Hommage a Schönberg. I.S.C.M.s 24. musikfest i Bruxelles 23.-30. juni 1950

Af
| DMT Årgang 25 (1950) nr. 09 - side 176-177

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Hommage a Schönberg

I. S..C. M.s -94. rnusikfest i Bruxelles 23.-30.juni 1950

Af Niels Viggo Ben!zon

» Hommage å Sch6nberg« var titlen p å et ved musikfesten opført kammermusikværk af den brasilianske komponistinde Eunice Catunda. Værkets kvalitet afveg ikke synderligt fra programmernes gennemsnit, men selve titlen »Hommage å Schånberg« blev på en måde symbolsk for hovedtendensen i denne 24. musikfest med dens hældning mod de schi5nbergske idealer, hvadenten benævnelserne var »technique serielles« eller »dodekaphonisme«. Det er ganske ligegyldigt, hvilken etikette man benytter, »dodekaphonisme«, »tolvtoneteknik«, »serieteknik«, for i alle tilfælde er grundlaget Schbnberg og den ånd, der hviler over disse værker, er lærernesterens højekspressive udtryksform, som selv i hans mest konstruktive værker skinner tydeligt igennem.

Af de 29 værker, der opførtes i Bruxelles, var godt en trediedel. (10) baseret på de schånbergske teorier; 14 værker kunne rubriceres som en slags stilistisk »mellemproportional« mellem atonalismen og den skandinaviske, mere nationalt-præ-gede, tonekunst, der måtte nøjes med at lade sig repræsentere ved 5 værker*). Selvom »mellemproportionalen« var i overtal, repræsenteret ved en række ret profilløse værker af komponister fra forskellige europælske lande, formåede dog de 10 dodekaplionistiske værker at efterlade et samlet indtryk, en bestemt æstetisk tendens, som åbenbart indenfor I. S. C. M. har fundet et forum, højst tiltrængt for denne musik, der ellers har så ringe en opførelsesfrekvens. -

Ved en bedømmelse af I. S. C. M.'s regdlativer med hensyn til udvælgelsen af værker må man forvente, at det resultat, som musikfesterne hvert år fremviser, er, hvad man ville kalde en status, d. v. s. et tværsnit af den aktuelle musikalske situation. - Udvælgelsen foregår, som bekendt, gennem 2 »behandlinger«. Først udvælger det pågældende lands sektion 6 værker, der derpå sendes til den internationalt sammensatte jury, der træder sammen et halvt år i forvejen, fortrinsvis i den by, hvor

*) Helt uden for denne inddeling står den franske komponist André Jolivet's orkesterværk »Psyche«. Jolivet fortsætter på en vis måde fransk tradition, men tilsætter ' den et helt personligt, »rituelt« indhold under indtryk af javanesisk og palanesisk musik.

indeværende års musikfest skal finde sted. En finsigtning af det store materiale G år 91 indsendte værker) sammensættes da til en række koncerter, der udgør grundstammen i musikfesten, selv om a~skillige »flankearrangementer« kan træde til efterhånden som musikfesten stunder til (operaforestillinger, ekstra-koncerter etc.).

I år havde man den fordel, at hele in-teressen kunne koncentreres om, de obligatoriske koncerter, der fandt sted i I. N. R. (Institut National (de) Radiodiffussion). Musikfesten fik derfor en udtalt »halvofficiel« karakter, idet radioen ikke kunne afkræve billetpriser. Nogen »byfest« blev det således ikke, så meget desto mere en »fest i æteren« ved de mange transmissioner via »Third programe«, »Radiodiffussion fran~aise« og de stedlige franskog flamsk-sprogede radiofonier.

I betragtning af det komplicerede forrnelle apparat med hensyn til værkernes censurering og den næsten uhørte radio~ foniske imødekommenhed ved arrangementet af koncerterne melder der sig uvægerligt det spørgsmål: Står anstrengelserne i rimeligt forhold til det musikalske resultat ?

Svaret herpå må stort set blive bekr2eftende, når undtages den slagside mod det atonale ideal som medførte en del eensidighed ved programlægningen. Men en ting forekominer mig dog alvorligere end spørgsmålet om det kraftige Sch8nbergindslag: i år var Østeuropa med undtagelse af eet polsk værk samt U. S. A. borte fra programmerne. Man savnede i høj grad de tjekkiske og jugoslaviske v;aerker» ligesom eet og andet fra U. S. A. ville have givet en særlig kulør og styrket det område, som jeg før betegnede som »mellemproportionalen« mellem de to »faste« grupper: Dodekaphonisterne og Skandinavien. Disse to størrelser er inkommensurable, idet de atonale fanatikere (til eksempel Dallapiccola i Italien og Souris i Belgien) begge anser tolvtoneteknikens tilstedeværelse som en forudsætning for overhovedet at vurdere et moderne værk. Tyskland var også repræsenteret ved den atonalt-influ-. erede K. A. Hartmann og Østrig ved den berømte Sch8nberg-elev Anton von Webern's kantate for blandet kor og kammerorkester.

Jeg vil tillade mig at hævde, at med undtagelse af Webern's værk var de øvrige dodekaphonist-w~rker, -der opførtes

ved denne musikfes . t, uacceptable set ud-

fra et nordgermansk synspunkt. Det, der

gjorde Webern's kantate til en undtagelse,

var selve veerkets kunstneriske kv alitet.

På trods af al »serieteknik« eller dit og dat

var kantaten et værk skrevet af en kom-

ponist, der inden for sine egne -rækker var

i stand til at aflive alle krampagtige dok-

triner, der kan, (jeg siger kan) -være et

skalkeskjul for mangelen på virkelig værdi-

fulde musikalske tanker.'- Noget lignende

kan iagttages på den anden front: til eks.

Harald Sæverud's 5. symfoni, der afslut-

tede musikfesten, og hans landsmand Klaus Egge's sinfonia gioeosa. Hos Sæ-verud var,

til trods for alle tilsyneladende klichéer,

alligevel den stærke personlighedsfornem-

nielse til stede, hos Egge bliver »det norske« for stærkt påtrængende og formen

for løs. Man er klar over hensigten, men

man stopper op derved.

Sammenholder man de to grupper, Skandinavien og tolvtonekomponisterne, er det interessant at se, at sidstnævnte retning, hvis geografiske udspring er Wien, nu hovedsageligt er blevet et romansk anliggende med hovedsæde i Frankrig (René Leibo Nvitz) o-, Italien (Luigi Dallapiccola). Trods det, jeg før hævdede, at retningen stort set er uacceptabel set udfra et nordgermansk synspunkt, vil jeg alligevel her undlade at komme nærmere ind pa en kritik af denne musiks stoflige kvalitet, idet jeg ikke tror, at nordboere med den for os karakteristiske »rolige« tradition overhovedet vil være i stand til helt at trænge ind i forudsætningerne for denne nervøst-sensible, overkultiverede kunst, særlig i betragtning af de store mentale forskelle, der er på disse romanere og os. - Afvigelser i musikalsk udtryksform er fra grunden af et mentalitetsspørgsmål, og der må altså være noget i denne konstruktive stil, der virker tiltalende på romansk tænkemåde.

Overfor denne stærkt sammensvejsede æstetiske retning har Skandinavien ikke mange chancer uden den støtte, som mere »moderate« retninger fra Østeuropa og Amerika kan yde.

Det, der netop manglede, set fra vores synspunkt, var dette indslag i programmerne, som ville give mere balance til vores fordel. Som sagerne står nu, ligger Skandinavien som »en ø i vadehavet« og må klare for sig selv, hvilket er vanskeligt i betragtning af de forholdsvis få værker, som de nordiske lande har chance for at få placeret ved I. S. C. M.-f esterne.

Trods disse, lidt nationalt-triste, synspunkter var Bruxelles-festen alligevel en musikalsk manifestation af format. Den havde »ansigt« og retning, om. man så kunne acceptere tendenserne eller ej. Dertil kommer, at udførelsen overalt lå i et meget højt plan. De to radioorkestre (flamsk-fransk) ydede en fremragende indsats ved fremførelsen af de hundesvære orkesterværker, og kammermusikværkerne blev ligeledes interpreteret på udmærket måde. Kun må jeg her gentage, hvad j~g også kom ind på under min omtale af musikfesten i Amsterdam. for tg år siden (DM 1948, nr. 8, s. 183):

Det må ikke blive til en regel indenfor I.S.C.M. at udelukke værker af vor tids »store« komponister. Vi kender stadig ikke Hindemith's sidste værker (sekstet, klarinetkoncert, requiem). Bartok's posthume bratschkoncert skulle have haft europæisk førsteopførelse i I. S. C.]N1. og Milhaud skulle i år være repræsenteret med f. eks. den endnu ukendte 4. klaverkoncert og ikke, som tilfældet var, med en mindre betydelig koreografisk suite.

Og hvad med Schbnberg! Hellere end »Hommage å Schónberg« værker af Sch8nberg selv (4. strygekvartet, klaverkoncert, violinkoncert). En hel række hyperaktuelle værker ligger endnu og venter på at blive lanceret i I. S. C. M.I deres rette f orum.

Organisationen står nu overfor sit 25 års jubilæum, der er berammet til at finde sted næste år i Frankfurt a. M. o,,, Wiesbaden. Som den eneste eksisterende verdensorganisation for musikens vedkommende er dette jubilæum en begivenhed af stor betydning for den moderne musiks udbredelse. Man må derfor ønske, måske naivt, at alle musikpolitiske skranker må blive revet ned ved denne lejlighed og at alle nationaliteter igen vil blive repræsenteret ved koncerterne. For os, der ikke kender I. S. C. M.'s. interne problemer, er det umuligt at gisne om, hvad grunden har w- eret til, at Østeuropa i år ved Bruxellesfesten glimrende ved sin fraværelse. Kun, at det i hvertfald må være imod I. S.C. M.'s oprindelige idealer overhovedet at beskæftige sig med spørgsmål, der ikke vedrører de rent musikalske. På dette punkt har organisationen altid indtaget en smuk og eftertragtelsesværdig særstilling, som har givet den den nimbus, den har den dag i dag og utvivlsomt vil bevare i fremtiden.

Alle komponister i Syd, Nord, Øst og Vest vil sende laurbær fremover mod jubilæet, der er en vigtig milepæl i selskabets traditionsrige historie.

Årgang 25/1950, nr. 09