tilmed et så godt som konsekvent gennemført princip, og kan man for alvor tænke sig dette beroende på en »fejltagelse«, må man ikke snarere formode at der her foreligger en tanke, at med andre ord komponisterne ikke blot skriver, men faktisk også opfatter fordybelse og ikke forhøjelse?

Holder vi os alene til det ovenfor citerede eksempel, kunde det ganske vist flygtigt set synes, som om Abert har ret: Ganske som h i bassen er kromatisk gennemgang fra b til c, således i overstemmen as (-- gis) fra g til a. Her skulle således ikke være tale om nogen egentlig akkord med selvstændig funktion, rnen blot en kromatisk dobbelt- gennemgang fra Sp til D4 med opløsning i D7.

Lad os imidlertid konfrontere dette eksempel med et andet fra samme opera (»Brevairien«) :

[nodeeksempel 2]

Som det vil ses, er situationen ganske analog med den først anførte - med den forskel, at tonerne h og as her træder selvstændigt ind og faktisk er led af en akkord, nemlig den ufuldstændige dominantnone-akkord i c-dur (med udeladt grundtone og sænket, none) her med vekseldominantisk funktion i f-dur: Som h er den opadgående (egentlige) ledetone til dominant~grundtonen c, således as nedadgående ledetone til kvinten g - en videreføring, der midlertidigt forhales ved 6/4-forudholdet f-a. Med andre ord: a er her ikke »opløsningstone« for et underforstået gis, men en med dur- tonaliteten overensstemmende tilbagealterering af as. At dette er den rette fortolkning lader sig umiddelbart bevise ved sammenligning med steder, hvor den samme vekseldominant ført til 6/4-forudhold optræder indenfor moltonalitet, f. eks. følgende fra »Sekstetten« i 2. akt af »D. G.«:

[nodeeksempel 3]

Der kan derfor næppe være tvivl om, at også det af Abert omdisputerede as faktisk af Mozart er ment som skrevet (altså som sænket dominant-none) og ikke som gis - uagtet den reducerede akkord rent formelt tager sig ud som »dobbeltaltereret« Sp-akkord. Havde Mozart omvendt ment gis, ville han rimeligvis være gået til kadence i d-mol, i stedet for f-dur. Tonen ville da have været opfattet som led i den ufuldstændige noneakkord gis-h-d-f som vekseldominantisk i d-mol, sandsynligvis med bibeholdelse af b i bassen (-- sænket kvint som nedadgående ledetone til dominant-grundtonen a). Harmoniseringen af den pågældende strofe ville vel da omtrent være blevet denne:

[nodeeksempel 4]

- analogt med følgende sted i Beethovens sonate op. 10, nr. 2 (slutningen af gennemføringen i 1. sats):

[nodeeksempel 5]

Her altereres i 3. takt ledetonen i f-mols vekseldominant-noneakkord til 1), hvorved akkorden tilsyneladende bliver dominantseptimakkord i es-dur. Et finere harmonisk gehør lader sig imidlertid ikke narre heraf: Idet b indtræder kromatisk fra h, opnår tonen netop ikke befæstelse. som dominant-grundtone, men bliver ladet med en kraftig ledetonespænding nedad mod a, en spænding, som i modsat retning forplanter sig til overstemmens as og ligesom »løfter« denne tone til gis med stræben mod oktaven a. Trods det bratte og friske i overgangen fra f-mol til d-mol, virker modulationen forberedt på denne måde alligevel både logisk og organisk. - Et hermed parallelt sted findes i Schuberts »Sei mir gegrdsst« (t. 67-69),- hvor den enharmoniske omtydning af as til gis dog er udtrykt korrekt i notationen.

Forhøjelse eller fordybelse - den givne harmoniske sammenhæng må blive afgørende for, hvornår det ene eller det andet er korrekt, og som sagt syndes der ofte i sådanne tilfælde mod ortografien. Sammenholdes de ovenfor anførte eksempler 1 op, 4, vil man. dog forstå, at Aberts kritik i dette tilfælde har ramt ved siden af.